Kategorier
Blogindlæg Hornbæk Fjernvarme

Så er den gal igen på det lille varmeværk

Jeg havde egentlig tænkt mig at lade hele dette emne ligge, men da det nu var blevet den tid på året hvor årsregnskaberne er ved at blive gjort klar til revision, ville jeg alligevel lige stikke snuden i gyllebeholderen og se om det stadig lugtede råddent. Og det gjorde det. Altså på det lokale varmeværk i Hornbæk, hvor man efter formandsskiftet i 2021 har haft mere end almindeligt svært ved at drive varmeværket på betryggende vis, med administrative prisstigninger til følge. Nuvel, den 6. januar søgte jeg aktindsigt i “alle typer honorar til hvert af selskabets bestyrelsesmedlemmer og ledelsespersonale” for lige at tage temperaturen på de af forbrugernes midler som ubeskåret går til en håndfuld menneskers private underhold.

Retur modtog jeg materiale som i sin helhed så relativt tilforladeligt ud, med et par enkelte undtagelser; begge i forbindelse med nu tidligere leders afskedigelse sidste sommer. Det førte i sagens natur til yderligere spørgsmål og jeg har derfor sendt endnu et par aktindsigtsanmodninger til selskabet. Men flere af de svar jeg på e-mail fik retur, fra en anonym afsender på varmeværket, viste at man mere eller mindre bevidst, holder forbrugerpriserne kunstigt oppe ved at tilsidesætte lovpligtig afskrivning men i stedet straksafskriver på indkøb under den skattemæssige beløbsgrænse på 15.600 kroner. Den går simpelthen ikke – medmindre man driver en bolchebutik.

Varmeforsyningsloven og afskrivningsbekendtgørelsen giver ikke hjemmel til at en forsyningsvirksomhed på den måde kan straksafskrive så meget som en skruetrækker. Og det ved de godt på Lille Evaldsvej – eller det burde de i hvert fald, for både Dansk Fjernvarme, Forsyningstilsynet, advokater og revisorer har gennem årene gjort relativt store krumspring for at rette opmærksomhed på reglen. Alligevel sker det, måske på alle køb, at vi som forbrugere påtvinges at betale langt hurtigere end nødvendigt – reelt kan vi have penge til gode som er ulovligt opkrævet de sidste par år. Det er værd at undersøge. Men det må være op til Forsyningstilsynet at være dommer i dette spørgsmål.

Men hvorfor er det så vigtigt at afskrive over en periode, frem for straks at nedsætte et anlægs værdi til 0 kroner? Det er det for at holde balance i økonomien. Den trebenede taburet i denne sammenhæng består af levetid, finansiering og afskrivning. Hvis en investering lever længere end man afskriver på den, koster det forbrugerne for meget i den første tid, og mindre senere – det er altså de “forkerte” forbrugere som betaler og det fører til urimelig kapitaldannelse i selskabet. Hvis finansieringen løber over en længere periode end levetid og afskrivning, kan man få likviditetsproblemer med tiden og så er der ikke råd til fornyelse, uden at sætte prisen (yderligere) op. 

Det gælder altså om at have en kostægte balance, så præcis de forbrugere der har glæde af en investering, også er dem som betaler for den – i samme periode. Levetid, finansiering og afskrivning skal altså gerne følges ad. Og faktisk er det så fleksibelt i lovgivningen at afskrivninger kan gøres variable – man SKAL ikke afskrive det samme hvert år, så der er rig mulighed for at holde sine priser i nogenlunde ro. Det har man ikke været i stand til, og jeg er ikke sikker på, at det kun skyldes uvidenhed.

Som med så meget andet kræver det naturligvis at man har kapaciteten til at sætte sig ind i reglerne og gøre tingene rigtigt. Og selvom selskabet nu har en ledelse som koster tæt på en hel million om året, så lader det ikke til at lugte mindre dårligt i det gamle bageri, hvor rævekager efterhånden er det eneste tilbage i kagedåsen. Jeg er begyndt at heppe på en hurtig overtagelse fra Forsyning Helsingørs side, for det står klart at vi ikke længere selv har kapaciteten til at drive et lille forbrugerejet varmeværk i Hornbæk. Indtil da, holder jeg øje med vores fælles værdier og jeg opdaterer med bilag, links osv. på min hjemmeside.

Kategorier
Blogindlæg

Repair Café Helsingør: Magien i Reparationens Verden

I Helsingør findes en lille perle, hvor tiden næsten står stille, og magien sker den første lørdag i (næsten) hver måned. Det er her, jeg er frivillig fixer. Repair Café Helsingør er ikke blot et sted, men en oplevelse – en, der handler om meget mere end blot at reparere ting. Det handler også om mennesker, historier og en følelse af fællesskab. I øvrigt som mange andre steder drevet af frivillige kræfter gør. Stedet har eksisteret i byen i godt 2 år, og personligt har jeg været med siden årsskiftet.

Når jeg træder ind i lokalet, bliver jeg altid mødt af velkendte ansigter og varme smil. Duften af nybrygget kaffe fylder rummet, og lyden af skruetrækkere, symaskiner og samtaler blander sig til en behagelig symfoni. Her er alle velkomne, uanset om de har et knækket møbel, en defekt lampe eller blot en nysgerrighed efter at lære noget nyt. Selv lærer jeg noget nyt hver gang, og det fantastiske ved at være fixer er netop også, at vi konstant lærer nye ting og bliver dygtigere. Hver defekt genstand er en ny udfordring, en gåde, der skal løses. Vi deler vores viden med hinanden og med dem, der kommer ind for hjælp. Det er en vidunderlig følelse af kontinuerlig læring og vækst.

