Forfatter: Hr. Blumensaadt

Kategorier
Blogindlæg Lokalpolitik

Historien skal ikke pakkes væk

Der er åbenbart også gået politik i Sankt Hans-bålet. I Helsingør Dagblad d. 9/10-2026 spørger borgmester Benedikte Kiær, om vi ikke skal droppe heksedukken på toppen af bålet. Anledningen er indvielsen af en mindeplade for de kvinder, der blev brændt som hekse i Helsingør for godt 400 år siden. Det var naturligvis forkasteligt, men jeg har svært ved at se, hvad det hjælper at fjerne en dukke fra et midsommerbål. Det ligner mest et halvhjertet forsøg på at fremstå moderne og politisk korrekt (woke), mens man risikerer at gøre historien mindre synlig.

Lad mig slå én ting fast: Vi skal ikke romantisere hekseprocesserne. De var resultatet af frygt, overtro og fordomme, og vi bør lære af dem. Men derfra og til at fjerne enhver symbolsk reference til fortidens ugerninger er der altså et stykke vej. Vi bliver ikke klogere af at gøre historien mindre synlig. Vi bliver klogere af at forstå den.

Heksen på Sankt Hans-bålet er ikke en hyldest til hekseprocesserne. Det er en del af en tradition, som de fleste forbinder med midsommer, fællessang og en hyggelig aften med familie og venner. Jeg tvivler på, at ret mange står ved bålet og tænker, at nu skal vi fejre, at kvinder engang blev brændt levende. Traditioner ændrer betydning med tiden – hele tiden. Problemet opstår, når vi behandler fortiden, som om den skal tilpasses nutidens følelser, før vi overhovedet må tale om den.

Hvor stopper det så? Skal vi også omskrive Holger Drachmanns midsommervise, fordi vi er blevet så bange for at træde nogen over tæerne, at selv gamle sange skal gennem den nutidige og krænkelsesparate følsomhedskontrol vi senest oplevede med “De Små Synger”? Skal vi fjerne historiske symboler og fortællinger, fordi nogen kan opleve dem som ubehagelige? Hvis vi kun bevarer de dele af vores kulturarv, som ingen kan blive stødt over, ender vi med et poleret og tandløst fortidsbillede, hvor alt det besværlige er redigeret væk. Lad os hellere fokusere på at vi i fremtiden hylder det gode, uanset køn, farve eller smag.

Det er paradoksalt, at vi netop nu markerer de mennesker, der blev forfulgt, samtidig med at vi overvejer at fjerne et symbol, der kunne give anledning til at fortælle om dem. Hvad med at bruge anledningen til at fortælle om hekseprocesserne, datidens retssystem og den frygt, der kunne få almindelige og stærkt uuddannede mennesker til at acceptere, at deres nabo blev sendt på bålet? Det ville være reel oplysning. At fjerne dukken er først og fremmest symbolpolitik, og den slags er nu engang nemmere end at gøre folk klogere.

Som jeg ser det, skal vi ikke være bange for vores historie. Vi skal kende den, også når den er grim. Fremskridt handler ikke om at lade, som om fortidens ubehageligheder aldrig har fundet sted, men om at forstå dem, så vi ikke gentager dem. Uvidenhed og had trives glimrende, når vi glemmer, hvorfor bestemte handlinger engang blev anset for acceptable. Det er ikke heksedukken, der udgør problemet, men menneskets tilbøjelighed til at udpege nogen som anderledes og behandle dem derefter.

Og så er der borgmesterens afsluttende forslag om, at man, hvis man savner lidt mere tjubang ved bålet, bare kan sætte en raket i toppen. Det er muligvis ment som en vittighed, men den er ikke særlig gennemtænkt. Fyrværkeri er ikke noget, man bare monterer på et bål efter forgodtbefindende. Det kan være farligt og i strid med reglerne. Når borgmesteren foreslår den slags i et offentligt debatindlæg, burde der følge lidt omtanke med.

Vi må gerne diskutere vores traditioner, men vi bør skelne mellem at fejre en tradition og at hylde alt det, der historisk måtte være forbundet med den. Lad os beholde bålet, sangene og gerne også heksen hvis man føler for det. Og lad os bruge historien til at blive klogere, ikke til at gøre os selv mere bekvemme. For hvis vi fjerner fortidens symboler, hver gang de minder os om noget ubehageligt, risikerer vi at stå tilbage med en historie, der er så pæn, at vi ikke længere kan lære noget af den.

Kategorier
Blogindlæg Pandekagehuset Personlige

Kommunikation i en krisetid

Der er noget sært tilfredsstillende ved at stå på sit tag og skrue på en antenne. Især når man bagefter kan tage telefonen, skrive en besked og opdage, at den er sendt flere kilometer gennem luften – uden mobilnet, Wi-Fi eller internet. Det er nogenlunde dér, jeg er endt med MeshCore. En forholdsvis ny form for digital radio, som stille og roligt er ved at brede sig i Danmark og resten af verden. Små LoRa-radioer kan sende korte beskeder over ganske betydelige afstande, og med såkaldte repeatere kan beskederne sendes videre gennem netværket flere hundrede kilometer væk.

Jeg er selv blevet lidt bidt af det. Jeg har investeret i både en companion og en repeater, og repeateren er naturligvis monteret i Pandekagehusets skorsten. Det er jo sådan noget, man gør, når man først har opdaget, at en lille radio kan række overraskende langt. Og selvfølgelig stopper det ikke dér. Kunne den ikke stå lidt højere? Kunne antennen ikke være lidt bedre? Snart bliver min repeater derfor flyttet højere op og forsynet med en bedre antenne. Ikke fordi jeg har et akut behov for at sende beskeder til den anden ende af landsdelen, men fordi det er sjovt at se, hvad der egentlig kan lade sig gøre. Og lidt fordi at den pt. ikke sidder optimalt.

