Kategori: Lokalpolitik

Der er noget særligt ved lokalpolitik. Det burde være dér, hvor vi som borgere har størst indflydelse. Hvor beslutningerne føles nære, og hvor dialogen med politikerne ikke kræver en tur gennem mediemøllen for at blive neutraliseret, udvasket og gjort komplet uforståelig for menig mand. Men i takt med at kommunalvalget nærmer sig, begynder det hele at ligne noget andet. Noget mere… performativt.

Pludselig dukker de op. De digitale skyggekrigere. Politikere, der har været tavse siden sidste budgetforlig, men som nu poster selfies med borgere, bænke, togsæder og blomsterkummer. Der er smil, slogans og spontane videoer, hvor de “lige vil sige noget vigtigt”. Det er som om, likes er blevet vigtigere end løsninger – og synlighed trumfer substans. Og så er der tonen. I stedet for at tale om egne visioner, bruger mange tiden på at udskamme modstanderne og tale andres visioner ned – uden selv at komme med alternativer. Det er ikke længere nok at være “for” noget – man skal også være “imod” nogen. Helst med en skarp formulering og et glimt af forargelse. Det er effektivt, javist. Men det er også trættende.

Man kunne fristes til at spørge: Hvor var alle disse engagerede stemmer i foråret? Eller sidste år? Hvor var de, da skoler blev lukket, cykelstier droppede ud af budgettet, buslinjer nedlagt til fordel for IronMan-støtte, VIP-lounge købt, og ældreplejen gennemgik endnu en spareøvelse? Synligheden kommer med valgkampen – og forsvinder ofte med stemmeoptællingen. Det er ikke nemt at finde en kandidat at sætte sit kryds ved, når alle kæmper om den samme opmærksomhed. Når politik føles som en omgang speed-dating med PowerPoint. “Hej, jeg hedder X, og jeg vil gerne redde velfærden, klimaet og din lokale busrute. Swipe op for mere.” I valgkampen lyder de alle sammen ens.

Man sidder som borger og scroller gennem opslagene, og det føles som at være til en slags digital markedsplads, hvor alle råber, men ingen siger noget nyt. Det er svært at skelne mellem engagement og iscenesættelse. Mellem dem, der vil noget – og dem, der bare vil vælges for at sikre egen lomme. Og så kommer læserbrevene. De vælter ind som efterårsblade i en storm. Alle har noget på hjerte, og helst noget, der kan placeres direkte i modstanderens sko. Der er ikke meget plads til nuancer, men masser af plads til indignation. Det er som om, den største politiske dyd er evnen til at formulere en skarp kritik på under 160 tegn. Jeg forstår i dén grad godt, at mange oplever politikerlede.

Men jeg ved heldigvis godt, hvor mit kryds skal sættes. Hos én, der har været til stede hele vejen. Ikke kun i valgkampens spotlight, men også i de stille måneder, hvor arbejdet foregår uden likes og kameraer. Det burde være den mindste fællesnævner i lokalpolitik – men det er desværre blevet en sjældenhed. Det er ikke for at pege fingre. Måske er det bare sådan, spillet er blevet. Måske er det os, vælgerne, der har vænnet os til at politik skal underholde, helst med lidt drama og en god punchline. Men det er værd at huske, at likes ikke bygger cykelstier, og at en skarp kommentar ikke løser ældreplejens udfordringer.

Politik kræver mere end performance – det kræver nærvær, dialog og vilje til at lytte. Også når der ikke er valg. Det kræver, at man tør sige: “Det her er komplekst, og vi har ikke en hurtig løsning.” Men det sælger ikke godt på sociale medier. Der er ingen emojis for tvivl. Så næste gang du ser et opslag med en politiker, der smiler foran en nyrenoveret legeplads, så spørg dig selv: Var de med til at få den renoveret – eller kom de bare forbi med en fotograf? Og næste gang du læser et læserbrev, hvor nogen “bare ikke kan forstå, hvordan X kan mene Y”, så husk: Det er ikke nødvendigvis en debat – det kan også være en reklame.

