Kategorier
Blogindlæg Hornbæk Fjernvarme

U(n)dsky(l)d generalforsamlingen

Jeg ved ikke om jeg længere kan overraskes af de manglende almene kompetencer fra det lokale varmeværk. Men jeg har i dag fremsendt følgende til Hornbæk Fjernvarme, da en meget simpel og utvetydig bestemmelse i selskabets vedtægter er blevet ignoreret.

Idet selskabets vedtægter ikke er overholdt i forbindelse med indkaldelse til Hornbæk Fjernvarmes ordinære generalforsamling, vil
jeg på det kraftigste anbefale at udskyde denne.

Ikke tidligere end 22/4-2025 er det på selskabets hjemmeside offentliggjort at der afholdes generalforsamling d. 30/4. Altså 8
dages varsel, til trods for indkaldelsesbestemmelse i § 6 stk. 3 kræver mindst 14 dages varsel ved offentliggørelse på selskabets
hjemmeside. Endvidere er der på indkaldelsen IKKE angivet en dagsorden, trods samme bestemmelses krav herom. I skrivende stund, er
den eneste dagsorden som andelshaverne er blevet præsenteret for, en håndsomdelt adviseringsskrivelse til husstandende – og denne
overholder ikke vedtægternes § 6 stk. 4, da der bl.a. ikke er et punkt for valg af dirigent. Hvordan man vil afholde generalforsamling uden
en dirigent, er for mig en gåde.

Jeg vil hævde at generalforsamling d. 30/4-2025 IKKE kan afholdes lovligt, grundet utilstrækkelig og mangelfuld indkaldelse.

Såfremt bestyrelsen alligevel vælger at gennemføre generalforsamlingen d. 30/4-2025, vil beslutninger på denne kunne dømmes ugyldige, da man
ikke har sørget for at give andelshavere og forbrugere en reel chance for at deltage i den demokratiske proces. Det vil være et udtryk for
magtfuldkommenhed og manglende respekt overfor forbrugerne at tilsidesætte selskabets vedtægter.

Om selskabet udskyder (og gør det rigtigt i anden omgang), må tiden vise.

Opdatering 28/4-2025: Selskabet har efter min henvendelse valgt at udskyde generalforsamlingen…

Kategorier
Blogindlæg Hornbæk Fjernvarme

Så er den gal igen på det lille varmeværk

Jeg havde egentlig tænkt mig at lade hele dette emne ligge, men da det nu var blevet den tid på året hvor årsregnskaberne er ved at blive gjort klar til revision, ville jeg alligevel lige stikke snuden i gyllebeholderen og se om det stadig lugtede råddent. Og det gjorde det. Altså på det lokale varmeværk i Hornbæk, hvor man efter formandsskiftet i 2021 har haft mere end almindeligt svært ved at drive varmeværket på betryggende vis, med administrative prisstigninger til følge. Nuvel, den 6. januar søgte jeg aktindsigt i “alle typer honorar til hvert af selskabets bestyrelsesmedlemmer og ledelsespersonale” for lige at tage temperaturen på de af forbrugernes midler som ubeskåret går til en håndfuld menneskers private underhold.

Retur modtog jeg materiale som i sin helhed så relativt tilforladeligt ud, med et par enkelte undtagelser; begge i forbindelse med nu tidligere leders afskedigelse sidste sommer. Det førte i sagens natur til yderligere spørgsmål og jeg har derfor sendt endnu et par aktindsigtsanmodninger til selskabet. Men flere af de svar jeg på e-mail fik retur, fra en anonym afsender på varmeværket, viste at man mere eller mindre bevidst, holder forbrugerpriserne kunstigt oppe ved at tilsidesætte lovpligtig afskrivning men i stedet straksafskriver på indkøb under den skattemæssige beløbsgrænse på 15.600 kroner. Den går simpelthen ikke – medmindre man driver en bolchebutik.

Varmeforsyningsloven og afskrivningsbekendtgørelsen giver ikke hjemmel til at en forsyningsvirksomhed på den måde kan straksafskrive så meget som en skruetrækker. Og det ved de godt på Lille Evaldsvej – eller det burde de i hvert fald, for både Dansk Fjernvarme, Forsyningstilsynet, advokater og revisorer har gennem årene gjort relativt store krumspring for at rette opmærksomhed på reglen. Alligevel sker det, måske på alle køb, at vi som forbrugere påtvinges at betale langt hurtigere end nødvendigt – reelt kan vi have penge til gode som er ulovligt opkrævet de sidste par år. Det er værd at undersøge. Men det må være op til Forsyningstilsynet at være dommer i dette spørgsmål.

