Kategorier
Blogindlæg Hornbæk Fjernvarme

U(n)dsky(l)d generalforsamlingen

Jeg ved ikke om jeg længere kan overraskes af de manglende almene kompetencer fra det lokale varmeværk. Men jeg har i dag fremsendt følgende til Hornbæk Fjernvarme, da en meget simpel og utvetydig bestemmelse i selskabets vedtægter er blevet ignoreret.

Idet selskabets vedtægter ikke er overholdt i forbindelse med indkaldelse til Hornbæk Fjernvarmes ordinære generalforsamling, vil
jeg på det kraftigste anbefale at udskyde denne.

Ikke tidligere end 22/4-2025 er det på selskabets hjemmeside offentliggjort at der afholdes generalforsamling d. 30/4. Altså 8
dages varsel, til trods for indkaldelsesbestemmelse i § 6 stk. 3 kræver mindst 14 dages varsel ved offentliggørelse på selskabets
hjemmeside. Endvidere er der på indkaldelsen IKKE angivet en dagsorden, trods samme bestemmelses krav herom. I skrivende stund, er
den eneste dagsorden som andelshaverne er blevet præsenteret for, en håndsomdelt adviseringsskrivelse til husstandende – og denne
overholder ikke vedtægternes § 6 stk. 4, da der bl.a. ikke er et punkt for valg af dirigent. Hvordan man vil afholde generalforsamling uden
en dirigent, er for mig en gåde.

Jeg vil hævde at generalforsamling d. 30/4-2025 IKKE kan afholdes lovligt, grundet utilstrækkelig og mangelfuld indkaldelse.

Såfremt bestyrelsen alligevel vælger at gennemføre generalforsamlingen d. 30/4-2025, vil beslutninger på denne kunne dømmes ugyldige, da man
ikke har sørget for at give andelshavere og forbrugere en reel chance for at deltage i den demokratiske proces. Det vil være et udtryk for
magtfuldkommenhed og manglende respekt overfor forbrugerne at tilsidesætte selskabets vedtægter.

Om selskabet udskyder (og gør det rigtigt i anden omgang), må tiden vise.

Opdatering 28/4-2025: Selskabet har efter min henvendelse valgt at udskyde generalforsamlingen…