Det interessante er dog ikke kun rækkevidden. Det er selve idéen om, at netværket bygges nedefra. En repeater modtager beskeder og sender dem videre, så flere radioer tilsammen kan skabe forbindelse over større afstande. Og der dukker stille og roligt flere repeatere op rundt omkring i landet. En bliver sat op her, en anden dér, og pludselig begynder de at hænge sammen. Det, der startede som nogle få menneskers nørderi, udvikler sig dermed til et egentligt kommunikationsnet. Og vi er flere og flere som sætter mere end én repeater op, for at kunne sikre stabile og redundante forbindelser.

Der er noget fascinerende ved, at ingen central virksomhed behøver beslutte, hvor nettet skal bygges. Folk gør det selv. Fordi de synes, det er sjovt, fordi de er nysgerrige, eller fordi de gerne vil bidrage. Det minder på sin egen måde om den gamle radioamatørkultur, men i en moderne og langt mere tilgængelig udgave. Man kan komme i gang med en lille radio, en telefon og en antenne – og derefter bruge uforholdsmæssigt meget tid på at diskutere højdemeter, sigtelinje og antenneplacering. Men det behøver ikke koste mere end et par hundrede kroner at komme i gang.

Samtidig har MeshCore en mere alvorlig side. Vi er blevet vant til, at kommunikation bare virker. En besked sendes gennem mobilmaster, internetforbindelser, servere og datacentre, og få sekunder senere står den på modtagerens telefon. Det er fantastisk, når det fungerer. Men det gør os også afhængige af en ganske omfattende infrastruktur. Strømsvigt, nedbrud, overbelastning eller andre forstyrrelser kan pludselig ændre situationen. MeshCore erstatter naturligvis ikke mobilnettet eller internettet, men det kan være et ekstra og mere decentraliseret lag. Og med en lille solcelle og et batteri, kan systemet holde sig kørende i dagevis uden ekstern strømtilslutning.

Som jeg ser det, er det netop dét, der gør hobbyen interessant. Ikke fordi jeg går rundt og forventer verdens undergang, bare fordi jeg har fået en antenne på skorstenen, men fordi robusthed ikke nødvendigvis behøver være dramatisk. Det kan også bare handle om at have flere muligheder. Hver gang nogen sætter en repeater op, bliver netværket lidt større og landsdelen lidt bedre dækket. Det er faktisk en ganske god fornemmelse at være en lille del af det.

Så mens andre samler frimærker, går til padel eller bygger modeljernbane, står jeg altså og overvejer, hvordan jeg får min repeater lidt højere op på taget – eller hvem jeg skal spørge, om jeg må sætte endnu en op hos dem. Det er måske ikke verdens vigtigste hobby, men den er sjov, lidt nørdet – og den bygger faktisk noget. Og hvis internettet en dag går ned, kan det jo være, at vi stadig kan skrive sammen. Og Putin kan bare lytte med, så meget han vil.

Kategorier
Blogindlæg Lokalpolitik

Skoledagen blev længere. Ikke bedre

Der er noget næsten poetisk over den danske folkeskole. I et halvt århundrede har vi gjort skoledagen længere, lagt flere timer og aktiviteter på og hældt fine ord ovenpå. Nu fortæller PISA endnu en gang, at danske børn er blevet dårligere til det, skolen blandt andet skal lære dem: at læse, regne og tænke. Det er jo lidt af en præstation. Man kan åbenbart ikke bare hælde mere vand i gryden, hvis man har glemt at tænde for komfuret.

Jeg har kigget på, hvor meget faglig undervisning en dansk skoleelev faktisk får. Ikke bare det, der står på skemaet, men korrigeret for fravær, vikarer, manglende faglige kompetencer og den lille detalje, at planlagt undervisning ikke nødvendigvis er undervisning, der finder sted. Siden 1975 er den planlagte undervisning steget markant. Men når virkeligheden trækkes fra, bliver forskellen mellem generationerne betydeligt mindre. Vi er altså blevet gode til at producere undervisningstimer. Det er bare ikke nødvendigvis det samme som at producere læring.

Og så er der den lange skoledag. Børnene skal være længere i skolen, men en betydelig del af tiden er ikke faglig undervisning. Der er understøttende undervisning, aktiviteter, bevægelse, pauser og alt muligt andet. Sikkert fint hver for sig. Problemet opstår, når den samlede skoletid bruges som bevis på, at børnene får mere undervisning. Det svarer lidt til at måle en restaurants kvalitet efter, hvor længe gæsterne sidder ved bordet.

Så er der dem, der underviser. En undervisningstime indeholder ikke nødvendigvis en fagligt kvalificeret lærer. Der er vikarer, pædagoger og andre voksne. De kan naturligvis være dygtige. Men en dygtig voksen er ikke automatisk dansklærer, og en flink vikar er ikke nødvendigvis matematiklærer. De nye undersøgelser viser, at forskellen mellem planlagt og faktisk kompetencedækning kan være voldsom. På papiret ser det pænt ud. I klasselokalet kan virkeligheden være en anden.

