Kategori: Frivilligt arbejde

Kategorier
Blogindlæg Frivilligt arbejde

Kom til forestilling i skoven

Året var 1986, jeg var 10 år gammel, og familien havde taget en fælles beslutning om, at sommeren skulle bruges til at spille teater i en nyopstået dansk kulturinstitution; egnsteater. Stykket hed Kulsvierblod, og selv spillede jeg en dreng fra “de finere rækker” med pænt tøj og rank ryg, i et stykke som tog omdrejningspunkt i tiden, hvor jernbanen kom til Nordsjælland og udkonkurrerede kulsviernes fordrukne transport gennem alfenatten til kultorvet i København. Det var en både sjov, mindeværdig og hård oplevelse at være med.

Min skuespilkarriere stoppede dog i umiddelbar forlængelse af den sidste forestilling, den sommer for snart 40 år siden. Nu har jeg imidlertid meldt mig under fanerne igen, denne gang bag scenen hos Hammermøllens Teater. Der er noget magisk ved den summen, der opstår bag scenen, før tæppet går. Kostumer retter sig, lysene testes, nerverne sitrer. I år står jeg netop dér – i mørket bag kulisserne – som frivillig. Min bedre totredjedel og Pandekagehusets egen teenagepige står på scenen og bringer historien til live, mens jeg sammen med andre gode folk sørger for, at den ramme, de bevæger sig i, holder hele vejen.

Det er en særlig følelse at være en del af noget, der er større end én selv – det har jeg tidligere fortalt om, i de klummer som bl.a. handler om mit og andre frivilliges engagement i Hornbæk Havnefest, Repair Cafe, Fagforeningen Frie, Helsingørkanalen og Nordsjælland Astronomiforening. I Hammermøllens Teatergruppe er frivillighed ikke bare nødvendigt – det er selve fundamentet. Uden de mange hænder, hoveder og hjerter ville forestillingen aldrig kunne løfte sig fra manuskript til magi. De mange timer og kræfter, som medlemmerne allerede har lagt i at få fremstillet og renoveret siddepladser, rekvisitter, kostumer, scenegulv og toiletvogn, er ganske enkelt helt ubetalelige for en lille teaterforening, som bare gerne vil optræde med en fantasifuld og lokal fortælling.

I år handler magien om Sporlæggerne – en rørende forestilling, der tager os tilbage til 1905–1906, hvor Hornbækbanen skar sig gennem Hellebæks landskab og liv. Med familien Hellebert som omdrejningspunkt udforskes forandringens menneskelige spor: venskaber, kærlighed og kampen mellem tradition og fremtidstro. Forestillingen er skrevet og instrueret af Flemming Bang med musik af Ulrik Schwartz og spiller fra 6. til 16. august under trækronerne ved Hammermøllen. Her vækkes historien til live med både humor, alvor og hjerteslag – og som altid med plads til alle, uanset sanseniveau.

Der bliver i øjeblikket hamret, syet, båret, planlagt, trøstet og grinet. Timerne løber hurtigt, men de sætter spor. Ikke bare på scenen, men i os – som fællesskab. Her er alle velkomne, uanset om man har erfaring, knofedt eller bare en nysgerrig sjæl. Den samhørighed, der opstår, når alle trækker i samme retning, skaber ikke bare en forestilling. Den skaber mening. Frivilligt arbejde handler ikke kun om at få ting til at fungere. Det handler om at give noget af sig selv – og om at få dobbelt så meget tilbage. I form af smil, fællesskab, gode historier og følelsen af at høre til. Også selvom man (som jeg selv) ikke kan deltage i arbejdet hver gang.

Så næste gang du sidder blandt publikum og lader dig føre med af fortællingen og humoren, så husk: Både på og bag scenen står mennesker, der har givet deres tid, tanker og kærlighed. Hvad enten det er til teater i Hellebæks skove, musik i Toldkammeret, eller havne-/byfester diverse steder i kommunen – så bliver en stor del af oplevelsen båret af frivillige kræfter. Og så står der måske en lidt træt, men lykkelig frivillig og smiler i mørket over alt det, han fik lov til at være en del af. Og hvis du selv skulle savne noget at gå op i og bruge din tid på – så kan ekstra hænder altid bruges både før, under og efter forestillingerne.

