Kategori: Personlige

Jeg blev så glad da jeg i udsendelsesserien “Sexisme i musikbranchen” oplevede at mennesker reelt valgte at sige fra overfor dårlig opførsel. Ikke 40 år senere, men mens krænkelserne fortsat står på, og er en form for “normal”. Vi kan alle undskylde os med at vi har været en flok skovle m/k på et eller andet tidspunkt i vores liv, og for de fleste af os, var det i de unge år, mens vi stadig skulle lære om egne og andres grænser. Men der er sågu ingen undskyldning for at opføre sig ulækkert overfor andre mennesker i voksenlivet. Med livet følger en vis erfaring og den erfaring bør vise dig at det kan svare sig at være god mod andre. I hvert fald hvis du har et ønske om at andre skal behandle dig ordentligt.

Ordentligheden kan i den grad også komme på prøve, når man får sig forvildet ind i en art politisk diskussion på nettet, eller hvis man forsøger at råbe op i forhold til ødselhed fra diverse fælleskasser, hvad end det er på kommunen, i grundejerforeningen eller varmeværket. Sidstnævnte har jeg da brændt nallerne på, men det får mig ikke til at holde kæft (hvilket flere dog har bedt mig om). Jeg ser ikke mig selv som værende decideret stridslysten, men ind imellem får usandheder, nepotisme, røgslør og fuldesnak altså det værste frem i mig, og så må jeg til tasterne. Hvis bare vi var bedre uddannet i almen sund kritisk sans, så ville vi ikke hoppe på hvad som helst.

En af årsagerne til denne folkesygdom er, som jeg ser det, en indre afart af fænomenet “whataboutism” – denne trang til at matche eller overgå en historie, frem for bare at lytte. At vi hele tiden skal måle os op mod hinanden og vise det ene halvfalske glansbillede frem efter det andet. Vores higen efter at være lige så pæne og gode som de andre, virker som en undertrykkelse af jeget, frem for en fælles social løftestang. Det sociale fællesskab er med til at fastholde os i en ensom kasse, som hele tiden bliver målt og vejet af andre og os selv. Vi gør det for at få likes, anerkendelse og venskaber. Og vi har ikke brug for det. Det er decideret usundt.

Den polske sociolog Zygmunt Bauman pegede i 1990’erne netop på det forhold, at fællesskaber er ekskluderende. I Danmark dyrker kulturen fællesskabet i en sådan grad, at er man ikke en del af fællesskabet, så er det så stort et problem at der skal gribes ind for at få den enkelte ind i et ’passende’ fællesskab. Og som læreren Jakob Kvist skriver i et debatindlæg  d. 12/6-2024 i Information; “Det sociale har så meget magt over os, at det kan få os til at gå imod vores natur. Vi vil hellere være normale end opfylde vores eksistentielle behov, fordi vi ikke tænker videre over det. Derfor søger vi febrilsk og forgæves efter mening på de sociale medier og arbejdspladsen.”

Jeg har for længst opgivet at “passe ind”, og jeg nægter simpelthen at lade mig kue, og som Jakob Kvist fortsætter; “Det har aldrig været lettere for magthaverne at udnytte os, fordi vi har så travlt med at imponere hinanden.” Jeg kunne ikke være mere ligeglad om du er imponeret eller ej, jeg lever ikke for likes, jeg går ikke på arbejde for at få venner, og når jeg ytrer mig er det primært for min egen skyld, og for måske at søge at påvirke min omverden. Jeg har absolut ingen som helst interesse i at have, eller få ret, jeg er udelukkende interesseret i at få sandheden frem. Anerkendelseshungeren har jeg aldrig rigtigt forstået, og det er muligvis en af de medvirkende årsager til at jeg er tilfreds i livet. Hvad du synes og føler er helt og holdent din egen hovedpine.

Samme hovedpine er det for mig, hvad jeg føler og tænker om den verden, jeg befinder mig i, og de mennesker jeg omgiver mig med. Den skarpe læser ved at jeg er markant introvert, hvilket derfor også kommer til at stille (måske for) høje krav, til dem jeg lukker ind i min private sfære. Vi er tilbage ved ordentligheden, og det at sige fra. Det er helt ok at sige fra overfor dårlig behandling, du skal ikke finde dig i at blive trådt på. Vi har selv et ansvar for i det mindste at kende egne grænser og for at takke nej til dårlige venskaber, forretningsforbindelser og lignende. Jeg har selv fulgt flere livslange venskaber til døren – fordi jeg ikke kunne leve med deres måde at være på. Og det er ok!

Husk på at det ikke er Verden som skal forme dig – det er dig som former Verden.