Det er her, Generation Z bliver interessant. Hvis mine beregninger og antagelser har bare nogenlunde fat, er det ikke længere helt urimeligt at spørge, om vi har skabt den første generation, der kommer ud af folkeskolen med mindre faglig ballast end generationen før. Ikke fordi de unge er blevet dummere. De er resultatet. Hvis man giver børn mere fravær, flere aflysninger og større variation i undervisningen og samtidig bilder sig ind, at flere timer automatisk giver mere læring, skal man være meget optimistisk for at forvente et bedre resultat. 

Og her bliver PISA mindre mystisk. PISA måler ikke, hvor mange timer eleven har været på skolens matrikel. Den måler blandt andet, hvad eleven faktisk kan. En ganske irriterende egenskab ved virkeligheden. Man kan ikke kompensere for manglende læring ved at forlænge skoledagen eller give aktiviteten et nyt navn. På et tidspunkt skal børnene faktisk kunne læse teksten og regne opgaven ud. Her hjælper 45 minutters ”læringsunderstøttende relationsorienteret bevægelsesaktivitet” ikke meget.

Jeg siger ikke, at jeg har fundet den ene forklaring på Danmarks PISA-resultater. Men jeg vil gerne pege i retning af noget, der burde få alarmklokkerne til at ringe: Der er forskel på den undervisning, politikerne beslutter, og den undervisning, eleverne faktisk møder. Vi har brugt årtier på at optimere efter skemaet og statistikken i det iskolde regneark. Måske skulle vi prøve noget mere radikalt: at optimere efter det, eleverne faktisk lærer.

For vi har ikke manglet skoletid. Vi har manglet modet til at spørge, hvad tiden blev brugt til. Vi har gjort skolen længere, mere kompleks og mere administreret – og nu står vi med en generation, der tilsyneladende ikke fik den faglige gevinst, alle de ekstra timer skulle give. Hvis det er meningen med verdens mest ambitiøse folkeskole, må man næsten håbe, at næste reform bliver kortere. Ikke skoledagen. Reformen. 

Og prøv bare at putte mønter i den automat, som får mig i gang med at berette om inklusionens forbilledlige fortræffeligheder.

#63 “Skoledagen blev længere. Ikke bedre” – RapportDownload
Kategorier
Blogindlæg Frivilligt arbejde Personlige

Samtalen som modstand

Der findes næppe noget, vi gør mere, og samtidig noget, vi gør dårligere end at tale sammen. Vi kommunikerer konstant. Vi skriver beskeder, kommenterer opslag, sender emojis og deler holdninger hurtigere, end vi når at tænke dem igennem. Men det føles samtidig, som om den rigtige samtale er ved at blive en mangelvare. Den, hvor ingen på forhånd ved, hvor den ender. Hvor formålet ikke er at vinde, men at forstå.

Det var egentlig dér, idéen til Samtaleklubben opstod. Samtaleklubben er i dag under 4 måneder gammel, men udkommer fast på 6 af de største tjenester for podcasts, og er netop begyndt at blive udsendt i den sydsjællandske æter, på radio40plus. Det tillader jeg mig at være lidt stolt af.

Det startede egentligt ikke som et ønske om at lave endnu en podcast. Dem findes der rigeligt af. Tværtimod voksede projektet ud af en stigende frustration over den offentlige debat. For vi har efterhånden fået en kultur, hvor alle forventes at have en holdning til alting, men hvor alt for få er nysgerrige på, hvorfor andre mener noget andet. Vi ser debatter med vindere og tabere, men alt for sjældent samtaler, hvor begge går klogere hjem.

Jeg savnede et rum, hvor man kunne være uenig uden at være uvenner. Hvor man kunne stille spørgsmål uden at blive mistænkeliggjort. Hvor et “det ved jeg faktisk ikke” blev opfattet som et tegn på ærlighed frem for svaghed. Så jeg byggede det rum selv. Vi vil så gerne fremstå som om vi har styr på det vi taler om, og når jeg skriver klummer til Helsingør Dagblad, forsøger jeg da også at skrive om emner jeg besidder et vist kendskab til.

Samtaleklubben er på mange måder et meget enkelt projekt. To mennesker. Ét emne. Ingen ordstyrer, ingen krav om enighed og ingen forventning om, at verden nødvendigvis bliver løst på en halv time. Til gengæld en fælles ambition om at lytte mindst lige så meget, som man taler. Det har været fascinerende at opleve, hvad der sker, når man giver mennesker den tid. Flere af samtalerne giver også så meget stof til eftertanke, at samtalen fortsætter over flere afsnit.

Vi har talt om aktiv dødshjælp, krig, religion, køn, fagbevægelsen, klimaforandringer, ytringsfrihed, trivsel, identitet, kunstig intelligens og meget andet. Emner, der normalt får kommentarspor til at eksplodere, men som i samtaleform bliver langt mere nuancerede. Ikke fordi deltagerne pludselig bliver enige, men fordi de opdager, at uenigheden ofte er mere interessant end enigheden.

Det mest overraskende er måske, hvor ofte folk bagefter fortæller, at de har ændret perspektiv. Ikke nødvendigvis holdning, men perspektiv. Og måske er det i virkeligheden vigtigere. Verden bliver sjældent bedre af, at alle mener det samme. Den bliver bedre, når flere forstår, hvorfor andre mener noget andet.

Samtidig har projektet mindet mig om, hvor mange kloge mennesker der findes omkring os. Mennesker, som aldrig ville blive inviteret ind i de landsdækkende tv-debatter, men som besidder erfaringer, refleksioner og indsigter, der fortjener at blive hørt. Samtaleklubben har givet dem en mikrofon – og mig den store fornøjelse at lytte. Og spørge. Og blive klogere.