Jeg håber vi ses i skoven – jeg står muligvis og retter mikrofoner eller sælger drikkevarer.

Kategorier
Blogindlæg Frivilligt arbejde

Repair Café Helsingør: Magien i Reparationens Verden

I Helsingør findes en lille perle, hvor tiden næsten står stille, og magien sker den første lørdag i (næsten) hver måned. Det er her, jeg er frivillig fixer. Repair Café Helsingør er ikke blot et sted, men en oplevelse – en, der handler om meget mere end blot at reparere ting. Det handler også om mennesker, historier og en følelse af fællesskab. I øvrigt som mange andre steder drevet af frivillige kræfter gør. Stedet har eksisteret i byen i godt 2 år, og personligt har jeg været med siden årsskiftet.

Når jeg træder ind i lokalet, bliver jeg altid mødt af velkendte ansigter og varme smil. Duften af nybrygget kaffe fylder rummet, og lyden af skruetrækkere, symaskiner og samtaler blander sig til en behagelig symfoni. Her er alle velkomne, uanset om de har et knækket møbel, en defekt lampe eller blot en nysgerrighed efter at lære noget nyt. Selv lærer jeg noget nyt hver gang, og det fantastiske ved at være fixer er netop også, at vi konstant lærer nye ting og bliver dygtigere. Hver defekt genstand er en ny udfordring, en gåde, der skal løses. Vi deler vores viden med hinanden og med dem, der kommer ind for hjælp. Det er en vidunderlig følelse af kontinuerlig læring og vækst.

Jeg har også bemærket, hvordan Repair Café har skabt bånd på tværs af generationer. En pensioneret finmekaniker og en ung IT-studerende kan finde fælles glæde i at reparere et gammelt lysbilledapparat. Det er i disse øjeblikke, man virkelig mærker styrken af fællesskab og samarbejde. Vi er alle forskellige og besidder forskellige evner, men her er vi forenet i vores ønske om at levetidsforlænge og reparere brugte sager, for at spare planeten for unødigt ressourceforbrug. Vi er også gode til at vise hinanden hvordan forskellige dele fungerer, og der hvor ens evner ikke rækker – rækker man blot ud til en af de andre fixere, som tilfældigvis besidder netop dén evne man mangler. Så bliver det ekstra sjovt at “gå til reparation”.

Og vi er faktisk ret gode til det – både i Helsingør og på landsplan, lykkes vi med at reparere mere end 70% af de indbragte effekter, og lokalt i Fiolgade har vi netop rundet en CO2 besparelse på 5 ton. Selv har jeg med succes været med til at redde blodtryksmålere, CD-afspillere, lamper, boremaskiner og en håndfuld støvsugere, samt en masse andet. I starten kom der omkring 15 sager per gang, men det tal er nu fordoblet. Ofte handler det om at en “dims” er knækket, og det kan i de fleste tilfælde betale sig at fixe det – i hvert fald så længe det ikke koster timeløn på et værksted. Særligt når vi ser på den anseelige mængde kapselkaffemaskiner som enten pisser ved siden af, eller ikke vil prikke hul i aluminiumskapslen, så er det enormt tidskrævende bare at skille maskinen nok til at kunne komme tæt på den defekte del – hvor selve reparationen måske er hurtigt løst.

Heldigvis barsles der med lovgivning, som forhåbentligt kan få betydning for produkternes reparationsvenlighed. Hvis producenterne eksempelvis pålagdes at dele tegninger, reparationsmanualer og reservedelslister, så ville vi være kommet et langt stykke af vejen – og jeg mener faktisk at ressourcebesparelser er vigtigere end indtjening.

Nogle ting må vi alligevel indse er brugt op. Hvis slitagen er for stor, en vigtig og ikke udskiftelig del er knækket eller mangler, eller hvis et batteri har smidt sin ætsende saft ud over et helt printkort – så må sende tingene på lossen/fyldet/omlasteren eller hvad du vælger at kalde det. Her kan det splittes op i flere fraktioner, og smeltes om eller genanvendes på anden måde.

