Kategorier
Blogindlæg

Regeringens boligudspil risikerer at forværre problemet, det forsøger at løse – flere købere vil uvægerligt presse priserne op og gøre boliger endnu mindre tilgængelige.

Regeringens forslag om at give førstegangskøbere en “forlomme” på boligmarkedet – bl.a. via bedre realkreditlån med 40-årige afdragsperioder og lempeligere kreditvurderinger – lyder umiddelbart som en håndsrækning til unge, der står udenfor ejerboligmarkedet. Men det er en klassisk politisk kortslutning: en løsning, der føles varm og velmenende, men som i praksis er som at tisse i bukserne for at holde varmen.

Billede er AI-genereret

Når man kunstigt øger antallet af potentielle købere – især i et marked med begrænset udbud – vil det uundgåeligt føre til stigende priser. Det er simpel markedslogik. Flere penge og lavere adgangsbarrierer betyder, at flere kan byde, og dermed stiger efterspørgslen. Resultatet? Huspriserne presses op, og det bliver endnu sværere for de unge, der ikke fik “forlommen”, at komme ind på markedet. Og dem, der fik den, risikerer at købe til oppustede priser og sidde fast i gæld i årtier.

Samtidig underminerer man den finansielle sundhed ved at tillade 40-årige lån og kreditvurderinger baseret på fremtidige indtjeningsskøn. Det er en farlig cocktail af optimisme og gældsætning, som kan få alvorlige konsekvenser, hvis renterne stiger eller økonomien vender. Det er ikke ansvarlig boligpolitik – det er politisk brandslukning med benzin.

Hvis regeringen virkelig vil hjælpe førstegangskøbere, bør fokus være på at øge udbuddet af boliger, især i områder med høj efterspørgsel, og sikre en mere retfærdig beskatning af boliggevinster. Ellers risikerer man blot at forværre den boligkrise, man påstår at ville løse.

Kilde: DR Nyheder – Regeringen vil give førstegangskøbere bedre realkreditlån.

Kategorier
Blogindlæg

Fire uger med plakater – og fire års tavshed

Der er åbenbart gået sport i at rive valgplakater ned i Helsingør Kommune. Eller give dem et sprøjt blå maling. Ikke bare en enkelt i ny og næ, men decideret hærværk. Det er forkasteligt. Uanset hvor lidt man bryder sig om de mere eller mindre kunstigt smilende ansigter i lygtepælene, så er det stadig en del af demokratiet. Plakaterne skal kun hænge der i fire uger – vi skal nok overleve at kigge på dem, mellem byggestøvet, hullerne i cykelstierne og parkeringsreglerne foran stationen.

Jeg har for længst besluttet mig for, hvem jeg stemmer på. Det er ikke noget, en veltimet selfie foran en valgplakatstynget lygtepæl på Kongevejen kommer til at ændre på. For mig handler det ikke om smil, slogans eller hvor flot baggrunden er redigeret i Photoshop, men om hvem der faktisk har vist sig i løbet af de sidste fire år – ikke kun her i oktober, når der lugter af stemmesedler og kagebord i kulturhuset. Politik kræver mere end performance – det kræver nærvær. Og det har vi ikke set meget til de sidste fire år, fra mere end en lille håndfuld af kandidaterne.

Dagbladet svømmer i disse uger over af læserbreve fra lokalpolitikere, der pludselig har genopdaget tastaturet. De samme politikere, der har været tavse som byrådssalen en mandag formiddag, når der skal tales om kedelige ting som drift, vedligehold og virkelighed. Nu dukker de op med store overskrifter og små undskyldninger, som om man kan kompensere for fire års fravær med 2000 tegn og et profilbillede i valgtrøjen. Det er lidt som når nogen kun ringer, når de skal flytte – man kender godt mønsteret. Mere end halvdelen af kandidaterne har jeg aldrig hørt om – selvom jeg følger relativt godt med i lokalpolitikken. 