Måske er det netop dét, der er den vigtigste erkendelse. Vi mangler ikke flere meninger. Dem producerer vi i rigelige mængder hver eneste dag. Det, vi mangler, er mennesker, der er villige til at lade deres egne holdninger udfordre. Mennesker, der kan være oprigtigt nysgerrige, også når de er dybt uenige.

Samtalen løser ikke alle problemer. Den fjerner ikke konflikter, og den gør ikke verden enkel. Men den gør den lidt mere forståelig. Og det er måske den bedste begyndelse, vi kan håbe på. Hvis Samtaleklubben kan bidrage bare en lille smule til det, så har projektet allerede været umagen værd. Find os på Facebook, Spotify, eller bare online på www.samtaleklubben.dk

Kategorier
Blogindlæg Personlige

Jeg læser ikke klassikere for at blive underholdt

Da jeg sidste efterår begyndte projektet med at læse verdenslitteraturens væsentligste værker, spurgte flere, om jeg virkelig havde lyst. Spørgsmålet er egentlig forståeligt, for de fleste af os vælger bøger af samme grund, som vi vælger en film eller en tv-serie: Vi vil underholdes. Men det var aldrig formålet med mit projekt. Jeg satte mig ikke for at finde de bedste romaner eller de mest spændende fortællinger. Jeg satte mig for at læse de bøger, som har været med til at forme den kultur, vi er vokset op i. Det er en væsentlig forskel. Jeg læser ikke klassikerne, fordi de nødvendigvis er gode. Jeg læser dem, fordi de er vigtige. De gode kan komme senere.

Efter omkring 27 værker, og kun 1/8 igennem min liste, er det blevet tydeligt for mig, at vi ofte forveksler kvalitet med betydning. Vi forventer næsten, at en klassiker automatisk også skal være en fantastisk læseoplevelse. Men sådan fungerer kulturhistorien ikke. Ingen besøger Nationalmuseet med forventningen om, at en flintøkse skal være lige så underholdende som en Netflix-serie. Alligevel forventer mange, at Homer, Cervantes eller Tolstoj skal kunne konkurrere med en moderne spændingsroman. Det synes jeg er den forkerte målestok. De gamle værker skal ikke først og fremmest underholde os. De skal hjælpe os med at forstå, hvor vores fortællinger, idéer og forestillinger kommer fra.

Det betyder ikke, at de alle er lige gode. Nogle af bøgerne har grebet mig langt mere end andre, og der er bestemt også værker, jeg aldrig får lyst til at genlæse. Men det er heller ikke længere det interessante. Jeg er holdt op med at spørge, om en bog var god. I stedet spørger jeg, hvorfor netop den blev stående, mens tusindvis af andre bøger forsvandt. Hvad var det, den satte i gang? Hvad ændrede den? Hvilke forfattere byggede videre på den? Den slags spørgsmål har vist sig at være langt mere spændende end at give bogen et antal stjerner. Men jeg holder mig nu ikke tilbage med at give dem karakterer. Og de fleste slæber sig af sted med bundkarakterer.

Det mest overraskende er måske, hvor mange referencer der pludselig falder på plads. Udtryk som en odyssé, et kafkask system eller en donquixotisk kamp er ikke længere bare vendinger, man har hørt. De peger tilbage på konkrete værker, som stadig lever videre i vores sprog. Det samme gælder Shakespeare, Orwell, Dante og mange andre. Når politikere citerer 1984, eller når en film låner et motiv fra Hamlet, opdager man, at klassikerne stadig er omkring os. Ikke som museumsgenstande, men som en del af den måde, vi tænker og taler på. De har altså haft en væsentlig betydning for litteraturens udvikling. Og det var dér mit læseprojekt tog sin begyndelse.

Jeg tror egentlig, at projektet har lært mig noget, der rækker ud over litteraturen. Vi lever i en tid, hvor næsten al kultur bliver vurderet ud fra, om vi kunne lide den. Måske burde vi oftere spørge, om noget er værdifuldt, selv om det ikke nødvendigvis er fornøjeligt. Vi accepterer uden videre, at man lærer historie, fysik eller samfundsfag, selv om det ikke altid er underholdende. Men når det gælder litteratur, forventer vi tilsyneladende, at den både skal oplyse og underholde på samme tid. Jeg er ikke sikker på, at det er et rimeligt krav.

Derfor er projektet heller ikke blevet mindre motiverende, selv om nogle af værkerne har været tunge at komme igennem. Tværtimod. For hver bog føler jeg mig en lille smule bedre rustet til at forstå den kultur, jeg er en del af. Ikke fordi jeg er blevet romanelsker, men fordi jeg er blevet mere oplyst. Det var hele ambitionen fra begyndelsen, og den er faktisk blevet bekræftet undervejs. Jeg læser ikke klassikerne for at blive underholdt. Jeg læser dem for at forstå de referencer, som resten af vores kultur bygger ovenpå. Og det viser sig at være en langt bedre grund, end jeg havde forestillet mig.