Hvis du selv står med noget, der er gået i stykker, eller blot en nysgerrighed efter at opleve noget særligt, så kom forbi Repair Café Helsingør. Her er der altid plads til flere hænder, flere historier og mere kærlighed til reparation. Det er ikke bare et sted – det er en bevægelse, en familie og en måde at skabe en bedre verden, én reparation ad gangen. Vi ses den 4. januar klokken 11-14.

Kategorier
Blogindlæg Frivilligt arbejde Lokalpolitik

Aktivisme holder demokratiet levende

Sjældent kan en ytring i det lokale dagblad få mit blod til at bruse af arrigskab, som lederen d. 29/7 omhandlende aktivisme. En mere gammeldags og privilegeret holdning om aktivismens effekt tager nok en rum tid at søge frem. At forestille sig at der sker reelle ændringer ved kun at agere “voksent” og ved at “gå ind i politik”, kræver at man aldrig har bemærket hvor langsomt og ineffektivt demokratiets tandhjul drejer, eller mærket hvordan undertrykkelse og forskelsbehandling ødelægger. Hvis man vil have forandringer, så kræver det størrelse, vedholdenhed, opbakning, aktivisme og til tider ikke-voldelig civil ulydighed. Det er ikke vandalisme/terrorisme at lime sig fast til en startbane, ligesom det heller ikke gælder for lastvogne som kollektivt spærrer motorveje, eller landmænd som kører til Christiansborg for at protestere mod noget de er trætte af.  Det er et værktøj til at få opmærksomhed og dermed muligheden for at blive hørt af andre. Det er en nødvendighed ganske enkelt.

Nu skal jeg lige huske at nævne at jeg bestemt ikke taler for at man skal ødelægge ting i aktivismens tegn – jeg er imod vold og destruktion af kulturen, uanset hvor grimt og nutidsulækkert det måtte være, men hvis ikke vi protesterer mod det vi finder forkert, dør demokratiet ganske enkelt og vi bliver alle tromlet af nogen som er større og stærkere – det er en naturkraft som til stadighed bor i menneskets DNA. Der er bare mere end én sandhed og mere end to måder at gøre tingene på. Forstyrrelse af den almene orden ved at binde sig fast til et træ, lime sig fast på en startbane, sætte sig på indfaldsvejenes kørebaner, eller slet og ret stille sig foran en kampvogn eller en bulldozer, er forstyrrende elementer som skaber fokus og samtale, og ved tilstrækkelig gentagelse og tilslutning; skaber forandringer. Det nytter at sige fra.

Der skal være plads til at vi alle kan sige vores mening, uanset om vi bruger avisledere, billboardreklamer, bogafbrændinger eller trafikforstyrrelser til spredning af vores budskab.

Og ja, ind imellem bliver vi fanget midt i en aktion og kommer til at sidde i en kilometerlang bilkø, eller strander et par timer i en lufthavn (hvor der både er kaffe og tørvejr), men der må jo være omkostninger forbundet med at demonstrere, hvis ikke emnet skal ignoreres. Målet helliger midlet, som det siges. Hvis ikke man er enig i det der demonstreres imod eller kæmpes for, kan man jo passende lave en moddemonstration; selv moddemonstrerede jeg over sidste års lastbilsdemo, ved at holde i vejen for de næste fem lastbiler jeg mødte, så de på den måde betalte de 30 minutter “tilbage” som deres aktivisme havde kostet mig. Og som jeg ser det, fik de ikke held med at ændre på de dengang kommende regler, men der blev skabt samtale om emnet, og her et år senere er alt glemt igen. De havde hverken momentum eller størrelse til at gøre en egentlig forskel. Heldigvis.