Et emne, der summer for tiden, er værtskab og kundeservice i de lokale forretninger. Jeg har tidligere berørt emnet, men risikoen for gentagelse er en pris, jeg er villig til at betale for at genbekræfte én simpel sandhed: De lokale butikker består, fordi vi bruger dem. Og forbrugernes købelyst sikres ved at gøre butikkerne attraktive. Ligningen er ligetil, men vigtig som aldrig før.

Jeg vil begynde med en nylig oplevelse i en butik i Helsingør centrum. Jeg havde trodset færdselsforholdene og parkeret i det endnu gratis parkeringshus, en dag efter arbejde. Jeg var den eneste kunde i butikken, selvom klokken var 16 på en helt almindelig hverdag. En ung mand stod ved kassen, placeret midt i forretningen. Jeg støvede rundt i mere end 10 minutter, og på intet tidspunkt blev der kigget op fra telefonen, som øjensynligt viste TikTok-videoer i ét væk. Nuvel, jeg henvendte mig til sidst, for at spørge: “Denne vare, har i den i grøn?” – “Lad mig lige se”, svarede den unge mand, og skelede til den selvsamme tomme hylde, jeg selv havde ledt igennem flere gange. “Det ser ikke sådan ud”. “Kan du eventuelt tjekke om I skulle have dem på lager?” spurgte jeg og fik prompte svaret: “Nej, de er i restordre – vi kan ikke få dem mere.”

Jeg kan naturligvis ikke afvise at ekspedienten har samtlige varers lagerstatus i hovedet, men jeg har alligevel min tvivl, så jeg kørte hjem og fandt computeren frem for at prøve online. Og minsandten, om ikke butikkens egen hjemmeside kunne give mig svaret; Varen var på lager, og jeg kunne endda få en betragtelig rabat ved at handle online. To dage senere landede varen i min postkasse, med en besparelse på mere end 15%, selv efter at der var betalt for forsendelsen. Det virker i den grad kontraintuitivt at butikkens umiddelbare formål er at sende folk på nettet for at handle.

Denne episode får mig til at reflektere over, hvad det egentlig vil sige at handle “lokalt”. Hvis du køber kinesisk plastikskrammel i en butik nær dit hjem, føles det sjældent som en støtte til lokalsamfundet – og kød fra New Zealand i den lokale slagter? Det rammer heller ikke den “lokale” følelse i mig. I min by findes ikke bilforhandlere, dyretilbehørsbutikker og marskandisere, hvilket betyder, at jeg ofte skal køre mellem 15 og 25 km for at få dækket bemeldte kategorier. Hvis jeg derimod ønsker indkøb af fast ejendom, koneklude eller pyntepuder, så kan halvdelen af byens butikker være leveringsdygtige.

Når jeg skal vælge mellem to tilsyneladende identiske butikker – den ene 8 km væk i nabokommunen og den anden 15 km væk i min egen kommune – bliver spørgsmålet: Hvem eller hvad er mest lokalt? Svaret er sjældent entydigt. Det afhænger af samvittighed, dagsform og ofte et ønske om variation.

Et andet dilemma er, om den lokale butik overhovedet er attraktiv nok til, at tiltrække mit kundeforhold. Alt for mange butikker fremstår i dag som en mat version af en neutral hjemmeside – med en begrænset produktinformation og svagere vilkår for forbrugeren. Hvis sociale medier som InstaBook og TikTok tillige formår at underholde ekspedienten mere end at overbevise mig om et køb, så er jeg parat til at lægge mine penge et andet sted.

En købmand, der har tilegnet sig indsigt i moderne købmandskab, ved at sætte en ære i at levere høj service – og tilpassede løsninger, også for varer uden en fast plads i hylderne – kan skabe en oplevelse, hvor den fysiske butik kombineres med internettets store informationskraft. På den måde betaler man kun marginalt mere for en vare, mens man samtidig nyder godt af den personlige betjening, som et rent onlinekøb ikke leverer.

Måske kunne man overveje, hvordan de lokale butikker kan integrere online og offline service endnu mere sømløst – og om vi som forbrugere kan stille flere krav til den måde, vi køber og støtter vores nabolag på. Hvordan tror du, at fremtidens handel kan balancere mellem bekvemmelighed og lokal forankring? Hvad er den næste trend, som måske kan genoplive de lokale butiksmiljøer? 1. times parkering gratis?