Rangeret liste over litterære værker – Ark1Download
Kategorier
Blogindlæg Lokalpolitik

Tre biler og en nødkøreplan

Jeg har skrevet om det før, men det synes ikke at påvirke noget til det bedre — tværtimod — så her kommer det igen; den offentlige transport i Helsingør Kommune er helt på månen, og det sidste år er kun blevet værre. Ikke bare sådan lidt værre, men sådan systematisk, hverdagsødelæggende, “hvem har dog planlagt det her?”-værre. Faktisk er det nu så slemt, at vi som familie på tre, bosat i Hornbæk og med hverdagen forankret i Helsingør, står i den absurde situation, at vi lige om lidt har hele tre biler. Tre. Biler. Tænk at vi er nødt til at have en bil hver for at logistikken i hverdagen kan fungere nogenlunde uden at vi skal leve som nomader i et kollektivt trafikkaos.

I forvejen forsøger vi ellers at gøre alt det rigtige: vi handler stort ind én gang om ugen, vi koordinerer, vi kører sammen, vi planlægger, vi optimerer. Vi har sågar tre cykler stående klar i carporten, som et slags monument over vores gode intentioner. Men alligevel kan en hverdag med offentlig transport ikke lade sig gøre, med mindre vi samlet vil bruge over 20 timer om ugen ekstra på transport. Det er næsten poetisk, hvis man er til tragedier.

Jeg er helt med på, at vi også er ret privilegerede. Vi har råd til eget hus “på landet” — vi kunne jo bare flytte ind i én af Boliggårdens mange boligblokke i Helsingør og være tæt på det hele. Så kunne vi såmænd nok klare os med en enkelt delebil og de tre cykler, som pt. står og samler støv. Men vi kan lide vores lille Pandekagehus i udkanten af Hornbæk, og vi har ingen lyst til at flytte. Vi har valgt naturen, roen, kattene, fuglene, og den slags valg burde ikke straffes med en kommunal transportpolitik, der får én til at overveje, om hest og vogn måske var en mere stabil løsning. Jeg ville i øvrigt se super skarp ud i en romersk stridsvogn, hvis ikke jeg var så pokkers allergisk over for heste.

Derfor har vi bestilt en tredje bil. Naturligvis på elektricitet, som kan høstes direkte ud af væggen — det er trods alt 2026 — så den snart 17-årige kan overtage den ældste af bilerne, som alligevel snart stod til udskiftning. Og for lige at præcisere, at vi ikke er privilegerede på grevskabeligt niveau: der er ikke tale om hverken Mercedes eller Bentley. Der er tale om en lille koreansk mikrobil, som mest af alt ligner noget, der burde komme med en gratis pose ris eller panang-krydderi. Til gengæld springer vi så sommerferierejsen over i år. Det er prisen for at kunne komme i skole og på arbejde uden at skulle stå op klokken 04.42 for at nå en bus, der måske kommer, måske ikke.

Siden jeg sidst berørte emnet, er vi ovenikøbet blevet en busrute fattigere herude på landet. Den forsvandt stille og roligt, som om ingen ville opdage det, og “Lokalbananen”, som i årtier er blevet politisk negligeret og økonomisk udsultet, kører nu fast efter en nødkøreplan i hele Nordsjælland. Det er altså ikke blevet nemmere at komme med det offentlige. Det er faktisk blevet så kompliceret, at man næsten skal have en mastergrad i logistik for at forstå, hvornår togene kører, og hvornår de bare står og tænker over livet. Og ærligt: jeg tvivler på, at det er blevet billigere. Tværtimod virker det som om, vi betaler mere og får mindre. Mindre drift, færre afgange, flere forsinkelser, og en generel følelse af, at infrastrukturen i Helsingør Kommune er ved at blive drevet som et hobbyprojekt af nogen, der egentlig hellere ville lave keramik.

Det værste er næsten, at man efterhånden ikke engang bliver vred. Man bliver bare træt. Man kan nogle gange blive så træt, at det kan sælges i anparter. Træt af at skulle forklare venner og familie, at “nej, vi kan ikke bare tage toget”, træt af at høre politikere tale om grøn omstilling, mens de reelt tvinger os ud i flere biler, træt af at se unge mennesker stå i regnen ved et stoppested, hvor bussen kommer “om 27 minutter… eller måske slet ikke”.

Men her er vi. Tre biler. Tre cykler. En politisk affødt nødkøreplan. Og en kommune, hvor man efterhånden skal være mere mobil end en NATO-øvelse for at få hverdagen til at hænge sammen. God sommer.

Kategorier
Blogindlæg Personlige

For meget i posen

Lad mig for en god ordens skyld starte med at slå fast: ja, jeg er en hykler, for jeg kommer til at modsige mig selv flere gange i denne klumme. Det er næsten uundgåeligt, når man bevæger sig ind i det moderne abonnementslandskab, hvor alt pakkes ind i “værdi”, “fordele” og “oplevelser”, som om vi alle sammen går rundt og længes efter at blive overrasket af endnu et tilbud om noget “ekstra”, vi aldrig har bedt om.

Frøet til denne klumme blev sået af chefredaktørens leder den 12/5 2026, hvor der jubles over udsigten til endnu større værdi i vores avisabonnement. Jeg kan ikke lade være med at se det som en slags genoplivning af 90’ernes kabel-tv-pakker, hvor man betalte en pæn pris for tre gode kanaler, syv middelmådige og fire decideret uønskede. Og nej, de uønskede kanaler ville næppe have overlevet ret længe uden tvangsabonnementer. Det minder mig om, når man køber en ny computer, og der følger en hel zoologisk have af programmer med, som ingen har bedt om. Små digitale, blinde passagerer, der ligger og ånder tungt i baggrunden, mens man desperat forsøger at afinstallere dem. Det føles som at have lejere i kælderen, man aldrig har mødt, men som alligevel bruger ens vaskemaskine.

