Kategorier
Blogindlæg

Prætentiøse medier for døve øren

Nu skulle man tro at denne klumme kunne handle om et eller andet strandvejsblad, som på glittet papir sender Hellerupreklamer rundt i det Nordsjællandske, helt uden nogen læser det. Det gør den ikke – det ville simpelthen blive for mager en klumme. Den handler derimod om musikmedier, og mange års overforbrug af hårde rocktoner, som i den grad har sat begrænsninger i min hørelse. Men først en lille forhistorie; Jeg har altid lyttet til musik og jeg har delt musiksmag med de færreste og de fleste. Min musiksmag går lige fra (en begrænset del af) det klassiske, over funk, rocket disco, folkemusik, americano, rock, blues, hård rock, heavy metal og vikingemusik. Min top 10 liste over vigtige albums indeholder dog primært musik inden for rock, blues og heavy metal. 60’ernes syrerock finder dog ikke plads i min pladesamling, med danske Gnags som eneste undtagelse.

Og netop det spændende ord “pladesamling” er en interessant størrelse. Jeg har ikke længere en egentlig pladesamling. Jeg har måske ejet 20 stykker vinyl i mit liv, så min LP-samling har aldrig været ret stor. Jeg har aldrig været fan af LP’er, bortset fra coverets størrelse. Musikken har altid lydt slidt og woblende, da jeg aldrig har ejet en pladespiller til samme værdi som en lille bil. Spolebåndoptageren var ikke meget bedre, bortset fra at denne havde en langt renere lyd i mine ører. Cassetten har jeg brugt ekstremt meget, da den har fungeret som et rigtigt godt medie til at tage musikken med sig – ligesom mp3 kunne gøre dette for en, på et fornuftigt niveau fra årtusindskiftet. Jeg bruger stadig mp3-formatet når jeg tager musik med i bilen, og med de nyeste og bedste codecs kan jeg ikke længere høre et kvalitetstab. Min pladesamling har derfor bestået af digitale CD’er; Omkring 1000-1200 CD’er har samlingen bestået af. En samling som er absolut ingenting værd for andre end mig. Den er nemlig gjort så kompakt som muligt, for ikke at fylde hele hjemmet.

Allerede for mange år siden voksede min musiksamling ud af stuen, og selvom jeg har digitaliseret musik og lyd siden min 25 MHz I386 computer blev brugt til at klippe musik og interviews sammen til radiobrug, gik der alligevel nogle år før jeg indså at mine CD’er skulle i plastiklommer og musikken skulle bo på min computer i stedet for i reolen. Jeg har kun købt 2-3 albums som download – jeg vil hellere enten have CD’en eller “nøjes” med at lytte til den via en streamingtjeneste. Og i Pandekagehuset er det en familiekonto på Spotify som bliver brugt til langt det meste. Det giver rigtig god mening i forhold til det vi lytter til, det vi deler med hinanden og det udstyr vi har at lytte på. Og min bil har ikke engang CD-afspiller længere. Den kan tage bluetooth eller USB-stick.

Nu ved jeg godt at der sidder en enkelt eller fire og vrider sig af ærgrelse over at vi dog kan stille os tilfredse med at lytte til musik på en kold streamingtjeneste. Og mindst halvdelen af disse (efter min mening) lidt prætentiøse typer lytter til musikken på en slidt LP, som i mine ører bare lyder ringere og ringere. Men er det ikke ligegyldigt? Hvorfor skal vi agere smagsdommere på andres vegne? Hvorfor skulle jeg lytte til LP-plader, når musikken jeg kan lide, sjældent udgives på vinyl, og hvorfor skal en som nyder pickuppens skratten, tvinges til at høre den nærmest klinisk rene stilhed mellem tonerne på et digitalt medie? Vi kan om ikke andet altid blive enige om at musikken er bedst LIVE. Og hvis man for alvor ønsker at støtte kunstnerne, så skal man tage til koncerten.

Som jeg ser det, skal vi nyde musikken på præcis den måde der giver bedst mening for os hver især. Vi kan alligevel hverken blive enige om formatet, genren, styrken, budskabet eller tempoet. Men nu vil jeg tage mine hørebøffer på, og lytte til en playliste indeholdende både Stevie Ray Vaughan, Chicken Tattooed Fly og Týr. Og det eneste som skratter, er min tinnitus og kattens forsøg på at opnå lidt opmærksomhed.

Kategorier
Blogindlæg Hornbæk Fjernvarme

Nyt år, nye muligheder

Som den hyppige læser af Helsingør Dagblad nok har bemærket, er jeg for tiden på jagt efter et nyt job. Jeg er ganske enkelt blevet fyret – lige før jul, og årsagen er (næsten) lige så kedelig som selskabets formand fortalte til dagbladets journalist; uenighed om fortsættelsen af samarbejdet. Eller sagt på en anden måde; jeg er blevet “tilbudt” væsentligt ændrede ansættelsesforhold, som jeg ikke kunne se mig selv i og dermed ikke kunne acceptere. Men hvad så nu? For du skal vel ikke bare sidde på dine hænder og spille minestryger Hr. Blumensaadt? Nej det skal jeg ikke. Jeg skal videre. Inden skibet synker.