Jeg vil gerne indrømme, at jeg er meget lidt imponeret over kommunens offentlige transport, og måske skyldes det, at byerne udenfor eller nordvest for Helsingør ikke er beboet af byrødder uden egen bil. I det daglige kører jeg fra Hornbæk til Helsingørs industriområde for at passe mit arbejde. Det er en tur, som tager lige omkring 15 minutter i min delvist elektriske bil, og på en opladning kan jeg som regel nå lige knap to ture til Helsingør. Bilen koster mig omkring 3.500 kroner om måneden – inklusive brændstof/el, forsikring, afskrivning/lån, skatter, vedligehold og så videre.

Hvis jeg skulle med det offentlige, ville længden på den daglige køretur blive mangedoblet. Faktisk skulle jeg bruge 10 timer EKSTRA om ugen på transport, hvis ikke jeg havde bil – og hvis jeg gør min tid op i penge, kunne jeg dermed have hele fire biler finansieret af transporttiden alene. Det giver jo absolut ingen mening. Det er lige før, jeg ville have råd til at parkere i byens centrum … eller køre i taxi til arbejde. Hvis jeg regner transporttid ud som en omkostning, er det billigere at tage en taxi på arbejde end bussen. Er det ikke bare en lille smule galt?

Grunden til denne klumme skal findes i, at heksemutter og jeg tog på tur en lørdag for kort tid siden – vi skulle til Værftets Madmarked (formerly known as “De Underbetaltes”) for at smage på portvine. Og kloge som vi var, lod vi bilerne stå hjemme og rejste i stedet med Lokalbananen/skinnebussen/grisen. For det første: Timedrift på en lørdag??? Hvordan forestiller man sig, at folk vil stimle sammen om så godt et tilbud som timedrift? Jøsses. Og prisen for to voksne = 90 kroner for en returbillet Karinebæk–Grønnehave. Vi kunne have betalt for parkering i fem timer og stadig have haft penge til en lille is.

Og det er ikke fordi vi bor i det vilde vesten. Der bor mennesker herude – børn, ældre, pendlere, studerende – nogen med jobs, der ikke følger 8-16-uret, og nogen uden bil. Hvad gør de? Bliver de bare hjemme? Cykler de i stormvejr med rygsæk og indkøbsposer? Er det virkelig den form for samfund, vi har besluttet os for? Hvor du enten har bil – eller er ude i kulden?

Hvordan er vi blevet til et samfund, hvor den offentlige transport er så dyr en luksus, at ingen har råd til at bruge den? Og hvorfor er den offentlige transport, i hvert fald på nordkysten, så ringe, at man skal være mere end almindeligt heldig for overhovedet at kunne komme med den? Vi er så heldige, at der med udgang fra Helsingør går hele tre jernbaner ud af kommunen i hver sin retning. Det er ikke svært at forestille sig, at man bør lægge busruter, som komplimenterer og opsamler passagerer på tværs af jernbanen, og ruter som forbinder de travleste områder såsom industri, indkøb, uddannelse osv. Men planlægningen virker hovedløs – og nu vil man sågar nedlægge busruter.

Når man endelig forsøger at bruge det offentlige, opdager man hurtigt, at det ikke er designet med virkelige mennesker i tankerne. Der er ingen sammenhæng mellem bus og tog, ingen fleksibilitet for dem, der arbejder skæve tider, og ingen hensyn til, at folk faktisk skal fra A til B uden tre skift og en times ventetid i en grøftekant. Det føles, som om systemet er skabt ud fra et regneark og ikke ud fra, hvordan folks hverdag hænger sammen. Man sidder tilbage med fornemmelsen af, at ingen, der planlægger ruterne, nogensinde selv har stået på en forblæst station klokken 06.42 og ventet på en forsinket bus, der kun kører én gang i timen – hvis den altså kommer.

Det er snart tid til kommunalvalg, og måske skulle vi se på, hvordan de forskellige kandidater ønsker at udvikle – eller afvikle – den offentlige transport, inden krydset skal sættes. Kan vi få nogle finansierede visioner på bordet, så flere kunne finde på at bruge en anden transportform end bilen? Hvis ikke, så kan vi lige så godt nedlægge det hele. Og så må vi bare håbe, at alle fremtidige borgere får råd til at lease elbiler og selv betale for det samfund, som ikke længere gider hænge sammen i fællesskab.