Det skal ikke være nogen hemmelighed; jeg har udskudt denne klumme til absolut sidste øjeblik. Og det samme sker nok med den næste. Jeg har emner linet op, og en tidsfrist, og så har jeg en mundkurv, som indtil videre forhindrer mig at at skrive om det som ligger nærmest at skrive om, og det som mange spørger efter. Men det kommer ikke til at ske – måske kommer det aldrig til at ske.

I stedet vil jeg fortælle om min sommerferie. Altså den sommerferie som endnu ikke er holdt. Men Hr. Blumensaadt, hvordan kan du skrive om ting som ikke er sket? Det gør jeg heller ikke, men optakten til den og planlægningen.

Normalt er vores sommerferie planlagt og tilrettelagt inden kalenderen har ramt fastelavn, men bl.a. kom et utidigt jobskifte i vejen, så det hele skulle lige kunne passe sammen førend der kunne bestilles billetter og hoteller. Faktisk havde vi allerede inden jul sidste år talt om sommerferie, men vi måtte helt ind i april måned, før vi kendte ferieugernes placering med størst mulig sikkerhed. Det gør vi nu, og planlægningen kunne gå i gang.

Planen var at besøge de britiske øer – eller i hvert fald mindst én af dem. Feriestedet var fundet, og det så skønt ud. Der var noget i nærheden for alle – både store og små. Ikke at Pandekagehusets teenager er lille, men i forstår… Det vigtigste for hende er nok om der er stabilt WiFi. Der var offentlig transport i alle afskygninger, så vi ikke skulle bruge for meget tid på at traske eller vente. Vi havde ovenikøbet overvejet billeje i en del af ferien, også selvom dette ville involvere kørsel i venstre side – men det har prøvet før, så det kunne nok gå igen. Da vi nåede til at skulle finde flybilletter, begyndte rædslen imidlertid.

7500,- danske kroner for flybilletter, på et fly før klokken 4 om morgenen, eller efter klokken 23, endda hos et såkaldt lavprisselskab – og bagageplads skulle tilkøbes, ligesom alt andet også var skrællet fra. Flyveturen på 5 kvarter ville ende med at udgøre 40% af opholdets pris, så min indre nordjyde slog fuld bak og min nærighed kom tydeligt til syne. Jeg er helt med på at vi ikke længere kan (eller bør) flyve jorden rundt for 99 kroner, og at miljøbelastende rejseformer bør koste noget mere – men vi taler om en af de korteste ruteflyafgange til et naboland. Nuvel – vi skal ikke ud at flyve.

I stedet kører vi på kør-selv-ferie, og vi kører selv. Men hvor pokker skal vi køre hen? De voksne i husstanden er ikke til sol og varme, så vi kiggede straks i retning af Sverige og Finland, men da afstandene mellem alt er store i disse lande, er vi endt ud i at køre til Frankrig. Og nej – det bliver hverken Marseille eller Bordeaux, men i stedet det aller nordligste af Frankrig, tæt på den belgiske grænse. Så kan vi også snuse lidt til Holland og Belgien på turen. Og teenageren kan som den eneste i husstanden forstå (lidt af) hvad der bliver sagt. Hun ved det ikke endnu, men hun kommer til at være tolk på hele ferien, og hun kommer til at bestille kaffe og spørge om vej.

Vi har allerede fået 100 gode råd til hvad vi skal se, men vi plejer at være gode til selv at finde på. Hver dag behøver ikke være pakket med action og løjer, men vi har da et par enkelte faste ting vi forventer at opleve – der skal i hvert fald spises baguettes og macarons. Både tiden og pengene skal nok blive brugt – og efter en hel del år med ferie i Danmark (som muldvarpen her foretrækker), så må vi trække i de internationale sandaler og vove os på tur sydpå. Bilen har heldigvis et klimaanlæg, så skulle det blive for varmt, står den på køretur.

Hvornår begynder i at planlægge sommerferie? Har i tjekket om passet stadig er gyldigt? Har i styr på autohjælp og rejseforsikringer? Er GPS’en opdateret? Skal bilen have miljømærke i udlandet? Hvem vander katte og fodrer blomster? Skal der veksles valuta? Hvorfor så mange spørgsmål?

Vi glæder os til det bliver tid til at pakke bilen og køre af sted. Om kun 3 måneder.