Nu gælder det om for mig, at gøre mig interessant for mulige fremtidige arbejdsgivere. Hvordan gør jeg så det? Jeg ser på om jeg er nået i mål med de krav og ønsker jeg de sidste 8 år har skullet udfylde, i min position som daglig leder hos Hornbæk Fjernvarme. Det synes jeg roligt jeg kan være tilfreds med. Sammen med samarbejdspartnere, leverandører og tidligere bestyrelser har jeg været med til at sikre en kæmpe nedgang i ledningstabet – altså den varme som går til spilde på vej ud til forbrugerne. Jeg har været med til at lave forsvarlige udvidelser af forsyningsområdet, til i fremtiden at kunne betjene flere dele af byen og oplandet. Og jeg har været med til at sikre at fremtiden for selskabets drift og administration kunne stabiliseres og give overblik over nødvendige tiltag og arbejder frem til år 2100, og samtidig give plads til kommende og endnu ukendte regulering og lovgivning. Tjek. Det kan min efterfølger læne sig op ad, såfremt man skulle ønske det.

Derudover kan jeg sørge for at opdatere mine arbejdsrelaterede sociale medier med relevant information om at jeg er jobsøgende, opdatere mit CV med nye kompetencer og kurser og aktivere netværket i håb om at der i tillæg til det jeg selv aktivt opsøger, også kan dumpe noget ned fra himlen, som jeg ikke selv havde overvejet. Og det skal jeg love for er sket. Fra uventet kant er der dukket meget interessante nye muligheder op – og selvom nogle af disse muligheder synes at ligge uden for min sædvanlige comfort zone, så har jeg kastet mig over det og set mulighederne for at blive klogere, frem for at lade mig selv skræmme over alt det nye land som skal betrædes. Som Pippilotta Viktualia Rullgardinia Krusemynta Efraimsdotter Långstrump så smukt sagde i min barndom: “Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg sikkert”. Næsten hver gang jeg har skiftet job, har jeg også skiftet branche. Det er dog ikke sikkert at det er tilfældet denne gang <blink-blink>.

Jeg ved godt hvad jeg kunne tænke mig, og jeg har også en idé om hvordan det skal lykkes, så jeg tror på det og tror på at noget endnu bedre venter forude. Jeg ved også hvad jeg ikke vil og det skal jeg ikke glemme. For jo – der skal være til kreditorerne hver måned, men der skal også være en glæde ved at yde en indsats i ca. 37 timer hver uge. Jeg ved at jeg yder mere end gennemsnittet og at jeg har nogle evner som pt. er meget efterspurgte. Især hvis jeg vælger at fortsætte inden for fjernvarmebranchen. Der er for første gang en utrolig politisk interesse og et mod for at udvide, udvikle og gennemføre store fjernvarmeprojekter i forbindelse med den grønne omstilling. Det er nogle travle år som ligger forude, og jeg vil nyde at gå foran i dette arbejde. Branchen er stor, og det kunne lige så vel være en position hos en rådgiver eller entreprenør jeg kunne gå efter, lige så vel som det kan være en anden branche.

Jeg søger i hvert fald efter en stilling som kan give mig udfordringer, ny viden, udvikling af mine evner og ikke mindst arbejdsglæde – ud over at jeg af naturlige årsager skal have en vis indtægt ind på bogen hver måned. For der er jo også en teenager som skal have lommepenge. Og en flok katte som skal have foder.

Hold jer ikke tilbage med at sende anbefalinger, råd, konkrete forslag min vej – jeg er at finde på fjæsen og LinkedIn.

Kategorier
Blogindlæg

Julbilæum

Min 25. klumme, og så er det endda jul – det er på grænsen til at blive fejret. For tredje år i træk er det blevet mit lod at skrive en juleklumme, om man kan begribe det. Dog er den ikke på selveste juleaften i år, men for rigtigt mange familier er det lige så meget jul i dag som i morgen. For alle de opbrudte familier som holder 2 juleaftener for delebørnene, og for de lige så mange som ikke har midler til at gøre noget særligt ud af en enkelt aften, da der i forvejen er så tomt i køleskabet at denne tid på måneden er et rent helvede at komme igennem. Samtidig er vi som ikke mangler noget igen blevet forgyldt med højere fradrag og lavere skattesatser. Det er ikke så mærkeligt at julen også er den tid på året hvor samfundets mest tabubelagte statistikker topper – mens vi andre lader os vederkvæge med både fugl, svin og gæret bygmalt.