Jeg har også bemærket, hvordan Repair Café har skabt bånd på tværs af generationer. En pensioneret finmekaniker og en ung IT-studerende kan finde fælles glæde i at reparere et gammelt lysbilledapparat. Det er i disse øjeblikke, man virkelig mærker styrken af fællesskab og samarbejde. Vi er alle forskellige og besidder forskellige evner, men her er vi forenet i vores ønske om at levetidsforlænge og reparere brugte sager, for at spare planeten for unødigt ressourceforbrug. Vi er også gode til at vise hinanden hvordan forskellige dele fungerer, og der hvor ens evner ikke rækker – rækker man blot ud til en af de andre fixere, som tilfældigvis besidder netop dén evne man mangler. Så bliver det ekstra sjovt at “gå til reparation”.

Og vi er faktisk ret gode til det – både i Helsingør og på landsplan, lykkes vi med at reparere mere end 70% af de indbragte effekter, og lokalt i Fiolgade har vi netop rundet en CO2 besparelse på 5 ton. Selv har jeg med succes været med til at redde blodtryksmålere, CD-afspillere, lamper, boremaskiner og en håndfuld støvsugere, samt en masse andet. I starten kom der omkring 15 sager per gang, men det tal er nu fordoblet. Ofte handler det om at en “dims” er knækket, og det kan i de fleste tilfælde betale sig at fixe det – i hvert fald så længe det ikke koster timeløn på et værksted. Særligt når vi ser på den anseelige mængde kapselkaffemaskiner som enten pisser ved siden af, eller ikke vil prikke hul i aluminiumskapslen, så er det enormt tidskrævende bare at skille maskinen nok til at kunne komme tæt på den defekte del – hvor selve reparationen måske er hurtigt løst.

Heldigvis barsles der med lovgivning, som forhåbentligt kan få betydning for produkternes reparationsvenlighed. Hvis producenterne eksempelvis pålagdes at dele tegninger, reparationsmanualer og reservedelslister, så ville vi være kommet et langt stykke af vejen – og jeg mener faktisk at ressourcebesparelser er vigtigere end indtjening.

Nogle ting må vi alligevel indse er brugt op. Hvis slitagen er for stor, en vigtig og ikke udskiftelig del er knækket eller mangler, eller hvis et batteri har smidt sin ætsende saft ud over et helt printkort – så må sende tingene på lossen/fyldet/omlasteren eller hvad du vælger at kalde det. Her kan det splittes op i flere fraktioner, og smeltes om eller genanvendes på anden måde.

Hvis du selv står med noget, der er gået i stykker, eller blot en nysgerrighed efter at opleve noget særligt, så kom forbi Repair Café Helsingør. Her er der altid plads til flere hænder, flere historier og mere kærlighed til reparation. Det er ikke bare et sted – det er en bevægelse, en familie og en måde at skabe en bedre verden, én reparation ad gangen. Vi ses den 4. januar klokken 11-14.

Kategorier
Blogindlæg

Så i kometen

Efterårets mørke morgener varsler vinterens komme, og jeg elsker det kolde og dunkle vejr. For det betyder at det igen er blevet tid til diverse vinteraktiviteter. Bl.a. det at se op på nattehimlen og nyde godt af universets forunderligheder, som eksempelvis kometen C/2023 A3 – Tsuchinshan-ATLAS. Man har kunnet følge kometen på den sydlige halvkugle siden september, men først i anden uge af oktober har vi kunnet se den fra Danmark. Og nu er det hele igen overstået, så jeg håber du fik set den! Jeg fik selv observeret den af et par omgange, og jeg fik også fotograferet den hjemme fra Pandekagehusets have i Stenstrup, Hornbæk. Det var tilstrækkeligt mørkt til at den kunne ses med det blotte øje – og jeg trak hele familien med ud for at se på den gamle og støvede snebold, som med sin 29 millioner kilometer lange hale mildest talt var imponerende. Til trods for at jeg som den eneste af husstandens medlemmer har set kometer før, var jeg alligevel nok selv den mest begejstrede.

Aftenerne byder også allerede på planetparader af dimensioner – både de to gaskæmper Saturn og Jupiter, samt vores røde naboplanet Mars er at se i de sene aftentimer, og hvis man er hurtigt ude lige omkring solnedgang, kan man opleve Jordens søsterplanet Venus, som de kommende måneder vil blive klarere og klarere i takt med at hun står højere og højere på aftenhimlen. Jeg har ejet et par teleskoper gennem årene, og har nydt mange timer på at observere især de store gasplaneter i vores solsystem. Jupiters stribede udseende, dens 4 galileiske måner og Saturns betagende ringe er et nærmest magisk syn hver eneste gang. Faktisk kan det opleves i en almindelig håndkikkert, så de fleste har mulighed for at nyde dette syn.

Den mørkere himmel over vore hoveder, betyder også at der igen er astronomiske aktiviteter i Nordsjællands Astronomiforening – en forening jeg var med til at stifte for næsten 25 år siden. Tænk sig at vi, 10 lokale unge mænd med Allan Reib i spidsen en juniaften i år 2000, fik nedfældet et sæt vedtægter og på rekordtid fik skabt en af landets største astronomiske foreninger, endda med eget observatorium på toppen af Montebello midt i Helsingør. Næste sommer fylder foreningen et kvart århundrede, og mon ikke der bliver mulighed for at skåle i noget boblevand i den anledning. Foreningen har mange spændende foredrag i løbet af vinteren, og selv kommer jeg mindst til et par stykker af dem. I skrivende stund ser jeg frem til senere på dagen at skulle i Toldkammeret og høre astrofysiker Michael Linden-Vørnle præsentere forskernes seneste resultater fra jagten på liv i rummet.

