Kategorier
Blogindlæg

Demokratiets udfordringer

En af de største udfordringer ved det moderne demokrati er som jeg ser det – De folkevalgte. Både en regerings magtfuldkommenhed, et byråds håndvaskeafdeling og virksomheder og idrætsforeninger har dette indbyggede problem; de folkevalgte. Ikke at det som udgangspunkt behøver være et problem at have valgte bestyrelser i hverken fodboldklubben eller virksomheden såvel som i det offentlige embede, men det udgør en vis risiko hvis ikke der er balance mellem magt og ansvar. Jeg er som sådan også helt med på at de valgte bestyrelser danner grundlag for hele eksistensen af andelsdanmark og foreningsarbejdet som foregår landet over, samtidig med min helt klare bevidsthed om det selvfølgelige onde det er at have folkevalgte byrødder og folketingsmedlemmer. Jeg er faktisk stor fortaler for at vi hver i sær lader os vælge til et frivilligt embede eller endog et aflønnet. Men som med alt andet må det gælde; at hvis noget anvendes anderledes end til det er designet, så går det i stykker og har dermed nogle konsekvenser af den ene eller anden art.

Som eksempelvis når en folkevalgt kommunalbestyrelse både skal afgøre hvilken løsning skolerne skal anvende som digital undervisningsplatform OG beslutte hvor mange penge og ressourcer i øvrigt man vil bruge på det. De fleste af os vil gerne have det bedste til den lavest mulige pris. Men de fleste af os kan også godt regne ud at kvalitet og pris som oftest hænger uløseligt sammen. Når man eksempelvis har kendt til GDPRs ikrafttræden i foråret 2018, en klage hos datatilsynet fra 2019 og en deadline for indsendelse af dokumentation for sikkerheden af brugernes følsomme data i måneder forud for skoleårets begyndelse i 2022, så kan man som folkevalgt ikke tillade sig at harcelere over “IT-folk” som alt andet lige har peget direkte ned på problemet i en årrække. Man må selv stå ved de beslutninger man i fællesskab har taget, og beklage, og rette ind. Man må have en vis tillid til at embedsværket er tro mod de (både gode og tåbelige) beslutninger som det skiftende politiske lag af en given organisation tager og lægger retningen for. Hvis man vil have guld, skal man ikke betale for sølv.

De fleste læsere har nok regnet ud at forrige afsnit handlede meget specifikt om Helsingør Kommunes “Chromebook-gate” som har fyldt både vores lokale dagblads, men også landsdækkende mediers spalter, de seneste par måneder. Og at det jeg ser som det største problem i sagen er at det er et folkevalgt byråd som både skal finde pengene, vælge produktet og udfærdige kontrakten med en af verdens største digitale forretninger, som i øvrigt ikke har et eneste reelt produkt på hylden, da de som enhver ved; sælger personlig data om forbrug og målrettet annoncering. For faktisk er det ikke hverken computerne, den cloudbaserede databehandling eller lovgivningen som er problemet i denne sag. Problemet er at de folkevalgte skal tage stilling til ting de ikke har forstand på. Og noget tyder på at de ikke har afsat de nødvendige ressourcer til at få det fulde overblik, eller også har de valgt at se bort fra de bekymringer og anbefalinger som det professionelle embedsværk utvivlsomt har fodret dem med. Og det har medført nogle konsekvenser – især for de elever som har brug for de digitale hjælpemidler.

Kæden må altså, som jeg ser det, være hoppet af et sted mellem de 25 byrødder og de 5.500 ansatte i kommunen. Der er nok også brugt et par millioner i konsulentbistand, med mindre dette har været sparet væk. Men der er i hvert fald ikke blevet lyttet til de påpegede bekymringer og det bliver der med al tydelighed fortsat ikke, når man læser kommentarerne på diverse debatindlæg. Min opfordring er derfor; Se at få skabt intern tillid mellem de valgte, de ansatte og de pegende eksperter på alle mulige forskellige områder. Bekymr jer om i gør det godt nok til at se vælgerne i øjnene, også næste gang der er valg. Og så drop det åndssvage navn i har givet Svingelport Torv.

Kategorier
Blogindlæg

Kom med til Hornbæk Havnefest

Det er sommer, ligusteren er friseret, huden er et sted imellem gennemsigtig og krebserød, øllene er kolde og lystbådehavnene rundt i landet byder på kalas og ståhej – og du skal med. Selv deltager jeg på Hornbæk Havnefest, som foregår netop i denne weekend, hvor jeg står i indgangen og tager imod de penge som det næste års tid skal bruges bl.a. til ungdomsidræt i Hornbæk. Det er (kun) tredje gang jeg har meldt mig som frivillig til dette arrangement, men i år passede kalenderen heldigvis til det igen. Så kom endelig til Hornbæk og put lidt penge i de coronaslunkne kasser, i stedet for at sidde og se cykelløb hjemme på tv’et. Jeg synes faktisk man i år er lykkedes med at skrue et hæderligt program sammen, som fint balancerer mellem sjov, professionalisme, tåkrumning, bamsepetting og fællessang, uden hverken at blive FOR provinsielt eller højpandet.