Der er mange måder at bruge en million kroner på. Man kunne for eksempel investere i flere pædagoger til de overfyldte daginstitutioner, eller give de ældre et ordentligt måltid og et ekstra bad. Man kunne smøre et par ekstra lag asfalt på kommunens huller i vejene. Eller – og hold nu fast – man kunne betale for, at en flok ludfattige eliteidrætsudøvere i skrigfarvet og reklamepåklistret lycra kan løbe, cykle og svømme igennem Helsingør i et arrangement, der hedder noget så macho som Ironman. Til glæde for et par hoteldirektører.

Ja, Helsingør Kommune har valgt at spendere tæt på en million skattekroner i Ironman igen i år. Ikke på den slags jernmænd, der møder op i snevejr for at lappe byens cykelstier, men på en international sportsbegivenhed, hvor veltrænede men meget fattige må man forstå, folk i dyrt udstyr skal konkurrere i, hvem der kan pine deres krop mest effektivt.

Kommunen siger, at det er en investering i byens synlighed. Altså, sådan en slags marketingbudget, hvor Helsingør bliver malet på det globale sportslandkort. Men lad os være ærlige: Er det virkelig lokale handlende, pensionister og børnefamilier, der høster gevinsten af, at en flok ekstremsportsfolk fra andre lande kommer susende gennem byen i et par timer? Bliver den lokale bager rigere af det? Kan skolelærerne pludselig få mere tid til den enkelte elev, fordi Helsingør har fået endnu en sportsbegivenhed på CV’et? Der er lavet studier i netop dette, og de viser ret entydigt, at med mindre der er tale om en storby som i forvejen har kapaciteten, pladsen, økonomien og hotellerne, så er det ren tilsætning at hoste arrangementer som IronMan og Tour de France.

De eneste som reelt får noget ud af arrangementet, er hotellerne som bliver stuvet til randen et par dage, samt et par foreninger som får et velfortjent økonomisk bidrag for ulejligheden. De seneste uger har vi også kunne læse om hvor vigtigt arrangementer er for netop hotellerne, og at de har været rundt med hatten internt og på den måde samlet en brøkdel af udgiften sammen selv. Det virker lidt som om de heller ikke selv tror på at det er en god forretning. Hvis det reelt VAR en god forretning, ville der ikke være den mindste smule tilbageholdenhed at spore blandt “investorerne”.

Samtidig bliver vi fortalt, at kommunen skal spare. Der er ikke penge til bedre normeringer, plejehjem lukker, og busruter bliver skåret ned. Men Ironman, det har vi råd til. For almindelige borgere betyder Ironman mest af alt afspærringer og besvær. Pludselig er den vej, du plejer at køre på arbejde, spærret af, fordi en schweizisk atlet skal kunne cykle hurtigt nok til at brænde en dagsration af pasta på få timer. Skal du have gæster fra en naboby, kan du lige så godt bede dem pakke en madpakke og en sovepose og overveje at tage en kajak, for alt der har hjul, bliver en umulighed på raceday. Eller rettere racedayS – for det er flere dage i træk at folk bliver lukket inde på egen matrikel.

Måske er det bare mig, men jeg synes, at kommunale midler burde gå til noget, der kommer flere til gode. Vi kunne f.eks. arrangere en “Hverdagens Helte-man M/K”, hvor vi fejrer de folk, der rent faktisk holder byen kørende: Sygeplejersken, der tager en ekstra vagt, buschaufføren, der holder ruterne kørende, og skolelæreren, der finder tid til at lytte til et barn, der har haft en dårlig dag. Eller til borgmesteren som smækkede kassen i over for rige atleter eller ferrariejere. Det sidste anser jeg dog for værende urealistisk.

Helsingør har ikke brug for Ironman og vi har ikke brug for den underskudsforretning det er. Som jeg ser det har vi brug for en kommune, der prioriterer borgere frem for prestigeprojekter. Og hvis der absolut skal løbes om kap, så lad det være mod mere fornuftige mål.