Men jeg synes det er så ærgerligt at begrebet “aktivist” latterliggøres og gøres til en belastning, for folk og bevægelser som Mahatma Gandhi, Martin Luther King, Otpor, Mandela og Malala Yousafzai er ligeledes aktivister som alle har gjort en stor forskel; det tror jeg ikke ret mange i den oplyste verden er uenig i. Alle strejkende stilladsarbejdere, sygeplejersker etc. er ligeledes aktivister, som søger at opnå en forandring. Uden aktivisme ville vi stadig se tydelig raceadskillelse i gadebilledet, underbetaling af diverse arbejdere, kønsdiskrimination og sodende skorstene fra havnens røgerier (/ironi). Hvis vi for alvor går rundt i en osteklokke og tror at den lille ikke har en chance for ind imellem at tryne den store, så har vi alle tabt. Så har DEMOkratiet tabt. Naturligvis afhænger normative vurderinger af det ideologiske ståsted, men der skal være plads til at vi alle kan sige vores mening, uanset om vi bruger avisledere, billboardreklamer, bogafbrændinger eller trafikforstyrrelser til spredning af vores budskab. Aktivister er ikke kun bøller, men aktivisme kan OGSÅ anvendes som et effektivt og legitimt udenomsparlamentarisk redskab til at skabe reel social og politisk forandring.

Kategorier
Blogindlæg Frivilligt arbejde

Mere frivilligt arbejde

Det er igen blevet tid til at hejse flaget for de frivillige og de foreninger som sukker efter folk under fanerne til at indgå i frivillige sammenhænge og som i bund og grund holder samfundet sammen. Selv har jeg været med til at nedlægge min egen regionale formandspost i fagforeningen Frie, med det formål at slippe for den del af arbejdet som (for mig) “trækker tænder ud”, og i stedet opdele arbejdet mellem det politiske og det praktiske. Så når vi d. 29/2-2024 mødes til medlemsmøde i Hillerød, er det mit sidste år som regional formand i Frie. Jeg stiller dog stadig gerne mine kompetencer til rådighed på det organisatoriske og politiske niveau, men det kommer alt andet lige til at frigive en del tid, fra den del af pligten som handlede om planlægning af arrangementer og håndtering af billetter. Så må jeg bare håbe at der står andre klar, som har lyst til at overtage den del.

Den frigivne tid kunne jeg så vælge at bruge på at melde mig ind i en klub/forening eller lignende, eller jeg kunne ligge ekstra længe på min sofa. Efter et par samtaler med en i øvrigt flink kollega, har jeg dog valgt at tiden skal bruges i Repair Café Helsingør, hvor jeg først på året har meldt mig ind og er blevet frivillig reparatør af alskens sager. Repair Café er en landsdækkende nonprofit organisation, som har til formål at reducere affald, ændre forbrugsmønstre og skabe viden om og lyst til grøn omstilling. Det gøres bl.a. på lokale reparationscafeer, ved at vise forbrugerne at det er muligt at reparere de fleste ting, frem for bare at kassere og købe nyt. Repair Cafe Danmark påvirker altså i praksis forbrugernes tankegang om cirkulær økonomi. I Helsingør er der Repair Café den første lørdag i hver måned, hvor alt fra tøj og sko, til kaffemaskiner og el-løbehjul bliver fikset. Hvis din mormors gamle lampe ikke virker, eller hvis dine yndlingsbukser er gået i en syning, så kom ned og få hjælp til at lave det.

Jeg har også et par private projekter liggende i værkstedet, og jeg håber at jeg med indmeldelsen i Frivilligcenter Helsingør og Repair Café, bliver inspireret til at komme i gang med dem også. I år har vi ikke de store byggeprojekter i Pandekagehuset, så når dagene ikke dur til maling af udvendigt træværk, så må jeg i værkstedet for at fikse, bikse og bakse. Og når jeg løber tør for evner eller værktøj, så ved jeg nu hvor der er hjælp at hente. 