Når det nu er sagt, så har vi også i Pandekagehuset sparet i år, især el og præfabrikerede madvarer, samt takeaway er blevet skåret markant tilbage – men vi har ikke manglet noget af den grund. Der bliver heller ikke sparet ekstraordinært på julegaverne, for i mindst 20 år har jeg holdt mig til kun at være “på gave” med de få i familien som ikke er fyldt 18 år. For det første fordi jeg synes det er fjollet at støtte dette unødvendige merforbrug, og for det andet fordi det mere og mere var blevet til at “bytte” den ene stak CD’er med en anden stak – og Fonoteket skulle bytte halvdelen af dem efter jul alligevel, bare fordi jeg allerede havde købt det meste selv. I år har jeg hele 2 gaver at skulle have styr på, og de har været indkøbt og indpakket i en hel måned allerede.

I år bliver mange nok beriget med genbrugsguld fra et af de efterhånden mange loppesupermarkeder der findes, og selv byens nye affaldscenter har åbnet for at brugbare ting ikke længere behøver blive kasseret, men kan få nyt liv. Jeg er stor tilhænger af at vi bruger tingene og gerne bruger dem op. At vi ikke bare kasserer noget som fungerer, blot fordi vi er blevet trætte af at se på det. Pandekagehusets beboere tager ofte på loppetur og finder skønne ting som beriger vores liv, og når vi selv bliver trætte af tingene, ryger de som oftest ned i den lokale genbrugsbutik som giver det en chance mere. Det meste er som nyt og kan sagtens bruges til en gave. Faktisk bliver de fleste gaver jeg giver, indkøbt brugt i løbet af året, og bliver givet “bare fordi” eller i specielle anledninger. Jeg har sågar en enkelt brugt gave stående som pt. har ventet 5-6 år på at blive givet, da anledningen ikke har været der.

Der er ikke noget galt i ikke at have økonomi til at give store dyre gaver, og som jeg ser det er der ikke noget at skamme sig over, hvis det man kan bidrage med i julen er sin tid og sit nærvær. Et varmt kram og en hyggelig snak holder meget længere end (endnu) et sæt fyrfadsstager, eller et par formsyede italienske sokker i moderigtige farver. Man må godt, faktisk hellere end gerne, holde sig lidt tilbage i stedet for at fremstå som en der har bedre råd end man faktisk har. Varerne fra Kina strander alligevel i en container et eller andet sted i verden, og det som måtte nå frem er der alligevel ikke plads til på de tankstationer o.lign. som af uransaglige årsager er blevet til postordrelagre for udbringningsfirmaerne. 

Jeg håber derfor at du i år får noget brugt som giveren ønsker netop du skal have. Eller bare lidt omsorg. Et billede fra et gammelt minde. En lille sjov nisse fra forsyningens genbrugsbutik, en perleplade, eller noget andet som du vil tage godt imod og nyde og eventuelt give videre, når du har din portion af gaven. Og jeg håber at de som bare gerne vil være i en varm stue får den mulighed, uden der bliver stillet krav som ikke kan indfries.

Nuvel, anden steger jo ikke sig selv – så jeg vil lige stikke i køkkenet og give den lidt opmærksomhed. Glædelig jul allesammen. Hohoho.

Kategorier
Blogindlæg

Støt dine frivillige

Dine lokale sportsforeninger, vandværker, vinterbadelaug, og andre foreningsbaserede aktiviteter som astronomi, fotoklubber, voksenvenner og en masse andet, eksisterer kun fordi der er frivillige og ulønnede mennesker som gider bruge energi på at drive det. Ligeså vigtigt det er at vi melder os ind i bestyrelser for at deltage aktivt i arbejdet, lige så vigtigt er det at støtte nogle af de aktiviteter som findes, med økonomiske bidrag – da udgifter til alt andet end løn bare vokser og vokser som alt andet i samfundet. Det er nærmest kun den kommunale støtte som ikke vokser – tværtimod. Med mindre der altså er tale om en professionel fodboldklub med lønnede medarbejdere…

Tag for eksempel en tur i Toldkammeret til Mandagsjam hvor dygtige både amatører og professionelle musikere spiller sammen, eller læg vejen forbi Borupgårdteatret i november måned, hvor en masse dygtige mennesker skriver og instruerer mere end 100 børn fra 1. til 10. klassetrin. Det sidste års tid har Teaterbøtten, som er en privat non-profitforening, arbejdet hårdt på forestillingen “Den Gyldne Hånd” som er en ren Westernhistorie med både cowboys, guldminer og grådige bankfolk. Og jeg tør godt love at de er dygtige og at de meget gerne vil sælge billetter til forestillingen, så de får råd til at undervise igen til næste år.