Jeg har altid ønsket mig min egen flagstang, og gerne en decideret flagbastion at flage fra. Flagbastion er nok så meget sagt, men for et par år siden fik vi installeret flagstang i Pandekagehusets have, og jeg er vild med den. Det er “bare” en ganske ordinær 8 meters stang, men flagene er i god dansk kvalitet, lavet i de bedste naturlige materialer, og netop mit dannebrog er en orlogsrød jubilæumsudgave i anledning af vort flags 800 års fødselsdag for et par år siden. Jeg har også andre flag, og jeg ynder at flage med dem. Både svenske og norske flagdage bliver fejret med deres respektive flag, og for ikke længe siden blev det bornholmske flag luftet i anledning af befrielsesdagen d. 5. april 1946. Forleden var det regentens fødselsdag vi markerede, og sådan kunne jeg blive ved. Når jeg får det grønlandske, færøske og finske flag, vil der komme endnu flere flagdage i min kalender.

Men Hr. Blumensaadt, må du overhovedet flage med andet end dannebrog? Ja da. Man må gerne flage med det grønlandske flag, det færøske flag, de nordiske landes flag, FN-flaget og EU-flaget uden tilladelse. Og men må flage for Fanden (om natten) hvis man har lyst – det er der ikke egentlige regler imod. Én regel er der dog; Statslige myndigheder har på officielle flagdage PLIGT til at flage med splitflag fra deres bygninger, mens private ikke på nogen måde er forpligtet til at flage på de officielle flagdage. Hvorfor gælder denne pligt ikke også eksempelvis kommunale myndigheder? Havne? Plejehjem? Grunden til min undren, skyldes det faktum at jeg finder det direkte pinligt at der ikke flages på officielle flagdage fra alle offentlige instanser, men kun sporadisk fra private parceller. Selv Kärnan i Helsingborg viser dannebrog på visse danske flagdage. Det kræver så uendeligt lidt og betyder så meget.

Vi kørte på tur i den weekend hvor både (Deres Kongelige Højheder) Mary og Marie havde fødselsdag, og selvom vi ikke just er royalister, brugte vi da anledningen til at lufttørre det rød/hvide stykke bomuld fra toppen af flagstangen – men hverken kommunens plejehjem (som nok må være residens for en stor portion royalister), rådhuset, nordkystens havne, eller Helsingørs havnefront flagede. Kun et par busser og ca. 20% af de private flagstænger vi passerede på turen, havde hængt flaget op mod den blå himmel. Det virker nærmest som at vi burde skamme os over vores smukke flag eller det at være danske. Og til trods for at visse elementer på den yderste højrefløj tilsyneladende forsøger at skæmme dannebrog med deres foragt for mangfoldigheden, så vil jeg ikke skamme mig over hvor jeg er fra, og at Danmark er en stolt og suveræn stat. Og at Dannebrog er et smukt flag.

Vi bør kunne flage for hinanden og ikke kun for os selv. Jeg flager gerne for venner og familie, med et passende flag, om det så er nordisk, dansk eller i øvrigt inden for rigsfællesskabet. Hvis en af mine naboer på vejen flager, hejser jeg også gerne Dannebrog i en fælles og solidarisk ånd; hvis jeg altså er hjemme og det ikke ligefrem er stormvejr. Det skylder vi os selv og hinanden. Som barn voksede jeg op på hjørnet af Gurrevej og Baldersvej, lige over renseriet, og min morfars fiskehandel, og jeg husker at kunne stå i haven og skue ud over alle haverne nedad Gurrevej og Belvederevej, og se de mange flag som næsten var oppe hver søndag i sommerhalvåret. Som jeg ser det, bør vi finde tilbage dertil, hvor vi i fællesskab kan minde hinanden om at vi er et folk i et land vi kalder Danmark, og at vi ikke er så skidebange for at stå ved netop dét. Om vi så har blå øjne, brun hud, eller taler lidt gebrokkent, eller går i farvestrålende sko er ikke ret vigtigt, for her er plads nok i andedammen, vi behøver ikke (kun) træde på hinanden. Så flag dog, for Fanden. Og for hinanden.

I flere år har jeg haft lyst til at tage på tur og smage de forskellige fastelavnsboller, som tilbydes. Jeg vil ikke være kritisk overfor om de skal være af den ene eller anden dej, eller om der skal være creme, syltetøj eller mousse i dem. De skal bare smage godt, og være et særligt sortiment til fastelavn.

Så skal vi til den igen. For nogen er det en evig stræben efter idealvægten, for andre helbredet og igen andre gør det af helt tredje grunde. Taber sig. Jeg gør det for fortsat at kunne være i mit tøj og for at blodårerne ikke skal stoppe til alt for hurtigt. Jeg har prøvet et par gange i løbet af mit 45 årige liv at smide et par kilo eller 5. Men da jeg som de fleste er bekendt med, har 31 søde tænder, så er det også sikkert at det lige så stille kommer på igen.