Aften- og ungdomsskolerne er også startet op efter en (velfortjent) lang sommerferie, og det samme er ungernes teaterundervisning i foreningen Teaterbøtten, som underviser i nærheden af 100 børn og unge i skolealderen. For Pandekagehusets teenager er årets forestilling “Den Mørke Skole” den sidste forestilling – en forestilling som traditionen tro spilles på Borupgårdteatret i november måned. Der bliver gået til stålet med en vis portion vemod, og tankerne om at blive stor (for gammel) kan være vildt skræmmende. Som jeg lige har forstået det, bliver billetterne sat til salg ca. samtidig med denne klummes udgivelse, så hold jer endelig ikke tilbage.

En ting til jeg ser frem til i vinteren, er Gløgg. Og her tænker jeg ikke på den klassiske 80’er gløgg fra karton, med en bismag af fungicider og tran, men i stedet diverse variationer af både røde og hvide gløgg. Efterårsferien afsluttedes med et besøg i Georg Carstensens gamle Tivoli, hvor sæsonens første glas gløgg blev nydt. Det minder mig om, at der skal lægges rosiner i rom inden længe, så de kan nå at trække og blive voluminøse i både krop og smag.

Hvad skal din vinter gå med? Går du til noget undervisning, kulturtilbud, eller rejser du bare væk fra det hele?

Kategorier
Blogindlæg

Afrigning efter sommeren

I skrivende stund er kalenderen netop gået fra sommer til efterår, og det betyder at det er tid til en status over sommeren og tid til at tjekke om Pandekagehuset er klar til at gå efteråret og vinteren i møde. Hytten dufter af tomater, for jeg ved at koge gul ketchup til den store guldmedalje, for sikke en høst – og vi er langt fra at have høstet de sidste tomater, alle de store sorter er kun lige begyndt at tage farve fra solens varme, så de næste uger kommer vi til at koge endnu mere tomat til saucer og supper, som kan indtages i løbet af vinteren. Alt imens strømmer indie- folk- og countrytoner ud af højttalerne, som spiller den nye online Radio Mars, som Alex Nyborg Madsen og hans “bror” Søren Rebbe, står bag. At de ikke er på finansloven endnu, er ikke til at begribe. Nuvel, jeg har betalt for et abonnement, og vil anbefale jer det samme.

Det har været et godt år rent udbyttemæssigt. Selvom æble-, kirsebær- og ferskentræ stadig kun øver sig i at være træer, så er vi nærmest druknet i blåbær, hindbær, jordbær og ribs. Og smagen af hjemmedyrket mad er bare fantastisk. Vi er faktisk i overvejelser om udvidelse med en decideret køkkenhave på matriklen, men det bliver i hvert fald ikke i år det skal anlægges. Vi har haft nok med projekter, og selvom vi som sådan er nået i mål med det hele, så skal vi også lige have luft – og teenagerens trampolin skal lige flytte videre til skrothandleren, før pladsen er ledig. Vi nåede også rundt med pensler og træbeskyttelse, så nu kan det meste træværk klare sig en tid igen. Resten skal vi nok nå på de sidste varme dage, inden solen forsvinder fra vores breddegrader. Vejret ser i hvert fald ikke ud til at følge kalenderen.

Overgangen til efteråret betyder også, at ejendommen og dens udstyr skal efterses og gøres klar til vinteren. Varmeanlægget har netop fået et tjek; jeg har udluftet radiatorer og efterfyldt vand på varmekredsen – og alle termostater er tjekket og masseret, så de fungerer som de skal. Jeg har ikke lyst til at fryse, og jeg har slet ikke lyst til at stå med problemer, samtidig med alle andre (som ikke tjekker tingene i tide). Selvom det er et hus fra 1967, så er det i utrolig god stand og alt synes at virke som det skal. Det er 5 år siden jeg sidst har fyldt vand på varmekredsen, så det må siges at være tilfredsstillende. Derudover er der nogle tagrender som skal tømmes og renses og hvad der måtte dukke op af småting når vi nok også. I år vil jeg gerne nå at få tømt mine kapilærkasser inden vinteren – det var ikke ret lækkert at lave på bagkant, så løbende når afgrøderne visner hen, skal kasserne tømmes og på plads i skuret.

Jeg har endvidere planer om at skulle have dækslerne af diverse brønde, til både spildevand og sandfang, for at sikre at der ikke pludseligt er fyldte og proppede afløb, som ender med at blive et svineri af dimensioner. Det er bestemt ikke min yndlingsbeskæftigelse at åbne ned til undergrundens tarmsystem, men der er desværre ingen vej udenom. At jeg nok ikke selv kan udbedre eventuelle udfordringer, fritager mig desværre ikke fra at stikke øjnene i sølet og give “bedste mands bedste bud” på om det ser ok ud eller ej. Som jeg ser det, er man ikke fritaget for at bruge sin sunde fornuft, det skal i hvert fald helst ikke komme bag på mig, hvis noget trænger til udskiftning, reparation eller service. Jeg må bare tage næseklemme på.

Sommerens sidste måned var også tiden til årets hækklipning. Jeg kan sagtens nøjes med at klippe hæk én gang om året, og det foregår som regel i juli/august måned. Forsyning Helsingørs nyeste planer for afhentning af haveaffald gør at kalenderen nåede til midten af august, før jeg gik i gang. Samtidig har jeg for første gang forsøgt at opformere ca. 50 nye ligusterplanter, som efter planen skal kunne plantes ud næste år. En stor del af vores ligusterhæk er gammel og flere steder trænger den til at blive fornyet, så hvorfor ikke gøre det selv, gratis.