Havde jeg selv deltaget, hvis ikke jeg var frivillig, kunne læseren jo så spørge… Det ved jeg faktisk ikke, men jeg hælder til det. I modsætning til mine unge år, har jeg ikke længere et behov for at skulle ud blandt for mange mennesker, tivoli oplever jeg jævnligt i Carstensens gamle have i vor hovedstad, og kolde øl nyder jeg aller helst hjemme i loungen, hvor den kolde øl som oftest er skiftet ud med en is. Jeg erkender at jeg mest af alt nok bare er blevet en sofakartoffel – og det passer mig egentligt godt. Men taget i betragtning; at årets sommerferie i det sønderjyske hele to gange blev forstyrret af et fransk cykelløb på afveje og dermed afskar os fra at komme på vikingemarked, byfest og til ringridning, kunne jeg nok med nemhed overtales til at tage et smut på havnen. Om ikke andet for at smage min muttis fiskedeller, eller en flæskestegssandwich. Der er i hvert fald lagt op til en ordentlig omgang fest og farver, og med fyldte sommerhuse, kommer det nok til at give genlyd i hele byen, at Hornbæk holder havnefest med musik, fest og ansigtsmaling.

Som ung i Helsingør, vokset op i fattigfirserne, og med hang til fest og ballade, kom jeg i mange år på Hornbæk Havnefest og jeg kom tilsyneladende også hjem igen, selvom jeg ikke husker dette i samme detaljerede grad. Men jeg husker havnen som en god og tryg ramme, selv for mere eller mindre berusede teenagere, men også som endnu yngre har jeg ganske klare erindringer om disse omrejsende tivolier, selvlysende armbånd, og slidskeræs på ting der aldrig havde været tænkt at skulle kunne flyde. Jeg har endda stadig en skade, et hak ind i min skinnebensknogle, fra et sammenstød i radiobilerne til en havnefest i Hundested i midtfirserne. Vi haltede bare videre efter et kort besøg hos samaritterne og måtte prøve benævnte forlystelse igen kort efter.

Jeg har stor respekt for de mange mennesker som bruger time efter time og dag ind og dag ud, samt garanteret både halve og hele nætter på at planlægge et så stort arrangement som en havnefest er – når alt arbejde er båret af frivillige, som det er tilfældet i hornbæk. Der er et hav af godkendelser som skal være på plads, ud over sponsorer, sikkerhed, leverandører, tivoli, optrædende, strømforsyning, forplejning og redningsveje samt alskens andet jeg ikke vil kloge mig på, førend festpladsen kan åbne for publikum. Det er altså ikke professionelle som lever af det, men frivillige som har et arbejde ved siden af, og som alligevel får denne fest til at ske – med alt hvad en sådan fest skal indeholde. Selv med 141 års erfaring, må dette være en gigantisk opgave at holde styr på.

Så hvis din lokale lystbådehavn holder havnefest, boligforeningen holder tivoli eller loppemarked, eller hvis din vej holder noget så eksotisk som en vejfest – så støt op om det og deltag hvis du kan. Det kan være som arrangør, festudvalg, oprydder eller bare som deltager. Som jeg ser det, er der brug for den slags i de mange små samfund vi har rundt omkring i vores lille hjørne af landet. Ellers er jeg bange for at det ender med at løbe ud i sandet.

Kategorier
Blogindlæg

Hvornår når digitaliseringen til valglokalet

Kan nogen venligst forklare mig, hvorfor vi i 2022 stadig skal afgive vores stemme analogt med blyant, når vi i stedet kan gøre det digitalt, fra en computer eller smartphone? Jeg tror simpelthen ikke på fortællingen om at det er usikkert og at man ikke kan sikre anonymitet med afgivelse af en digital stemme. Bevares, det skal nok hverken være Nets, DBC, Netcompany eller ligefrem Regnecentralen, som skal stå for udviklingen, hvis vi skal have en forventning til at det fungerer, men der findes faktisk dygtige IT-skræddere ude i virkeligheden, som kan sy nogle løsninger sammen som ville fungere godt, hurtigt og sikkert. I min egen forestilling om et fungerende system, vil der blive lagt vægt på at der skal benyttes åbne standarder, så alle kan kontrollere at kæderne ikke bliver brudt. Når vi kan stole på sikkerheden i netbank, skat, tinglysning og ved pasbestilling på borger.dk, så kan vi også lave en løsning til et elektronisk valg. Jeg ved også hvem jeg ville pege på til at lede udviklingen.