Hvorfor køber vi ind på det her fænomen? Tror vi oprigtigt, at vi får mere for pengene, hvis det ekstra, vi får, ingen reel værdi har for os? Jeg ser eksempelvis ikke ishockey. Krydstogter, shoppingfordele og Horsens Folkeblad gør intet for mig. Det kan da godt være, at jeg besøger Berlingske lidt oftere i fremtiden, når nu det følger med uden ekstra beregning, men det er ikke noget, der ændrer mit liv. Jeg vil langt hellere have et godt dagblad til en fornuftig pris end en masse ekstra, jeg aldrig kommer til at bruge.

Og her kommer så et af de hykleriske punkter: Jeg kan sagtens finde på at vælge et produkt fordi der følger noget med, som faktisk giver værdi for mig. Ikke teoretisk værdi, men konkret, brugbar værdi. Da jeg var cirka halvt så gammel som nu, gik jeg meget op i at have den nyeste telefon, og jeg valgte derfor et teleabonnement, der gav mulighed for hyppige skift i takt med teknologiens dengang hæsblæsende udvikling. Det var ikke bare en fordel – det var på grænsen til at blive en identitet. Et lille nik til mig selv om, at jeg var med helt fremme, selvom jeg i dag knap kan huske, hvad jeg egentlig brugte alle de nye funktioner til. Jeg har også investeret i bestemte aktier, fordi der fulgte fordele med, som betød, at jeg kunne fjerne en udgift fra budgetkontoen. Det føltes næsten som at snyde systemet – som om jeg havde fundet en hemmelig dør i økonomiens baglokale, hvor der stod “gratis adgang for aktionærer”. Det var selvfølgelig ikke gratis, men følelsen var der. Og følelser er, som bekendt, en valuta i sig selv.

Men måske er det netop dér, hele miseren ligger: Vi bliver solgt en følelse. En illusion af, at vi får mere, end vi betaler for. At vi er smarte, strategiske forbrugere, der navigerer overlegent i et hav af “fordele”, som i virkeligheden mest af alt er pynt på en pakke, vi allerede har betalt for. Det er som at købe en bil og få at vide, at der følger gratis luft i dækkene med. Tak, men det havde jeg egentlig regnet med.

Jeg ved godt, at jeg modsiger mig selv. Jeg ved godt, at jeg både kritiserer og deltager i det samme system. Men måske er det netop derfor, det er værd at skrive om. For jeg tror vi er mange, der går rundt og bilder os selv ind, at vi er rationelle og kritiske forbrugere, mens vi i virkeligheden er lige så påvirkelige som alle andre. Vi vil gerne have følelsen af at få noget ekstra. Noget særligt. Noget, der gør os til vindere i et spil, hvor reglerne hele tiden ændrer sig.

Og måske – bare måske – er det på tide at spørge sig selv, om vi egentlig får mere værdi, eller om vi bare får mere. For der er forskel. Stor forskel.

Kategorier
Blogindlæg

Den tredje akse – fagbevægelsens glemte dimension

I Danmark taler vi om røde og gule fagforeninger. Men der mangler en tredje akse i samtalen: den blå. Den repræsenterer noget, som både arbejdsmarkedet og debatten har overset alt for længe – nemlig demokratisk medlemsforankring og uafhængighed.

🔴 De røde – ideologiens akse

De røde har båret arbejderbevægelsen frem og sikret rettigheder, overenskomster og solidaritet. Men de er også bundet til en politisk arv, der gør det svært at være medlem uden samtidig at abonnere på en ideologisk linje. For mange moderne lønmodtagere er det en barriere: man vil gerne være en del af fællesskabet, men ikke nødvendigvis af partipolitikken.

🟡 De gule – markedets akse

De gule fagforeninger – eller fagforretninger – har gjort det nemt at købe sig til juridisk hjælp og forsikring. De har effektiviseret og digitaliseret, men samtidig fjernet noget væsentligt: foreningsånden. Når medlemskab bliver en transaktion, forsvinder den demokratiske dimension – og dermed den kollektive stemme.

🔵 De blå – den manglende akse

Her opstår behovet for en tredje kategori: de blå fagforeninger. De er hverken ideologiske som de røde eller profitorienterede som de gule. De er foreningsdrevne, uafhængige og medlemsstyrede. De bygger på tillid, transparens og faglighed – ikke på partipolitik eller profit. De blå repræsenterer en moderne form for fællesskab, hvor man kan være engageret uden at være bundet, og hvor demokrati ikke er et slogan, men en struktur.

💬 Hvorfor jeg har valgt Frie

Jeg har valgt Frie, fordi det er en fagforening, der tager medlemsdemokratiet alvorligt. Her handler det ikke om partilinjer eller markedsandele, men om mennesker, faglighed og indflydelse. Frie er et sted, hvor man kan være medlem uden at skulle vælge side – og hvor man stadig har en stemme. Det er den blå akse i praksis: uafhængighed, fællesskab og respekt for den enkeltes faglige identitet.

🔍 En ny måde at forstå fagbevægelsen på

Hvis vi skal styrke den danske model, må vi også styrke samtalen om, hvad en fagforening kan være. Den blå akse er ikke et kompromis mellem rød og gul – den er et alternativ. Et rum for dem, der tror på fællesskab uden ideologisk binding og på faglighed uden forretningslogik. Det er her, fremtidens fagbevægelse kan vokse.

📊 Se infografikken, der viser forskellene mellem ideologi, marked og demokrati – og hvor bl.a. Frie placerer sig som den blå akse.

