Enthusiastic bloggin'

Man hører med jævne mellemrum, at vi med katte ikke har fugle i haven. Det kunne ikke være længere fra virkeligheden. Vi har masser af fugle og andet liv i haven, til trods for 3 store norske skovkatte, som bestemt ikke mangler jagtinstinkter. Men vi gør også noget for at have liv i haven. Vi klipper ikke hæk mens fuglene ligger på rede, og vi klipper ikke alle de tusinder klaser med bær af ligusteren. Og derudover så fodrer vi i vinterhalvåret, når havens naturlige forråd er ved at slippe op. I skrivende stund er jeg netop blevet færdig med en større udvidelse af fodringsmulighederne; jeg tæller mindst 12 steder, og de lidt større fugle holder sig heller ikke tilbage fra at tage af det foder, vi har sat ud til pindsvinet (og strejfende katte). 

I tillæg har vi redekasser til de mindre fugle, så de forhåbentligt stopper med at bygge reder under taget. Og der er stadig plads til flere. Selvom kattene ind i mellem fanger en fugl, så er der stadig et mylder af liv omkring Pandekagehuset. Vi plejer at spøge med, at vi fodrer fugle, fordi fuglefrø er billigere end kattefoder, men det er nu ikke hele sandheden. Vi kan ikke holde kattene fra at jage, men vi har naturligvis placeret fuglenes føde på steder, hvor kattene ikke kan nå dem – eller hvor de nemt kan flyve væk fra, såfremt en af de omvandrende pelsklumper skulle nærme sig. Og med dagens udvidelse har vi øget vores chancer for at se de vilde fugle fra vore vinduer. 

Det vi fodrer med er af varierende art; nogle steder er det rene nødder, eller solsikkefrø, andre steder er det mejsebolde, og diverse kornblandinger. Vi laver også selv foder til dyrene, når vi eksempelvis spiser Spaghetti Carbonara (hvilket vi ofte gør, da det er en af heksemutters og teenpigens livretter), så bliver de overskydende fedtstoffer hældt over en blanding af nødder, korn og kokosflager, for at blive sat ud i haven til glæde for særligt de bevingede væsner. For os er det vigtigt at der er variation, for at højne mangfoldigheden.

Nuvel, mangfoldighed eller ej, så bemærker jeg at de nye fodringspladser giver lidt udfordringer i forhold til ejendommens installerede overvågning. De små mejser er allerede begyndt at nippe af retterne, og med deres ruter, bimler og bamler det fra systemet – jeg må vist i gang med at tjekke indstillinger så fuglene kan spise i fred. I de seneste måneder har vi oplevet en stigning i antallet af besøgende i haven, og det er ikke kun fugle, der nyder godt af vores gæstfrihed. Pindsvinet, som vi har sat foder ud til, har også tiltrukket andre nysgerrige skabninger, såsom naboernes katte, der stryger forbi i håbet om en nem snack. Vi betragter det som en del af den levende dynamik i haven, selvom det kræver en ekstra indsats at balancere hensynet til de forskellige arter.

En af de mest givende aspekter ved at have en fuglerig have er den forbindelse, det skaber mellem os og det vilde dyreliv. At observere de små mesterværker af fjedre, der hopper og synger, er en daglig glæde, der bringer os tættere på naturen. Selvom vi er opmærksomme på, at vores katte er instinktive jægere, tror vi på, at vores bestræbelser på at skabe et sikkert og indbydende miljø for fuglene er værdifulde. Så, mens vi fortsætter med at finjustere vores haveøkosystem, glæder vi os over at være vidner til det levende teater, der udspiller sig lige uden for vores vinduer.

Lad os alle deltage i denne lille naturfest ved at dele haven med vores fjerklædte naboer. At sætte mad ud til dyrene er ikke kun en gestus mod naturen, det er også en invitation til at blive vidner til et mylder af liv og farver lige uden for vores vinduer. Så, tag et skridt ud i haven, sæt en fuglefoderstation op eller del dine madrester med de små væsner. Lad os sammen skabe et rum, hvor dyrene kan trives, og hvor vi alle kan dele glæden ved den vilde natur, der er så tæt på os. Lad haven blive et fælles mødested for alle livets former, og lad os sammen fortsætte med at værne om og fejre det skønne dyreliv, der beriger vores dagligdag.