Som jeg ser det, vil et digitalt valgsystem i tilgift kunne animere nye vælgere til at deltage aktivt i den demokratiske valghandling, og vi ville endvidere kunne mindske eller helt undgå menneskelige fejl i den efterfølgende optælling og registrering. Vi vil også kunne spare en masse tid og hænder – og måske kunne vi ligefrem involvere danskerne langt mere ved at invitere til hyppigere afstemninger om forskellige emner. Der kan være mange flere fordele, som jeg ikke lige ser. Det er efterhånden 7 år siden man sidst har lavet egentlig forskning på området, og der er altså sket ret så meget i den tid. Vi må være ved at være modne til at stemme fra computeren. Med 2 års Covid-19, har vi lært at begå os online i et omfang ingen troede var muligt og vi har afholdt digitale møder og generalforsamlinger med digitale valghandlinger.

Vi har lige været i stemmeboksen og vi skal det snart igen. Selv valgte jeg, som +10% af stemmeafgiverne gør, at brevstemme, da jeg ikke var hjemme på selve valgdagen, og det er godt nok også en sjov størrelse. Der bliver printet et A4-ark som jeg skal signere. Stemmeseddel og vejledning bliver udleveret og kommer efter afkrydsningen ned i en kuvert, som sammen med benævnte A4-ark kommer ned i endnu en kuvert. Og ugen efter kommer mit valgkort med posten alligevel. Der kunne være sparet mindst 7 stykker papir, hvis jeg havde kunnet afgive min stemme digitalt, hjemme fra min nye lounge. Jeg vil dog ikke gøre mig klog på om en serverpark er mere eller mindre “grøn” end når vi fælder træer til papirproduktionen – eller om energien kan genanvendes og alt det der – det er ikke mit fokus i denne klumme. Til gengæld kan jeg ikke sikre mig at min stemme rent faktisk indgår i optællingen, da posten ikke altid er lige stabil.

Jeg tror heller ikke på historien om at ikke alle kan være digitale, og vi kan i den forbindelse have alverdens dårlige undskyldninger for ikke at have eller ville have NemID/MitID. Vi har haft 12 år til at vænne os til denne digitale måde at underskrive på, og det fungerer i det store hele. Jeg kender INGEN som ikke kan logge ind i sin netbank eller gå på Facebook og hvis du kan være digitalt til stede i lyst, så kan du også i alvor. Ellers er det bare en hyklerisk og dårlig undskyldning for at være besværlig. Der findes naturligvis mennesker i Danmark som skal kunne få en undtagelse, men de har som regel en eller anden form for hjælp alligevel, så dem er der altså taget hånd om. I andre skal bare stramme op og komme i gang.

Ved brug af NemID, har jeg for nyligt signeret digitalt på et borgerforslag om at iværksætte en udvikling i retning af digitale valg – jeg har stemt digitalt. Fik jeg nævnt at jeg kunne stemme på dette forslag digitalt? … med NemID. Altså uden at skulle ned på min lokale skole. Men på en computer – digitalt!! Lad os få gang i denne udvikling, og så må vi i stedet mødes analogt på havnen, eller ved isboden.

Kategorier
Blogindlæg

Så flag dog for Fanden

Jeg har altid ønsket mig min egen flagstang, og gerne en decideret flagbastion at flage fra. Flagbastion er nok så meget sagt, men for et par år siden fik vi installeret flagstang i Pandekagehusets have, og jeg er vild med den. Det er “bare” en ganske ordinær 8 meters stang, men flagene er i god dansk kvalitet, lavet i de bedste naturlige materialer, og netop mit dannebrog er en orlogsrød jubilæumsudgave i anledning af vort flags 800 års fødselsdag for et par år siden. Jeg har også andre flag, og jeg ynder at flage med dem. Både svenske og norske flagdage bliver fejret med deres respektive flag, og for ikke længe siden blev det bornholmske flag luftet i anledning af befrielsesdagen d. 5. april 1946. Forleden var det regentens fødselsdag vi markerede, og sådan kunne jeg blive ved. Når jeg får det grønlandske, færøske og finske flag, vil der komme endnu flere flagdage i min kalender.

Men Hr. Blumensaadt, må du overhovedet flage med andet end dannebrog? Ja da. Man må gerne flage med det grønlandske flag, det færøske flag, de nordiske landes flag, FN-flaget og EU-flaget uden tilladelse. Og men må flage for Fanden (om natten) hvis man har lyst – det er der ikke egentlige regler imod. Én regel er der dog; Statslige myndigheder har på officielle flagdage PLIGT til at flage med splitflag fra deres bygninger, mens private ikke på nogen måde er forpligtet til at flage på de officielle flagdage. Hvorfor gælder denne pligt ikke også eksempelvis kommunale myndigheder? Havne? Plejehjem? Grunden til min undren, skyldes det faktum at jeg finder det direkte pinligt at der ikke flages på officielle flagdage fra alle offentlige instanser, men kun sporadisk fra private parceller. Selv Kärnan i Helsingborg viser dannebrog på visse danske flagdage. Det kræver så uendeligt lidt og betyder så meget.