Det minder lidt om den gang, jeg skrev, at politik er blevet som speed-dating med PowerPoint. Der er præsentationer, slogans, og hurtige replikker – men ingen tid til at finde ud af, hvem der faktisk lytter, og hvem der bare venter på deres tur til at tale. Og de fleste taler mere om de andres end egne synspunkter. Det er gabende trist, og jeg ærgrer mig over at der faktisk er folk som påvirkes af det skuespil det er.

Og mens plakaterne hænger og flagrer i efterårsvinden, bliver byen plastret til med smil og løfter. “Sammen om fremtiden,” “Vi løfter i flok,” “Et stærkere Helsingør.” Det lyder flot – lige indtil man spørger, hvor flokken var henne, da kulturmidlerne blev beskåret, eller da busruter blev sløjfet. (Som parantes i dén sag om bus 342, undrer det mig, at man ikke bare ændrer de snævre trafikale forhold, således at en 12 meter lang bus kan komme rundt om buske og træer – men det er en anden sag)

Vi ved godt, hvordan det går. Når plakaterne bliver taget ned, forsvinder mange af ansigterne igen – og tavsheden sænker sig som dug over kommunekassen. De samme mennesker, der lige nu taler om “borgerinddragelse” og “lytteprocesser”, kan næste måned ikke høre et eneste ord, når borgerne rent faktisk prøver at sige noget. Jeg savner den ærlige samtale. Den, der ikke handler om likes, slagord eller hvem der kan hænge højest i lygtepælen, eller hvorvidt man må reklamere for en politiker på en husfacade ved indkørslen til Hornbæk eller ej. Den samtale, der tager udgangspunkt i virkeligheden – i busafgange, affaldsordninger, ældremad, kulturforeninger og almindelige menneskers hverdag. Vi behøver ikke mere politisk teater. Vi behøver politikere, der tør møde os uden manuskript.

Så ja – lad os da få valgplakaterne op. Lad dem hænge, flagre og minde os om, at demokratiet trods alt stadig findes i papir, plastik og strips. Men lad os også huske, at demokrati ikke kun er en fireugers forestilling med glade ansigter i regnvejr. Det er alt det, der sker, når lygtepælene bliver tomme, og kameraerne slukker. Og næste gang nogen får lyst til at flå en plakat ned, give den briller og overskæg, eller male den over med blå maling, så kunne man måske i stedet nøjes med at kigge på den og tænke: “Du hænger der kun i fire uger – men vi skal leve med dine beslutninger i fire år.” Husk at sætte jeres kryds.

Kategorier
Blogindlæg

Belæst, i sidste del af livet.

Jeg har altid haft det enormt svært med skønlitteratur. Særligt romaner, noveller og dramaer. Andres fantasi pirrer mig meget sjældent, og med mindre det kan fortælles kort eller som en satirisk tegning, så gør jeg mig mange krumspring for at undgå at bruge for megen tid på det. Jeg synes ganske enkelt det er dræbende kedeligt. I bedste fald. Faktisk har jeg indtil for ganske nyligt kun læst 2 skønlitterære bøger; Troldepus i Norge, og en bog som min ældste vens hustru havde ladet frembringe for sine fingres tasten. Begge bøger er læst af pligt. Modsat har jeg dog læst tusindvis af tegneserier og en betragtelig mængde faglitteratur inden for mangt et emne.

Jeg læser også nyheder, blogs, anmeldelser og artikler i diverse magasiner jeg holder, så det er ikke læseevnen den er gal med. Et par bøger af Dan Turell, Troels Kløvedal er det også blevet til. Men alle “de store” værker kender jeg ikke, med mindre jeg er faldet over en filmatisering af historien. Jeg vil til stadighed mene at, er en historie stærk nok, vil den før eller siden komme på film. Det skal imidlertid være slut nu. Jeg har besluttet mig for at stifte bekendtskab med de vigtigste værker.

