Tag: Helsingør

Kategorier
Blogindlæg Frivilligt arbejde Personlige

Samtalen som modstand

Der findes næppe noget, vi gør mere, og samtidig noget, vi gør dårligere end at tale sammen. Vi kommunikerer konstant. Vi skriver beskeder, kommenterer opslag, sender emojis og deler holdninger hurtigere, end vi når at tænke dem igennem. Men det føles samtidig, som om den rigtige samtale er ved at blive en mangelvare. Den, hvor ingen på forhånd ved, hvor den ender. Hvor formålet ikke er at vinde, men at forstå.

Det var egentlig dér, idéen til Samtaleklubben opstod. Samtaleklubben er i dag under 4 måneder gammel, men udkommer fast på 6 af de største tjenester for podcasts, og er netop begyndt at blive udsendt i den sydsjællandske æter, på radio40plus. Det tillader jeg mig at være lidt stolt af.

Det startede egentligt ikke som et ønske om at lave endnu en podcast. Dem findes der rigeligt af. Tværtimod voksede projektet ud af en stigende frustration over den offentlige debat. For vi har efterhånden fået en kultur, hvor alle forventes at have en holdning til alting, men hvor alt for få er nysgerrige på, hvorfor andre mener noget andet. Vi ser debatter med vindere og tabere, men alt for sjældent samtaler, hvor begge går klogere hjem.

Jeg savnede et rum, hvor man kunne være uenig uden at være uvenner. Hvor man kunne stille spørgsmål uden at blive mistænkeliggjort. Hvor et “det ved jeg faktisk ikke” blev opfattet som et tegn på ærlighed frem for svaghed. Så jeg byggede det rum selv. Vi vil så gerne fremstå som om vi har styr på det vi taler om, og når jeg skriver klummer til Helsingør Dagblad, forsøger jeg da også at skrive om emner jeg besidder et vist kendskab til.

Samtaleklubben er på mange måder et meget enkelt projekt. To mennesker. Ét emne. Ingen ordstyrer, ingen krav om enighed og ingen forventning om, at verden nødvendigvis bliver løst på en halv time. Til gengæld en fælles ambition om at lytte mindst lige så meget, som man taler. Det har været fascinerende at opleve, hvad der sker, når man giver mennesker den tid. Flere af samtalerne giver også så meget stof til eftertanke, at samtalen fortsætter over flere afsnit.

Vi har talt om aktiv dødshjælp, krig, religion, køn, fagbevægelsen, klimaforandringer, ytringsfrihed, trivsel, identitet, kunstig intelligens og meget andet. Emner, der normalt får kommentarspor til at eksplodere, men som i samtaleform bliver langt mere nuancerede. Ikke fordi deltagerne pludselig bliver enige, men fordi de opdager, at uenigheden ofte er mere interessant end enigheden.

Det mest overraskende er måske, hvor ofte folk bagefter fortæller, at de har ændret perspektiv. Ikke nødvendigvis holdning, men perspektiv. Og måske er det i virkeligheden vigtigere. Verden bliver sjældent bedre af, at alle mener det samme. Den bliver bedre, når flere forstår, hvorfor andre mener noget andet.

Samtidig har projektet mindet mig om, hvor mange kloge mennesker der findes omkring os. Mennesker, som aldrig ville blive inviteret ind i de landsdækkende tv-debatter, men som besidder erfaringer, refleksioner og indsigter, der fortjener at blive hørt. Samtaleklubben har givet dem en mikrofon – og mig den store fornøjelse at lytte. Og spørge. Og blive klogere.

Måske er det netop dét, der er den vigtigste erkendelse. Vi mangler ikke flere meninger. Dem producerer vi i rigelige mængder hver eneste dag. Det, vi mangler, er mennesker, der er villige til at lade deres egne holdninger udfordre. Mennesker, der kan være oprigtigt nysgerrige, også når de er dybt uenige.