Eksempler på opdeling i 3 akser

🔴 Røde fagforeninger

Kendetegn: partipolitisk/ideologisk forankring, stærke hovedorganisationer, kollektiv kamptradition.

  • 3F — klassisk LO/FTF-tradition, stærk politisk profil
  • HK — stor bredde, tydelig historisk tilknytning til arbejderbevægelsen
  • FOA — offentligt fokus, politisk aktiv
  • Dansk Metal — stærk industrifagforening med politisk linje
  • BUPL — pædagogernes fagforening, tydelig politisk interessevaretagelse
🟡 Gule fagforeninger

Kendetegn: markedsorienterede, lav pris, begrænset medlemsdemokrati, ofte uden overenskomster.

  • Det Faglige Hus — Danmarks største gule aktør
  • Krifa — serviceorienteret, værdibaseret, ikke-kamporienteret
  • ASE — erhvervs- og lønmodtagerfokus, forretningsdrevet
  • Min A-kasse — ofte kategoriseret som gul pga. struktur og model
  • Business Danmark — interesseorganisation med gule træk
🔵 Blå fagforeninger

Kendetegn: uafhængige, ikke-partipolitiske, medlemsdemokratiske, ikke-kommercielle, moderne og pragmatiske. (Her placerer vi Frie som en central aktør.)

  • Frie — medlemsdemokratisk, uafhængig, ikke-kommerciel
  • Teknisk Landsforbund (TL) — fagligt stærk, politisk uafhængig, foreningsdrevet
  • Juridisk Fagforening (JUF) — nichefagforening med medlemsfokus og uafhængighed
  • Socialpædagogerne Ungdomsforeninger / alternative uafhængige nicheforbund — små, demokratiske, ikke-kommercielle
  • Ingeniørforeningens uafhængige fraktioner / IDA’s ikke-politiske medlemslinje — IDA er ikke rød og ikke gul; den er en teknisk, faglig, uafhængig forening med stærkt medlemsdemokrati

(IDA er ikke altid nævnt i farve-debatter, men strukturelt passer den bedre i blå end i rød eller gul.)

Kategorier
Blogindlæg Lokalpolitik

Når idyllen lugter

Der er noget naivt rørende over historien om de velhavende strandvejsbeboere i Snekkersten, der nu – efter otte år med havudsigt, solnedgange og ejendomsværdier i den tungere ende – har opdaget, at naturen ikke følger lokalplanen. Stanken af rådden tang er nemlig blevet værre og værre, og nu må der handles, må man forstå. Underskrifter skal indsamles, myndighederne skal i tale, og Kystdirektoratet må på banen. For når idyllen lugter, må nogen jo gøre noget. Og helst nogen andre. Og pengene skal trækkes på fællesskabets store kreditkort.

Man forstår jo næsten frustrationen hos de næsekrænkede langs Pløresund: Man køber et hus på en frostklar vinterdag, hvor alt er smukt, stille og velduftende. Og så – som et chok – viser det sig, at naturen ændrer sig med årstiderne. At opskyllet tang rådner i forårssolen. At havet flytter rundt på ting og fedtemøg. At en lagune ikke er et helårs spaområde, men et stykke kyst, der opfører sig som… ja, kyst. Det er næsten uforskammet af naturen. Det er i samme kategori som når beboerne ved havnefronten brokker sig over at havnen ind i mellem bliver brugt som havn, eller når beboere i midtbyen brokker sig over larm i gaden den ene dag, og at byen kun er befolket af spøgelser den næste. Så må man jo lige sætte sig lidt ind i hvad det er for et område man bosætter sig i.

Det mest fascinerende ved historien er dog ikke tangen. Det er forventningen om, at kommunen – altså fællesskabet; du og jeg – skal betale for at holde udsigten ren og duftneutral. For selvfølgelig skal skatteborgerne i Hornbæk, Tikøb og Nygård være med til at finansiere, at Strandvejen i Snekkersten kan dufte af Provence og ikke af Danmark. Man kan næsten høre argumentet: “Vi betaler jo også skat!” Det gør alle andre også. Forskellen er bare, at de færreste forventer, at kommunen kommer forbi med skovl og trillebør, hver gang naturen opfører sig naturligt.

Hvis man virkelig mener, at tangen er et problem, findes der faktisk en løsning, der er både hurtig, effektiv og overraskende billig: En skovl. Og en trillebør. Og så en portion enighed blandt alle naboerne om at gå i gang. Det er ikke sikkert, at det pynter på Instagram, men det virker. Og det er i øvrigt præcis det, frivillige gør i store dele af landet, når naturen driller. De går ud og tager fat. Ikke fordi det er deres skyld – men fordi det er deres kyst. At bo ved havet er nemlig ikke kun vinterbadning, smukke solnedgange og høje ejendomsvurderinger. Det er også tang, storme, sandflugt og fugle, der ikke har læst kommunens budgetaftale.

Det er selvfølgelig helt legitimt at være træt af lugten. Det er menneskeligt. Men det er også værd at huske, at man ikke kan købe sig til en natur uden natur. Kystdirektoratet kan ikke trylle. Kommunen kan ikke budgettere sig ud af tidevand. Og havnen kan ikke stå med en skovl hver gang vinden vender. Naturen er ikke en serviceydelse, men et vilkår. Og nogen gange lugter den. Jeg har den fordel at være vokset i Helsingør og have begået mig i alle kommunens kystbyer, på alle årstider gennem min opvækst og ungdom. Og netop lugten, som altid har været et vilkår på strækningen mellem Helsingør og Nivå, har medvirket til at jeg i dag bor på nordkysten, ikke sydkysten. For Øresunds stillestående pladdervand og gammel tang lugter virkelig fælt. Det har aldrig været en hemmelighed. Og det kan ikke opveje den smukke udsigt til Tycho Brahes gamle ø, mellem Skåne og Sjælland.