Hvilke sysler skal du nå inden efteråret og vinteren tager fat?

Kategorier
Blogindlæg

Aktivisme holder demokratiet levende

Sjældent kan en ytring i det lokale dagblad få mit blod til at bruse af arrigskab, som lederen d. 29/7 omhandlende aktivisme. En mere gammeldags og privilegeret holdning om aktivismens effekt tager nok en rum tid at søge frem. At forestille sig at der sker reelle ændringer ved kun at agere “voksent” og ved at “gå ind i politik”, kræver at man aldrig har bemærket hvor langsomt og ineffektivt demokratiets tandhjul drejer, eller mærket hvordan undertrykkelse og forskelsbehandling ødelægger. Hvis man vil have forandringer, så kræver det størrelse, vedholdenhed, opbakning, aktivisme og til tider ikke-voldelig civil ulydighed. Det er ikke vandalisme/terrorisme at lime sig fast til en startbane, ligesom det heller ikke gælder for lastvogne som kollektivt spærrer motorveje, eller landmænd som kører til Christiansborg for at protestere mod noget de er trætte af.  Det er et værktøj til at få opmærksomhed og dermed muligheden for at blive hørt af andre. Det er en nødvendighed ganske enkelt.

Nu skal jeg lige huske at nævne at jeg bestemt ikke taler for at man skal ødelægge ting i aktivismens tegn – jeg er imod vold og destruktion af kulturen, uanset hvor grimt og nutidsulækkert det måtte være, men hvis ikke vi protesterer mod det vi finder forkert, dør demokratiet ganske enkelt og vi bliver alle tromlet af nogen som er større og stærkere – det er en naturkraft som til stadighed bor i menneskets DNA. Der er bare mere end én sandhed og mere end to måder at gøre tingene på. Forstyrrelse af den almene orden ved at binde sig fast til et træ, lime sig fast på en startbane, sætte sig på indfaldsvejenes kørebaner, eller slet og ret stille sig foran en kampvogn eller en bulldozer, er forstyrrende elementer som skaber fokus og samtale, og ved tilstrækkelig gentagelse og tilslutning; skaber forandringer. Det nytter at sige fra.

Der skal være plads til at vi alle kan sige vores mening, uanset om vi bruger avisledere, billboardreklamer, bogafbrændinger eller trafikforstyrrelser til spredning af vores budskab.

Og ja, ind imellem bliver vi fanget midt i en aktion og kommer til at sidde i en kilometerlang bilkø, eller strander et par timer i en lufthavn (hvor der både er kaffe og tørvejr), men der må jo være omkostninger forbundet med at demonstrere, hvis ikke emnet skal ignoreres. Målet helliger midlet, som det siges. Hvis ikke man er enig i det der demonstreres imod eller kæmpes for, kan man jo passende lave en moddemonstration; selv moddemonstrerede jeg over sidste års lastbilsdemo, ved at holde i vejen for de næste fem lastbiler jeg mødte, så de på den måde betalte de 30 minutter “tilbage” som deres aktivisme havde kostet mig. Og som jeg ser det, fik de ikke held med at ændre på de dengang kommende regler, men der blev skabt samtale om emnet, og her et år senere er alt glemt igen. De havde hverken momentum eller størrelse til at gøre en egentlig forskel. Heldigvis.

Men jeg synes det er så ærgerligt at begrebet “aktivist” latterliggøres og gøres til en belastning, for folk og bevægelser som Mahatma Gandhi, Martin Luther King, Otpor, Mandela og Malala Yousafzai er ligeledes aktivister som alle har gjort en stor forskel; det tror jeg ikke ret mange i den oplyste verden er uenig i. Alle strejkende stilladsarbejdere, sygeplejersker etc. er ligeledes aktivister, som søger at opnå en forandring. Uden aktivisme ville vi stadig se tydelig raceadskillelse i gadebilledet, underbetaling af diverse arbejdere, kønsdiskrimination og sodende skorstene fra havnens røgerier (/ironi). Hvis vi for alvor går rundt i en osteklokke og tror at den lille ikke har en chance for ind imellem at tryne den store, så har vi alle tabt. Så har DEMOkratiet tabt. Naturligvis afhænger normative vurderinger af det ideologiske ståsted, men der skal være plads til at vi alle kan sige vores mening, uanset om vi bruger avisledere, billboardreklamer, bogafbrændinger eller trafikforstyrrelser til spredning af vores budskab. Aktivister er ikke kun bøller, men aktivisme kan OGSÅ anvendes som et effektivt og legitimt udenomsparlamentarisk redskab til at skabe reel social og politisk forandring.

Kategorier
Blogindlæg

Sig fra overfor dårlig opførsel

Jeg blev så glad da jeg i udsendelsesserien “Sexisme i musikbranchen” oplevede at mennesker reelt valgte at sige fra overfor dårlig opførsel. Ikke 40 år senere, men mens krænkelserne fortsat står på, og er en form for “normal”. Vi kan alle undskylde os med at vi har været en flok skovle m/k på et eller andet tidspunkt i vores liv, og for de fleste af os, var det i de unge år, mens vi stadig skulle lære om egne og andres grænser. Men der er sågu ingen undskyldning for at opføre sig ulækkert overfor andre mennesker i voksenlivet. Med livet følger en vis erfaring og den erfaring bør vise dig at det kan svare sig at være god mod andre. I hvert fald hvis du har et ønske om at andre skal behandle dig ordentligt.