Vi kørte på tur i den weekend hvor både (Deres Kongelige Højheder) Mary og Marie havde fødselsdag, og selvom vi ikke just er royalister, brugte vi da anledningen til at lufttørre det rød/hvide stykke bomuld fra toppen af flagstangen – men hverken kommunens plejehjem (som nok må være residens for en stor portion royalister), rådhuset, nordkystens havne, eller Helsingørs havnefront flagede. Kun et par busser og ca. 20% af de private flagstænger vi passerede på turen, havde hængt flaget op mod den blå himmel. Det virker nærmest som at vi burde skamme os over vores smukke flag eller det at være danske. Og til trods for at visse elementer på den yderste højrefløj tilsyneladende forsøger at skæmme dannebrog med deres foragt for mangfoldigheden, så vil jeg ikke skamme mig over hvor jeg er fra, og at Danmark er en stolt og suveræn stat. Og at Dannebrog er et smukt flag.

Vi bør kunne flage for hinanden og ikke kun for os selv. Jeg flager gerne for venner og familie, med et passende flag, om det så er nordisk, dansk eller i øvrigt inden for rigsfællesskabet. Hvis en af mine naboer på vejen flager, hejser jeg også gerne Dannebrog i en fælles og solidarisk ånd; hvis jeg altså er hjemme og det ikke ligefrem er stormvejr. Det skylder vi os selv og hinanden. Som barn voksede jeg op på hjørnet af Gurrevej og Baldersvej, lige over renseriet, og min morfars fiskehandel, og jeg husker at kunne stå i haven og skue ud over alle haverne nedad Gurrevej og Belvederevej, og se de mange flag som næsten var oppe hver søndag i sommerhalvåret. Som jeg ser det, bør vi finde tilbage dertil, hvor vi i fællesskab kan minde hinanden om at vi er et folk i et land vi kalder Danmark, og at vi ikke er så skidebange for at stå ved netop dét. Om vi så har blå øjne, brun hud, eller taler lidt gebrokkent, eller går i farvestrålende sko er ikke ret vigtigt, for her er plads nok i andedammen, vi behøver ikke (kun) træde på hinanden. Så flag dog, for Fanden. Og for hinanden.

Kategorier
Blogindlæg

Konditoricrawl, fastelavnsbolletour…

I flere år har jeg haft lyst til at tage på tur og smage de forskellige fastelavnsboller, som tilbydes. Jeg vil ikke være kritisk overfor om de skal være af den ene eller anden dej, eller om der skal være creme, syltetøj eller mousse i dem. De skal bare smage godt, og være et særligt sortiment til fastelavn.

Kategorier
Blogindlæg

Affald og hykleri

For snart 2 år siden, gjorde jeg Pandekagehusets indkørsel klar til den dengang kommende nye affaldsordning, med mere sortering og flere beholdere. Ved hjælp af simpel trigonometri fik jeg placeret et næsten vinkelret indhak i plankeværket, udmålt efter Forsyning Helsingørs anvisninger i en online vejledning på deres hjemmeside. Næsten et helt år senere kom så de nye beholdere, og mine beregninger for plankeværkets størrelse og placering viste sig at passe som fod i hose. Nu har vi så sorteret affald et års tid, og det er derfor på sin plads at analysere tilfredsheden med denne ordning. Og så er det vist snart tid til igen at male plankeværket…

Som udgangspunkt mener jeg at vi allesammen bør genbruge og -anvende mere i stedet for at smide ud og brænde af. Når vi eksempelvis laver gammel plastik om til ny plastik kræver det over hele produktionskæden i omegnen af 37% mindre energi og udledninger og langt færre ressourcer end når vi producerer ny plastik fra bunden af – da der næsten ikke skal tilføres nye fossile olier. At vi så skal bruge et par dråber vand på at rengøre makreldåsen og pålægsbakken, er intet i forhold til de mængder vand man bruger på at producere ny plastik – og den råolie ny plastik laves af, er helt sparet. Og hvis man i øvrigt nogensinde har vasket en bil, siddet i et boblebad, eller vandet en bøgehæk så har man absolut INGEN ret til at udtale sig om vandspild i forhold til genanvendelse. Det er bare hykleri af allerværste skuffe.