Selvom jeg er ganske klar over, at ikke alle kan engagere sig i alt, vil jeg stadig opfordre dig som læser til at overveje at deltage i arbejdet for noget, der har betydning for dig. Danmark er i høj grad bygget på foreningsliv og andelsbevægelser, men det er desværre blevet sværere at få folk til at engagere sig, mens det er blevet lettere at brokke sig, især bag mobiltelefonens facebookblå skærm. De fleste foreninger har brug for engagerede mennesker, og arbejdsbyrden er overskuelig, typisk kun et par timers arbejde om måneden. Så overvej at bidrage til noget meningsfuldt, selvom det blot er med en lille indsats. Du kan måske ligefrem overveje at lægge dine kræfter flere steder, om ikke andet så for at lære noget nyt.

At blive frivillig er en fantastisk måde at berige sit liv og samtidig gøre en positiv forskel i samfundet. Din livserfaring og visdom kan være uvurderlig for andre, og ved at engagere dig som frivillig får du muligheden for at dele dine færdigheder og skabe meningsfulde forbindelser. Det er ikke kun en gave til samfundet, men også til dig selv, da frivilligt arbejde kan give en følelse af formål, fornyet energi og en chance for at lære nyt. Så hvorfor ikke bruge din tid og erfaring til at gøre verden til et bedre sted?

Kategorier
Blogindlæg Frivilligt arbejde

Støt dine frivillige

Dine lokale sportsforeninger, vandværker, vinterbadelaug, og andre foreningsbaserede aktiviteter som astronomi, fotoklubber, voksenvenner og en masse andet, eksisterer kun fordi der er frivillige og ulønnede mennesker som gider bruge energi på at drive det. Ligeså vigtigt det er at vi melder os ind i bestyrelser for at deltage aktivt i arbejdet, lige så vigtigt er det at støtte nogle af de aktiviteter som findes, med økonomiske bidrag – da udgifter til alt andet end løn bare vokser og vokser som alt andet i samfundet. Det er nærmest kun den kommunale støtte som ikke vokser – tværtimod. Med mindre der altså er tale om en professionel fodboldklub med lønnede medarbejdere…

Tag for eksempel en tur i Toldkammeret til Mandagsjam hvor dygtige både amatører og professionelle musikere spiller sammen, eller læg vejen forbi Borupgårdteatret i november måned, hvor en masse dygtige mennesker skriver og instruerer mere end 100 børn fra 1. til 10. klassetrin. Det sidste års tid har Teaterbøtten, som er en privat non-profitforening, arbejdet hårdt på forestillingen “Den Gyldne Hånd” som er en ren Westernhistorie med både cowboys, guldminer og grådige bankfolk. Og jeg tør godt love at de er dygtige og at de meget gerne vil sælge billetter til forestillingen, så de får råd til at undervise igen til næste år.

Du kan også vælge at støtte en af dine lokale genbrugsbutikker, gå til koncert i Musikhuset Elværket eller sende en donation til en forening du synes gør et godt stykke arbejde. For med stigende omkostninger har de alle brug for lidt ekstra økonomisk støtte. Ellers forsvinder de helt enkelt. Og hvis de forsvinder, så er det temmelig meget op ad bakke at genskabe alle de kræfter som allerede ER lagt i opbygningen. Hvis ikke vi får råd til at eksistere, bliver de frivillige kræfter spredt, og samfundet mister dén gode det er at have et sted hvor musikere kan udvikle sig, børn kan lege og øve drama og kropssprog, og steder hvor folk kan mødes over fælles interesser, hvad enten det er poesi, papirfoldning eller pileflet.

Et samfund hvor det meste skal privatiseres og liberaliseres for at nogle få kan tjene alle pengene og bygge endnu flere og større villaer på Strandvejen, bryder jeg mig ikke om. Helt almindelige mennesker som dig og mig (… og Wiibroe), har brug for oplevelser, kultur, teater, fodbold, fællesspisning og torvedage, uden et politisk udvalg har bestemt at det kun er de fineste og rigeste som skal have plads på scenen. Jeg er med på at der OGSÅ skal være plads til at de bedre bemidlede kan få lov at udfolde sig og vise deres dyre og misundelsesværdigt smukke biler frem på kulturhavnen, men jeg synes desværre også at se en skævvridning i forhold til de kulturelle tiltag som ikke nødvendigvis har mulighed for at leje sig ind på de dyreste pladser.