Ordentligheden kan i den grad også komme på prøve, når man får sig forvildet ind i en art politisk diskussion på nettet, eller hvis man forsøger at råbe op i forhold til ødselhed fra diverse fælleskasser, hvad end det er på kommunen, i grundejerforeningen eller varmeværket. Sidstnævnte har jeg da brændt nallerne på, men det får mig ikke til at holde kæft (hvilket flere dog har bedt mig om). Jeg ser ikke mig selv som værende decideret stridslysten, men ind imellem får usandheder, nepotisme, røgslør og fuldesnak altså det værste frem i mig, og så må jeg til tasterne. Hvis bare vi var bedre uddannet i almen sund kritisk sans, så ville vi ikke hoppe på hvad som helst.

En af årsagerne til denne folkesygdom er, som jeg ser det, en indre afart af fænomenet “whataboutism” – denne trang til at matche eller overgå en historie, frem for bare at lytte. At vi hele tiden skal måle os op mod hinanden og vise det ene halvfalske glansbillede frem efter det andet. Vores higen efter at være lige så pæne og gode som de andre, virker som en undertrykkelse af jeget, frem for en fælles social løftestang. Det sociale fællesskab er med til at fastholde os i en ensom kasse, som hele tiden bliver målt og vejet af andre og os selv. Vi gør det for at få likes, anerkendelse og venskaber. Og vi har ikke brug for det. Det er decideret usundt.

Den polske sociolog Zygmunt Bauman pegede i 1990’erne netop på det forhold, at fællesskaber er ekskluderende. I Danmark dyrker kulturen fællesskabet i en sådan grad, at er man ikke en del af fællesskabet, så er det så stort et problem at der skal gribes ind for at få den enkelte ind i et ’passende’ fællesskab. Og som læreren Jakob Kvist skriver i et debatindlæg  d. 12/6-2024 i Information; “Det sociale har så meget magt over os, at det kan få os til at gå imod vores natur. Vi vil hellere være normale end opfylde vores eksistentielle behov, fordi vi ikke tænker videre over det. Derfor søger vi febrilsk og forgæves efter mening på de sociale medier og arbejdspladsen.

Jeg har for længst opgivet at “passe ind”, og jeg nægter simpelthen at lade mig kue, og som Jakob Kvist fortsætter; “Det har aldrig været lettere for magthaverne at udnytte os, fordi vi har så travlt med at imponere hinanden.” Jeg kunne ikke være mere ligeglad om du er imponeret eller ej, jeg lever ikke for likes, jeg går ikke på arbejde for at få venner, og når jeg ytrer mig er det primært for min egen skyld, og for måske at søge at påvirke min omverden. Jeg har absolut ingen som helst interesse i at have, eller få ret, jeg er udelukkende interesseret i at få sandheden frem. Anerkendelseshungeren har jeg aldrig rigtigt forstået, og det er muligvis en af de medvirkende årsager til at jeg er tilfreds i livet. Hvad du synes og føler er helt og holdent din egen hovedpine.

Samme hovedpine er det for mig, hvad jeg føler og tænker om den verden, jeg befinder mig i, og de mennesker jeg omgiver mig med. Den skarpe læser ved at jeg er markant introvert, hvilket derfor også kommer til at stille (måske for) høje krav, til dem jeg lukker ind i min private sfære. Vi er tilbage ved ordentligheden, og det at sige fra. Det er helt ok at sige fra overfor dårlig behandling, du skal ikke finde dig i at blive trådt på. Vi har selv et ansvar for i det mindste at kende egne grænser og for at takke nej til dårlige venskaber, forretningsforbindelser og lignende. Jeg har selv fulgt flere livslange venskaber til døren – fordi jeg ikke kunne leve med deres måde at være på. Og det er ok!

Husk på at det ikke er Verden som skal forme dig – det er dig som former Verden.

Kategorier
Blogindlæg

Klargøring inden sommeren

I skrivende stund er det 2. Pinsedag. Solen skinner og har gjort det længe, og vejrudsigten viser ikke en eneste byge de kommende 9 dage. Dette betyder, at min regnvandstank efterhånden er nede i niveau, med knap 400 liter gratis vandingsvand tilbage. Det holder nok til 8-14 dage, med de få hyggeafgrøder vi dyrker omkring Pandekagehuset. Derfor overvejer vi faktisk at udvide regnvandskapaciteten til 3000 liter, så vi kan klare os i længere tørre perioder. Vejret har virkelig været bemærkelsesværdigt stabilt og tørt, og det har tvunget os til at tænke mere langsigtet omkring vores vandforbrug. Det er fascinerende at se, hvordan sådanne praktiske hensyn får en til at overveje investeringer og ændringer, som kan sikre en mere robust fremtid for vores lille have.

De sidste morgener er gået med at male noget udsat træværk, som ikke kan vente til sensommeren. Jeg har taget hensyn til, at solens varme ikke skal brænde malingen af, inden træet har suget olierne til sig. At male i denne varme kræver en vis timing og planlægning. Det handler om at starte tidligt nok på dagen, eller meget sent om aftenen, så malingen kan tørre langsomt og jævnt. Heldigvis ser det ud til at lykkes, og træværket bliver beskyttet mod vejr og vind i de kommende år. På dette punkt ønsker vi absolut ikke byger, da det ville ødelægge vores nymalede træværk, men man kan som bekendt heller ikke både blæse og have mel i munden.