Hvordan definerer jeg så hvilke værker som er de vigtigste? Jo, her gør jeg brug af den nyeste teknologi; AI. Jeg har fodret en kunstig intelligens med data fra en masse boglister, biblioteksdata og både danske og udenlandske anmeldelser og lister over betydningsfulde litterære værker. Resultatet er blevet en rangeret bruttoliste på 215 værker, som jeg vil tygge mig igennem de næste 4-5 år. Og nej, det bliver ikke på papir, det bliver som lydbøger. Jeg deler ikke den lettere prætentiøse holdning om at bøger skal læses, frem for at blive hørt. Det kommer aldrig til at ske, hvis ikke det er som lydbøger – for hvis jeg absolut skal kedes med skønlitteratur, må jeg nødvendigvis lave noget andet samtidig, selvom jeg ville kunne gøre det langt hurtigere selv. Eksempelvis er jeg i færd med Homers Illiaden, mens jeg skriver denne klumme. Og oplæsningshastigheden er sat til 150%.

De fleste af bøgerne kan jeg låne på bibliotekets digitale univers eReolen, med den begrænsning at der “kun” kan lånes 4 bøger om måneden. Det passer nok også ganske fint, da jeg også har radioprogrammer, podcasts og musik på listen over lyde jeg vil hælde i ørerne. Og der kommer nok også perioder, hvor jeg trænger til en pause, eller er på kursus. Især hvis der kommer for mange romaner og/eller kærlighedshistorier efter hinanden. For de er godt nok svære at holde koncentrationen til.

Der er også nogle bøger jeg kommer til at tage med på listen, som endnu ikke står der – lige så vel som flere af bøgerne på listen, vil blive udeladt, af flere forskellige grunde – primært hvis jeg allerede kender historien i (for mig) tilstrækkelig grad. Men utroligt nok er der også bøger på listen, som jeg faktisk ser frem til at høre og særligt nogle danske forfattere som jeg glæder mig til at stifte bekendtskab med. Hvis man skal tro statistikken, så er jeg omkring to tredjedele gennem livet, så det er jo på høje tid at udvide de skønlitterære horisonter.

Om fem år vil jeg stå tilbage med en lydbogs-odyssé, som enten bekræfter min skepsis eller åbner nye døre – og jeg glæder mig til at finde ud af, hvilken af delene det bliver. Én ting er sikkert: jeg bliver ikke dummere af at udvide min horisont og sætte tempoet lidt ned. Jeg tilegner mig til gengæld en viden og tillige en forståelse for den skønlitterære verden. Men lige nu er jeg kun en lille håndfuld bøger inde i listen – så det har lange udsigter. Hvad læser du og hvorfor?

Rangeret liste over litterære værker – Ark1Download
Kategorier
Blogindlæg Lokalpolitik

Likes frem for løsninger – når lokalpolitik bliver til performancekunst

Der er noget særligt ved lokalpolitik. Det burde være dér, hvor vi som borgere har størst indflydelse. Hvor beslutningerne føles nære, og hvor dialogen med politikerne ikke kræver en tur gennem mediemøllen for at blive neutraliseret, udvasket og gjort komplet uforståelig for menig mand. Men i takt med at kommunalvalget nærmer sig, begynder det hele at ligne noget andet. Noget mere… performativt.

Pludselig dukker de op. De digitale skyggekrigere. Politikere, der har været tavse siden sidste budgetforlig, men som nu poster selfies med borgere, bænke, togsæder og blomsterkummer. Der er smil, slogans og spontane videoer, hvor de “lige vil sige noget vigtigt”. Det er som om, likes er blevet vigtigere end løsninger – og synlighed trumfer substans. Og så er der tonen. I stedet for at tale om egne visioner, bruger mange tiden på at udskamme modstanderne og tale andres visioner ned – uden selv at komme med alternativer. Det er ikke længere nok at være “for” noget – man skal også være “imod” nogen. Helst med en skarp formulering og et glimt af forargelse. Det er effektivt, javist. Men det er også trættende.