Lad os prøve om ikke vi kan fordele midlerne lidt bedre. De som har valgt at overleve på reklamer og salg til den øvre middelklasse og derover, skal såmænd nok klare sig. De som omsætter for mange millioner i  forvejen, skal nok også få det til at løbe rundt ved at spænde livremmen lidt ind. Men de kulturelle institutioner som i forvejen lever på et begrænset budget, har hverken lønomkostninger, firmabiler eller bestyrelsesrejser som kan spares væk. Kun institutionen selv kan spares væk, med et fattigere samfund som resultat.

Og ligesom det, for eksemplets skyld, hovedløse initiativ om SFO 2.0, risikerer vi at det er børnene, de kreative unge, de ensomme og de ældre det går ud over. Resultatet af dette kan kun ende med en højere regning på den direkte kernevelfærd vi alle skal kunne regne med, skulle vi få brug for det. Så spar hellere en streamingtjeneste og tag på en underholdende tur i Borupgårdteatret i efteråret, hvor en masse dygtige frivillige voksne, 100 glade børn og unge, og en portion dygtige komponister og forfattere, samlet under navnet Teaterbøtten har været i gang længe, bare for at kunne underholde dig. God fornøjelse.

Kategorier
Blogindlæg Frivilligt arbejde Hornbæk Fjernvarme

Demokratiets udfordringer

En af de største udfordringer ved det moderne demokrati er som jeg ser det – De folkevalgte. Både en regerings magtfuldkommenhed, et byråds håndvaskeafdeling og virksomheder og idrætsforeninger har dette indbyggede problem; de folkevalgte. Ikke at det som udgangspunkt behøver være et problem at have valgte bestyrelser i hverken fodboldklubben eller virksomheden såvel som i det offentlige embede, men det udgør en vis risiko hvis ikke der er balance mellem magt og ansvar. Jeg er som sådan også helt med på at de valgte bestyrelser danner grundlag for hele eksistensen af andelsdanmark og foreningsarbejdet som foregår landet over, samtidig med min helt klare bevidsthed om det selvfølgelige onde det er at have folkevalgte byrødder og folketingsmedlemmer. Jeg er faktisk stor fortaler for at vi hver i sær lader os vælge til et frivilligt embede eller endog et aflønnet. Men som med alt andet må det gælde; at hvis noget anvendes anderledes end til det er designet, så går det i stykker og har dermed nogle konsekvenser af den ene eller anden art.

Som eksempelvis når en folkevalgt kommunalbestyrelse både skal afgøre hvilken løsning skolerne skal anvende som digital undervisningsplatform OG beslutte hvor mange penge og ressourcer i øvrigt man vil bruge på det. De fleste af os vil gerne have det bedste til den lavest mulige pris. Men de fleste af os kan også godt regne ud at kvalitet og pris som oftest hænger uløseligt sammen. Når man eksempelvis har kendt til GDPRs ikrafttræden i foråret 2018, en klage hos datatilsynet fra 2019 og en deadline for indsendelse af dokumentation for sikkerheden af brugernes følsomme data i måneder forud for skoleårets begyndelse i 2022, så kan man som folkevalgt ikke tillade sig at harcelere over “IT-folk” som alt andet lige har peget direkte ned på problemet i en årrække. Man må selv stå ved de beslutninger man i fællesskab har taget, og beklage, og rette ind. Man må have en vis tillid til at embedsværket er tro mod de (både gode og tåbelige) beslutninger som det skiftende politiske lag af en given organisation tager og lægger retningen for. Hvis man vil have guld, skal man ikke betale for sølv.