For 5 år siden var den dog helt gal; vægten var lige ved at blive 3-cifret og dét ville jeg ikke have siddende på mig – i bogstaveligste forstand. Kroppen var sløv og leddene var ømme. Jeg droppede alt det usunde og inden jeg havde set mig om, var 17 overflødige kilo pist væk. Jeg skiftede hele min garderobe, gik 4 skjorte- og 2 buksestørrelser ned. Med ca. 50 skjorter og en skuffefuld bukser, vil jeg ikke skifte tøjet ud før det er blevet slidt tilstrækkeligt – dét er jeg for nærig til. Men da vi var nået gennem en lang periode med både Corona, sommer og en jul, med alle de søde sager der hører til, var mine skjorter så småt begyndt at få 8-tals-lukninger hele vejen ned. Så det var atter tid til at stramme lidt op.

Som jeg ser det, er der kun én måde at tabe sig på; Indtage færre kalorier end kroppen brænder af! Om man så vælger at brænde energi af på en løbetur, spise mindre eller færre portioner, eller faste et par dage om ugen er grundlæggende underordnet for vægttabet, isoleret set. Jeg har prøvet 5:2 kuren en gang, men helt drænet for energi og manglende fokus i en ledelsesposition, fungerer ikke. Jeg kommer aldrig til at “løbe en tur”, eller indmelde mig i et fitnesscenter. Bevares, jeg kan da gå eller cykle en tur hvis vejret er til det, men det bliver i et tempo hvor mine astmalunger forbliver inde i kroppen, og så er effekten vist tæt på udeblivende, set med vægttab for øje.

For mig fungerer det rigtigt godt at sætte et fast mål for indtag af daglige kalorier, veje alt hvad jeg spiser og taste det ind i en app, som overraskende nok kender 95% af de stregkoder jeg præsenterer den for. På den måde begrænser jeg mig ingenlunde i forhold til hvad jeg må spise, udelukkende hvor meget. Så det er klart at jeg kan indtage langt flere agurker end cheeseburgere. Nu har jeg aldrig været ked af at spise grøntsager, så det er faktisk ikke en stor livsomlægning jeg skal iværksætte, men blot stoppe med alt det usunde for en periode. Min morgenmad er fuldstændig uændret, formiddagsmaden ligeså. I stedet for smørrebrød, spiser jeg pt. yoghurt til frokost, og min mellemmad om eftermiddagen er igen helt uændret. Mit aftensmåltid er også tæt på at være uændret, men jeg passer på mængderne, og så er det klart at aftenhyggen er helt skåret væk. Så is, kager, slik og chips er det jeg må ofre. Og det gør jeg gerne. En stund.

Én ting er dog gået op for mig jeg meget nødigt bliver nødt til at undvære; fastelavnsbollerne. Jeg er vild med fastelavnsboller, både de svenske, og dem med kærnemælk, og dem af gærdej, og dem af butterdej, og det hele må sågar godt være iklædt en bred varieret vifte af snask som eksempelvis creme, flødeskum, marcipan, remonce, marmelade eller hvad konditoren kan finde på at hælde i og udover. Det er lækkert det hele. Næste år skal jeg have fastelavnsboller. Alverdens fastelavnsboller. Jeg skal på fastelavnsbolletur gennem hele nordsjælland og København, for at se hvor mange forskelligartede fastelavnsboller jeg kan opdrive, og hvis det går vildt for sig kan jeg finde på at give hver enkelt karaktér. Skal du med?

Nuvel, det handlede om vægttab… Jeg har i skrivende stund tabt mig ca. halvdelen af det jeg har sat mig for, så om bare 6-8 uger kan jeg igen passe mit konfirmationstøj – og så skal jeg fedes op igen. For ja, det er det der kommer til at ske, hvorfor lyve. Jeg skal hverken vises frem på stranden, eller stille op i en skønhedskonkurrence, så hvis der er en delle eller 2 tilbage, så overlever jeg nok. Som med alt andet, handler det om ikke at blive fanatisk.

2. indlæg til avisens klumme er indleveret, og med redaktørens kommentar om at det er “spot on”, er jeg ikke utilfreds med arbejdet.

3. indlæg er undervejs, og derudover ligger emnerne til yderligere 2 indlæg klar, så jeg er vist meget godt med resten af sommeren. Der skal jo bare laves et indlæg om måneden.

Jeg glæder mig til selv at se hvordan det udvikler sig, og om det kan komme til at handle om mere og andet end Corona.