Men hvorfor er det så vigtigt at afskrive over en periode, frem for straks at nedsætte et anlægs værdi til 0 kroner? Det er det for at holde balance i økonomien. Den trebenede taburet i denne sammenhæng består af levetid, finansiering og afskrivning. Hvis en investering lever længere end man afskriver på den, koster det forbrugerne for meget i den første tid, og mindre senere – det er altså de “forkerte” forbrugere som betaler og det fører til urimelig kapitaldannelse i selskabet. Hvis finansieringen løber over en længere periode end levetid og afskrivning, kan man få likviditetsproblemer med tiden og så er der ikke råd til fornyelse, uden at sætte prisen (yderligere) op. 

Det gælder altså om at have en kostægte balance, så præcis de forbrugere der har glæde af en investering, også er dem som betaler for den – i samme periode. Levetid, finansiering og afskrivning skal altså gerne følges ad. Og faktisk er det så fleksibelt i lovgivningen at afskrivninger kan gøres variable – man SKAL ikke afskrive det samme hvert år, så der er rig mulighed for at holde sine priser i nogenlunde ro. Det har man ikke været i stand til, og jeg er ikke sikker på, at det kun skyldes uvidenhed.

Som med så meget andet kræver det naturligvis at man har kapaciteten til at sætte sig ind i reglerne og gøre tingene rigtigt. Og selvom selskabet nu har en ledelse som koster tæt på en hel million om året, så lader det ikke til at lugte mindre dårligt i det gamle bageri, hvor rævekager efterhånden er det eneste tilbage i kagedåsen. Jeg er begyndt at heppe på en hurtig overtagelse fra Forsyning Helsingørs side, for det står klart at vi ikke længere selv har kapaciteten til at drive et lille forbrugerejet varmeværk i Hornbæk. Indtil da, holder jeg øje med vores fælles værdier og jeg opdaterer med bilag, links osv. på min hjemmeside.

Kategorier
Blogindlæg Hornbæk Fjernvarme

Hornbækkerne valgte stiltiende lukketheden

Jeg skal være den første til at erkende at Hornbæk Fjernvarmes ordinære generalforsamling d. 15/4-2024, for mig, var et svidende nederlag, ikke mindst for mit moralske kompas. Af uransagelige årsager følte jeg forinden, en overbevisning om at selskabets andelshavere ville ønske mere åbenhed omkring arbejdet bag murene på Lille Evaldsvej. Det skulle vise sig at være helt forkert. Jeg fik dog ret i mine antagelser om at både tidligere og nuværende bestyrelsesmedlemmer og ansatte ville have svært ved mit fremmøde, og flere akavede hovednik og afbrudte øjenkontakter vidnede da også herom. Jeg fik også ret i mine antagelser om at bestyrelsen ville vride sig i stolene i forsøget på at svare udenom, til mine kritiske spørgsmål i forbindelse med min tidligere anklage om bestyrelsens ‘ragen til sig’ af forbrugernes værdier. Faktisk vred formanden sig så meget mellem et par, efter min mening, selvmodsigende historier, at han måtte afbrydes af dirigenten med ordene “Så tror jeg, der er blevet svaret på dét spørgsmål”. Lige dér følte jeg mig godt underholdt, trods det faktum at jeg aldrig fik svar på mit spørgsmål. Ja, der er jo nok en grund til at jeg blev fyret – men nu er jeg ikke længere kontraktuelt forpligtet til at holde min kritik internt.