Kan nogen venligst forklare mig, hvorfor vi i 2022 stadig skal afgive vores stemme analogt med blyant, når vi i stedet kan gøre det digitalt, fra en computer eller smartphone? Jeg tror simpelthen ikke på fortællingen om at det er usikkert og at man ikke kan sikre anonymitet med afgivelse af en digital stemme. Bevares, det skal nok hverken være Nets, DBC, Netcompany eller ligefrem Regnecentralen, som skal stå for udviklingen, hvis vi skal have en forventning til at det fungerer, men der findes faktisk dygtige IT-skræddere ude i virkeligheden, som kan sy nogle løsninger sammen som ville fungere godt, hurtigt og sikkert. I min egen forestilling om et fungerende system, vil der blive lagt vægt på at der skal benyttes åbne standarder, så alle kan kontrollere at kæderne ikke bliver brudt. Når vi kan stole på sikkerheden i netbank, skat, tinglysning og ved pasbestilling på borger.dk, så kan vi også lave en løsning til et elektronisk valg. Jeg ved også hvem jeg ville pege på til at lede udviklingen.

Som jeg ser det, vil et digitalt valgsystem i tilgift kunne animere nye vælgere til at deltage aktivt i den demokratiske valghandling, og vi ville endvidere kunne mindske eller helt undgå menneskelige fejl i den efterfølgende optælling og registrering. Vi vil også kunne spare en masse tid og hænder – og måske kunne vi ligefrem involvere danskerne langt mere ved at invitere til hyppigere afstemninger om forskellige emner. Der kan være mange flere fordele, som jeg ikke lige ser. Det er efterhånden 7 år siden man sidst har lavet egentlig forskning på området, og der er altså sket ret så meget i den tid. Vi må være ved at være modne til at stemme fra computeren. Med 2 års Covid-19, har vi lært at begå os online i et omfang ingen troede var muligt og vi har afholdt digitale møder og generalforsamlinger med digitale valghandlinger.

Vi har lige været i stemmeboksen og vi skal det snart igen. Selv valgte jeg, som +10% af stemmeafgiverne gør, at brevstemme, da jeg ikke var hjemme på selve valgdagen, og det er godt nok også en sjov størrelse. Der bliver printet et A4-ark som jeg skal signere. Stemmeseddel og vejledning bliver udleveret og kommer efter afkrydsningen ned i en kuvert, som sammen med benævnte A4-ark kommer ned i endnu en kuvert. Og ugen efter kommer mit valgkort med posten alligevel. Der kunne være sparet mindst 7 stykker papir, hvis jeg havde kunnet afgive min stemme digitalt, hjemme fra min nye lounge. Jeg vil dog ikke gøre mig klog på om en serverpark er mere eller mindre “grøn” end når vi fælder træer til papirproduktionen – eller om energien kan genanvendes og alt det der – det er ikke mit fokus i denne klumme. Til gengæld kan jeg ikke sikre mig at min stemme rent faktisk indgår i optællingen, da posten ikke altid er lige stabil.

Jeg tror heller ikke på historien om at ikke alle kan være digitale, og vi kan i den forbindelse have alverdens dårlige undskyldninger for ikke at have eller ville have NemID/MitID. Vi har haft 12 år til at vænne os til denne digitale måde at underskrive på, og det fungerer i det store hele. Jeg kender INGEN som ikke kan logge ind i sin netbank eller gå på Facebook og hvis du kan være digitalt til stede i lyst, så kan du også i alvor. Ellers er det bare en hyklerisk og dårlig undskyldning for at være besværlig. Der findes naturligvis mennesker i Danmark som skal kunne få en undtagelse, men de har som regel en eller anden form for hjælp alligevel, så dem er der altså taget hånd om. I andre skal bare stramme op og komme i gang.

Ved brug af NemID, har jeg for nyligt signeret digitalt på et borgerforslag om at iværksætte en udvikling i retning af digitale valg – jeg har stemt digitalt. Fik jeg nævnt at jeg kunne stemme på dette forslag digitalt? … med NemID. Altså uden at skulle ned på min lokale skole. Men på en computer – digitalt!! Lad os få gang i denne udvikling, og så må vi i stedet mødes analogt på havnen, eller ved isboden.