Alle tomatplanterne, som vi har 11 forskellige sorter af i år, salaten, kartoflerne og hokaidoerne er plantet ud på deres respektive pladser og kræver ikke meget arbejde resten af sommeren. Hvert år er det en stor glæde at se haven tage form. Jordbærbedene er blevet udvidet og forynget, og vores efterhånden store bærbed er klar til at give kilo efter kilo af alskens bær henover sommeren. Det er altid spændende at se, hvordan planterne udvikler sig, og hvor stort udbyttet bliver. Selv kirsebærtræet ser lovende ud i år, så vi skal nok få frugtknopper, inden vi når at gå på sommerferie. Det er en fornøjelse at se, hvordan vores hårde arbejde i haven begynder at bære frugt, både bogstaveligt og i overført betydning.

Hvert år ser jeg opgaverne med at så og plante med en vis rædsel og er nærmest opgivende, inden jeg rigtigt kommer i gang. Men i maj måned er vi nået til et punkt, hvor anstrengelserne bliver færre, og udbyttet kan nydes. Den søde tid er endelig kommet, og nu er det bare at vente og se planterne vokse. Det er en stor tilfredsstillelse at kunne høste sine egne afgrøder og se, hvordan de små frø, man har sået om vinteren, bliver til store, sunde planter. Og jeg har noteret mig at jeg næste år skal i gang 14 dage tidligere…

Mens vi venter på høsten, er der stadig mere træværk, som trænger til en klat maling. Det er en kontinuerlig proces at vedligeholde et hjem og en have, men som jeg ser det, er det også en del af charmen ved at have sit eget sted. Der er også en stor taksrod, som skal op, og et nyt højbed, der skal etableres med noget så eksotisk som honningbær – der hvor resterne af den store taks står. Det er altid spændende at prøve nye planter og se, hvordan de trives i vores jord og klima. Ligusteren skal klippes i juli/august, og diverse uønskede planter skal rives op med rode. Havearbejde er aldrig helt færdigt, men det er netop det, der gør det så tilfredsstillende. Hvert projekt, stort eller småt, bidrager til helheden.

Derudover er der nok også flere nye projekter, som kan få geringssaven på arbejde. Men resten af dagen skal jeg ikke lave andet end at spise og skrive denne klumme. Det er også vigtigt at tage sig tid til at slappe af og nyde frugterne af sit arbejde. En velbalanceret dag med både arbejde og hvile er den bedste måde at afslutte en produktiv weekend på. Jeg glæder mig til træerne er store nok til at kunne bære min hængekøje – men indtil videre kan den blive hængt op på terrassen. Hvad dyrker du i din have?

Kategorier
Blogindlæg Hornbæk Fjernvarme

Hornbækkerne valgte stiltiende lukketheden

Jeg skal være den første til at erkende at Hornbæk Fjernvarmes ordinære generalforsamling d. 15/4-2024, for mig, var et svidende nederlag, ikke mindst for mit moralske kompas. Af uransagelige årsager følte jeg forinden, en overbevisning om at selskabets andelshavere ville ønske mere åbenhed omkring arbejdet bag murene på Lille Evaldsvej. Det skulle vise sig at være helt forkert. Jeg fik dog ret i mine antagelser om at både tidligere og nuværende bestyrelsesmedlemmer og ansatte ville have svært ved mit fremmøde, og flere akavede hovednik og afbrudte øjenkontakter vidnede da også herom. Jeg fik også ret i mine antagelser om at bestyrelsen ville vride sig i stolene i forsøget på at svare udenom, til mine kritiske spørgsmål i forbindelse med min tidligere anklage om bestyrelsens ‘ragen til sig’ af forbrugernes værdier. Faktisk vred formanden sig så meget mellem et par, efter min mening, selvmodsigende historier, at han måtte afbrydes af dirigenten med ordene “Så tror jeg, der er blevet svaret på dét spørgsmål”. Lige dér følte jeg mig godt underholdt, trods det faktum at jeg aldrig fik svar på mit spørgsmål. Ja, der er jo nok en grund til at jeg blev fyret – men nu er jeg ikke længere kontraktuelt forpligtet til at holde min kritik internt.

Nuvel – formandens beretning handlede desværre også om at halvdelen af værkets (nu) 4 ansatte havde ladet sig sygemelde pga. et for højt arbejdspres (stress), og selskabets tidligere næstformand kom med deciderede anklager mod et i øvrigt genvalgt bestyrelsesmedlem, om intimiderende opførsel overfor de ansatte. I hykleriets tegn, kan det da nævnes at den tidligere næstformand tidligere har stået bag personlige chikanøse angreb* mod en ansat (mig) på varmeværket. Det er én af de ulemper andelsbevægelserne rundt om i landet lever med; når folk som har forladt arbejdsmarkedet for 20-30 år siden, skal forsøge at lede en virksomhed i en ny tidsalder. Dette har Helsingør Dagblad tidligere bragt historier om, både i december 2022 og i juni 2023, og folkekirkesagerne rullede desuden vidt og bredt i medierne i 2021 og 2022, så det vil jeg ikke trætte læseren yderligere med.

Tal udtrukket fra Hornbæk Fjernvarmes offentliggjorte årsrapporter.
Tal er fra Hornbæk Fjernvarmes offentliggjorte årsrapporter 2023 og 2021 note 5.