Man kunne fristes til at spørge: Hvor var alle disse engagerede stemmer i foråret? Eller sidste år? Hvor var de, da skoler blev lukket, cykelstier droppede ud af budgettet, buslinjer nedlagt til fordel for IronMan-støtte, VIP-lounge købt, og ældreplejen gennemgik endnu en spareøvelse? Synligheden kommer med valgkampen – og forsvinder ofte med stemmeoptællingen. Det er ikke nemt at finde en kandidat at sætte sit kryds ved, når alle kæmper om den samme opmærksomhed. Når politik føles som en omgang speed-dating med PowerPoint. “Hej, jeg hedder X, og jeg vil gerne redde velfærden, klimaet og din lokale busrute. Swipe op for mere.” I valgkampen lyder de alle sammen ens.

Man sidder som borger og scroller gennem opslagene, og det føles som at være til en slags digital markedsplads, hvor alle råber, men ingen siger noget nyt. Det er svært at skelne mellem engagement og iscenesættelse. Mellem dem, der vil noget – og dem, der bare vil vælges for at sikre egen lomme. Og så kommer læserbrevene. De vælter ind som efterårsblade i en storm. Alle har noget på hjerte, og helst noget, der kan placeres direkte i modstanderens sko. Der er ikke meget plads til nuancer, men masser af plads til indignation. Det er som om, den største politiske dyd er evnen til at formulere en skarp kritik på under 160 tegn. Jeg forstår i dén grad godt, at mange oplever politikerlede.

Men jeg ved heldigvis godt, hvor mit kryds skal sættes. Hos én, der har været til stede hele vejen. Ikke kun i valgkampens spotlight, men også i de stille måneder, hvor arbejdet foregår uden likes og kameraer. Det burde være den mindste fællesnævner i lokalpolitik – men det er desværre blevet en sjældenhed. Det er ikke for at pege fingre. Måske er det bare sådan, spillet er blevet. Måske er det os, vælgerne, der har vænnet os til at politik skal underholde, helst med lidt drama og en god punchline. Men det er værd at huske, at likes ikke bygger cykelstier, og at en skarp kommentar ikke løser ældreplejens udfordringer.

Politik kræver mere end performance – det kræver nærvær, dialog og vilje til at lytte. Også når der ikke er valg. Det kræver, at man tør sige: “Det her er komplekst, og vi har ikke en hurtig løsning.” Men det sælger ikke godt på sociale medier. Der er ingen emojis for tvivl. Så næste gang du ser et opslag med en politiker, der smiler foran en nyrenoveret legeplads, så spørg dig selv: Var de med til at få den renoveret – eller kom de bare forbi med en fotograf? Og næste gang du læser et læserbrev, hvor nogen “bare ikke kan forstå, hvordan X kan mene Y”, så husk: Det er ikke nødvendigvis en debat – det kan også være en reklame.

Kategorier
Blogindlæg Frivilligt arbejde

Kom til forestilling i skoven

Året var 1986, jeg var 10 år gammel, og familien havde taget en fælles beslutning om, at sommeren skulle bruges til at spille teater i en nyopstået dansk kulturinstitution; egnsteater. Stykket hed Kulsvierblod, og selv spillede jeg en dreng fra “de finere rækker” med pænt tøj og rank ryg, i et stykke som tog omdrejningspunkt i tiden, hvor jernbanen kom til Nordsjælland og udkonkurrerede kulsviernes fordrukne transport gennem alfenatten til kultorvet i København. Det var en både sjov, mindeværdig og hård oplevelse at være med.

Min skuespilkarriere stoppede dog i umiddelbar forlængelse af den sidste forestilling, den sommer for snart 40 år siden. Nu har jeg imidlertid meldt mig under fanerne igen, denne gang bag scenen hos Hammermøllens Teater. Der er noget magisk ved den summen, der opstår bag scenen, før tæppet går. Kostumer retter sig, lysene testes, nerverne sitrer. I år står jeg netop dér – i mørket bag kulisserne – som frivillig. Min bedre totredjedel og Pandekagehusets egen teenagepige står på scenen og bringer historien til live, mens jeg sammen med andre gode folk sørger for, at den ramme, de bevæger sig i, holder hele vejen.