De fleste læsere har nok regnet ud at forrige afsnit handlede meget specifikt om Helsingør Kommunes “Chromebook-gate” som har fyldt både vores lokale dagblads, men også landsdækkende mediers spalter, de seneste par måneder. Og at det jeg ser som det største problem i sagen er at det er et folkevalgt byråd som både skal finde pengene, vælge produktet og udfærdige kontrakten med en af verdens største digitale forretninger, som i øvrigt ikke har et eneste reelt produkt på hylden, da de som enhver ved; sælger personlig data om forbrug og målrettet annoncering. For faktisk er det ikke hverken computerne, den cloudbaserede databehandling eller lovgivningen som er problemet i denne sag. Problemet er at de folkevalgte skal tage stilling til ting de ikke har forstand på. Og noget tyder på at de ikke har afsat de nødvendige ressourcer til at få det fulde overblik, eller også har de valgt at se bort fra de bekymringer og anbefalinger som det professionelle embedsværk utvivlsomt har fodret dem med. Og det har medført nogle konsekvenser – især for de elever som har brug for de digitale hjælpemidler.

Kæden må altså, som jeg ser det, være hoppet af et sted mellem de 25 byrødder og de 5.500 ansatte i kommunen. Der er nok også brugt et par millioner i konsulentbistand, med mindre dette har været sparet væk. Men der er i hvert fald ikke blevet lyttet til de påpegede bekymringer og det bliver der med al tydelighed fortsat ikke, når man læser kommentarerne på diverse debatindlæg. Min opfordring er derfor; Se at få skabt intern tillid mellem de valgte, de ansatte og de pegende eksperter på alle mulige forskellige områder. Bekymr jer om i gør det godt nok til at se vælgerne i øjnene, også næste gang der er valg. Og så drop det åndssvage navn i har givet Svingelport Torv.

Kategorier
Blogindlæg Frivilligt arbejde

Kom med til Hornbæk Havnefest

Det er sommer, ligusteren er friseret, huden er et sted imellem gennemsigtig og krebserød, øllene er kolde og lystbådehavnene rundt i landet byder på kalas og ståhej – og du skal med. Selv deltager jeg på Hornbæk Havnefest, som foregår netop i denne weekend, hvor jeg står i indgangen og tager imod de penge som det næste års tid skal bruges bl.a. til ungdomsidræt i Hornbæk. Det er (kun) tredje gang jeg har meldt mig som frivillig til dette arrangement, men i år passede kalenderen heldigvis til det igen. Så kom endelig til Hornbæk og put lidt penge i de coronaslunkne kasser, i stedet for at sidde og se cykelløb hjemme på tv’et. Jeg synes faktisk man i år er lykkedes med at skrue et hæderligt program sammen, som fint balancerer mellem sjov, professionalisme, tåkrumning, bamsepetting og fællessang, uden hverken at blive FOR provinsielt eller højpandet.

Havde jeg selv deltaget, hvis ikke jeg var frivillig, kunne læseren jo så spørge… Det ved jeg faktisk ikke, men jeg hælder til det. I modsætning til mine unge år, har jeg ikke længere et behov for at skulle ud blandt for mange mennesker, tivoli oplever jeg jævnligt i Carstensens gamle have i vor hovedstad, og kolde øl nyder jeg aller helst hjemme i loungen, hvor den kolde øl som oftest er skiftet ud med en is. Jeg erkender at jeg mest af alt nok bare er blevet en sofakartoffel – og det passer mig egentligt godt. Men taget i betragtning; at årets sommerferie i det sønderjyske hele to gange blev forstyrret af et fransk cykelløb på afveje og dermed afskar os fra at komme på vikingemarked, byfest og til ringridning, kunne jeg nok med nemhed overtales til at tage et smut på havnen. Om ikke andet for at smage min muttis fiskedeller, eller en flæskestegssandwich. Der er i hvert fald lagt op til en ordentlig omgang fest og farver, og med fyldte sommerhuse, kommer det nok til at give genlyd i hele byen, at Hornbæk holder havnefest med musik, fest og ansigtsmaling.