Nuvel – formandens beretning handlede desværre også om at halvdelen af værkets (nu) 4 ansatte havde ladet sig sygemelde pga. et for højt arbejdspres (stress), og selskabets tidligere næstformand kom med deciderede anklager mod et i øvrigt genvalgt bestyrelsesmedlem, om intimiderende opførsel overfor de ansatte. I hykleriets tegn, kan det da nævnes at den tidligere næstformand tidligere har stået bag personlige chikanøse angreb* mod en ansat (mig) på varmeværket. Det er én af de ulemper andelsbevægelserne rundt om i landet lever med; når folk som har forladt arbejdsmarkedet for 20-30 år siden, skal forsøge at lede en virksomhed i en ny tidsalder. Dette har Helsingør Dagblad tidligere bragt historier om, både i december 2022 og i juni 2023, og folkekirkesagerne rullede desuden vidt og bredt i medierne i 2021 og 2022, så det vil jeg ikke trætte læseren yderligere med.

Tal udtrukket fra Hornbæk Fjernvarmes offentliggjorte årsrapporter.
Tal er fra Hornbæk Fjernvarmes offentliggjorte årsrapporter 2023 og 2021 note 5.

Formandens beretning fortsatte, og var egentlig blot en 1:1 oplæsning af årsrapportens ledelsesberetning. Selv ikke ved den efterfølgende mulighed for at stille spørgsmål, kunne der (for)svares på kritikken om at administrationsomkostningerne er steget med over 20%, når selskabet så sent som i september måned 2023 i en skriftlig redegørelse** til rådhuset og kommunens økonomiudvalg meddelte at der bestemt ikke var udsigt til prisstigninger, snarere tværtimod var effektiviseringer på tale. Formandens forsøg på bortforklaringer og sammenblanding af brændselspriser og faste bidrag, var et uskønt cirkusnummer, som efter min opfattelse kun havde til formål at sprede et tungt røgslør om foretagendet. Ikke desto mindre er realiteterne, at selskabet i dag er væsentligt ringere stillet end for halvandet år siden – planen er slået totalt fejl, primært pga. manglende kompetencer i bestyrelsen siden 2021. Og her mener jeg at især føromtalte næstformand, og tidligere formand, er de bærende ansvarlige for denne ærgerlige kurs.

Og måske er jeg i virkeligheden den eneste som anser det for en ærgerlig kurs, for faktisk kan det se ud som et godt nok ringe eksekveret, men bevidst kalkuleret cirkusnummer, som handler om at få kørt selskabet ned i en så ringe forfatning, at andelshaverne til sidst ikke har noget at kæmpe for, ud over at afhænde andelsselskabet til storebror; Forsyning Helsingør – hvis de altså overhovedet vil have os… Selvom jeg efter min egen mening havde gjort mig umage med at forfatte nogle sobre og ligefremme beslutningsforslag om mere åbenhed, og mindre griskhed og nepotisme, så var jeg nok i virkeligheden den (tæt på) eneste som stemte for mine forslag. Det eneste forslag som faktisk blev stemt igennem, var et håbløst formuleret og gentaget forslag om netop at undersøge muligheden for at Forsyning Helsingør kan overtage driften af Hornbæk Fjernvarme. Hvis de skynder sig, kan de lige nå det, inden værket fylder 60 år til december.

Eneste opløftende omstændighed på generalforsamlingen var, at en af bestyrelsesposterne fremover vil blive allokeret til en af kommunalbestyrelsens udvalgte***, i denne omgang Forsyning Helsingørs bestyrelsesformand Jens Bertram. Måske det i sig selv kan skabe lidt mere åbenhed og om muligt vidererapportering til byrådet. Det er bl.a. på baggrund af min kritiske klumme i efteråret 2023, at byrådet har besluttet at der skal sidde en med for at sikre alt foregår ordentligt.

PS. I budgettet for 2024 er der talrige poster, som alle dækker over assistance, konsulentbistand og hjælp, til en værdi på næsten en halv million kroner. Hvor mange af disse (forbrugernes) penge rager bestyrelsen i egne og venners lommer? Det skal jeg nok forsøge at holde øje med.