Vi er en familie på to (vel)voksne, en preteen og 4 norske skovkatte, så der genereres en hel del affald. Og jeg tør godt sige at affaldsbeholdernes størrelser passer ret godt til os. Bevares – vi kan ikke fylde metalbeholderen mere end maks. 20% op, selvom kattene spiser næsten et kilo mad dagligt, men det er vist også den eneste, hvis størrelse nok er ramt skævt. Vi har valgt kun at modtage reklamer fra et par enkelte butikker, og sammen med pap fra morgenmadsprodukter, kviktest og andre småting, så når papirbeholderen at blive næsten helt fyldt op til afhentningsdagen. Perfekt størrelse. For plast-, rest- og madaffald er billedet det samme – størrelsen passer ret præcist til de mængder affald vi producerer i Pandekagehuset – skal der fremhæves noget negativt, må det være at beholderen til madaffald er virkelig klam om sommeren. Og med et sundhedshensyn i forhold til renovationsmedarbejderne kan jeg godt være i tvivl om den nuværende løsning kan fortsætte som nu. For stank, råd og maddiker er ikke ret lækkert.

Er det så pengene værd? Ja, at håndtere affald koster jo penge, og at fraktionsopdele alt affaldet er heller ikke gratis – så den højere pris for at nogen kan håndtere MIT affald er helt på sin plads. Personligt er jeg dog ked af de forringelser jeg rammes af hvad angår storskrald og haveaffald. Tidligere passede det med at jeg kunne klippe hæk og få hentet det afklippede liguster efter et par dage. Nu skal jeg selv arrangere transport til Skibstrup eller have 8-10 halvvåde og ildelugtende sække til at stå i flere måneder, inden det afhentes. Personligt er problemet ikke kæmpestort, da vi har bil med elmotor og hængertræk samt adgang til at låne en påhængsvogn af betydelig størrelse, men det er i virkeligheden kun fordi vi købte ny bil EFTER den ny affaldsordning trådte i kraft. Jeg håber at denne del af ordningen gentænkes, så ikke alle i kommunen er nødt til at anskaffe sig større biler, for at kunne komme af med haveaffaldet. For så står det skidt til med kuldioxidregnskabet.

Vi bliver flere og flere mennesker, så vi er ganske enkelt nødt til at passe bedre på vore ressourcer – planeten bliver jo ikke større, skovene og grundvandsreservoirerne ej heller. Så selvom vi skal perre lidt mere rundt i vores affald og vi får sildesnask og ketchup på fingrene, så er sortering vigtigt og den eneste måde at sikre ny emballage i forretningernes kølemontrer.

Kategorier
Blogindlæg

Glædelig jul og godt nytår

Af ganske uransagelige årsager er Grinchen her blevet bedt om at lægge navn til juleklummen for andet år i træk. Nu skriver jeg “juleklummen”, men for mig er jól en hedensk fejring af lysets tilbagevenden, fra vintersolhvervet og frem mod forårsjævndøgnet om ca. 3 måneder. Kristmessen som de fleste fejrer netop i dag, er ikke det som har størst betydning i min lille verden. Nuvel – vi har da igen i år pyntet Pandekagehuset op med både glimmer, kugler, lys og gran. I stuen står sågar et nydeligt og lokalt produceret og indkøbt grantræ i en størrelse som var det udmålt med laser, fra gulv til loft. Og det er pyntet i årets farve; grøn! Grøn som Grinchen! Og imens jeg skriver denne klumme strømmer der rolig jazzinspireret julemusik ud af højttalerne i stuen, så til trods for mit ønske om at virke knarvorn, vrikker den ene fod med forsigtighed til tonerne i maj og mol. Til gengæld er den udendørs vinterbelysning af Pandekagehusets sternbrædder i år særdeles haltende, da hele to lyskæder har opgivet ævred og dermed kun lyser i den ene ende. De må byttes i det nye år.

I år har jeg endda virkelig gået amok med julegaveindkøbene – hele 3 gaver har jeg skullet stå for. Og selvom jeg hellere end gerne ville gå i mine lokale butikker og støtte disse, så har det igen været svært at få ønsker og lokale udbud til at gå op, da jeg hverken skulle have pyntepuder eller koneklude, men jeg har dog holdt mig til at lade mine indkøb have en vis dansk karaktér. Ønsker er ofte netop SÅ specifikke at det ikke efterlader giveren mulighed for at vælge andet end onlinehandel. Men gode danske produkter er det alligevel blevet til. Derudover en enkelt gave, købt i 3 eksemplarer til mig og mine kolleger kunne dog dårligt blive mere lokal. Den er udviklet og opfundet af en entreprenant hornbækker, produceret på Sjælland og samlet her i byen; en billedramme i eg, som kan betjenes af selv små barnehænder, ved blot at trykke et nyt ark ind foran de andre. I må slå den op på nettet og se hvad jeg mener.