For snart 2 år siden, gjorde jeg Pandekagehusets indkørsel klar til den dengang kommende nye affaldsordning, med mere sortering og flere beholdere. Ved hjælp af simpel trigonometri fik jeg placeret et næsten vinkelret indhak i plankeværket, udmålt efter Forsyning Helsingørs anvisninger i en online vejledning på deres hjemmeside. Næsten et helt år senere kom så de nye beholdere, og mine beregninger for plankeværkets størrelse og placering viste sig at passe som fod i hose. Nu har vi så sorteret affald et års tid, og det er derfor på sin plads at analysere tilfredsheden med denne ordning. Og så er det vist snart tid til igen at male plankeværket…

Som udgangspunkt mener jeg at vi allesammen bør genbruge og -anvende mere i stedet for at smide ud og brænde af. Når vi eksempelvis laver gammel plastik om til ny plastik kræver det over hele produktionskæden i omegnen af 37% mindre energi og udledninger og langt færre ressourcer end når vi producerer ny plastik fra bunden af – da der næsten ikke skal tilføres nye fossile olier. At vi så skal bruge et par dråber vand på at rengøre makreldåsen og pålægsbakken, er intet i forhold til de mængder vand man bruger på at producere ny plastik – og den råolie ny plastik laves af, er helt sparet. Og hvis man i øvrigt nogensinde har vasket en bil, siddet i et boblebad, eller vandet en bøgehæk så har man absolut INGEN ret til at udtale sig om vandspild i forhold til genanvendelse. Det er bare hykleri af allerværste skuffe.

Vi er en familie på to (vel)voksne, en preteen og 4 norske skovkatte, så der genereres en hel del affald. Og jeg tør godt sige at affaldsbeholdernes størrelser passer ret godt til os. Bevares – vi kan ikke fylde metalbeholderen mere end maks. 20% op, selvom kattene spiser næsten et kilo mad dagligt, men det er vist også den eneste, hvis størrelse nok er ramt skævt. Vi har valgt kun at modtage reklamer fra et par enkelte butikker, og sammen med pap fra morgenmadsprodukter, kviktest og andre småting, så når papirbeholderen at blive næsten helt fyldt op til afhentningsdagen. Perfekt størrelse. For plast-, rest- og madaffald er billedet det samme – størrelsen passer ret præcist til de mængder affald vi producerer i Pandekagehuset – skal der fremhæves noget negativt, må det være at beholderen til madaffald er virkelig klam om sommeren. Og med et sundhedshensyn i forhold til renovationsmedarbejderne kan jeg godt være i tvivl om den nuværende løsning kan fortsætte som nu. For stank, råd og maddiker er ikke ret lækkert.

Er det så pengene værd? Ja, at håndtere affald koster jo penge, og at fraktionsopdele alt affaldet er heller ikke gratis – så den højere pris for at nogen kan håndtere MIT affald er helt på sin plads. Personligt er jeg dog ked af de forringelser jeg rammes af hvad angår storskrald og haveaffald. Tidligere passede det med at jeg kunne klippe hæk og få hentet det afklippede liguster efter et par dage. Nu skal jeg selv arrangere transport til Skibstrup eller have 8-10 halvvåde og ildelugtende sække til at stå i flere måneder, inden det afhentes. Personligt er problemet ikke kæmpestort, da vi har bil med elmotor og hængertræk samt adgang til at låne en påhængsvogn af betydelig størrelse, men det er i virkeligheden kun fordi vi købte ny bil EFTER den ny affaldsordning trådte i kraft. Jeg håber at denne del af ordningen gentænkes, så ikke alle i kommunen er nødt til at anskaffe sig større biler, for at kunne komme af med haveaffaldet. For så står det skidt til med kuldioxidregnskabet.

Vi bliver flere og flere mennesker, så vi er ganske enkelt nødt til at passe bedre på vore ressourcer – planeten bliver jo ikke større, skovene og grundvandsreservoirerne ej heller. Så selvom vi skal perre lidt mere rundt i vores affald og vi får sildesnask og ketchup på fingrene, så er sortering vigtigt og den eneste måde at sikre ny emballage i forretningernes kølemontrer.