Du kan også vælge at støtte en af dine lokale genbrugsbutikker, gå til koncert i Musikhuset Elværket eller sende en donation til en forening du synes gør et godt stykke arbejde. For med stigende omkostninger har de alle brug for lidt ekstra økonomisk støtte. Ellers forsvinder de helt enkelt. Og hvis de forsvinder, så er det temmelig meget op ad bakke at genskabe alle de kræfter som allerede ER lagt i opbygningen. Hvis ikke vi får råd til at eksistere, bliver de frivillige kræfter spredt, og samfundet mister dén gode det er at have et sted hvor musikere kan udvikle sig, børn kan lege og øve drama og kropssprog, og steder hvor folk kan mødes over fælles interesser, hvad enten det er poesi, papirfoldning eller pileflet.

Et samfund hvor det meste skal privatiseres og liberaliseres for at nogle få kan tjene alle pengene og bygge endnu flere og større villaer på Strandvejen, bryder jeg mig ikke om. Helt almindelige mennesker som dig og mig (… og Wiibroe), har brug for oplevelser, kultur, teater, fodbold, fællesspisning og torvedage, uden et politisk udvalg har bestemt at det kun er de fineste og rigeste som skal have plads på scenen. Jeg er med på at der OGSÅ skal være plads til at de bedre bemidlede kan få lov at udfolde sig og vise deres dyre og misundelsesværdigt smukke biler frem på kulturhavnen, men jeg synes desværre også at se en skævvridning i forhold til de kulturelle tiltag som ikke nødvendigvis har mulighed for at leje sig ind på de dyreste pladser.

Lad os prøve om ikke vi kan fordele midlerne lidt bedre. De som har valgt at overleve på reklamer og salg til den øvre middelklasse og derover, skal såmænd nok klare sig. De som omsætter for mange millioner i  forvejen, skal nok også få det til at løbe rundt ved at spænde livremmen lidt ind. Men de kulturelle institutioner som i forvejen lever på et begrænset budget, har hverken lønomkostninger, firmabiler eller bestyrelsesrejser som kan spares væk. Kun institutionen selv kan spares væk, med et fattigere samfund som resultat.

Og ligesom det, for eksemplets skyld, hovedløse initiativ om SFO 2.0, risikerer vi at det er børnene, de kreative unge, de ensomme og de ældre det går ud over. Resultatet af dette kan kun ende med en højere regning på den direkte kernevelfærd vi alle skal kunne regne med, skulle vi få brug for det. Så spar hellere en streamingtjeneste og tag på en underholdende tur i Borupgårdteatret i efteråret, hvor en masse dygtige frivillige voksne, 100 glade børn og unge, og en portion dygtige komponister og forfattere, samlet under navnet Teaterbøtten har været i gang længe, bare for at kunne underholde dig. God fornøjelse.

Kategorier
Blogindlæg Hornbæk Fjernvarme

Demokratiets udfordringer

En af de største udfordringer ved det moderne demokrati er som jeg ser det – De folkevalgte. Både en regerings magtfuldkommenhed, et byråds håndvaskeafdeling og virksomheder og idrætsforeninger har dette indbyggede problem; de folkevalgte. Ikke at det som udgangspunkt behøver være et problem at have valgte bestyrelser i hverken fodboldklubben eller virksomheden såvel som i det offentlige embede, men det udgør en vis risiko hvis ikke der er balance mellem magt og ansvar. Jeg er som sådan også helt med på at de valgte bestyrelser danner grundlag for hele eksistensen af andelsdanmark og foreningsarbejdet som foregår landet over, samtidig med min helt klare bevidsthed om det selvfølgelige onde det er at have folkevalgte byrødder og folketingsmedlemmer. Jeg er faktisk stor fortaler for at vi hver i sær lader os vælge til et frivilligt embede eller endog et aflønnet. Men som med alt andet må det gælde; at hvis noget anvendes anderledes end til det er designet, så går det i stykker og har dermed nogle konsekvenser af den ene eller anden art.

Som eksempelvis når en folkevalgt kommunalbestyrelse både skal afgøre hvilken løsning skolerne skal anvende som digital undervisningsplatform OG beslutte hvor mange penge og ressourcer i øvrigt man vil bruge på det. De fleste af os vil gerne have det bedste til den lavest mulige pris. Men de fleste af os kan også godt regne ud at kvalitet og pris som oftest hænger uløseligt sammen. Når man eksempelvis har kendt til GDPRs ikrafttræden i foråret 2018, en klage hos datatilsynet fra 2019 og en deadline for indsendelse af dokumentation for sikkerheden af brugernes følsomme data i måneder forud for skoleårets begyndelse i 2022, så kan man som folkevalgt ikke tillade sig at harcelere over “IT-folk” som alt andet lige har peget direkte ned på problemet i en årrække. Man må selv stå ved de beslutninger man i fællesskab har taget, og beklage, og rette ind. Man må have en vis tillid til at embedsværket er tro mod de (både gode og tåbelige) beslutninger som det skiftende politiske lag af en given organisation tager og lægger retningen for. Hvis man vil have guld, skal man ikke betale for sølv.