Bilag:

* Dokumentation, som bl.a. findes i Datatilsynets sag nr. 2022317090:

** Skriftlig redegørelse fra Hornbæk Fjernvarme, til Helsingør Kommune:

*** E-mail-korrespondance ifm. udpegelsen af Jens Bertram:

Kategorier
Blogindlæg Hornbæk Fjernvarme

Når ulven vogter får

Tidligere i år, kunne jeg i Facebookgruppen “Vores Hornbæk” berette om at Hornbæk Fjernvarmes bestyrelse havde brugt ikke mindre end 474.000 kroner fra forbrugernes lommer, på at ansætte “sig selv” i selskabets ledelse. Men nu vil rygtet i byen, at den halve million langt fra forslår – ifølge snakken på varmerørene, udbetaler bestyrelsen også konsulenthonorarer til sig selv. Jeg ved ikke hvor meget af det som er sandt, men jeg kan i hvert fald ikke få afkræftet rygtet ved at spørge selskabet. Så mon ikke der er et gran sandhed i også dette rygte. Jeg har det ikke godt med at medvirke til spredning af rygter, men i denne sag er det så afgørende væsentligt at en håndfuld mennesker med direkte indflydelse på 1600 familiers privatøkonomi, spenderer store summer på at forgylde sig selv og deres personlige venner, og der er ingen til at stoppe dem. Om der er tale om 30- eller 300.000 kroner ved kun denne håndfuld.

Nu er nepotisme jo i sig selv ikke strafbart, og jeg tænker heller ikke at kompetencemangel er videre kriminelt, men andre culpøse handlinger og manglende kompetencer er netop en af grundene til, at jeg ikke tror selskabet kan holde priserne i ro meget længere. Den tidligere formands omtalte “sparerunde” er vist bare varm luft og manglende virkelighedsfornemmelse, hvis ikke en direkte løgn. Og spørger man ind til det på generalforsamlingen, kan ingen svare for sig. Jeg har derfor indsendt nogle anmodninger om aktindsigt, og gennem selskabets advokat kommer der afvisninger eller svar på helt andre ting end det jeg spørger til.

Jeg har blandt andet bedt om oplysninger om udbetalinger/aflønning/honorar til hver af selskabets bestyrelsesmedlemmer og ledelsespersonale, månedsfordelt for første halvår af 2023. Et relativt enkelt og præcist ønske, for at kunne af- eller bekræfte rygtet om at det i øvrigt øgede bestyrelseshonorar suppleres med mere eller mindre skjulte honorarer. Men i stedet for at sende mig en håndfuld lønbilag, får jeg i stedet et flere sider langt svar fra en advokat, med blandt andet følgende passus: “Hornbæk Fjernvarme oplyste, at de har estimeret et forventet tidsforbrug for behandlingen af dine anmodninger om aktindsigt på ca. 120 timer”. Og man når også lige at blive personlig i en af brevets sidste sætninger: “Hornbæk Fjernvarme vurderer derfor, at de ikke er forpligtet til fortsat at afsætte ressourcer til behandling af anmodningen om aktindsigt fra dig.” Måske en anden kan spørge og få svar???

Jeg vil lade spørgsmålet om selskabets pligt til at besvare mine anmodninger gå forbi Folketingets Ombudsmand, og da jeg ikke har yderligere muligheder for at klage over denne lukkethed, har jeg i stedet en bøn til Helsingør Kommunes kommunalbestyrelse; Brug jeres ret, til at sætte en kompetent person ind i Hornbæk Fjernvarmes bestyrelse, så vi kan komme denne lukkethed, og ødslen med forbrugernes penge til livs. Helsingør Kommune står som garant for selskabets lån i nærheden af 20 millioner kroner, og lige i øjeblikket suges der løs i pengetanken, uden nogen form for kontrol, men med store konsekvenser for forbrugerne. Hvis man arbejder så langsomt at det kan tage 120 timer at svare på enkelte enkle spørgsmål, og i øvrigt konsekvent afviser alle spørgsmål, så kan andelshaverne ikke bruge den siddende bestyrelse til ret meget.

Som valgt til et embede har man efter min mening et ansvar for at gøre det som er bedst for helheden – ikke kun for en selv. Eller ens personlige venner. Hornbæk Fjernvarme er desværre på vej ud i lige så meget rod som vi har set et andet nordsjællandsk forsyningsselskab kæmpe med, omend i mindre skala. Men for de 1300 andelshavere i Hornbæk er det mindst lige så ødelæggende og forstyrrende. Efter ti år med forsyningssikkerhed på 100%, faldende priser (35%) og stigende tilgang af nye forbrugere, er jeg bange for at vi er på vej retur i den gale retning. Som jeg ser det, skal der andre og mere kompetente kræfter i bestyrelsen. 