Det er ved at være tid til at vi igen skal til stemmeurnerne, den lokale og regionale politik skal have nye og friske smil op at hænge i lygtepælene – Bevares, en del velkendte ansigter må ligeledes formodes opstillet. Meningerne og holdninger er mange og valget synes ikke at være nemt heller i år, med mindre man altså på forhånd har besluttet sig for placeringen af ens stemme. Jeg har besluttet mig, også længe inden valglisterne har været klar til offentliggørelse. Jeg er ikke 100 % enig med nogen partier eller kandidater, men jeg går efter at lægge min stemme hos de jeg er mindst uenige med, og som trækker politikken i den retning jeg selv ønsker for samfundet.

Men Hr. Blumensaadt, skal vi så se dit navn på opstillingslisten i år? har flere spurgt. Nej, heller ikke år! Tro det eller lad være, men flere har de seneste par år ment og troet at jeg er på vej ind i politik. Det vil jeg gerne slå helt fast; det er jeg ikke. I hvert fald ikke for nuværende. Jeg kan ingenlunde afvise at jeg i fremtiden vil ændre mening, men jeg har det altså godt med at være en del af “embedsværket” og ikke være på den politiske side. I min nuværende stilling hos Hornbæk Fjernvarme kan jeg være med til at påvirke de interne politiske beslutninger, men jeg vil helst blive siddende og arbejde med de beslutninger selskabets ledelse tager, i hvert fald så længe jeg er enig med retningen.

Jeg har siddet på mange spændende poster i diverse lokale bestyrelser, men jeg er på ingen måde klar til at give mig i kast med byrådspolitik eller noget derover – dertil er døgnets timer for få, og min faglige stolthed er i den grad for stor til at jeg vil gøre det halvt. At det at skrive klumme i Helsingør Dagblad skulle være et springbræt til lokalpolitik vil jeg ikke afvise er korrekt for nogen, men det er ikke mit fokus. Mine unge dages store interesse for at sende lokalradio har heller ikke været et bevidst skridt på vejen i den retning. Jeg giver gerne visse af mine meninger til kende, og jeg står på mål for dem, men historierne er nok mestendels for underholdningens skyld. Mit politiske virke er for nuværende forbeholdt Fagforeningen Frie.

Dog så er det, som jeg ser det, vigtigt at vi alle sammen meget snart går ned og sætter kryds ved de som netop kandiderer til en taburet i byrådssalen og til regionen. Det er den måde hvorpå vi kan gøre vores stemme gældende, selvom vi ikke stiller op og debatterer på opstillede kasser på byernes torve. Her kunne jeg også nævne Facebook – men med den skingre tone som oftest høres på netop det medie, håber jeg at det i fremtiden vil blive mindre vigtigt. Profilbilledeløse krigere på de sociale medier kan i den grad forpeste enhver lyst til at indgå i en saglig debat om et givent emne, lige så hurtigt som blodet kan bringes i kog af bemeldte krigere.

Jeg har stor respekt for de lokale kandidater som kan afsætte tid og kræfter til at deltage i den mere heftige og til tider usaglige del af debatten, men jeg ser det også lidt som spild af tid da det næppe er de få krigere man søger at overbevise om sin politik. Det kan højest være et spørgsmål om at korrekse urigtige udsagn og rejse sig efter en påstand har væltet én omkuld – men det i sig selv virker mere som brandslukning, i stedet for egentlig politisk arbejde. Jeg synes det er ærgerligt at så megen tid skal tages fra vigtige emner og opgaver, blot fordi nogen (uanset hvad) er uenige, eller har et såkaldt horn i siden på én.

Så når valgstederne åbner, står jeg klar til at sætte mit kryds på de kandidater som efter min overbevisning vil det mest rigtige, eller i det mindste det mindst forkerte. Faktisk har jeg nok allerede brevstemt, men det er også en god undskyldning til at besøge det lokale bibliotek. Apropos bibliotek; hvem i alverden beslutter at biblioteker skal være store kasser uden parkeringsmuligheder, i stedet for mindre og lokale enheder? Det er da helt sort. Selv en stor kommune bør kunne være lille og lokal.