Det er en særlig følelse at være en del af noget, der er større end én selv – det har jeg tidligere fortalt om, i de klummer som bl.a. handler om mit og andre frivilliges engagement i Hornbæk Havnefest, Repair Cafe, Fagforeningen Frie, Helsingørkanalen og Nordsjælland Astronomiforening. I Hammermøllens Teatergruppe er frivillighed ikke bare nødvendigt – det er selve fundamentet. Uden de mange hænder, hoveder og hjerter ville forestillingen aldrig kunne løfte sig fra manuskript til magi. De mange timer og kræfter, som medlemmerne allerede har lagt i at få fremstillet og renoveret siddepladser, rekvisitter, kostumer, scenegulv og toiletvogn, er ganske enkelt helt ubetalelige for en lille teaterforening, som bare gerne vil optræde med en fantasifuld og lokal fortælling.

I år handler magien om Sporlæggerne – en rørende forestilling, der tager os tilbage til 1905–1906, hvor Hornbækbanen skar sig gennem Hellebæks landskab og liv. Med familien Hellebert som omdrejningspunkt udforskes forandringens menneskelige spor: venskaber, kærlighed og kampen mellem tradition og fremtidstro. Forestillingen er skrevet og instrueret af Flemming Bang med musik af Ulrik Schwartz og spiller fra 6. til 16. august under trækronerne ved Hammermøllen. Her vækkes historien til live med både humor, alvor og hjerteslag – og som altid med plads til alle, uanset sanseniveau.

Der bliver i øjeblikket hamret, syet, båret, planlagt, trøstet og grinet. Timerne løber hurtigt, men de sætter spor. Ikke bare på scenen, men i os – som fællesskab. Her er alle velkomne, uanset om man har erfaring, knofedt eller bare en nysgerrig sjæl. Den samhørighed, der opstår, når alle trækker i samme retning, skaber ikke bare en forestilling. Den skaber mening. Frivilligt arbejde handler ikke kun om at få ting til at fungere. Det handler om at give noget af sig selv – og om at få dobbelt så meget tilbage. I form af smil, fællesskab, gode historier og følelsen af at høre til. Også selvom man (som jeg selv) ikke kan deltage i arbejdet hver gang.

Så næste gang du sidder blandt publikum og lader dig føre med af fortællingen og humoren, så husk: Både på og bag scenen står mennesker, der har givet deres tid, tanker og kærlighed. Hvad enten det er til teater i Hellebæks skove, musik i Toldkammeret, eller havne-/byfester diverse steder i kommunen – så bliver en stor del af oplevelsen båret af frivillige kræfter. Og så står der måske en lidt træt, men lykkelig frivillig og smiler i mørket over alt det, han fik lov til at være en del af. Og hvis du selv skulle savne noget at gå op i og bruge din tid på – så kan ekstra hænder altid bruges både før, under og efter forestillingerne.

Jeg håber vi ses i skoven – jeg står muligvis og retter mikrofoner eller sælger drikkevarer.

Kategorier
Blogindlæg Lokalpolitik

Værtskab og kundeservice

Et emne, der summer for tiden, er værtskab og kundeservice i de lokale forretninger. Jeg har tidligere berørt emnet, men risikoen for gentagelse er en pris, jeg er villig til at betale for at genbekræfte én simpel sandhed: De lokale butikker består, fordi vi bruger dem. Og forbrugernes købelyst sikres ved at gøre butikkerne attraktive. Ligningen er ligetil, men vigtig som aldrig før.

Billede skabt af AI på baggrund af prompt.

Jeg vil begynde med en nylig oplevelse i en butik i Helsingør centrum. Jeg havde trodset færdselsforholdene og parkeret i det endnu gratis parkeringshus, en dag efter arbejde. Jeg var den eneste kunde i butikken, selvom klokken var 16 på en helt almindelig hverdag. En ung mand stod ved kassen, placeret midt i forretningen. Jeg støvede rundt i mere end 10 minutter, og på intet tidspunkt blev der kigget op fra telefonen, som øjensynligt viste TikTok-videoer i ét væk. Nuvel, jeg henvendte mig til sidst, for at spørge: “Denne vare, har i den i grøn?” – “Lad mig lige se”, svarede den unge mand, og skelede til den selvsamme tomme hylde, jeg selv havde ledt igennem flere gange. “Det ser ikke sådan ud”. “Kan du eventuelt tjekke om I skulle have dem på lager?” spurgte jeg og fik prompte svaret: “Nej, de er i restordre – vi kan ikke få dem mere.”

