Forfatter: Hr. Blumensaadt

Som den opmærksomme klummelæser ved, er jeg et “mørkets barn”. Jeg holder af vinter, kulde, mørke og isolation. At se ud over det kulsorte landskab på vej til og fra arbejde, og finde lys i husenes vinduer, mens lyskæderne glimter i træer og buske, er både hyggeligt og uhyggeligt – præcis som det skal være. Stuerne er pyntet op med gran og guirlander, og rundt omkring hvor end man færdes, mødes det let snøftende næsetøj af liflige dufte; brændte mandler, hjemmelavede brunkager, gløgg og æbleskiver. Endelig kan man slippe ud af sin sommerdepression. Endelig kan man se på nattehimlens forunderligheder uden at skulle ofre hele nattesøvnen. Ja, jeg er med tiden blevet et vaskeægte A-menneske, måske ligefrem dobbelt-A. Mit indre vækkeur ringer som regel omkring klokken seks. 

Vinteren er der, hvor alt på jorden forfalder, og alt på himlen vågner. Vinteren betyder netop at det er tid til at støve hobbyerne af igen – for når vejret ikke er til at rende rundt og dyrke tomater i haven, så skal der fyldes andre ting på dagsordenen. Og en ting jeg ser frem til er en håndfuld interessante foredrag i NOVA – Nordsjællands Astronomiforening. En forening der kunne fejre 25 års jubilæum denne sommer (men lod være). Det ændrer ikke på at den mørke vinterhimmel danner det perfekte bagtæppe for en masse spændende fænomener. Både de fast tilbagevendende meteorsværme, hvor vi endnu mangler årets udgave af Geminiderne, som topper d. 14. december. Men også planetparader, måneformørkelser og endda kometer gør sig godt på den sorte baggrund. Både Venus, Mars, Jupiter og Saturn kan i løbet af vinteren ses med det blotte øje – og jeg er sikker på at Allan Reib allerede har en observationskalender klar til NOVAs medlemmer og modtagere af foreningens nyhedsbrev.

Men jeg er også kommet bagud med nogle gøremål, f.eks. har jeg endnu ikke fået ryddet op i haven efter årets tomathøst, og hvis der kommer for megen frost for tidligt, så er jeg ikke sikker på jeg overhovedet får det klaret, inden der igen skal gøres klar til en ny omgang planter. Loungen, som ligeledes plejer at blive pakket ned til vinteren, står også stadig med puder og tæpper – en mellemting mellem at være klar til brug, og efterladt i en postapokalyptisk katastrofe. Vi blev ganske enkelt rendt over ende af sommeren som, fuld af teater på Hammermøllen, forsvandt hurtigere end vi kunne stave til sommerferie. Vi fik ikke engang brugt loungen noget videre – jeg tror vi har spist derude 1 eller 2 gange i år. Grillen har jeg dog sørget for at vintersikre, da det stod klart at vejret gik til den kølige ende af skalaen.

Med det kølige vejr i mente skal jeg i øvrigt huske at købe mig en ny hat. Men en hat er ikke bare en hat. Den er et signal til omverdenen om, at man har accepteret vinterens præmisser – at man ikke længere forsøger at snyde sig til sommerstemning med tynde jakker og optimistiske sneakers. Nej, hatten er kronen på værket, det endelige bevis på at man har overgivet sig til kulden, og for mit vedkommende at hårgrænsen bliver højere og højere og at der så småt er ved at tegne sig et omrids af den gode gamle måne oppe på issen. Jeg forestiller mig en sag der i sit udtryk kan være et spejl af mig selv, med rank ryg og en bred skygge, måske endda med en snert af Sherlock Holmes, så jeg kan gå rundt i Hornbæks gader og ligne en mand, der både er på vej til at opklare en forbrydelse og til at købe ind i Superbrugsen. Det er jo det fine ved vinteren: man kan tillade sig at være lidt teatralsk i sin fremtoning, uden at nogen løfter et øjenbryn.

Og når hatten først er på plads, så er det som om resten af vinteren også falder i hak. Man kan stå og stirre op på stjernehimlen, mens vinden pisker ind fra Kattegat, og alligevel føle sig som en del af et større vintereventyr. Måske er det bare selvbedrag, men det er et selvbedrag med stil. For vinteren er ikke kun mørk og kold – den er også en smuk kulisse, hvor vi kan spille de roller, vi ikke får lov til i juli. Jeg kan være astronom, gartner på retræte, teatermand på pause, eller bare en klummeskribent med en ny hat. Og det er egentlig nok til at holde humøret oppe, indtil solen igen kommer og ødelægger stemningen med sin varme og sit lys til foråret.

Så ja – jeg køber hatten. Og når foråret så endelig kommer og ødelægger al mystikken med sin lyse banalitet, må jeg igen affinde mig med at være et ganske almindeligt menneske. Men indtil da – hatten bliver på, det er elementært.