Kategorier
Blogindlæg Hornbæk Fjernvarme

Nyt år, nye muligheder

Som den hyppige læser af Helsingør Dagblad nok har bemærket, er jeg for tiden på jagt efter et nyt job. Jeg er ganske enkelt blevet fyret – lige før jul, og årsagen er (næsten) lige så kedelig som selskabets formand fortalte til dagbladets journalist; uenighed om fortsættelsen af samarbejdet. Eller sagt på en anden måde; jeg er blevet “tilbudt” væsentligt ændrede ansættelsesforhold, som jeg ikke kunne se mig selv i og dermed ikke kunne acceptere. Men hvad så nu? For du skal vel ikke bare sidde på dine hænder og spille minestryger Hr. Blumensaadt? Nej det skal jeg ikke. Jeg skal videre. Inden skibet synker.

Nu gælder det om for mig, at gøre mig interessant for mulige fremtidige arbejdsgivere. Hvordan gør jeg så det? Jeg ser på om jeg er nået i mål med de krav og ønsker jeg de sidste 8 år har skullet udfylde, i min position som daglig leder hos Hornbæk Fjernvarme. Det synes jeg roligt jeg kan være tilfreds med. Sammen med samarbejdspartnere, leverandører og tidligere bestyrelser har jeg været med til at sikre en kæmpe nedgang i ledningstabet – altså den varme som går til spilde på vej ud til forbrugerne. Jeg har været med til at lave forsvarlige udvidelser af forsyningsområdet, til i fremtiden at kunne betjene flere dele af byen og oplandet. Og jeg har været med til at sikre at fremtiden for selskabets drift og administration kunne stabiliseres og give overblik over nødvendige tiltag og arbejder frem til år 2100, og samtidig give plads til kommende og endnu ukendte regulering og lovgivning. Tjek. Det kan min efterfølger læne sig op ad, såfremt man skulle ønske det.

Derudover kan jeg sørge for at opdatere mine arbejdsrelaterede sociale medier med relevant information om at jeg er jobsøgende, opdatere mit CV med nye kompetencer og kurser og aktivere netværket i håb om at der i tillæg til det jeg selv aktivt opsøger, også kan dumpe noget ned fra himlen, som jeg ikke selv havde overvejet. Og det skal jeg love for er sket. Fra uventet kant er der dukket meget interessante nye muligheder op – og selvom nogle af disse muligheder synes at ligge uden for min sædvanlige comfort zone, så har jeg kastet mig over det og set mulighederne for at blive klogere, frem for at lade mig selv skræmme over alt det nye land som skal betrædes. Som Pippilotta Viktualia Rullgardinia Krusemynta Efraimsdotter Långstrump så smukt sagde i min barndom: “Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg sikkert”. Næsten hver gang jeg har skiftet job, har jeg også skiftet branche. Det er dog ikke sikkert at det er tilfældet denne gang <blink-blink>.

Jeg ved godt hvad jeg kunne tænke mig, og jeg har også en idé om hvordan det skal lykkes, så jeg tror på det og tror på at noget endnu bedre venter forude. Jeg ved også hvad jeg ikke vil og det skal jeg ikke glemme. For jo – der skal være til kreditorerne hver måned, men der skal også være en glæde ved at yde en indsats i ca. 37 timer hver uge. Jeg ved at jeg yder mere end gennemsnittet og at jeg har nogle evner som pt. er meget efterspurgte. Især hvis jeg vælger at fortsætte inden for fjernvarmebranchen. Der er for første gang en utrolig politisk interesse og et mod for at udvide, udvikle og gennemføre store fjernvarmeprojekter i forbindelse med den grønne omstilling. Det er nogle travle år som ligger forude, og jeg vil nyde at gå foran i dette arbejde. Branchen er stor, og det kunne lige så vel være en position hos en rådgiver eller entreprenør jeg kunne gå efter, lige så vel som det kan være en anden branche.

Jeg søger i hvert fald efter en stilling som kan give mig udfordringer, ny viden, udvikling af mine evner og ikke mindst arbejdsglæde – ud over at jeg af naturlige årsager skal have en vis indtægt ind på bogen hver måned. For der er jo også en teenager som skal have lommepenge. Og en flok katte som skal have foder.