Hvis beboerne på Strandvejen virkelig vil gøre noget ved problemet, kunne de overveje at gøre det, som alle andre borgere i kommunerne rundt i hele landet gør, når noget generer dem: Gå ud og tage fat. Det er ikke farligt. Og det er faktisk ret sundt. Man kunne endda gøre det til en social begivenhed. “Tang & Tapas”. “Strandrens & Chardonnay”. “Bananen Cleanup Day”. Det ville klæde området. Og måske – bare måske – give en lille smule respekt for den natur, man ellers kun elsker, når den opfører sig pænt. Det lugter ærligt talt allermest af privilegiepanik og ejendomsværdiangst.

Kategorier
Blogindlæg Personlige

Sproget udvikler sig, heldigvis

Jeg kerer mig om det danske sprog. Trods mine beskedne basiskundskaber udi det skrevne, forsøger jeg med omhu at bruge korrekt sprog, uden nødvendigvis at gøre mig meget klogere på det end godt er. Og jeg holder af alle de alternative måder, vi kan bruge sproget på, når reglerne mest er vejledende. Det er faktisk kun offentlige instanser, der ved lov skal følge dansk retskrivning og bruge Dansk Sprognævns officielle stavemåder. At det officielle Danmark sjældent lever op til egne idealer, er en anden sag som måske skal belyses ved en anden lejlighed.

Alligevel må vi som sprogbrugere lære at tåle sprogets udvikling. Ellers talte vi stadig oldnordisk. Eller svensk ligefrem. Det betyder dog ikke, at jeg bifalder enhver udvikling. Når sproget af dovenskab fattiggøres, gør det næsten fysisk ondt at se nye tilladte stavemåder. Eksempler som de tilladte sideformer “akvarie” og “toge” giver mig kuldegysninger. Jeg gyser også, når jeg i TV-Avisen hører nogen “tappe ind i”, selvom jeg nok ender med at acceptere det på linje med at “være født ind i” og “tale ind i”. Men det ynkelige misbrug af ordet “patetisk” kommer jeg nok aldrig til at acceptere, da dette ord allerede har en helt anden betydning. (følelsesladet, stolt, fædrelandsfølelse, patosfyldt)

Anledningen til denne klumme opstod til en julehyggeseance i 2025, hvor en deltager ivrigt harcelerede over den engelske påvirkning af dansk – især dette nymodens “AI”. Hvorfor skulle vi nu sige AI, når det burde hedde K.I. på dansk? Her må jeg desværre bryde illusionen om, at “kunstig” og “intelligens” skulle være særligt danske ord. “Kunstig” kommer fra tysk, og “intelligens” fra fransk og latin. Først for godt 100 år siden blev ordet af den tyske psykolog Stern brugt om menneskets mentale evner. En kunstigt frembragt intelligens må derfor logisk nok kaldes kunstig intelligens. Eller K.I., hvis man absolut vil. Men forestillingen om at begrebet AI skulle være nyt, er også en illusion jeg kommer til at bryde, da det som fagterm stammer tilbage fra 1950’erne.

Og jeg vover den påstand, at samme person der brokkede sig over amerikanisering, selv var ung i 1950’erne, hvor man gladeligt importerede ord som teenager, weekend, rock ’n’ roll, jeans, grill, transistor og radar. Selv udtrykket “at give den gas” kommer direkte fra unge amerikanere i store flydere, hvor gas er det vi kalder benzin. Det er derfor en kende hyklerisk at nægte nye ord indrejse via Kastrup, når vi altid har ladet os påvirke udefra. Uden lån ville sproget være fattigt, og hvis vi skulle finde på egne udtryk for enhver ny teknologisk opfindelse vi stødte på, ville vi hurtigt komme til at tale svensk, for de er “gode” til at finde på deres egne ord. Og bare rolig – det danske sprog har gennem tiden også påvirket andre sprog. Mere om det en anden gang.

Nuvel, videre til selve begrebet AI. Artificial Intelligence har sin etymologiske og formelle oprindelse i midten af 1950’erne, primært tilskrevet den amerikanske datalog John McCarthy. McCarthy, som stod på skuldrene af folk som Alan Turing, Allen Newell og Herbert A. Simon, beskrev det som “videnskaben og ingeniørkunsten at skabe intelligente maskiner”. Og først efter årtiers hårdt arbejde, kan teknologien nu danne de nødvendige dybe neurale netværk i silicium, som vores hjerner danner dem biologisk, helt intuitivt. Jeg håber vi er kloge nok til at tøjle dem.

I Danmark, som for resten af verden, er AI for længst blevet hverdag. Mange virksomheder bruger det aktivt, og jeg selv har brugt det flere gange til at sammenfatte, journalisere og gennemgå store datamængder, og når jeg søger konkrete vejledninger til tolkning af tung lovgivning, er AI en uvurderlig hjælp. Og begrebet er ikke nyt i dansk. Forkortelsen AI har været kendt i Danmark siden slutningen af 1970’erne og er for længst blevet den foretrukne form, mens K.I. er sjælden. AI – med sideformen ai – kom i Retskrivningsordbogen i 2024.

Sproget udvikler sig. Heldigvis. Brug det. Udvikl det.