Regeringens forslag om at give førstegangskøbere en “forlomme” på boligmarkedet – bl.a. via bedre realkreditlån med 40-årige afdragsperioder og lempeligere kreditvurderinger – lyder umiddelbart som en håndsrækning til unge, der står udenfor ejerboligmarkedet. Men det er en klassisk politisk kortslutning: en løsning, der føles varm og velmenende, men som i praksis er som at tisse i bukserne for at holde varmen.

Når man kunstigt øger antallet af potentielle købere – især i et marked med begrænset udbud – vil det uundgåeligt føre til stigende priser. Det er simpel markedslogik. Flere penge og lavere adgangsbarrierer betyder, at flere kan byde, og dermed stiger efterspørgslen. Resultatet? Huspriserne presses op, og det bliver endnu sværere for de unge, der ikke fik “forlommen”, at komme ind på markedet. Og dem, der fik den, risikerer at købe til oppustede priser og sidde fast i gæld i årtier.

Samtidig underminerer man den finansielle sundhed ved at tillade 40-årige lån og kreditvurderinger baseret på fremtidige indtjeningsskøn. Det er en farlig cocktail af optimisme og gældsætning, som kan få alvorlige konsekvenser, hvis renterne stiger eller økonomien vender. Det er ikke ansvarlig boligpolitik – det er politisk brandslukning med benzin.

Hvis regeringen virkelig vil hjælpe førstegangskøbere, bør fokus være på at øge udbuddet af boliger, især i områder med høj efterspørgsel, og sikre en mere retfærdig beskatning af boliggevinster. Ellers risikerer man blot at forværre den boligkrise, man påstår at ville løse.

Kilde: DR Nyheder – Regeringen vil give førstegangskøbere bedre realkreditlån.

Der er åbenbart gået sport i at rive valgplakater ned i Helsingør Kommune. Eller give dem et sprøjt blå maling. Ikke bare en enkelt i ny og næ, men decideret hærværk. Det er forkasteligt. Uanset hvor lidt man bryder sig om de mere eller mindre kunstigt smilende ansigter i lygtepælene, så er det stadig en del af demokratiet. Plakaterne skal kun hænge der i fire uger – vi skal nok overleve at kigge på dem, mellem byggestøvet, hullerne i cykelstierne og parkeringsreglerne foran stationen.

Jeg har for længst besluttet mig for, hvem jeg stemmer på. Det er ikke noget, en veltimet selfie foran en valgplakatstynget lygtepæl på Kongevejen kommer til at ændre på. For mig handler det ikke om smil, slogans eller hvor flot baggrunden er redigeret i Photoshop, men om hvem der faktisk har vist sig i løbet af de sidste fire år – ikke kun her i oktober, når der lugter af stemmesedler og kagebord i kulturhuset. Politik kræver mere end performance – det kræver nærvær. Og det har vi ikke set meget til de sidste fire år, fra mere end en lille håndfuld af kandidaterne.

Dagbladet svømmer i disse uger over af læserbreve fra lokalpolitikere, der pludselig har genopdaget tastaturet. De samme politikere, der har været tavse som byrådssalen en mandag formiddag, når der skal tales om kedelige ting som drift, vedligehold og virkelighed. Nu dukker de op med store overskrifter og små undskyldninger, som om man kan kompensere for fire års fravær med 2000 tegn og et profilbillede i valgtrøjen. Det er lidt som når nogen kun ringer, når de skal flytte – man kender godt mønsteret. Mere end halvdelen af kandidaterne har jeg aldrig hørt om – selvom jeg følger relativt godt med i lokalpolitikken. 

Det minder lidt om den gang, jeg skrev, at politik er blevet som speed-dating med PowerPoint. Der er præsentationer, slogans, og hurtige replikker – men ingen tid til at finde ud af, hvem der faktisk lytter, og hvem der bare venter på deres tur til at tale. Og de fleste taler mere om de andres end egne synspunkter. Det er gabende trist, og jeg ærgrer mig over at der faktisk er folk som påvirkes af det skuespil det er.

Og mens plakaterne hænger og flagrer i efterårsvinden, bliver byen plastret til med smil og løfter. “Sammen om fremtiden,” “Vi løfter i flok,” “Et stærkere Helsingør.” Det lyder flot – lige indtil man spørger, hvor flokken var henne, da kulturmidlerne blev beskåret, eller da busruter blev sløjfet. (Som parantes i dén sag om bus 342, undrer det mig, at man ikke bare ændrer de snævre trafikale forhold, således at en 12 meter lang bus kan komme rundt om buske og træer – men det er en anden sag)

Vi ved godt, hvordan det går. Når plakaterne bliver taget ned, forsvinder mange af ansigterne igen – og tavsheden sænker sig som dug over kommunekassen. De samme mennesker, der lige nu taler om “borgerinddragelse” og “lytteprocesser”, kan næste måned ikke høre et eneste ord, når borgerne rent faktisk prøver at sige noget. Jeg savner den ærlige samtale. Den, der ikke handler om likes, slagord eller hvem der kan hænge højest i lygtepælen, eller hvorvidt man må reklamere for en politiker på en husfacade ved indkørslen til Hornbæk eller ej. Den samtale, der tager udgangspunkt i virkeligheden – i busafgange, affaldsordninger, ældremad, kulturforeninger og almindelige menneskers hverdag. Vi behøver ikke mere politisk teater. Vi behøver politikere, der tør møde os uden manuskript.