Jeg kan naturligvis ikke afvise at ekspedienten har samtlige varers lagerstatus i hovedet, men jeg har alligevel min tvivl, så jeg kørte hjem og fandt computeren frem for at prøve online. Og minsandten, om ikke butikkens egen hjemmeside kunne give mig svaret; Varen var på lager, og jeg kunne endda få en betragtelig rabat ved at handle online. To dage senere landede varen i min postkasse, med en besparelse på mere end 15%, selv efter at der var betalt for forsendelsen. Det virker i den grad kontraintuitivt at butikkens umiddelbare formål er at sende folk på nettet for at handle.

Denne episode får mig til at reflektere over, hvad det egentlig vil sige at handle “lokalt”. Hvis du køber kinesisk plastikskrammel i en butik nær dit hjem, føles det sjældent som en støtte til lokalsamfundet – og kød fra New Zealand i den lokale slagter? Det rammer heller ikke den “lokale” følelse i mig. I min by findes ikke bilforhandlere, dyretilbehørsbutikker og marskandisere, hvilket betyder, at jeg ofte skal køre mellem 15 og 25 km for at få dækket bemeldte kategorier. Hvis jeg derimod ønsker indkøb af fast ejendom, koneklude eller pyntepuder, så kan halvdelen af byens butikker være leveringsdygtige.

Når jeg skal vælge mellem to tilsyneladende identiske butikker – den ene 8 km væk i nabokommunen og den anden 15 km væk i min egen kommune – bliver spørgsmålet: Hvem eller hvad er mest lokalt? Svaret er sjældent entydigt. Det afhænger af samvittighed, dagsform og ofte et ønske om variation.

Et andet dilemma er, om den lokale butik overhovedet er attraktiv nok til, at tiltrække mit kundeforhold. Alt for mange butikker fremstår i dag som en mat version af en neutral hjemmeside – med en begrænset produktinformation og svagere vilkår for forbrugeren. Hvis sociale medier som InstaBook og TikTok tillige formår at underholde ekspedienten mere end at overbevise mig om et køb, så er jeg parat til at lægge mine penge et andet sted.

En købmand, der har tilegnet sig indsigt i moderne købmandskab, ved at sætte en ære i at levere høj service – og tilpassede løsninger, også for varer uden en fast plads i hylderne – kan skabe en oplevelse, hvor den fysiske butik kombineres med internettets store informationskraft. På den måde betaler man kun marginalt mere for en vare, mens man samtidig nyder godt af den personlige betjening, som et rent onlinekøb ikke leverer.

Måske kunne man overveje, hvordan de lokale butikker kan integrere online og offline service endnu mere sømløst – og om vi som forbrugere kan stille flere krav til den måde, vi køber og støtter vores nabolag på. Hvordan tror du, at fremtidens handel kan balancere mellem bekvemmelighed og lokal forankring? Hvad er den næste trend, som måske kan genoplive de lokale butiksmiljøer? 1. times parkering gratis?

Kategorier
Blogindlæg Lokalpolitik

Offentlig transport er en by i Rusland

Jeg vil gerne indrømme, at jeg er meget lidt imponeret over kommunens offentlige transport, og måske skyldes det, at byerne udenfor eller nordvest for Helsingør ikke er beboet af byrødder uden egen bil. I det daglige kører jeg fra Hornbæk til Helsingørs industriområde for at passe mit arbejde. Det er en tur, som tager lige omkring 15 minutter i min delvist elektriske bil, og på en opladning kan jeg som regel nå lige knap to ture til Helsingør. Bilen koster mig omkring 3.500 kroner om måneden – inklusive brændstof/el, forsikring, afskrivning/lån, skatter, vedligehold og så videre.