Det var i øvrigt slet ikke planen at jeg skulle holde jul i dag, men grundet et ugebytte med preteenens far, er der alligevel både ande- og flæskesteg i ovnen og mon ikke der kører noget julehalløj på mindst ét tv i hytten. Jeg har døgnvagt på varmeværket og jeg har ikke ferie i hverken denne eller næste uge. Men det skal ikke have lov at ødelægge hyggen. Jeg håber bare ikke der bliver for mange udkald midt i middagen. Så kan jeg holde nogle fridage til foråret i stedet. Min jól blev holdt forleden, og mon ikke der er blevet spist et stykke langtidstilberedt grissedyr med rodfrugter, eller noget tilsvarende. I skrivende stund er menuen ikke blevet fastlagt, men jeg er sikker på at det var lækkert.

Hvis jeg her til sidst må komme med en opfordring i det tilfælde vejret er klart; Klokken ca. 16:45 i dag kan i på himlen se noget som nærmest er magisk. I sydvestlig retning står vores søsterplanet Venus lavt over horisonten og stråler som en ledestjerne, til trods for at det kun er godt 7 procent af planeten som er belyst og synlig fra vores synspunkt. Men afstanden på beskedne 40 millioner kilometer har stor betydning for synligheden herfra. I sydlig retning og ca 20 grader over horisonten kan solsystemets største planet Jupiter ses, ganske tydeligt endda. Og midt imellem de to, endnu en af de store gaskæmper; Saturn. I ved, den med ringene. Saturn befinder sig mere end 1,5 milliarder kilometer væk, men den er 99,9 procent belyst og er derfor stadig synlig med det blotte øje, selvom den er klart svagest af de benævnte 3 planeter som optræder nærmest i parade. Et lignende fænomen kan have udspillet sig for ca 2000 år siden, hvor planetkonjunktioner i denne magnitude kan have lagt navn og legeme(r) til stjernen over Bethlehem.

Julen er i sandhed igen i år miraklernes tid – uanset hvad man måtte tro på.

Kategorier
Blogindlæg

Er der en politiker til stede?

Det er ved at være tid til at vi igen skal til stemmeurnerne, den lokale og regionale politik skal have nye og friske smil op at hænge i lygtepælene – Bevares, en del velkendte ansigter må ligeledes formodes opstillet. Meningerne og holdninger er mange og valget synes ikke at være nemt heller i år, med mindre man altså på forhånd har besluttet sig for placeringen af ens stemme. Jeg har besluttet mig, også længe inden valglisterne har været klar til offentliggørelse. Jeg er ikke 100 % enig med nogen partier eller kandidater, men jeg går efter at lægge min stemme hos de jeg er mindst uenige med, og som trækker politikken i den retning jeg selv ønsker for samfundet.

Men Hr. Blumensaadt, skal vi så se dit navn på opstillingslisten i år? har flere spurgt. Nej, heller ikke år! Tro det eller lad være, men flere har de seneste par år ment og troet at jeg er på vej ind i politik. Det vil jeg gerne slå helt fast; det er jeg ikke. I hvert fald ikke for nuværende. Jeg kan ingenlunde afvise at jeg i fremtiden vil ændre mening, men jeg har det altså godt med at være en del af “embedsværket” og ikke være på den politiske side. I min nuværende stilling hos Hornbæk Fjernvarme kan jeg være med til at påvirke de interne politiske beslutninger, men jeg vil helst blive siddende og arbejde med de beslutninger selskabets ledelse tager, i hvert fald så længe jeg er enig med retningen.

Jeg har siddet på mange spændende poster i diverse lokale bestyrelser, men jeg er på ingen måde klar til at give mig i kast med byrådspolitik eller noget derover – dertil er døgnets timer for få, og min faglige stolthed er i den grad for stor til at jeg vil gøre det halvt. At det at skrive klumme i Helsingør Dagblad skulle være et springbræt til lokalpolitik vil jeg ikke afvise er korrekt for nogen, men det er ikke mit fokus. Mine unge dages store interesse for at sende lokalradio har heller ikke været et bevidst skridt på vejen i den retning. Jeg giver gerne visse af mine meninger til kende, og jeg står på mål for dem, men historierne er nok mestendels for underholdningens skyld. Mit politiske virke er for nuværende forbeholdt Fagforeningen Frie.

Dog så er det, som jeg ser det, vigtigt at vi alle sammen meget snart går ned og sætter kryds ved de som netop kandiderer til en taburet i byrådssalen og til regionen. Det er den måde hvorpå vi kan gøre vores stemme gældende, selvom vi ikke stiller op og debatterer på opstillede kasser på byernes torve. Her kunne jeg også nævne Facebook – men med den skingre tone som oftest høres på netop det medie, håber jeg at det i fremtiden vil blive mindre vigtigt. Profilbilledeløse krigere på de sociale medier kan i den grad forpeste enhver lyst til at indgå i en saglig debat om et givent emne, lige så hurtigt som blodet kan bringes i kog af bemeldte krigere.