Samtalen løser ikke alle problemer. Den fjerner ikke konflikter, og den gør ikke verden enkel. Men den gør den lidt mere forståelig. Og det er måske den bedste begyndelse, vi kan håbe på. Hvis Samtaleklubben kan bidrage bare en lille smule til det, så har projektet allerede været umagen værd. Find os på Facebook, Spotify, eller bare online på www.samtaleklubben.dk

Kategorier
Blogindlæg Lokalpolitik

Når idyllen lugter

Der er noget naivt rørende over historien om de velhavende strandvejsbeboere i Snekkersten, der nu – efter otte år med havudsigt, solnedgange og ejendomsværdier i den tungere ende – har opdaget, at naturen ikke følger lokalplanen. Stanken af rådden tang er nemlig blevet værre og værre, og nu må der handles, må man forstå. Underskrifter skal indsamles, myndighederne skal i tale, og Kystdirektoratet må på banen. For når idyllen lugter, må nogen jo gøre noget. Og helst nogen andre. Og pengene skal trækkes på fællesskabets store kreditkort.

Man forstår jo næsten frustrationen hos de næsekrænkede langs Pløresund: Man køber et hus på en frostklar vinterdag, hvor alt er smukt, stille og velduftende. Og så – som et chok – viser det sig, at naturen ændrer sig med årstiderne. At opskyllet tang rådner i forårssolen. At havet flytter rundt på ting og fedtemøg. At en lagune ikke er et helårs spaområde, men et stykke kyst, der opfører sig som… ja, kyst. Det er næsten uforskammet af naturen. Det er i samme kategori som når beboerne ved havnefronten brokker sig over at havnen ind i mellem bliver brugt som havn, eller når beboere i midtbyen brokker sig over larm i gaden den ene dag, og at byen kun er befolket af spøgelser den næste. Så må man jo lige sætte sig lidt ind i hvad det er for et område man bosætter sig i.

Det mest fascinerende ved historien er dog ikke tangen. Det er forventningen om, at kommunen – altså fællesskabet; du og jeg – skal betale for at holde udsigten ren og duftneutral. For selvfølgelig skal skatteborgerne i Hornbæk, Tikøb og Nygård være med til at finansiere, at Strandvejen i Snekkersten kan dufte af Provence og ikke af Danmark. Man kan næsten høre argumentet: “Vi betaler jo også skat!” Det gør alle andre også. Forskellen er bare, at de færreste forventer, at kommunen kommer forbi med skovl og trillebør, hver gang naturen opfører sig naturligt.

Hvis man virkelig mener, at tangen er et problem, findes der faktisk en løsning, der er både hurtig, effektiv og overraskende billig: En skovl. Og en trillebør. Og så en portion enighed blandt alle naboerne om at gå i gang. Det er ikke sikkert, at det pynter på Instagram, men det virker. Og det er i øvrigt præcis det, frivillige gør i store dele af landet, når naturen driller. De går ud og tager fat. Ikke fordi det er deres skyld – men fordi det er deres kyst. At bo ved havet er nemlig ikke kun vinterbadning, smukke solnedgange og høje ejendomsvurderinger. Det er også tang, storme, sandflugt og fugle, der ikke har læst kommunens budgetaftale.

Det er selvfølgelig helt legitimt at være træt af lugten. Det er menneskeligt. Men det er også værd at huske, at man ikke kan købe sig til en natur uden natur. Kystdirektoratet kan ikke trylle. Kommunen kan ikke budgettere sig ud af tidevand. Og havnen kan ikke stå med en skovl hver gang vinden vender. Naturen er ikke en serviceydelse, men et vilkår. Og nogen gange lugter den. Jeg har den fordel at være vokset i Helsingør og have begået mig i alle kommunens kystbyer, på alle årstider gennem min opvækst og ungdom. Og netop lugten, som altid har været et vilkår på strækningen mellem Helsingør og Nivå, har medvirket til at jeg i dag bor på nordkysten, ikke sydkysten. For Øresunds stillestående pladdervand og gammel tang lugter virkelig fælt. Det har aldrig været en hemmelighed. Og det kan ikke opveje den smukke udsigt til Tycho Brahes gamle ø, mellem Skåne og Sjælland.

Hvis beboerne på Strandvejen virkelig vil gøre noget ved problemet, kunne de overveje at gøre det, som alle andre borgere i kommunerne rundt i hele landet gør, når noget generer dem: Gå ud og tage fat. Det er ikke farligt. Og det er faktisk ret sundt. Man kunne endda gøre det til en social begivenhed. “Tang & Tapas”. “Strandrens & Chardonnay”. “Bananen Cleanup Day”. Det ville klæde området. Og måske – bare måske – give en lille smule respekt for den natur, man ellers kun elsker, når den opfører sig pænt. Det lugter ærligt talt allermest af privilegiepanik og ejendomsværdiangst.