Efteråret er over os, og de første små stormvejr har allerede blæst et par gamle træer omkuld. Vejret bliver mere råt og temperaturen falder, efter et år og især en sommer med den ene varmerekord efter den anden. Og jeg kan lide det. Altså kulden. Og mørket. Jeg kan godt lide at jeg i en periode selv kan få lov til at bestemme temperaturen i soveværelset, og hvor meget lys jeg synes at have brug for. Jeg kommer aldrig til at opleve en vinterdepression, for jeg elsker det mørke og kolde vejr. Pludselig kan man se stjernerne igen, og naboplaneten Venus som oplyser mit køkkenvindue under morgenkaffen, afløses om aftenen af de større gaskæmper, som kæmper om opmærksomheden efter solen er gået ned bag horisonten. Et par nætter med meteorsværme kan vi også se frem til, hvis vi altså kan holde os vågne til den slags.

Jeg er efterårsbarn, og humøret er klart på sit højeste, når shorts og sandaler er pakket væk for vinteren. Snart skal de sidste plantekasser tømmes og loungen på terrassen slåes sammen og gemmes væk for det nok lidt vådere vejr som er i vente. Jeg krydser fingre for en regulær snestorm eller to denne vinter. Efter vinterens mørke er jeg blevet helt nulstillet og er klar igen til at komme ud af mit hi. Vanter, halstørklæde og sixpence er fundet frem, og snart bliver uldfrakken støvet af og hængt frem i entréen.

Vi er i Tivoli flere gange i løbet af året, men den gamle have kan altså noget helt særligt i vinterhalvåret, hvor alskens lys og lamper for alvor kommer til sin ret. Lyset er bare mere værd i mørket og farvede glas ses tydeligere. Først kommer skolernes efterårsferie, hvor græskarhøsten bliver udstillet sammen med en uhyggelig masse hyggelig uhygge, og om et par måneder kommer duften af gløgg og brændte mandler i skarp konkurrence med kanel og gran, når julen springer ud i sit farverige kostume som hyppigt lokker dankortet op af lommen. Nu ved den skarpe læser at jeg ikke er den store nisse, men tænk hvis vi som på den sydlige halvkugle skulle holde jul om sommeren, så ville al hygge være blændet i lyset af den bagende sol. Nej tak. Jeg er godt tilfreds med fordelingen af årstider som vi kender dem i Norden.

Efteråret er også tiden for mange indendørs sysler og gøremål. Og både biografer, teatre og aftenskolelokaler, kan igen lade sig fylde med mennesker som er klar til fylde hovedet med andet og mere end aperol og appelsingin fra Amalfikysten. Dine lokale spisesteder vil også gerne have besøg, nu hvor slud og regn kan få de fleste af os til at blive hjemme og de efterhånden få tilbageværende butikker i gågaderne kan nok også bruge et par besøgende – i år skulle julebelysningen i Helsingør Centrum komme tilbage, så mon ikke det kan ende med at kalde på en hyggelig strøgtur for både lokale og folk udefra. Det er vist (endnu) gratis at parkere i byen, for os som ikke har råd til at køre med offentlig transport.

Og her til sidst vil jeg da gerne slå et slag for at vi også husker de frivillige organisationer, som stadig kæmper med offentlige nedskæringer og manglende besøgende efter nogle hårde år efter Corona. Støt din lokale håndboldklub, meld dig ind i fotoklub i nærheden, eller kom med på Borupgård Teatret når 100 børn fra Teaterbøtten til november stiller op med endnu en forestilling; “Gaias Børn” (Om ikke at lave op til omverdenens forventninger, og finde sin egen vej). Du kan også (som jeg), melde dig ind i NOVA – Nordsjællands Astronomiforening, og nyde vidensstærke foredrag i den naturvidenskabelige verden, og sammen med os andre stå og pege op på himlen imens vi siger “neeeej” og “hold da magle”. Det er ikke for sent at lære noget om universet.

Uanset hvad, så håber jeg at du får et skønt efterår, med sidelæns regn og visne blade i ansigtet, kombineret med varme retter og skoldhede drikke.

