Der er noget naivt rørende over historien om de velhavende strandvejsbeboere i Snekkersten, der nu – efter otte år med havudsigt, solnedgange og ejendomsværdier i den tungere ende – har opdaget, at naturen ikke følger lokalplanen. Stanken af rådden tang er nemlig blevet værre og værre, og nu må der handles, må man forstå. Underskrifter skal indsamles, myndighederne skal i tale, og Kystdirektoratet må på banen. For når idyllen lugter, må nogen jo gøre noget. Og helst nogen andre. Og pengene skal trækkes på fællesskabets store kreditkort.
Man forstår jo næsten frustrationen hos de næsekrænkede langs Pløresund: Man køber et hus på en frostklar vinterdag, hvor alt er smukt, stille og velduftende. Og så – som et chok – viser det sig, at naturen ændrer sig med årstiderne. At opskyllet tang rådner i forårssolen. At havet flytter rundt på ting og fedtemøg. At en lagune ikke er et helårs spaområde, men et stykke kyst, der opfører sig som… ja, kyst. Det er næsten uforskammet af naturen. Det er i samme kategori som når beboerne ved havnefronten brokker sig over at havnen ind i mellem bliver brugt som havn, eller når beboere i midtbyen brokker sig over larm i gaden den ene dag, og at byen kun er befolket af spøgelser den næste. Så må man jo lige sætte sig lidt ind i hvad det er for et område man bosætter sig i.
Det mest fascinerende ved historien er dog ikke tangen. Det er forventningen om, at kommunen – altså fællesskabet; du og jeg – skal betale for at holde udsigten ren og duftneutral. For selvfølgelig skal skatteborgerne i Hornbæk, Tikøb og Nygård være med til at finansiere, at Strandvejen i Snekkersten kan dufte af Provence og ikke af Danmark. Man kan næsten høre argumentet: “Vi betaler jo også skat!” Det gør alle andre også. Forskellen er bare, at de færreste forventer, at kommunen kommer forbi med skovl og trillebør, hver gang naturen opfører sig naturligt.
Hvis man virkelig mener, at tangen er et problem, findes der faktisk en løsning, der er både hurtig, effektiv og overraskende billig: En skovl. Og en trillebør. Og så en portion enighed blandt alle naboerne om at gå i gang. Det er ikke sikkert, at det pynter på Instagram, men det virker. Og det er i øvrigt præcis det, frivillige gør i store dele af landet, når naturen driller. De går ud og tager fat. Ikke fordi det er deres skyld – men fordi det er deres kyst. At bo ved havet er nemlig ikke kun vinterbadning, smukke solnedgange og høje ejendomsvurderinger. Det er også tang, storme, sandflugt og fugle, der ikke har læst kommunens budgetaftale.
Det er selvfølgelig helt legitimt at være træt af lugten. Det er menneskeligt. Men det er også værd at huske, at man ikke kan købe sig til en natur uden natur. Kystdirektoratet kan ikke trylle. Kommunen kan ikke budgettere sig ud af tidevand. Og havnen kan ikke stå med en skovl hver gang vinden vender. Naturen er ikke en serviceydelse, men et vilkår. Og nogen gange lugter den. Jeg har den fordel at være vokset i Helsingør og have begået mig i alle kommunens kystbyer, på alle årstider gennem min opvækst og ungdom. Og netop lugten, som altid har været et vilkår på strækningen mellem Helsingør og Nivå, har medvirket til at jeg i dag bor på nordkysten, ikke sydkysten. For Øresunds stillestående pladdervand og gammel tang lugter virkelig fælt. Det har aldrig været en hemmelighed. Og det kan ikke opveje den smukke udsigt til Tycho Brahes gamle ø, mellem Skåne og Sjælland.
Hvis beboerne på Strandvejen virkelig vil gøre noget ved problemet, kunne de overveje at gøre det, som alle andre borgere i kommunerne rundt i hele landet gør, når noget generer dem: Gå ud og tage fat. Det er ikke farligt. Og det er faktisk ret sundt. Man kunne endda gøre det til en social begivenhed. “Tang & Tapas”. “Strandrens & Chardonnay”. “Bananen Cleanup Day”. Det ville klæde området. Og måske – bare måske – give en lille smule respekt for den natur, man ellers kun elsker, når den opfører sig pænt. Det lugter ærligt talt allermest af privilegiepanik og ejendomsværdiangst.