Jeg har stor respekt for de lokale kandidater som kan afsætte tid og kræfter til at deltage i den mere heftige og til tider usaglige del af debatten, men jeg ser det også lidt som spild af tid da det næppe er de få krigere man søger at overbevise om sin politik. Det kan højest være et spørgsmål om at korrekse urigtige udsagn og rejse sig efter en påstand har væltet én omkuld – men det i sig selv virker mere som brandslukning, i stedet for egentlig politisk arbejde. Jeg synes det er ærgerligt at så megen tid skal tages fra vigtige emner og opgaver, blot fordi nogen (uanset hvad) er uenige, eller har et såkaldt horn i siden på én.

Så når valgstederne åbner, står jeg klar til at sætte mit kryds på de kandidater som efter min overbevisning vil det mest rigtige, eller i det mindste det mindst forkerte. Faktisk har jeg nok allerede brevstemt, men det er også en god undskyldning til at besøge det lokale bibliotek. Apropos bibliotek; hvem i alverden beslutter at biblioteker skal være store kasser uden parkeringsmuligheder, i stedet for mindre og lokale enheder? Det er da helt sort. Selv en stor kommune bør kunne være lille og lokal.

Kategorier
Blogindlæg

Klumme: Vegetarflæsk med persillesovs

Dagen hvor denne klumme bringes i vores allesammens dagblad, sidder jeg hos flæskekongen på den gyldne kro i hovedstadens larm og røg og nyder en fedtet bid mad. Det er ikke så tit vi får stribet flæsk, og det er såmænd nok også meget godt. Det er i sandhed ikke engang hver dag vi spiser døde dyr – men vegetar bliver jeg nu alligevel aldrig, frivilligt. Jeg kan nemlig godt lide at spise kød, og faktisk mener jeg det er helt essentielt at spise kød jævnligt, hvis vi som art skal udvikle os til næste niveau og blive kloge nok til at flytte ud i universet – men det må vi tage en anden dag, for jeg har maks. 4000 tegn at gøre godt med i denne klumme. Dog spiser vi tit kødfrit, og jeg tror det af flere årsager bliver mere og mere fremover. 

Faktisk har vi lige spist kødfrit en hel uge. Mere end kødfrit – faktisk prøvede vi at spise ovo-vegetarisk alle sammen – bare for at prøve. Hvad skulle vi undvære og hvad vil vi ikke kunne leve uden… En uge er jo intet problem, men jeg vil godt nok komme til at savne mælkeprodukter i længden. To af mine daglige måltider består i hverdagen af laktosefri yoghurt, og om fredagen nyder jeg et friskbagt brød med et stykke god ost til. Det har jeg ikke lyst til at lave om på. Så det gør jeg nok ikke. Mælkeprodukter var nok det vi savnede mest, allesammen. Ingen af os savnede kød, men spidskommen og kikærter fik vi store mængder af. Nu var der som nævnt kun tale om en uge, så man skal vist være endog meget stædig for at komme til at savne noget på den korte tid.

Grunden til vi overhovedet levede vegetarisk en hel uge, var som en del af vores interne udfordring og udvikling for bedre at kunne sætte os ind i andres levevis. Der er så mange forskellige måder at leve på, og hverken vi voksne eller pandekagehuset pre-teen bliver dummere af at lære lidt om at sætte sig i andres sted. Så hele familien var med på ideen og alle klarede det godt. Heksemutter vil faktisk gerne fortsætte med mere vegetarisk mad, og så længe det ikke fjerner mine mejeriprodukter og fisk, eller udelukker et stykke grillet ko i ny og næ, så er det fint med mig. Vi har ikke behov for kød hver dag. Men lige i dag, hvor denne klumme trykkes, ja der står den altså på gris. Stegt svin og sovs. Masser af svin og sovs.

Det bliver ikke sidste gang vi giver os selv en udfordring af denne art. Allerede i næste uge skal vi prøve at leve som diabetikere. Så madplanen er skåret helt ind til det vi alle i forvejen godt ved er bedst for os, og alle de usunde vaner bliver gemt væk, i hvert fald en uge. Hver eftermiddag og aften skal vi “måle blodsukker”, ved kast med en terning; Slår man en etter, er blodsukkeret for lavt og der skal ageres derefter – slås en sekser, er det for højt og ligeledes skal der ageres derefter. Dog skal vi hverken stikkes eller belemre sundhedsvæsenet, men jeg tænker at i forstår idéen.

Efterfølgende skal vi prøve at leve som glutenallergikere og derefter som laktoseintolerante. Det sidste bliver ikke den store udfordring tror jeg, da vi efterhånden har fået så mange gode laktosefri produkter ind fra det svenske, og vi i forvejen bruger disse produkter i vores hverdag. Det gør faktisk en stor forskel på hvor oppustede vi bliver, og så er der lidt mindre sukker i disse produkter. Men jeg er lidt nervøs for den der glutenallergi; Pandekagehusets yngste kunne leve af produkter kun indeholdende hvid hvede, så det vil blive en stor omvæltning – for os andre er nok kun weekendens brød vi føler at gå glip af. Og det tænker jeg nok skal gå.