Tiden er kommet til at drage sydpå. Sommerferien er her endelig, og i år sker det syd for den danske grænse. Og som den opmærksomme læser ved, er det helt præcis Nordfrankrig, som er familiens feriedestination i år. Kufferterne står klar på gulvet i stuen, næsten fyldte til randen med rent og nystrøget tøj. I skrivende stund er der under 20 timer til vi sidder i bilen – en bil, der er blevet vasket, renset og revitaliseret (det stod på flasken) i anledningen. Vi skal blot sove en enkelt gang til, tage et morgenbad og få et par kopper kaffe i øjnene, før eventyret kan begynde. Faktisk er vi så klar til at tage af sted, at det virker helt fjollet at blive siddende i sofaen. Men 10 dage væk fra vores elskede Pandekagehus og dets katte er mere end rigeligt. Og jeg har lige en klumme som ikke skriver sig selv.

I de sidste tre måneder har vi gjort vores bedste for at læse op på de områder, vi skal igennem og bo i. Nordfrankrig skorter ikke på museer om 2. verdenskrig, men ærligt talt tvivler jeg på, at vi kommer til at besøge så meget som ét eneste af dem. Måske vil vi støde på et par mindesmærker undervejs, men de vil ikke være vores primære udflugtsmål. Der er så meget andet at se og opleve. Jeg har faktisk en fornemmelse af, at vi kommer til at tilbringe en hel del tid i Belgien, der ligger tæt på vores feriemål. Vi overvejer endda at besøge selve EU’s hovedstad, Bruxelles – hvis vi altså kan få vores bil miljøgodkendt til det. For hele forruden er nærmest plastret til med miljømærker på nuværende tidspunkt. Så måske ville det være en god idé for lovgiverne i Bruxelles at ensarte kravene til bilers adgang til miljøzoner i hele Europa. Men den diskussion tager vi en anden gang.

Vi har også besluttet os for at bide turen over. På udturen vil vi tilbringe en aften og nat i den gamle og charmerende by Bremen, og på hjemturen vil vi køre gennem Holland og tage et stop kort før vi igen rammer tysk jord. Jeg kender folk, der uden videre kører hele vejen til Italien i ét stræk, men de lider nok heller ikke af søvnapnø. Selv har jeg ikke imod at køre langt, men jeg kender også mine begrænsninger. Denne tur ville ikke være en fornøjelse i ét træk, så hellere et ekstra stop og en god nats søvn undervejs. Og lad mig bare sige, at samtlige motorvejstoiletter uden tvivl vil blive besøgt på denne tur. Så en halv dags rejse kommer alligevel til at vare en hel. Heldigvis har vi ikke travlt. Vi skal ikke nå en færge eller et fly, og der er hele 14 dage tilbage, inden arbejdet kalder igen. Vi når nok det hele. Og hvis vi ikke når det hele, så har vi blot noget til gode.

Det er nu, at vi skal begive os ud på et spændende eventyr sydpå. Nordfrankrig venter på os med sin smukke natur, rige historie og fortryllende kultur. Det er her, vi vil nyde det franske landskab, smage på lækker mad og opleve de lokale skikke. Det er her, vi vil lade os fortrylle af de gamle byer og charmerende landsbyer, der gemmer sig rundt om hjørnet. Det er her, vi vil skabe minder, der vil vare livet ud.

Vi er helt uvant begejstrede for at skulle udforske dette for os ukendte land og tage del i denne nye rejseoplevelse. Og selvom vi ikke når alle seværdigheder og aktiviteter på vores liste, er det helt i orden. Rejser handler ikke kun om at krydse ting af på en liste, men også om at nyde øjeblikket, være til stede og skabe minder. Og spise masser af kage. Og is. Vi vil tage det i vores eget tempo og lade eventyret udfolde sig, som det ønsker. Nu er tiden kommet. Bilen er pakket, og vi er klar til at drage sydpå. Jeg ønsker os en fantastisk ferie fyldt med spændende oplevelser, masser af afslapning og magiske øjeblikke. Lad os nyde hvert sekund af denne rejse og skabe minder, der vil følge os resten af vores liv.

God sommer!