Kategorier
Blogindlæg Frivilligt arbejde

Repair Café Helsingør: Magien i Reparationens Verden

I Helsingør findes en lille perle, hvor tiden næsten står stille, og magien sker den første lørdag i (næsten) hver måned. Det er her, jeg er frivillig fixer. Repair Café Helsingør er ikke blot et sted, men en oplevelse – en, der handler om meget mere end blot at reparere ting. Det handler også om mennesker, historier og en følelse af fællesskab. I øvrigt som mange andre steder drevet af frivillige kræfter gør. Stedet har eksisteret i byen i godt 2 år, og personligt har jeg været med siden årsskiftet.

Når jeg træder ind i lokalet, bliver jeg altid mødt af velkendte ansigter og varme smil. Duften af nybrygget kaffe fylder rummet, og lyden af skruetrækkere, symaskiner og samtaler blander sig til en behagelig symfoni. Her er alle velkomne, uanset om de har et knækket møbel, en defekt lampe eller blot en nysgerrighed efter at lære noget nyt. Selv lærer jeg noget nyt hver gang, og det fantastiske ved at være fixer er netop også, at vi konstant lærer nye ting og bliver dygtigere. Hver defekt genstand er en ny udfordring, en gåde, der skal løses. Vi deler vores viden med hinanden og med dem, der kommer ind for hjælp. Det er en vidunderlig følelse af kontinuerlig læring og vækst.

Jeg har også bemærket, hvordan Repair Café har skabt bånd på tværs af generationer. En pensioneret finmekaniker og en ung IT-studerende kan finde fælles glæde i at reparere et gammelt lysbilledapparat. Det er i disse øjeblikke, man virkelig mærker styrken af fællesskab og samarbejde. Vi er alle forskellige og besidder forskellige evner, men her er vi forenet i vores ønske om at levetidsforlænge og reparere brugte sager, for at spare planeten for unødigt ressourceforbrug. Vi er også gode til at vise hinanden hvordan forskellige dele fungerer, og der hvor ens evner ikke rækker – rækker man blot ud til en af de andre fixere, som tilfældigvis besidder netop dén evne man mangler. Så bliver det ekstra sjovt at “gå til reparation”.

Og vi er faktisk ret gode til det – både i Helsingør og på landsplan, lykkes vi med at reparere mere end 70% af de indbragte effekter, og lokalt i Fiolgade har vi netop rundet en CO2 besparelse på 5 ton. Selv har jeg med succes været med til at redde blodtryksmålere, CD-afspillere, lamper, boremaskiner og en håndfuld støvsugere, samt en masse andet. I starten kom der omkring 15 sager per gang, men det tal er nu fordoblet. Ofte handler det om at en “dims” er knækket, og det kan i de fleste tilfælde betale sig at fixe det – i hvert fald så længe det ikke koster timeløn på et værksted. Særligt når vi ser på den anseelige mængde kapselkaffemaskiner som enten pisser ved siden af, eller ikke vil prikke hul i aluminiumskapslen, så er det enormt tidskrævende bare at skille maskinen nok til at kunne komme tæt på den defekte del – hvor selve reparationen måske er hurtigt løst.

Heldigvis barsles der med lovgivning, som forhåbentligt kan få betydning for produkternes reparationsvenlighed. Hvis producenterne eksempelvis pålagdes at dele tegninger, reparationsmanualer og reservedelslister, så ville vi være kommet et langt stykke af vejen – og jeg mener faktisk at ressourcebesparelser er vigtigere end indtjening.

Nogle ting må vi alligevel indse er brugt op. Hvis slitagen er for stor, en vigtig og ikke udskiftelig del er knækket eller mangler, eller hvis et batteri har smidt sin ætsende saft ud over et helt printkort – så må sende tingene på lossen/fyldet/omlasteren eller hvad du vælger at kalde det. Her kan det splittes op i flere fraktioner, og smeltes om eller genanvendes på anden måde.

Hvis du selv står med noget, der er gået i stykker, eller blot en nysgerrighed efter at opleve noget særligt, så kom forbi Repair Café Helsingør. Her er der altid plads til flere hænder, flere historier og mere kærlighed til reparation. Det er ikke bare et sted – det er en bevægelse, en familie og en måde at skabe en bedre verden, én reparation ad gangen. Vi ses den 4. januar klokken 11-14.