Som ung i Helsingør, vokset op i fattigfirserne, og med hang til fest og ballade, kom jeg i mange år på Hornbæk Havnefest og jeg kom tilsyneladende også hjem igen, selvom jeg ikke husker dette i samme detaljerede grad. Men jeg husker havnen som en god og tryg ramme, selv for mere eller mindre berusede teenagere, men også som endnu yngre har jeg ganske klare erindringer om disse omrejsende tivolier, selvlysende armbånd, og slidskeræs på ting der aldrig havde været tænkt at skulle kunne flyde. Jeg har endda stadig en skade, et hak ind i min skinnebensknogle, fra et sammenstød i radiobilerne til en havnefest i Hundested i midtfirserne. Vi haltede bare videre efter et kort besøg hos samaritterne og måtte prøve benævnte forlystelse igen kort efter.

Jeg har stor respekt for de mange mennesker som bruger time efter time og dag ind og dag ud, samt garanteret både halve og hele nætter på at planlægge et så stort arrangement som en havnefest er – når alt arbejde er båret af frivillige, som det er tilfældet i hornbæk. Der er et hav af godkendelser som skal være på plads, ud over sponsorer, sikkerhed, leverandører, tivoli, optrædende, strømforsyning, forplejning og redningsveje samt alskens andet jeg ikke vil kloge mig på, førend festpladsen kan åbne for publikum. Det er altså ikke professionelle som lever af det, men frivillige som har et arbejde ved siden af, og som alligevel får denne fest til at ske – med alt hvad en sådan fest skal indeholde. Selv med 141 års erfaring, må dette være en gigantisk opgave at holde styr på.

Så hvis din lokale lystbådehavn holder havnefest, boligforeningen holder tivoli eller loppemarked, eller hvis din vej holder noget så eksotisk som en vejfest – så støt op om det og deltag hvis du kan. Det kan være som arrangør, festudvalg, oprydder eller bare som deltager. Som jeg ser det, er der brug for den slags i de mange små samfund vi har rundt omkring i vores lille hjørne af landet. Ellers er jeg bange for at det ender med at løbe ud i sandet.

Kategorier
Blogindlæg Frivilligt arbejde

Teater

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg har det endog meget stramt med teatergenren. Generelt er skønlitteratur slet ikke min kop te, men ligefrem teater, hvor voksne mennesker fjoller rundt, er kun med til at gøre mig dummere.

I sommerferien var jeg gæst til et dukketeater hvor én voksen mand i 50 minutter “fortalte” historien om Romeo og Julie, udelukkende ved brug af fakter, koster og skovle. Jeg blev MINDST 100 minutter ældre under det stykke.

Et par dage senere så jeg så 12 børn i alderen 6-12 gøre ham kunsten efter, og det var så tilpas fjollet at jeg lo endda flere gange. Teater og børn, ja tak.

Nu er der så passagefestival i Helsingør og omegn – og heldigvis har jeg kun set diverse “optrædender” på facebook i passende afstand til at kun jeg selv kan se mine krumme tæer. Kære voksne mennesker – fik i ikke lov at lave teater som børn?

For dælen, jeg har det stramt med det der teater.

Kategorier
Blogindlæg Frivilligt arbejde

NOVA – Nordsjællands Astronomiforening

Foto: NOVA-astronomiforening.

For 20 år siden var jeg med til at stifte Nordsjællands Astronomiforening. I år skulle vi fejres. Desværre med det sædvanlige fravær af offentlighed og pomp og pagt. 4 teleskoper, nogle med solfilte, var stillet op foran Kulturværftet, men ingen vidste noget om noget. Lidt ligesom i en hemmelig klub.

Jeg synes det er så synd at man ikke benytter nogle af de oplagte muligheder for at lægge den slags på foreningens hjemmeside – lave et indlæg i den lokale avis, eller ligefrem benytte det “gratis” medie Facebook til at reklamere om den slags og få nogle interesserede forbi.

En formålsparagraf som har overlevet vedtægterne siden den spæde start er “at samle astronomisk interesserede og udbrede kendskabet til og
interessen for astronomi”

Hemmelige klubber udbreder ikke kendskabet, og den eneste samling var 8-10 midaldrende mænd (mig selv inklusive), alle med direkte tilknytning til foreningen. Jeg synes det er ærgerligt. Skrupærgerligt.

Måske jeg skulle melde mig ind igen – og gøre noget ved det. Foreningens egen hjemmeside finder du HER.