Da vi flyttede ind i Pandekagehuset i 2019, blev vi mødt af en velplejet have med en etableret struktur af bede og grønne planter. Mens mange måske ville have været fristet til at foretage store ændringer, besluttede vi os for en anden tilgang. Vi ønskede at skabe en nem have, der ville kræve et minimalt vedligehold og samtidig gavne både os selv og den omkringliggende natur. Resultatet? En have, der stadig bevarer sin struktur og samtidig er beriget med spiselige planter, hvor vores robotplæneklipper, Futte, spiller en vigtig rolle.

Da vi overvejede, hvordan vi kunne omdanne vores have, var det naturligt for os at bevare strukturen og bedene, som tidligere ejere havde skabt. Disse bede var blevet hjemsted for forskellige stedsegrønne planter og en del stauder, men der var meget få spiselige planter at finde – faktisk kun en rabarber. For os virkede det ikke naturligt at have en have, der udelukkende bestod af grønne planter uden nogen form for nytteværdi. Vi ønskede at skabe en have, der ville give os, bierne og fuglene noget at spise.

Derfor besluttede vi os for at introducere spiselige planter i vores have. Æbler, kirsebær, ferskner, bærbuske som brombær, solbær, hindbær, stikkelsbær og jordbær blev hurtigt en del af vores have. Det næstsidste bed er netop blevet forandret med 8 blåbærbuske. Disse planter ville ikke kun give os friske råvarer, men også tiltrække bestøvere som bier og sommerfugle samt fugle, der ville finde ly i buskene og nyde de modne bær. Og Pandekagehusets heksemutter har 3 katte, som alle elsker at jage insekter og fugle.

Vores primære mål var at skabe en nem have, der ikke ville kræve løbende arbejde henover hele sommeren. Samtidig ønskede vi at bevare den struktur, som allerede eksisterede i haven, med kun få strukturelle ændringer. Vi besluttede derfor at beholde bedene og det eksisterende layout næsten 1:1. Dette gjorde det nemt for os at integrere de nye spiselige planter, samtidig med at vi bibeholdt den oprindelige struktur. Nuvel, et par træer blev vekslet til en flagstang, og diverse stakitter er blevet skiftet ud, til et mere sammenhængende og ensartet udtryk.

I vores stræben efter en nem have fandt vi en afgørende allieret i form af Futte – vores pålidelige robotplæneklipper, som på nu fjerde år futter rundt i haven mens vi er på arbejde. Den autonomi, som Futte tilbyder, har reduceret vores arbejdsbyrde betydeligt. Nu kan vi nyde vores tid i haven uden at bekymre os om regelmæssig plæneklipning. Futte sørger for, at plænen altid er pæn og velplejet. En gang om året bliver der tilføjet hønsemøg, kalk og nye græsfrø, men resten klares uden vores indblanden.

Med vores nemme have har vi opnået mere end bare bekvemmelighed. Vi har skabt et rum, der er i harmoni med naturen og understøtter vores ønske om at være selvforsynende på visse områder. Det er en fornøjelse at se vores spiselige planter vokse og modnes, og det er en endnu større fornøjelse at kunne høste vores egne friske afgrøder. 

Vi har også opdaget, at vores nemme have har skabt et rigt dyreliv. Bierne summer rundt mellem blomsterne og bestøver vores frugttræer og buske. Fugle synger i buskene og nyder godt af de modne bær. Haven er blevet en oase for naturen, og vi føler os privilegerede over at kunne give et lille bidrag til at opretholde biodiversiteten i vores område. For nylig har vi endda observeret pindsvin i haven, så i sommer skal der bygges bo til både pindsvin og fugle, så der kan komme endnu mere liv til næste år.

Som jeg ser det, har vi et ansvar for at sikre naturen også får plads i parcellen, men blot ved at tilføje spiselige og hjemmehørende planter kan man skabe en have, der er både smuk og nyttig.

Så tag et kig på din egen have. Måske er der også plads til en nem have, der giver dig og naturen gavn. Med bevarelse af strukturen og brugen af moderne teknologi kan du opnå en have, der kræver minimalt arbejde og stadig giver dig glæde og friske råvarer. Giv det en chance, og du vil opdage, at selv små forandringer kan have stor indflydelse.