Dagen hvor denne klumme bringes i vores allesammens dagblad, sidder jeg hos flæskekongen på den gyldne kro i hovedstadens larm og røg og nyder en fedtet bid mad. Det er ikke så tit vi får stribet flæsk, og det er såmænd nok også meget godt. Det er i sandhed ikke engang hver dag vi spiser døde dyr – men vegetar bliver jeg nu alligevel aldrig, frivilligt. Jeg kan nemlig godt lide at spise kød, og faktisk mener jeg det er helt essentielt at spise kød jævnligt, hvis vi som art skal udvikle os til næste niveau og blive kloge nok til at flytte ud i universet – men det må vi tage en anden dag, for jeg har maks. 4000 tegn at gøre godt med i denne klumme. Dog spiser vi tit kødfrit, og jeg tror det af flere årsager bliver mere og mere fremover. 

Faktisk har vi lige spist kødfrit en hel uge. Mere end kødfrit – faktisk prøvede vi at spise ovo-vegetarisk alle sammen – bare for at prøve. Hvad skulle vi undvære og hvad vil vi ikke kunne leve uden… En uge er jo intet problem, men jeg vil godt nok komme til at savne mælkeprodukter i længden. To af mine daglige måltider består i hverdagen af laktosefri yoghurt, og om fredagen nyder jeg et friskbagt brød med et stykke god ost til. Det har jeg ikke lyst til at lave om på. Så det gør jeg nok ikke. Mælkeprodukter var nok det vi savnede mest, allesammen. Ingen af os savnede kød, men spidskommen og kikærter fik vi store mængder af. Nu var der som nævnt kun tale om en uge, så man skal vist være endog meget stædig for at komme til at savne noget på den korte tid.

Grunden til vi overhovedet levede vegetarisk en hel uge, var som en del af vores interne udfordring og udvikling for bedre at kunne sætte os ind i andres levevis. Der er så mange forskellige måder at leve på, og hverken vi voksne eller pandekagehuset pre-teen bliver dummere af at lære lidt om at sætte sig i andres sted. Så hele familien var med på ideen og alle klarede det godt. Heksemutter vil faktisk gerne fortsætte med mere vegetarisk mad, og så længe det ikke fjerner mine mejeriprodukter og fisk, eller udelukker et stykke grillet ko i ny og næ, så er det fint med mig. Vi har ikke behov for kød hver dag. Men lige i dag, hvor denne klumme trykkes, ja der står den altså på gris. Stegt svin og sovs. Masser af svin og sovs.

Det bliver ikke sidste gang vi giver os selv en udfordring af denne art. Allerede i næste uge skal vi prøve at leve som diabetikere. Så madplanen er skåret helt ind til det vi alle i forvejen godt ved er bedst for os, og alle de usunde vaner bliver gemt væk, i hvert fald en uge. Hver eftermiddag og aften skal vi “måle blodsukker”, ved kast med en terning; Slår man en etter, er blodsukkeret for lavt og der skal ageres derefter – slås en sekser, er det for højt og ligeledes skal der ageres derefter. Dog skal vi hverken stikkes eller belemre sundhedsvæsenet, men jeg tænker at i forstår idéen.

Efterfølgende skal vi prøve at leve som glutenallergikere og derefter som laktoseintolerante. Det sidste bliver ikke den store udfordring tror jeg, da vi efterhånden har fået så mange gode laktosefri produkter ind fra det svenske, og vi i forvejen bruger disse produkter i vores hverdag. Det gør faktisk en stor forskel på hvor oppustede vi bliver, og så er der lidt mindre sukker i disse produkter. Men jeg er lidt nervøs for den der glutenallergi; Pandekagehusets yngste kunne leve af produkter kun indeholdende hvid hvede, så det vil blive en stor omvæltning – for os andre er nok kun weekendens brød vi føler at gå glip af. Og det tænker jeg nok skal gå.

Mange kan ikke se længere end til egen næsetip, men som jeg ser det, så kan vi med denne blide form for prøvelser afprøve andre levemåder, og måske blive bedre til at tænke over at andre ikke nødvendigvis har det som vi. Hvordan udfordrer du dig selv, med ting du ikke nødvendigvis forstår eller synes om?