Så ja – lad os da få valgplakaterne op. Lad dem hænge, flagre og minde os om, at demokratiet trods alt stadig findes i papir, plastik og strips. Men lad os også huske, at demokrati ikke kun er en fireugers forestilling med glade ansigter i regnvejr. Det er alt det, der sker, når lygtepælene bliver tomme, og kameraerne slukker. Og næste gang nogen får lyst til at flå en plakat ned, give den briller og overskæg, eller male den over med blå maling, så kunne man måske i stedet nøjes med at kigge på den og tænke: “Du hænger der kun i fire uger – men vi skal leve med dine beslutninger i fire år.” Husk at sætte jeres kryds.

Jeg har altid haft det enormt svært med skønlitteratur. Særligt romaner, noveller og dramaer. Andres fantasi pirrer mig meget sjældent, og med mindre det kan fortælles kort eller som en satirisk tegning, så gør jeg mig mange krumspring for at undgå at bruge for megen tid på det. Jeg synes ganske enkelt det er dræbende kedeligt. I bedste fald. Faktisk har jeg indtil for ganske nyligt kun læst 2 skønlitterære bøger; Troldepus i Norge, og en bog som min ældste vens hustru havde ladet frembringe for sine fingres tasten. Begge bøger er læst af pligt. Modsat har jeg dog læst tusindvis af tegneserier og en betragtelig mængde faglitteratur inden for mangt et emne.

Jeg læser også nyheder, blogs, anmeldelser og artikler i diverse magasiner jeg holder, så det er ikke læseevnen den er gal med. Et par bøger af Dan Turell, Troels Kløvedal er det også blevet til. Men alle “de store” værker kender jeg ikke, med mindre jeg er faldet over en filmatisering af historien. Jeg vil til stadighed mene at, er en historie stærk nok, vil den før eller siden komme på film. Det skal imidlertid være slut nu. Jeg har besluttet mig for at stifte bekendtskab med de vigtigste værker.

Hvordan definerer jeg så hvilke værker som er de vigtigste? Jo, her gør jeg brug af den nyeste teknologi; AI. Jeg har fodret en kunstig intelligens med data fra en masse boglister, biblioteksdata og både danske og udenlandske anmeldelser og lister over betydningsfulde litterære værker. Resultatet er blevet en rangeret bruttoliste på 215 værker, som jeg vil tygge mig igennem de næste 4-5 år. Og nej, det bliver ikke på papir, det bliver som lydbøger. Jeg deler ikke den lettere prætentiøse holdning om at bøger skal læses, frem for at blive hørt. Det kommer aldrig til at ske, hvis ikke det er som lydbøger – for hvis jeg absolut skal kedes med skønlitteratur, må jeg nødvendigvis lave noget andet samtidig, selvom jeg ville kunne gøre det langt hurtigere selv. Eksempelvis er jeg i færd med Homers Illiaden, mens jeg skriver denne klumme. Og oplæsningshastigheden er sat til 150%.

De fleste af bøgerne kan jeg låne på bibliotekets digitale univers eReolen, med den begrænsning at der “kun” kan lånes 4 bøger om måneden. Det passer nok også ganske fint, da jeg også har radioprogrammer, podcasts og musik på listen over lyde jeg vil hælde i ørerne. Og der kommer nok også perioder, hvor jeg trænger til en pause, eller er på kursus. Især hvis der kommer for mange romaner og/eller kærlighedshistorier efter hinanden. For de er godt nok svære at holde koncentrationen til.

Der er også nogle bøger jeg kommer til at tage med på listen, som endnu ikke står der – lige så vel som flere af bøgerne på listen, vil blive udeladt, af flere forskellige grunde – primært hvis jeg allerede kender historien i (for mig) tilstrækkelig grad. Men utroligt nok er der også bøger på listen, som jeg faktisk ser frem til at høre og særligt nogle danske forfattere som jeg glæder mig til at stifte bekendtskab med. Hvis man skal tro statistikken, så er jeg omkring to tredjedele gennem livet, så det er jo på høje tid at udvide de skønlitterære horisonter.

Om fem år vil jeg stå tilbage med en lydbogs-odyssé, som enten bekræfter min skepsis eller åbner nye døre – og jeg glæder mig til at finde ud af, hvilken af delene det bliver. Én ting er sikkert: jeg bliver ikke dummere af at udvide min horisont og sætte tempoet lidt ned. Jeg tilegner mig til gengæld en viden og tillige en forståelse for den skønlitterære verden. Men lige nu er jeg kun en lille håndfuld bøger inde i listen – så det har lange udsigter. Hvad læser du og hvorfor?