Det skal ikke være nogen hemmelighed; jeg har udskudt denne klumme til absolut sidste øjeblik. Og det samme sker nok med den næste. Jeg har emner linet op, og en tidsfrist, og så har jeg en mundkurv, som indtil videre forhindrer mig at at skrive om det som ligger nærmest at skrive om, og det som mange spørger efter. Men det kommer ikke til at ske – måske kommer det aldrig til at ske.

I stedet vil jeg fortælle om min sommerferie. Altså den sommerferie som endnu ikke er holdt. Men Hr. Blumensaadt, hvordan kan du skrive om ting som ikke er sket? Det gør jeg heller ikke, men optakten til den og planlægningen.

Normalt er vores sommerferie planlagt og tilrettelagt inden kalenderen har ramt fastelavn, men bl.a. kom et utidigt jobskifte i vejen, så det hele skulle lige kunne passe sammen førend der kunne bestilles billetter og hoteller. Faktisk havde vi allerede inden jul sidste år talt om sommerferie, men vi måtte helt ind i april måned, før vi kendte ferieugernes placering med størst mulig sikkerhed. Det gør vi nu, og planlægningen kunne gå i gang.

Planen var at besøge de britiske øer – eller i hvert fald mindst én af dem. Feriestedet var fundet, og det så skønt ud. Der var noget i nærheden for alle – både store og små. Ikke at Pandekagehusets teenager er lille, men i forstår… Det vigtigste for hende er nok om der er stabilt WiFi. Der var offentlig transport i alle afskygninger, så vi ikke skulle bruge for meget tid på at traske eller vente. Vi havde ovenikøbet overvejet billeje i en del af ferien, også selvom dette ville involvere kørsel i venstre side – men det har prøvet før, så det kunne nok gå igen. Da vi nåede til at skulle finde flybilletter, begyndte rædslen imidlertid.

7500,- danske kroner for flybilletter, på et fly før klokken 4 om morgenen, eller efter klokken 23, endda hos et såkaldt lavprisselskab – og bagageplads skulle tilkøbes, ligesom alt andet også var skrællet fra. Flyveturen på 5 kvarter ville ende med at udgøre 40% af opholdets pris, så min indre nordjyde slog fuld bak og min nærighed kom tydeligt til syne. Jeg er helt med på at vi ikke længere kan (eller bør) flyve jorden rundt for 99 kroner, og at miljøbelastende rejseformer bør koste noget mere – men vi taler om en af de korteste ruteflyafgange til et naboland. Nuvel – vi skal ikke ud at flyve.

I stedet kører vi på kør-selv-ferie, og vi kører selv. Men hvor pokker skal vi køre hen? De voksne i husstanden er ikke til sol og varme, så vi kiggede straks i retning af Sverige og Finland, men da afstandene mellem alt er store i disse lande, er vi endt ud i at køre til Frankrig. Og nej – det bliver hverken Marseille eller Bordeaux, men i stedet det aller nordligste af Frankrig, tæt på den belgiske grænse. Så kan vi også snuse lidt til Holland og Belgien på turen. Og teenageren kan som den eneste i husstanden forstå (lidt af) hvad der bliver sagt. Hun ved det ikke endnu, men hun kommer til at være tolk på hele ferien, og hun kommer til at bestille kaffe og spørge om vej.

Vi har allerede fået 100 gode råd til hvad vi skal se, men vi plejer at være gode til selv at finde på. Hver dag behøver ikke være pakket med action og løjer, men vi har da et par enkelte faste ting vi forventer at opleve – der skal i hvert fald spises baguettes og macarons. Både tiden og pengene skal nok blive brugt – og efter en hel del år med ferie i Danmark (som muldvarpen her foretrækker), så må vi trække i de internationale sandaler og vove os på tur sydpå. Bilen har heldigvis et klimaanlæg, så skulle det blive for varmt, står den på køretur.

Hvornår begynder i at planlægge sommerferie? Har i tjekket om passet stadig er gyldigt? Har i styr på autohjælp og rejseforsikringer? Er GPS’en opdateret? Skal bilen have miljømærke i udlandet? Hvem vander katte og fodrer blomster? Skal der veksles valuta? Hvorfor så mange spørgsmål?

Vi glæder os til det bliver tid til at pakke bilen og køre af sted. Om kun 3 måneder.