Hvis jeg skulle med det offentlige, ville længden på den daglige køretur blive mangedoblet. Faktisk skulle jeg bruge 10 timer EKSTRA om ugen på transport, hvis ikke jeg havde bil – og hvis jeg gør min tid op i penge, kunne jeg dermed have hele fire biler finansieret af transporttiden alene. Det giver jo absolut ingen mening. Det er lige før, jeg ville have råd til at parkere i byens centrum … eller køre i taxi til arbejde. Hvis jeg regner transporttid ud som en omkostning, er det billigere at tage en taxi på arbejde end bussen. Er det ikke bare en lille smule galt?

Grunden til denne klumme skal findes i, at heksemutter og jeg tog på tur en lørdag for kort tid siden – vi skulle til Værftets Madmarked (formerly known as “De Underbetaltes”) for at smage på portvine. Og kloge som vi var, lod vi bilerne stå hjemme og rejste i stedet med Lokalbananen/skinnebussen/grisen. For det første: Timedrift på en lørdag??? Hvordan forestiller man sig, at folk vil stimle sammen om så godt et tilbud som timedrift? Jøsses. Og prisen for to voksne = 90 kroner for en returbillet Karinebæk–Grønnehave. Vi kunne have betalt for parkering i fem timer og stadig have haft penge til en lille is.

Og det er ikke fordi vi bor i det vilde vesten. Der bor mennesker herude – børn, ældre, pendlere, studerende – nogen med jobs, der ikke følger 8-16-uret, og nogen uden bil. Hvad gør de? Bliver de bare hjemme? Cykler de i stormvejr med rygsæk og indkøbsposer? Er det virkelig den form for samfund, vi har besluttet os for? Hvor du enten har bil – eller er ude i kulden?

Hvordan er vi blevet til et samfund, hvor den offentlige transport er så dyr en luksus, at ingen har råd til at bruge den? Og hvorfor er den offentlige transport, i hvert fald på nordkysten, så ringe, at man skal være mere end almindeligt heldig for overhovedet at kunne komme med den? Vi er så heldige, at der med udgang fra Helsingør går hele tre jernbaner ud af kommunen i hver sin retning. Det er ikke svært at forestille sig, at man bør lægge busruter, som komplimenterer og opsamler passagerer på tværs af jernbanen, og ruter som forbinder de travleste områder såsom industri, indkøb, uddannelse osv. Men planlægningen virker hovedløs – og nu vil man sågar nedlægge busruter.

Når man endelig forsøger at bruge det offentlige, opdager man hurtigt, at det ikke er designet med virkelige mennesker i tankerne. Der er ingen sammenhæng mellem bus og tog, ingen fleksibilitet for dem, der arbejder skæve tider, og ingen hensyn til, at folk faktisk skal fra A til B uden tre skift og en times ventetid i en grøftekant. Det føles, som om systemet er skabt ud fra et regneark og ikke ud fra, hvordan folks hverdag hænger sammen. Man sidder tilbage med fornemmelsen af, at ingen, der planlægger ruterne, nogensinde selv har stået på en forblæst station klokken 06.42 og ventet på en forsinket bus, der kun kører én gang i timen – hvis den altså kommer.

Det er snart tid til kommunalvalg, og måske skulle vi se på, hvordan de forskellige kandidater ønsker at udvikle – eller afvikle – den offentlige transport, inden krydset skal sættes. Kan vi få nogle finansierede visioner på bordet, så flere kunne finde på at bruge en anden transportform end bilen? Hvis ikke, så kan vi lige så godt nedlægge det hele. Og så må vi bare håbe, at alle fremtidige borgere får råd til at lease elbiler og selv betale for det samfund, som ikke længere gider hænge sammen i fællesskab.