Kategorier
Blogindlæg

Så i kometen

Efterårets mørke morgener varsler vinterens komme, og jeg elsker det kolde og dunkle vejr. For det betyder at det igen er blevet tid til diverse vinteraktiviteter. Bl.a. det at se op på nattehimlen og nyde godt af universets forunderligheder, som eksempelvis kometen C/2023 A3 – Tsuchinshan-ATLAS. Man har kunnet følge kometen på den sydlige halvkugle siden september, men først i anden uge af oktober har vi kunnet se den fra Danmark. Og nu er det hele igen overstået, så jeg håber du fik set den! Jeg fik selv observeret den af et par omgange, og jeg fik også fotograferet den hjemme fra Pandekagehusets have i Stenstrup, Hornbæk. Det var tilstrækkeligt mørkt til at den kunne ses med det blotte øje – og jeg trak hele familien med ud for at se på den gamle og støvede snebold, som med sin 29 millioner kilometer lange hale mildest talt var imponerende. Til trods for at jeg som den eneste af husstandens medlemmer har set kometer før, var jeg alligevel nok selv den mest begejstrede.

Aftenerne byder også allerede på planetparader af dimensioner – både de to gaskæmper Saturn og Jupiter, samt vores røde naboplanet Mars er at se i de sene aftentimer, og hvis man er hurtigt ude lige omkring solnedgang, kan man opleve Jordens søsterplanet Venus, som de kommende måneder vil blive klarere og klarere i takt med at hun står højere og højere på aftenhimlen. Jeg har ejet et par teleskoper gennem årene, og har nydt mange timer på at observere især de store gasplaneter i vores solsystem. Jupiters stribede udseende, dens 4 galileiske måner og Saturns betagende ringe er et nærmest magisk syn hver eneste gang. Faktisk kan det opleves i en almindelig håndkikkert, så de fleste har mulighed for at nyde dette syn.

Den mørkere himmel over vore hoveder, betyder også at der igen er astronomiske aktiviteter i Nordsjællands Astronomiforening – en forening jeg var med til at stifte for næsten 25 år siden. Tænk sig at vi, 10 lokale unge mænd med Allan Reib i spidsen en juniaften i år 2000, fik nedfældet et sæt vedtægter og på rekordtid fik skabt en af landets største astronomiske foreninger, endda med eget observatorium på toppen af Montebello midt i Helsingør. Næste sommer fylder foreningen et kvart århundrede, og mon ikke der bliver mulighed for at skåle i noget boblevand i den anledning. Foreningen har mange spændende foredrag i løbet af vinteren, og selv kommer jeg mindst til et par stykker af dem. I skrivende stund ser jeg frem til senere på dagen at skulle i Toldkammeret og høre astrofysiker Michael Linden-Vørnle præsentere forskernes seneste resultater fra jagten på liv i rummet.

Aften- og ungdomsskolerne er også startet op efter en (velfortjent) lang sommerferie, og det samme er ungernes teaterundervisning i foreningen Teaterbøtten, som underviser i nærheden af 100 børn og unge i skolealderen. For Pandekagehusets teenager er årets forestilling “Den Mørke Skole” den sidste forestilling – en forestilling som traditionen tro spilles på Borupgårdteatret i november måned. Der bliver gået til stålet med en vis portion vemod, og tankerne om at blive stor (for gammel) kan være vildt skræmmende. Som jeg lige har forstået det, bliver billetterne sat til salg ca. samtidig med denne klummes udgivelse, så hold jer endelig ikke tilbage.

En ting til jeg ser frem til i vinteren, er Gløgg. Og her tænker jeg ikke på den klassiske 80’er gløgg fra karton, med en bismag af fungicider og tran, men i stedet diverse variationer af både røde og hvide gløgg. Efterårsferien afsluttedes med et besøg i Georg Carstensens gamle Tivoli, hvor sæsonens første glas gløgg blev nydt. Det minder mig om, at der skal lægges rosiner i rom inden længe, så de kan nå at trække og blive voluminøse i både krop og smag.

Hvad skal din vinter gå med? Går du til noget undervisning, kulturtilbud, eller rejser du bare væk fra det hele?