Nu skulle man tro at denne klumme kunne handle om et eller andet strandvejsblad, som på glittet papir sender Hellerupreklamer rundt i det Nordsjællandske, helt uden nogen læser det. Det gør den ikke – det ville simpelthen blive for mager en klumme. Den handler derimod om musikmedier, og mange års overforbrug af hårde rocktoner, som i den grad har sat begrænsninger i min hørelse. Men først en lille forhistorie; Jeg har altid lyttet til musik og jeg har delt musiksmag med de færreste og de fleste. Min musiksmag går lige fra (en begrænset del af) det klassiske, over funk, rocket disco, folkemusik, americano, rock, blues, hård rock, heavy metal og vikingemusik. Min top 10 liste over vigtige albums indeholder dog primært musik inden for rock, blues og heavy metal. 60’ernes syrerock finder dog ikke plads i min pladesamling, med danske Gnags som eneste undtagelse.

Og netop det spændende ord “pladesamling” er en interessant størrelse. Jeg har ikke længere en egentlig pladesamling. Jeg har måske ejet 20 stykker vinyl i mit liv, så min LP-samling har aldrig været ret stor. Jeg har aldrig været fan af LP’er, bortset fra coverets størrelse. Musikken har altid lydt slidt og woblende, da jeg aldrig har ejet en pladespiller til samme værdi som en lille bil. Spolebåndoptageren var ikke meget bedre, bortset fra at denne havde en langt renere lyd i mine ører. Cassetten har jeg brugt ekstremt meget, da den har fungeret som et rigtigt godt medie til at tage musikken med sig – ligesom mp3 kunne gøre dette for en, på et fornuftigt niveau fra årtusindskiftet. Jeg bruger stadig mp3-formatet når jeg tager musik med i bilen, og med de nyeste og bedste codecs kan jeg ikke længere høre et kvalitetstab. Min pladesamling har derfor bestået af digitale CD’er; Omkring 1000-1200 CD’er har samlingen bestået af. En samling som er absolut ingenting værd for andre end mig. Den er nemlig gjort så kompakt som muligt, for ikke at fylde hele hjemmet.

Allerede for mange år siden voksede min musiksamling ud af stuen, og selvom jeg har digitaliseret musik og lyd siden min 25 MHz I386 computer blev brugt til at klippe musik og interviews sammen til radiobrug, gik der alligevel nogle år før jeg indså at mine CD’er skulle i plastiklommer og musikken skulle bo på min computer i stedet for i reolen. Jeg har kun købt 2-3 albums som download – jeg vil hellere enten have CD’en eller “nøjes” med at lytte til den via en streamingtjeneste. Og i Pandekagehuset er det en familiekonto på Spotify som bliver brugt til langt det meste. Det giver rigtig god mening i forhold til det vi lytter til, det vi deler med hinanden og det udstyr vi har at lytte på. Og min bil har ikke engang CD-afspiller længere. Den kan tage bluetooth eller USB-stick.

Nu ved jeg godt at der sidder en enkelt eller fire og vrider sig af ærgrelse over at vi dog kan stille os tilfredse med at lytte til musik på en kold streamingtjeneste. Og mindst halvdelen af disse (efter min mening) lidt prætentiøse typer lytter til musikken på en slidt LP, som i mine ører bare lyder ringere og ringere. Men er det ikke ligegyldigt? Hvorfor skal vi agere smagsdommere på andres vegne? Hvorfor skulle jeg lytte til LP-plader, når musikken jeg kan lide, sjældent udgives på vinyl, og hvorfor skal en som nyder pickuppens skratten, tvinges til at høre den nærmest klinisk rene stilhed mellem tonerne på et digitalt medie? Vi kan om ikke andet altid blive enige om at musikken er bedst LIVE. Og hvis man for alvor ønsker at støtte kunstnerne, så skal man tage til koncerten.

Som jeg ser det, skal vi nyde musikken på præcis den måde der giver bedst mening for os hver især. Vi kan alligevel hverken blive enige om formatet, genren, styrken, budskabet eller tempoet. Men nu vil jeg tage mine hørebøffer på, og lytte til en playliste indeholdende både Stevie Ray Vaughan, Chicken Tattooed Fly og Týr. Og det eneste som skratter, er min tinnitus og kattens forsøg på at opnå lidt opmærksomhed.