Formandens beretning fortsatte, og var egentlig blot en 1:1 oplæsning af årsrapportens ledelsesberetning. Selv ikke ved den efterfølgende mulighed for at stille spørgsmål, kunne der (for)svares på kritikken om at administrationsomkostningerne er steget med over 20%, når selskabet så sent som i september måned 2023 i en skriftlig redegørelse** til rådhuset og kommunens økonomiudvalg meddelte at der bestemt ikke var udsigt til prisstigninger, snarere tværtimod var effektiviseringer på tale. Formandens forsøg på bortforklaringer og sammenblanding af brændselspriser og faste bidrag, var et uskønt cirkusnummer, som efter min opfattelse kun havde til formål at sprede et tungt røgslør om foretagendet. Ikke desto mindre er realiteterne, at selskabet i dag er væsentligt ringere stillet end for halvandet år siden – planen er slået totalt fejl, primært pga. manglende kompetencer i bestyrelsen siden 2021. Og her mener jeg at især føromtalte næstformand, og tidligere formand, er de bærende ansvarlige for denne ærgerlige kurs.

Og måske er jeg i virkeligheden den eneste som anser det for en ærgerlig kurs, for faktisk kan det se ud som et godt nok ringe eksekveret, men bevidst kalkuleret cirkusnummer, som handler om at få kørt selskabet ned i en så ringe forfatning, at andelshaverne til sidst ikke har noget at kæmpe for, ud over at afhænde andelsselskabet til storebror; Forsyning Helsingør – hvis de altså overhovedet vil have os… Selvom jeg efter min egen mening havde gjort mig umage med at forfatte nogle sobre og ligefremme beslutningsforslag om mere åbenhed, og mindre griskhed og nepotisme, så var jeg nok i virkeligheden den (tæt på) eneste som stemte for mine forslag. Det eneste forslag som faktisk blev stemt igennem, var et håbløst formuleret og gentaget forslag om netop at undersøge muligheden for at Forsyning Helsingør kan overtage driften af Hornbæk Fjernvarme. Hvis de skynder sig, kan de lige nå det, inden værket fylder 60 år til december.

Eneste opløftende omstændighed på generalforsamlingen var, at en af bestyrelsesposterne fremover vil blive allokeret til en af kommunalbestyrelsens udvalgte***, i denne omgang Forsyning Helsingørs bestyrelsesformand Jens Bertram. Måske det i sig selv kan skabe lidt mere åbenhed og om muligt vidererapportering til byrådet. Det er bl.a. på baggrund af min kritiske klumme i efteråret 2023, at byrådet har besluttet at der skal sidde en med for at sikre alt foregår ordentligt.

PS. I budgettet for 2024 er der talrige poster, som alle dækker over assistance, konsulentbistand og hjælp, til en værdi på næsten en halv million kroner. Hvor mange af disse (forbrugernes) penge rager bestyrelsen i egne og venners lommer? Det skal jeg nok forsøge at holde øje med.


Bilag:

* Dokumentation, som bl.a. findes i Datatilsynets sag nr. 2022317090:

** Skriftlig redegørelse fra Hornbæk Fjernvarme, til Helsingør Kommune:

*** E-mail-korrespondance ifm. udpegelsen af Jens Bertram:

Kategorier
Blogindlæg

Fastelavn er mit navn

Selvom fastelavnen faldt tidligt i år, er der ingen grund til at stoppe med at spise fastelavnsboller. Altså, så længe bageren laver dette skønne stykke bagværk. Vi har som tidligere år, igen været på tur i det danske for at smage de søde sager, som laves midt på vinteren. Mange steder skuffer fælt, mens andre overrasker vildt positivt. Men lad os lige starte med at ridse reglerne op for konceptet “fastelavnsbolle”. Skal det være en gærbolle, wienerbrød, vandbakkelse eller noget fjerde? Skal den være med creme, skum, mousse eller syltetøj? Det er ikke så vigtigt for mig, hvis blot det er en særlig kage, som kun laves til fastelavn. Den samme kage skal altså ikke kunne sælges som en julekage, efterårssnitte eller andet – det skal være en kage/bolle som er særlig for netop fastelavn.

Helsingør Dagblad har i forvejen været rundt hos nogle lokale bagere og det er værdsat. Til trods for at listen i den grad var mangelfuld, så gav den dog et indblik i at det igen var blevet tid til at nyde en af vinterens sukkerdryssede godbidder. Jeg er ked af at man på redaktionen ikke har sikret et eksemplar fra samtlige af kommunens bagere og konditorer, men det kan jeg som menig læser ikke bestemme. Selv har jeg til gode at prøve Markbrød, som i øvrigt ikke ligger langt fra Pandekagehuset – det må blive næste år.

Til gengæld har vi i år fået fastelavnsboller i både København, Odense og Horsens – og det ER altså i hovedstadsområdet, man får de bedste fastelavnsboller, hvad vi ved af. Og ja, prisen er høj. Op imod 80-100 kroner for en kage, kan man sagtens forvente at give, hvis man besøger et af de mere hypede steder. Nogle steder er kagen alle pengene værd, andre steder er det bare en slem skuffelse. Og lad mig bare slå fast med mine personlige syvtommersøm; Lagkagehuset er (desværre) ALTID en skuffelse, uanset hvad jeg køber. Og LaGlace er altid hver en krone værd – stedet KAN nærmest ikke skuffe.

I år var vi ikke så mange steder som vi tidligere har været, men et par enkelte sikre vindere skulle genbesøges, og et par nye skulle afprøves. Og så skal jeg i øvrigt lige love for at kantinen på Trelleborg, kunne overraske; den tager vi med det samme… En dej som bedst kan beskrives som en hybrid mellem donut og croissant, dybstegt, fyldt med en helt perfekt mængde marcipancreme og toppet af med kandiserede kronblade fra (måske) viol. Barren er blevet sat sindssygt højt! Faktisk har kokkene på Trelleborg sat sig på en solid andenplads på min personlige “all time best”-liste over verdens bedste fastelavnsboller, kun overgået af LaGlace og skarpt forfulgt af Maison D’angleterre. Sig lige kedelig kantinemad en gang til – ikke hos Trelleborg.