De fleste læsere har nok regnet ud at forrige afsnit handlede meget specifikt om Helsingør Kommunes “Chromebook-gate” som har fyldt både vores lokale dagblads, men også landsdækkende mediers spalter, de seneste par måneder. Og at det jeg ser som det største problem i sagen er at det er et folkevalgt byråd som både skal finde pengene, vælge produktet og udfærdige kontrakten med en af verdens største digitale forretninger, som i øvrigt ikke har et eneste reelt produkt på hylden, da de som enhver ved; sælger personlig data om forbrug og målrettet annoncering. For faktisk er det ikke hverken computerne, den cloudbaserede databehandling eller lovgivningen som er problemet i denne sag. Problemet er at de folkevalgte skal tage stilling til ting de ikke har forstand på. Og noget tyder på at de ikke har afsat de nødvendige ressourcer til at få det fulde overblik, eller også har de valgt at se bort fra de bekymringer og anbefalinger som det professionelle embedsværk utvivlsomt har fodret dem med. Og det har medført nogle konsekvenser – især for de elever som har brug for de digitale hjælpemidler.

Kæden må altså, som jeg ser det, være hoppet af et sted mellem de 25 byrødder og de 5.500 ansatte i kommunen. Der er nok også brugt et par millioner i konsulentbistand, med mindre dette har været sparet væk. Men der er i hvert fald ikke blevet lyttet til de påpegede bekymringer og det bliver der med al tydelighed fortsat ikke, når man læser kommentarerne på diverse debatindlæg. Min opfordring er derfor; Se at få skabt intern tillid mellem de valgte, de ansatte og de pegende eksperter på alle mulige forskellige områder. Bekymr jer om i gør det godt nok til at se vælgerne i øjnene, også næste gang der er valg. Og så drop det åndssvage navn i har givet Svingelport Torv.

Kategorier
Blogindlæg

Kom med til Hornbæk Havnefest

Det er sommer, ligusteren er friseret, huden er et sted imellem gennemsigtig og krebserød, øllene er kolde og lystbådehavnene rundt i landet byder på kalas og ståhej – og du skal med. Selv deltager jeg på Hornbæk Havnefest, som foregår netop i denne weekend, hvor jeg står i indgangen og tager imod de penge som det næste års tid skal bruges bl.a. til ungdomsidræt i Hornbæk. Det er (kun) tredje gang jeg har meldt mig som frivillig til dette arrangement, men i år passede kalenderen heldigvis til det igen. Så kom endelig til Hornbæk og put lidt penge i de coronaslunkne kasser, i stedet for at sidde og se cykelløb hjemme på tv’et. Jeg synes faktisk man i år er lykkedes med at skrue et hæderligt program sammen, som fint balancerer mellem sjov, professionalisme, tåkrumning, bamsepetting og fællessang, uden hverken at blive FOR provinsielt eller højpandet.

Havde jeg selv deltaget, hvis ikke jeg var frivillig, kunne læseren jo så spørge… Det ved jeg faktisk ikke, men jeg hælder til det. I modsætning til mine unge år, har jeg ikke længere et behov for at skulle ud blandt for mange mennesker, tivoli oplever jeg jævnligt i Carstensens gamle have i vor hovedstad, og kolde øl nyder jeg aller helst hjemme i loungen, hvor den kolde øl som oftest er skiftet ud med en is. Jeg erkender at jeg mest af alt nok bare er blevet en sofakartoffel – og det passer mig egentligt godt. Men taget i betragtning; at årets sommerferie i det sønderjyske hele to gange blev forstyrret af et fransk cykelløb på afveje og dermed afskar os fra at komme på vikingemarked, byfest og til ringridning, kunne jeg nok med nemhed overtales til at tage et smut på havnen. Om ikke andet for at smage min muttis fiskedeller, eller en flæskestegssandwich. Der er i hvert fald lagt op til en ordentlig omgang fest og farver, og med fyldte sommerhuse, kommer det nok til at give genlyd i hele byen, at Hornbæk holder havnefest med musik, fest og ansigtsmaling.

Som ung i Helsingør, vokset op i fattigfirserne, og med hang til fest og ballade, kom jeg i mange år på Hornbæk Havnefest og jeg kom tilsyneladende også hjem igen, selvom jeg ikke husker dette i samme detaljerede grad. Men jeg husker havnen som en god og tryg ramme, selv for mere eller mindre berusede teenagere, men også som endnu yngre har jeg ganske klare erindringer om disse omrejsende tivolier, selvlysende armbånd, og slidskeræs på ting der aldrig havde været tænkt at skulle kunne flyde. Jeg har endda stadig en skade, et hak ind i min skinnebensknogle, fra et sammenstød i radiobilerne til en havnefest i Hundested i midtfirserne. Vi haltede bare videre efter et kort besøg hos samaritterne og måtte prøve benævnte forlystelse igen kort efter.