Min 25. klumme, og så er det endda jul – det er på grænsen til at blive fejret. For tredje år i træk er det blevet mit lod at skrive en juleklumme, om man kan begribe det. Dog er den ikke på selveste juleaften i år, men for rigtigt mange familier er det lige så meget jul i dag som i morgen. For alle de opbrudte familier som holder 2 juleaftener for delebørnene, og for de lige så mange som ikke har midler til at gøre noget særligt ud af en enkelt aften, da der i forvejen er så tomt i køleskabet at denne tid på måneden er et rent helvede at komme igennem. Samtidig er vi som ikke mangler noget igen blevet forgyldt med højere fradrag og lavere skattesatser. Det er ikke så mærkeligt at julen også er den tid på året hvor samfundets mest tabubelagte statistikker topper – mens vi andre lader os vederkvæge med både fugl, svin og gæret bygmalt.

Når det nu er sagt, så har vi også i Pandekagehuset sparet i år, især el og præfabrikerede madvarer, samt takeaway er blevet skåret markant tilbage – men vi har ikke manglet noget af den grund. Der bliver heller ikke sparet ekstraordinært på julegaverne, for i mindst 20 år har jeg holdt mig til kun at være “på gave” med de få i familien som ikke er fyldt 18 år. For det første fordi jeg synes det er fjollet at støtte dette unødvendige merforbrug, og for det andet fordi det mere og mere var blevet til at “bytte” den ene stak CD’er med en anden stak – og Fonoteket skulle bytte halvdelen af dem efter jul alligevel, bare fordi jeg allerede havde købt det meste selv. I år har jeg hele 2 gaver at skulle have styr på, og de har været indkøbt og indpakket i en hel måned allerede.

I år bliver mange nok beriget med genbrugsguld fra et af de efterhånden mange loppesupermarkeder der findes, og selv byens nye affaldscenter har åbnet for at brugbare ting ikke længere behøver blive kasseret, men kan få nyt liv. Jeg er stor tilhænger af at vi bruger tingene og gerne bruger dem op. At vi ikke bare kasserer noget som fungerer, blot fordi vi er blevet trætte af at se på det. Pandekagehusets beboere tager ofte på loppetur og finder skønne ting som beriger vores liv, og når vi selv bliver trætte af tingene, ryger de som oftest ned i den lokale genbrugsbutik som giver det en chance mere. Det meste er som nyt og kan sagtens bruges til en gave. Faktisk bliver de fleste gaver jeg giver, indkøbt brugt i løbet af året, og bliver givet “bare fordi” eller i specielle anledninger. Jeg har sågar en enkelt brugt gave stående som pt. har ventet 5-6 år på at blive givet, da anledningen ikke har været der.

Der er ikke noget galt i ikke at have økonomi til at give store dyre gaver, og som jeg ser det er der ikke noget at skamme sig over, hvis det man kan bidrage med i julen er sin tid og sit nærvær. Et varmt kram og en hyggelig snak holder meget længere end (endnu) et sæt fyrfadsstager, eller et par formsyede italienske sokker i moderigtige farver. Man må godt, faktisk hellere end gerne, holde sig lidt tilbage i stedet for at fremstå som en der har bedre råd end man faktisk har. Varerne fra Kina strander alligevel i en container et eller andet sted i verden, og det som måtte nå frem er der alligevel ikke plads til på de tankstationer o.lign. som af uransaglige årsager er blevet til postordrelagre for udbringningsfirmaerne. 

Jeg håber derfor at du i år får noget brugt som giveren ønsker netop du skal have. Eller bare lidt omsorg. Et billede fra et gammelt minde. En lille sjov nisse fra forsyningens genbrugsbutik, en perleplade, eller noget andet som du vil tage godt imod og nyde og eventuelt give videre, når du har din portion af gaven. Og jeg håber at de som bare gerne vil være i en varm stue får den mulighed, uden der bliver stillet krav som ikke kan indfries.

Nuvel, anden steger jo ikke sig selv – så jeg vil lige stikke i køkkenet og give den lidt opmærksomhed. Glædelig jul allesammen. Hohoho.