Mange kan ikke se længere end til egen næsetip, men som jeg ser det, så kan vi med denne blide form for prøvelser afprøve andre levemåder, og måske blive bedre til at tænke over at andre ikke nødvendigvis har det som vi. Hvordan udfordrer du dig selv, med ting du ikke nødvendigvis forstår eller synes om?

Kategorier
Blogindlæg

Klumme: Sommeren går på hæld – Heldigvis

Overskriften kan virke skræmmende for nogle, men ikke desto mindre HAR vi passeret midsommer, og i skrivende stund er sommerferien overstået for Pandekagehusets beboere. Hvad har vi så fået ud af denne sommerferie, spørger du nok – men lad mig lige begynde med at fortælle hvad vi IKKE har nået denne sommer;

Jeg har ikke set fodbold. Ikke engang en eneste halvleg. Jeg har heller ikke set Tour de france, eller OL (Det er lige gået op for mig at OL først for alvor starter efter klummens deadline). Jeg har for den sags skyld heller ikke motioneret. Jeg har ikke engang været i nærheden af at holde bevægeapparatet i gang i et omfang som almindelige mennesker vil anse som værende tilstrækkeligt. Jeg har heller ikke slikket sol eller været i vandet. Selvom varmen har været så tilpas ulidelig at det nok kunne være rart at hoppe i kattegats skummende bølger, så har jeg afholdt mig fra det. Svømmehallen i forbindelse med Esbjergs store svømmestadion er dog undtagelsen som i dette tilfælde bekræfter reglen – men nu taler vi jo om ting jeg IKKE har lavet.

Jeg har ikke læst bøger. Og slet ikke skønlitteratur. Jeg har ellers en bog liggende, som vil blive den tredje skønlitterære bog jeg NOGENSINDE sætter for mine øjne – men det bliver en anden god gang. Jeg har heller ikke klippet hæk endnu – og det er nok det eneste som så småt begynder at pine mig. Men hey, fuglereder, sommerfugle og andre kravl skal lige være færdige med hækken, inden jeg klipper den helt parcelhusfirkantet. Og lige nu er det altså for varmt at klippe hæk. I skrivende stund har termometeret passeret 30 grader C, og så er der kun én ting som kan friste; is! Og er der noget jeg i den grad IKKE har denne sommer – så er det at holde mig tilbage for at spise is. Faktisk har vi en dedikeret isskuffe i fryseskabet. (Vi havde 2 isskuffer indtil vi sidste år købte en kvart kalv, hos en lokal og økologisk landmand)

Men hvad har vi så lavet i ferien? Jo, vi har slappet af og været på ture i det danske. Coronaen kan da godt få skylden, men faktisk er det sådan at jeg holder af at holde ferie i Danmark. Og “sydpå” kommer aldrig til at ske, for her i Pandekagehuset holder vi af kulde. Når vi drømmer om ferie, så er det Skandinavien og Nordatlanten vi drømmer om. I år gik turen først til Møn, hvor søsteren til Pandekagehusets heksemutter residerer. Et par dage med familiehygge og ture i det nære, et par timer hjemmefra – var en god start på ferien. Det var tydeligt at mærke der ikke var så megen gang i hjulene som sidste år, men vores ferie lå også ret tidligt på sommeren.

Dernæst gik turen til Vesterhavet, hvor en uge i et lejet sommerhus, skulle give ro og tid til at slappe af. Vi havde valgt at medbringe en af preteenens veninder, så de i det mindste kunne kede sig sammen. Det var ret godt. Det blev til både gå- og køreture på stranden, besøg af diverse attraktioner og aktive dage, især for ungerne. Sommerhusets medfølgende indendørs delepool var desværre lukket ned, så den økonomiske prisreduktion blev brugt på flere besøg i den store og velekviperede svømmehal i Esbjerg. Vesterhavet lod sig meget nødigt tæmme i ugen vi var der, så alternativer måtte findes – for med to vandhunde duer det ikke at blive på land for længe ad gangen.

Vi har også været en tur PÅ vandet, for i den sidste uge af ferien måtte vi køre et lille stykke op i Sverige, for at hente et par norske skovkillinger. Historien om hvorfor vi nu skal have flere katte er der ikke plads til i denne klumme, så den må i have til gode. Men navne har de da fået; Tim og Bum.

Nuvel – vi er returneret til arbejdet, og selvom der lå mere end 160 e-mails og ventede på mig, så er sommeren vores lavsæson, så det hele bliver nået. God sommer til jer alle.