Lad mig for en god ordens skyld starte med at slå fast: ja, jeg er en hykler, for jeg kommer til at modsige mig selv flere gange i denne klumme. Det er næsten uundgåeligt, når man bevæger sig ind i det moderne abonnementslandskab, hvor alt pakkes ind i “værdi”, “fordele” og “oplevelser”, som om vi alle sammen går rundt og længes efter at blive overrasket af endnu et tilbud om noget “ekstra”, vi aldrig har bedt om.
Frøet til denne klumme blev sået af chefredaktørens leder den 12/5 2026, hvor der jubles over udsigten til endnu større værdi i vores avisabonnement. Jeg kan ikke lade være med at se det som en slags genoplivning af 90’ernes kabel-tv-pakker, hvor man betalte en pæn pris for tre gode kanaler, syv middelmådige og fire decideret uønskede. Og nej, de uønskede kanaler ville næppe have overlevet ret længe uden tvangsabonnementer. Det minder mig om, når man køber en ny computer, og der følger en hel zoologisk have af programmer med, som ingen har bedt om. Små digitale, blinde passagerer, der ligger og ånder tungt i baggrunden, mens man desperat forsøger at afinstallere dem. Det føles som at have lejere i kælderen, man aldrig har mødt, men som alligevel bruger ens vaskemaskine.
Hvorfor køber vi ind på det her fænomen? Tror vi oprigtigt, at vi får mere for pengene, hvis det ekstra, vi får, ingen reel værdi har for os? Jeg ser eksempelvis ikke ishockey. Krydstogter, shoppingfordele og Horsens Folkeblad gør intet for mig. Det kan da godt være, at jeg besøger Berlingske lidt oftere i fremtiden, når nu det følger med uden ekstra beregning, men det er ikke noget, der ændrer mit liv. Jeg vil langt hellere have et godt dagblad til en fornuftig pris end en masse ekstra, jeg aldrig kommer til at bruge.
Og her kommer så et af de hykleriske punkter: Jeg kan sagtens finde på at vælge et produkt fordi der følger noget med, som faktisk giver værdi for mig. Ikke teoretisk værdi, men konkret, brugbar værdi. Da jeg var cirka halvt så gammel som nu, gik jeg meget op i at have den nyeste telefon, og jeg valgte derfor et teleabonnement, der gav mulighed for hyppige skift i takt med teknologiens dengang hæsblæsende udvikling. Det var ikke bare en fordel – det var på grænsen til at blive en identitet. Et lille nik til mig selv om, at jeg var med helt fremme, selvom jeg i dag knap kan huske, hvad jeg egentlig brugte alle de nye funktioner til. Jeg har også investeret i bestemte aktier, fordi der fulgte fordele med, som betød, at jeg kunne fjerne en udgift fra budgetkontoen. Det føltes næsten som at snyde systemet – som om jeg havde fundet en hemmelig dør i økonomiens baglokale, hvor der stod “gratis adgang for aktionærer”. Det var selvfølgelig ikke gratis, men følelsen var der. Og følelser er, som bekendt, en valuta i sig selv.
Men måske er det netop dér, hele miseren ligger: Vi bliver solgt en følelse. En illusion af, at vi får mere, end vi betaler for. At vi er smarte, strategiske forbrugere, der navigerer overlegent i et hav af “fordele”, som i virkeligheden mest af alt er pynt på en pakke, vi allerede har betalt for. Det er som at købe en bil og få at vide, at der følger gratis luft i dækkene med. Tak, men det havde jeg egentlig regnet med.
Jeg ved godt, at jeg modsiger mig selv. Jeg ved godt, at jeg både kritiserer og deltager i det samme system. Men måske er det netop derfor, det er værd at skrive om. For jeg tror vi er mange, der går rundt og bilder os selv ind, at vi er rationelle og kritiske forbrugere, mens vi i virkeligheden er lige så påvirkelige som alle andre. Vi vil gerne have følelsen af at få noget ekstra. Noget særligt. Noget, der gør os til vindere i et spil, hvor reglerne hele tiden ændrer sig.
Og måske – bare måske – er det på tide at spørge sig selv, om vi egentlig får mere værdi, eller om vi bare får mere. For der er forskel. Stor forskel.