Nuvel, tilbage til fastelavnsbollerne. I bl.a. Politikken har man hvert år, kunne læse en anbefaling over de bedste, vildeste og smarteste steder, med både moderne og klassiske fastelavnsboller, og den ene frække frugt efter den anden – men den rene og velbagte bolle, med én gennemtrængende smag ER altså bare det som rammer vore smagsløg bedst. Både Hart, Cadence og Andersen Bakery laver moderne og smarte fortolkninger, som bestemt er lækre, men smagen mangler lige de sidste 10%. Til gengæld er det friskt, i modsætning til andre og langt større steder. På Banegården var det også friskheden som manglede, der virkede det som om at det hele var fra dagen før – det ødelagde oplevelsen. Og den daggamle smag og skilt flødeskumscreme var i år et helt tema hos Lagkagehusets butikker flere steder i landet. Det mindste man kan forlange, er sågu at det er friskt.

Næste år tror jeg at vi nøjes med at prøve alle de lokale steder, og gerne ALLE de lokale steder. Jeg glæder mig allerede til at finde ud af hvor de har fundet den perfekte balance mellem piskefløde og yuzu, eller krokant og vaniljecreme. Og så kunne vi jo slutte af med at kåre en vinder. Tænderne løber i vand, bare ved tanken.

Velbekomme.

Kategorier
Blogindlæg

Mere frivilligt arbejde

Det er igen blevet tid til at hejse flaget for de frivillige og de foreninger som sukker efter folk under fanerne til at indgå i frivillige sammenhænge og som i bund og grund holder samfundet sammen. Selv har jeg været med til at nedlægge min egen regionale formandspost i fagforeningen Frie, med det formål at slippe for den del af arbejdet som (for mig) “trækker tænder ud”, og i stedet opdele arbejdet mellem det politiske og det praktiske. Så når vi d. 29/2-2024 mødes til medlemsmøde i Hillerød, er det mit sidste år som regional formand i Frie. Jeg stiller dog stadig gerne mine kompetencer til rådighed på det organisatoriske og politiske niveau, men det kommer alt andet lige til at frigive en del tid, fra den del af pligten som handlede om planlægning af arrangementer og håndtering af billetter. Så må jeg bare håbe at der står andre klar, som har lyst til at overtage den del.

Den frigivne tid kunne jeg så vælge at bruge på at melde mig ind i en klub/forening eller lignende, eller jeg kunne ligge ekstra længe på min sofa. Efter et par samtaler med en i øvrigt flink kollega, har jeg dog valgt at tiden skal bruges i Repair Café Helsingør, hvor jeg først på året har meldt mig ind og er blevet frivillig reparatør af alskens sager. Repair Café er en landsdækkende nonprofit organisation, som har til formål at reducere affald, ændre forbrugsmønstre og skabe viden om og lyst til grøn omstilling. Det gøres bl.a. på lokale reparationscafeer, ved at vise forbrugerne at det er muligt at reparere de fleste ting, frem for bare at kassere og købe nyt. Repair Cafe Danmark påvirker altså i praksis forbrugernes tankegang om cirkulær økonomi. I Helsingør er der Repair Café den første lørdag i hver måned, hvor alt fra tøj og sko, til kaffemaskiner og el-løbehjul bliver fikset. Hvis din mormors gamle lampe ikke virker, eller hvis dine yndlingsbukser er gået i en syning, så kom ned og få hjælp til at lave det.

Jeg har også et par private projekter liggende i værkstedet, og jeg håber at jeg med indmeldelsen i Frivilligcenter Helsingør og Repair Café, bliver inspireret til at komme i gang med dem også. I år har vi ikke de store byggeprojekter i Pandekagehuset, så når dagene ikke dur til maling af udvendigt træværk, så må jeg i værkstedet for at fikse, bikse og bakse. Og når jeg løber tør for evner eller værktøj, så ved jeg nu hvor der er hjælp at hente. 

Selvom jeg er ganske klar over, at ikke alle kan engagere sig i alt, vil jeg stadig opfordre dig som læser til at overveje at deltage i arbejdet for noget, der har betydning for dig. Danmark er i høj grad bygget på foreningsliv og andelsbevægelser, men det er desværre blevet sværere at få folk til at engagere sig, mens det er blevet lettere at brokke sig, især bag mobiltelefonens facebookblå skærm. De fleste foreninger har brug for engagerede mennesker, og arbejdsbyrden er overskuelig, typisk kun et par timers arbejde om måneden. Så overvej at bidrage til noget meningsfuldt, selvom det blot er med en lille indsats. Du kan måske ligefrem overveje at lægge dine kræfter flere steder, om ikke andet så for at lære noget nyt.

At blive frivillig er en fantastisk måde at berige sit liv og samtidig gøre en positiv forskel i samfundet. Din livserfaring og visdom kan være uvurderlig for andre, og ved at engagere dig som frivillig får du muligheden for at dele dine færdigheder og skabe meningsfulde forbindelser. Det er ikke kun en gave til samfundet, men også til dig selv, da frivilligt arbejde kan give en følelse af formål, fornyet energi og en chance for at lære nyt. Så hvorfor ikke bruge din tid og erfaring til at gøre verden til et bedre sted?