Jeg har stor respekt for de mange mennesker som bruger time efter time og dag ind og dag ud, samt garanteret både halve og hele nætter på at planlægge et så stort arrangement som en havnefest er – når alt arbejde er båret af frivillige, som det er tilfældet i hornbæk. Der er et hav af godkendelser som skal være på plads, ud over sponsorer, sikkerhed, leverandører, tivoli, optrædende, strømforsyning, forplejning og redningsveje samt alskens andet jeg ikke vil kloge mig på, førend festpladsen kan åbne for publikum. Det er altså ikke professionelle som lever af det, men frivillige som har et arbejde ved siden af, og som alligevel får denne fest til at ske – med alt hvad en sådan fest skal indeholde. Selv med 141 års erfaring, må dette være en gigantisk opgave at holde styr på.

Så hvis din lokale lystbådehavn holder havnefest, boligforeningen holder tivoli eller loppemarked, eller hvis din vej holder noget så eksotisk som en vejfest – så støt op om det og deltag hvis du kan. Det kan være som arrangør, festudvalg, oprydder eller bare som deltager. Som jeg ser det, er der brug for den slags i de mange små samfund vi har rundt omkring i vores lille hjørne af landet. Ellers er jeg bange for at det ender med at løbe ud i sandet.

Kategorier
Blogindlæg

Hvornår når digitaliseringen til valglokalet

Kan nogen venligst forklare mig, hvorfor vi i 2022 stadig skal afgive vores stemme analogt med blyant, når vi i stedet kan gøre det digitalt, fra en computer eller smartphone? Jeg tror simpelthen ikke på fortællingen om at det er usikkert og at man ikke kan sikre anonymitet med afgivelse af en digital stemme. Bevares, det skal nok hverken være Nets, DBC, Netcompany eller ligefrem Regnecentralen, som skal stå for udviklingen, hvis vi skal have en forventning til at det fungerer, men der findes faktisk dygtige IT-skræddere ude i virkeligheden, som kan sy nogle løsninger sammen som ville fungere godt, hurtigt og sikkert. I min egen forestilling om et fungerende system, vil der blive lagt vægt på at der skal benyttes åbne standarder, så alle kan kontrollere at kæderne ikke bliver brudt. Når vi kan stole på sikkerheden i netbank, skat, tinglysning og ved pasbestilling på borger.dk, så kan vi også lave en løsning til et elektronisk valg. Jeg ved også hvem jeg ville pege på til at lede udviklingen.

Som jeg ser det, vil et digitalt valgsystem i tilgift kunne animere nye vælgere til at deltage aktivt i den demokratiske valghandling, og vi ville endvidere kunne mindske eller helt undgå menneskelige fejl i den efterfølgende optælling og registrering. Vi vil også kunne spare en masse tid og hænder – og måske kunne vi ligefrem involvere danskerne langt mere ved at invitere til hyppigere afstemninger om forskellige emner. Der kan være mange flere fordele, som jeg ikke lige ser. Det er efterhånden 7 år siden man sidst har lavet egentlig forskning på området, og der er altså sket ret så meget i den tid. Vi må være ved at være modne til at stemme fra computeren. Med 2 års Covid-19, har vi lært at begå os online i et omfang ingen troede var muligt og vi har afholdt digitale møder og generalforsamlinger med digitale valghandlinger.

Vi har lige været i stemmeboksen og vi skal det snart igen. Selv valgte jeg, som +10% af stemmeafgiverne gør, at brevstemme, da jeg ikke var hjemme på selve valgdagen, og det er godt nok også en sjov størrelse. Der bliver printet et A4-ark som jeg skal signere. Stemmeseddel og vejledning bliver udleveret og kommer efter afkrydsningen ned i en kuvert, som sammen med benævnte A4-ark kommer ned i endnu en kuvert. Og ugen efter kommer mit valgkort med posten alligevel. Der kunne være sparet mindst 7 stykker papir, hvis jeg havde kunnet afgive min stemme digitalt, hjemme fra min nye lounge. Jeg vil dog ikke gøre mig klog på om en serverpark er mere eller mindre “grøn” end når vi fælder træer til papirproduktionen – eller om energien kan genanvendes og alt det der – det er ikke mit fokus i denne klumme. Til gengæld kan jeg ikke sikre mig at min stemme rent faktisk indgår i optællingen, da posten ikke altid er lige stabil.