Hold jer ikke tilbage med at sende anbefalinger, råd, konkrete forslag min vej – jeg er at finde på fjæsen og LinkedIn.

Kategorier
Blogindlæg Frivilligt arbejde Hornbæk Fjernvarme

Demokratiets udfordringer

En af de største udfordringer ved det moderne demokrati er som jeg ser det – De folkevalgte. Både en regerings magtfuldkommenhed, et byråds håndvaskeafdeling og virksomheder og idrætsforeninger har dette indbyggede problem; de folkevalgte. Ikke at det som udgangspunkt behøver være et problem at have valgte bestyrelser i hverken fodboldklubben eller virksomheden såvel som i det offentlige embede, men det udgør en vis risiko hvis ikke der er balance mellem magt og ansvar. Jeg er som sådan også helt med på at de valgte bestyrelser danner grundlag for hele eksistensen af andelsdanmark og foreningsarbejdet som foregår landet over, samtidig med min helt klare bevidsthed om det selvfølgelige onde det er at have folkevalgte byrødder og folketingsmedlemmer. Jeg er faktisk stor fortaler for at vi hver i sær lader os vælge til et frivilligt embede eller endog et aflønnet. Men som med alt andet må det gælde; at hvis noget anvendes anderledes end til det er designet, så går det i stykker og har dermed nogle konsekvenser af den ene eller anden art.

Som eksempelvis når en folkevalgt kommunalbestyrelse både skal afgøre hvilken løsning skolerne skal anvende som digital undervisningsplatform OG beslutte hvor mange penge og ressourcer i øvrigt man vil bruge på det. De fleste af os vil gerne have det bedste til den lavest mulige pris. Men de fleste af os kan også godt regne ud at kvalitet og pris som oftest hænger uløseligt sammen. Når man eksempelvis har kendt til GDPRs ikrafttræden i foråret 2018, en klage hos datatilsynet fra 2019 og en deadline for indsendelse af dokumentation for sikkerheden af brugernes følsomme data i måneder forud for skoleårets begyndelse i 2022, så kan man som folkevalgt ikke tillade sig at harcelere over “IT-folk” som alt andet lige har peget direkte ned på problemet i en årrække. Man må selv stå ved de beslutninger man i fællesskab har taget, og beklage, og rette ind. Man må have en vis tillid til at embedsværket er tro mod de (både gode og tåbelige) beslutninger som det skiftende politiske lag af en given organisation tager og lægger retningen for. Hvis man vil have guld, skal man ikke betale for sølv.

De fleste læsere har nok regnet ud at forrige afsnit handlede meget specifikt om Helsingør Kommunes “Chromebook-gate” som har fyldt både vores lokale dagblads, men også landsdækkende mediers spalter, de seneste par måneder. Og at det jeg ser som det største problem i sagen er at det er et folkevalgt byråd som både skal finde pengene, vælge produktet og udfærdige kontrakten med en af verdens største digitale forretninger, som i øvrigt ikke har et eneste reelt produkt på hylden, da de som enhver ved; sælger personlig data om forbrug og målrettet annoncering. For faktisk er det ikke hverken computerne, den cloudbaserede databehandling eller lovgivningen som er problemet i denne sag. Problemet er at de folkevalgte skal tage stilling til ting de ikke har forstand på. Og noget tyder på at de ikke har afsat de nødvendige ressourcer til at få det fulde overblik, eller også har de valgt at se bort fra de bekymringer og anbefalinger som det professionelle embedsværk utvivlsomt har fodret dem med. Og det har medført nogle konsekvenser – især for de elever som har brug for de digitale hjælpemidler.

Kæden må altså, som jeg ser det, være hoppet af et sted mellem de 25 byrødder og de 5.500 ansatte i kommunen. Der er nok også brugt et par millioner i konsulentbistand, med mindre dette har været sparet væk. Men der er i hvert fald ikke blevet lyttet til de påpegede bekymringer og det bliver der med al tydelighed fortsat ikke, når man læser kommentarerne på diverse debatindlæg. Min opfordring er derfor; Se at få skabt intern tillid mellem de valgte, de ansatte og de pegende eksperter på alle mulige forskellige områder. Bekymr jer om i gør det godt nok til at se vælgerne i øjnene, også næste gang der er valg. Og så drop det åndssvage navn i har givet Svingelport Torv.