Dine lokale sportsforeninger, vandværker, vinterbadelaug, og andre foreningsbaserede aktiviteter som astronomi, fotoklubber, voksenvenner og en masse andet, eksisterer kun fordi der er frivillige og ulønnede mennesker som gider bruge energi på at drive det. Ligeså vigtigt det er at vi melder os ind i bestyrelser for at deltage aktivt i arbejdet, lige så vigtigt er det at støtte nogle af de aktiviteter som findes, med økonomiske bidrag – da udgifter til alt andet end løn bare vokser og vokser som alt andet i samfundet. Det er nærmest kun den kommunale støtte som ikke vokser – tværtimod. Med mindre der altså er tale om en professionel fodboldklub med lønnede medarbejdere…

Tag for eksempel en tur i Toldkammeret til Mandagsjam hvor dygtige både amatører og professionelle musikere spiller sammen, eller læg vejen forbi Borupgårdteatret i november måned, hvor en masse dygtige mennesker skriver og instruerer mere end 100 børn fra 1. til 10. klassetrin. Det sidste års tid har Teaterbøtten, som er en privat non-profitforening, arbejdet hårdt på forestillingen “Den Gyldne Hånd” som er en ren Westernhistorie med både cowboys, guldminer og grådige bankfolk. Og jeg tør godt love at de er dygtige og at de meget gerne vil sælge billetter til forestillingen, så de får råd til at undervise igen til næste år.

Du kan også vælge at støtte en af dine lokale genbrugsbutikker, gå til koncert i Musikhuset Elværket eller sende en donation til en forening du synes gør et godt stykke arbejde. For med stigende omkostninger har de alle brug for lidt ekstra økonomisk støtte. Ellers forsvinder de helt enkelt. Og hvis de forsvinder, så er det temmelig meget op ad bakke at genskabe alle de kræfter som allerede ER lagt i opbygningen. Hvis ikke vi får råd til at eksistere, bliver de frivillige kræfter spredt, og samfundet mister dén gode det er at have et sted hvor musikere kan udvikle sig, børn kan lege og øve drama og kropssprog, og steder hvor folk kan mødes over fælles interesser, hvad enten det er poesi, papirfoldning eller pileflet.

Et samfund hvor det meste skal privatiseres og liberaliseres for at nogle få kan tjene alle pengene og bygge endnu flere og større villaer på Strandvejen, bryder jeg mig ikke om. Helt almindelige mennesker som dig og mig (… og Wiibroe), har brug for oplevelser, kultur, teater, fodbold, fællesspisning og torvedage, uden et politisk udvalg har bestemt at det kun er de fineste og rigeste som skal have plads på scenen. Jeg er med på at der OGSÅ skal være plads til at de bedre bemidlede kan få lov at udfolde sig og vise deres dyre og misundelsesværdigt smukke biler frem på kulturhavnen, men jeg synes desværre også at se en skævvridning i forhold til de kulturelle tiltag som ikke nødvendigvis har mulighed for at leje sig ind på de dyreste pladser.

Lad os prøve om ikke vi kan fordele midlerne lidt bedre. De som har valgt at overleve på reklamer og salg til den øvre middelklasse og derover, skal såmænd nok klare sig. De som omsætter for mange millioner i  forvejen, skal nok også få det til at løbe rundt ved at spænde livremmen lidt ind. Men de kulturelle institutioner som i forvejen lever på et begrænset budget, har hverken lønomkostninger, firmabiler eller bestyrelsesrejser som kan spares væk. Kun institutionen selv kan spares væk, med et fattigere samfund som resultat.

Og ligesom det, for eksemplets skyld, hovedløse initiativ om SFO 2.0, risikerer vi at det er børnene, de kreative unge, de ensomme og de ældre det går ud over. Resultatet af dette kan kun ende med en højere regning på den direkte kernevelfærd vi alle skal kunne regne med, skulle vi få brug for det. Så spar hellere en streamingtjeneste og tag på en underholdende tur i Borupgårdteatret i efteråret, hvor en masse dygtige frivillige voksne, 100 glade børn og unge, og en portion dygtige komponister og forfattere, samlet under navnet Teaterbøtten har været i gang længe, bare for at kunne underholde dig. God fornøjelse.