Jeg tror heller ikke på historien om at ikke alle kan være digitale, og vi kan i den forbindelse have alverdens dårlige undskyldninger for ikke at have eller ville have NemID/MitID. Vi har haft 12 år til at vænne os til denne digitale måde at underskrive på, og det fungerer i det store hele. Jeg kender INGEN som ikke kan logge ind i sin netbank eller gå på Facebook og hvis du kan være digitalt til stede i lyst, så kan du også i alvor. Ellers er det bare en hyklerisk og dårlig undskyldning for at være besværlig. Der findes naturligvis mennesker i Danmark som skal kunne få en undtagelse, men de har som regel en eller anden form for hjælp alligevel, så dem er der altså taget hånd om. I andre skal bare stramme op og komme i gang.

Ved brug af NemID, har jeg for nyligt signeret digitalt på et borgerforslag om at iværksætte en udvikling i retning af digitale valg – jeg har stemt digitalt. Fik jeg nævnt at jeg kunne stemme på dette forslag digitalt? … med NemID. Altså uden at skulle ned på min lokale skole. Men på en computer – digitalt!! Lad os få gang i denne udvikling, og så må vi i stedet mødes analogt på havnen, eller ved isboden.

Kategorier
Blogindlæg

Så flag dog for Fanden

Jeg har altid ønsket mig min egen flagstang, og gerne en decideret flagbastion at flage fra. Flagbastion er nok så meget sagt, men for et par år siden fik vi installeret flagstang i Pandekagehusets have, og jeg er vild med den. Det er “bare” en ganske ordinær 8 meters stang, men flagene er i god dansk kvalitet, lavet i de bedste naturlige materialer, og netop mit dannebrog er en orlogsrød jubilæumsudgave i anledning af vort flags 800 års fødselsdag for et par år siden. Jeg har også andre flag, og jeg ynder at flage med dem. Både svenske og norske flagdage bliver fejret med deres respektive flag, og for ikke længe siden blev det bornholmske flag luftet i anledning af befrielsesdagen d. 5. april 1946. Forleden var det regentens fødselsdag vi markerede, og sådan kunne jeg blive ved. Når jeg får det grønlandske, færøske og finske flag, vil der komme endnu flere flagdage i min kalender.

Men Hr. Blumensaadt, må du overhovedet flage med andet end dannebrog? Ja da. Man må gerne flage med det grønlandske flag, det færøske flag, de nordiske landes flag, FN-flaget og EU-flaget uden tilladelse. Og men må flage for Fanden (om natten) hvis man har lyst – det er der ikke egentlige regler imod. Én regel er der dog; Statslige myndigheder har på officielle flagdage PLIGT til at flage med splitflag fra deres bygninger, mens private ikke på nogen måde er forpligtet til at flage på de officielle flagdage. Hvorfor gælder denne pligt ikke også eksempelvis kommunale myndigheder? Havne? Plejehjem? Grunden til min undren, skyldes det faktum at jeg finder det direkte pinligt at der ikke flages på officielle flagdage fra alle offentlige instanser, men kun sporadisk fra private parceller. Selv Kärnan i Helsingborg viser dannebrog på visse danske flagdage. Det kræver så uendeligt lidt og betyder så meget.

Vi kørte på tur i den weekend hvor både (Deres Kongelige Højheder) Mary og Marie havde fødselsdag, og selvom vi ikke just er royalister, brugte vi da anledningen til at lufttørre det rød/hvide stykke bomuld fra toppen af flagstangen – men hverken kommunens plejehjem (som nok må være residens for en stor portion royalister), rådhuset, nordkystens havne, eller Helsingørs havnefront flagede. Kun et par busser og ca. 20% af de private flagstænger vi passerede på turen, havde hængt flaget op mod den blå himmel. Det virker nærmest som at vi burde skamme os over vores smukke flag eller det at være danske. Og til trods for at visse elementer på den yderste højrefløj tilsyneladende forsøger at skæmme dannebrog med deres foragt for mangfoldigheden, så vil jeg ikke skamme mig over hvor jeg er fra, og at Danmark er en stolt og suveræn stat. Og at Dannebrog er et smukt flag.

Vi bør kunne flage for hinanden og ikke kun for os selv. Jeg flager gerne for venner og familie, med et passende flag, om det så er nordisk, dansk eller i øvrigt inden for rigsfællesskabet. Hvis en af mine naboer på vejen flager, hejser jeg også gerne Dannebrog i en fælles og solidarisk ånd; hvis jeg altså er hjemme og det ikke ligefrem er stormvejr. Det skylder vi os selv og hinanden. Som barn voksede jeg op på hjørnet af Gurrevej og Baldersvej, lige over renseriet, og min morfars fiskehandel, og jeg husker at kunne stå i haven og skue ud over alle haverne nedad Gurrevej og Belvederevej, og se de mange flag som næsten var oppe hver søndag i sommerhalvåret. Som jeg ser det, bør vi finde tilbage dertil, hvor vi i fællesskab kan minde hinanden om at vi er et folk i et land vi kalder Danmark, og at vi ikke er så skidebange for at stå ved netop dét. Om vi så har blå øjne, brun hud, eller taler lidt gebrokkent, eller går i farvestrålende sko er ikke ret vigtigt, for her er plads nok i andedammen, vi behøver ikke (kun) træde på hinanden. Så flag dog, for Fanden. Og for hinanden.

Kategorier
Blogindlæg

Konditoricrawl, fastelavnsbolletour…

I flere år har jeg haft lyst til at tage på tur og smage de forskellige fastelavnsboller, som tilbydes. Jeg vil ikke være kritisk overfor om de skal være af den ene eller anden dej, eller om der skal være creme, syltetøj eller mousse i dem. De skal bare smage godt, og være et særligt sortiment til fastelavn.

Kategorier
Blogindlæg

Affald og hykleri

For snart 2 år siden, gjorde jeg Pandekagehusets indkørsel klar til den dengang kommende nye affaldsordning, med mere sortering og flere beholdere. Ved hjælp af simpel trigonometri fik jeg placeret et næsten vinkelret indhak i plankeværket, udmålt efter Forsyning Helsingørs anvisninger i en online vejledning på deres hjemmeside. Næsten et helt år senere kom så de nye beholdere, og mine beregninger for plankeværkets størrelse og placering viste sig at passe som fod i hose. Nu har vi så sorteret affald et års tid, og det er derfor på sin plads at analysere tilfredsheden med denne ordning. Og så er det vist snart tid til igen at male plankeværket…

Som udgangspunkt mener jeg at vi allesammen bør genbruge og -anvende mere i stedet for at smide ud og brænde af. Når vi eksempelvis laver gammel plastik om til ny plastik kræver det over hele produktionskæden i omegnen af 37% mindre energi og udledninger og langt færre ressourcer end når vi producerer ny plastik fra bunden af – da der næsten ikke skal tilføres nye fossile olier. At vi så skal bruge et par dråber vand på at rengøre makreldåsen og pålægsbakken, er intet i forhold til de mængder vand man bruger på at producere ny plastik – og den råolie ny plastik laves af, er helt sparet. Og hvis man i øvrigt nogensinde har vasket en bil, siddet i et boblebad, eller vandet en bøgehæk så har man absolut INGEN ret til at udtale sig om vandspild i forhold til genanvendelse. Det er bare hykleri af allerværste skuffe.

Vi er en familie på to (vel)voksne, en preteen og 4 norske skovkatte, så der genereres en hel del affald. Og jeg tør godt sige at affaldsbeholdernes størrelser passer ret godt til os. Bevares – vi kan ikke fylde metalbeholderen mere end maks. 20% op, selvom kattene spiser næsten et kilo mad dagligt, men det er vist også den eneste, hvis størrelse nok er ramt skævt. Vi har valgt kun at modtage reklamer fra et par enkelte butikker, og sammen med pap fra morgenmadsprodukter, kviktest og andre småting, så når papirbeholderen at blive næsten helt fyldt op til afhentningsdagen. Perfekt størrelse. For plast-, rest- og madaffald er billedet det samme – størrelsen passer ret præcist til de mængder affald vi producerer i Pandekagehuset – skal der fremhæves noget negativt, må det være at beholderen til madaffald er virkelig klam om sommeren. Og med et sundhedshensyn i forhold til renovationsmedarbejderne kan jeg godt være i tvivl om den nuværende løsning kan fortsætte som nu. For stank, råd og maddiker er ikke ret lækkert.

Er det så pengene værd? Ja, at håndtere affald koster jo penge, og at fraktionsopdele alt affaldet er heller ikke gratis – så den højere pris for at nogen kan håndtere MIT affald er helt på sin plads. Personligt er jeg dog ked af de forringelser jeg rammes af hvad angår storskrald og haveaffald. Tidligere passede det med at jeg kunne klippe hæk og få hentet det afklippede liguster efter et par dage. Nu skal jeg selv arrangere transport til Skibstrup eller have 8-10 halvvåde og ildelugtende sække til at stå i flere måneder, inden det afhentes. Personligt er problemet ikke kæmpestort, da vi har bil med elmotor og hængertræk samt adgang til at låne en påhængsvogn af betydelig størrelse, men det er i virkeligheden kun fordi vi købte ny bil EFTER den ny affaldsordning trådte i kraft. Jeg håber at denne del af ordningen gentænkes, så ikke alle i kommunen er nødt til at anskaffe sig større biler, for at kunne komme af med haveaffaldet. For så står det skidt til med kuldioxidregnskabet.

Vi bliver flere og flere mennesker, så vi er ganske enkelt nødt til at passe bedre på vore ressourcer – planeten bliver jo ikke større, skovene og grundvandsreservoirerne ej heller. Så selvom vi skal perre lidt mere rundt i vores affald og vi får sildesnask og ketchup på fingrene, så er sortering vigtigt og den eneste måde at sikre ny emballage i forretningernes kølemontrer.