Kategorier
Blogindlæg Hornbæk Fjernvarme

U(n)dsky(l)d generalforsamlingen

Jeg ved ikke om jeg længere kan overraskes af de manglende almene kompetencer fra det lokale varmeværk. Men jeg har i dag fremsendt følgende til Hornbæk Fjernvarme, da en meget simpel og utvetydig bestemmelse i selskabets vedtægter er blevet ignoreret.

Idet selskabets vedtægter ikke er overholdt i forbindelse med indkaldelse til Hornbæk Fjernvarmes ordinære generalforsamling, vil
jeg på det kraftigste anbefale at udskyde denne.

Ikke tidligere end 22/4-2025 er det på selskabets hjemmeside offentliggjort at der afholdes generalforsamling d. 30/4. Altså 8
dages varsel, til trods for indkaldelsesbestemmelse i § 6 stk. 3 kræver mindst 14 dages varsel ved offentliggørelse på selskabets
hjemmeside. Endvidere er der på indkaldelsen IKKE angivet en dagsorden, trods samme bestemmelses krav herom. I skrivende stund, er
den eneste dagsorden som andelshaverne er blevet præsenteret for, en håndsomdelt adviseringsskrivelse til husstandende – og denne
overholder ikke vedtægternes § 6 stk. 4, da der bl.a. ikke er et punkt for valg af dirigent. Hvordan man vil afholde generalforsamling uden
en dirigent, er for mig en gåde.

Jeg vil hævde at generalforsamling d. 30/4-2025 IKKE kan afholdes lovligt, grundet utilstrækkelig og mangelfuld indkaldelse.

Såfremt bestyrelsen alligevel vælger at gennemføre generalforsamlingen d. 30/4-2025, vil beslutninger på denne kunne dømmes ugyldige, da man
ikke har sørget for at give andelshavere og forbrugere en reel chance for at deltage i den demokratiske proces. Det vil være et udtryk for
magtfuldkommenhed og manglende respekt overfor forbrugerne at tilsidesætte selskabets vedtægter.

Om selskabet udskyder (og gør det rigtigt i anden omgang), må tiden vise.

Opdatering 28/4-2025: Selskabet har efter min henvendelse valgt at udskyde generalforsamlingen…

Kategorier
Blogindlæg Lokalpolitik

Helsingør – en kommune i jernhårde prioriteringer

Der er mange måder at bruge en million kroner på. Man kunne for eksempel investere i flere pædagoger til de overfyldte daginstitutioner, eller give de ældre et ordentligt måltid og et ekstra bad. Man kunne smøre et par ekstra lag asfalt på kommunens huller i vejene. Eller – og hold nu fast – man kunne betale for, at en flok ludfattige eliteidrætsudøvere i skrigfarvet og reklamepåklistret lycra kan løbe, cykle og svømme igennem Helsingør i et arrangement, der hedder noget så macho som Ironman. Til glæde for et par hoteldirektører.

Ja, Helsingør Kommune har valgt at spendere tæt på en million skattekroner i Ironman igen i år. Ikke på den slags jernmænd, der møder op i snevejr for at lappe byens cykelstier, men på en international sportsbegivenhed, hvor veltrænede men meget fattige må man forstå, folk i dyrt udstyr skal konkurrere i, hvem der kan pine deres krop mest effektivt.

Kommunen siger, at det er en investering i byens synlighed. Altså, sådan en slags marketingbudget, hvor Helsingør bliver malet på det globale sportslandkort. Men lad os være ærlige: Er det virkelig lokale handlende, pensionister og børnefamilier, der høster gevinsten af, at en flok ekstremsportsfolk fra andre lande kommer susende gennem byen i et par timer? Bliver den lokale bager rigere af det? Kan skolelærerne pludselig få mere tid til den enkelte elev, fordi Helsingør har fået endnu en sportsbegivenhed på CV’et? Der er lavet studier i netop dette, og de viser ret entydigt, at med mindre der er tale om en storby som i forvejen har kapaciteten, pladsen, økonomien og hotellerne, så er det ren tilsætning at hoste arrangementer som IronMan og Tour de France.

De eneste som reelt får noget ud af arrangementet, er hotellerne som bliver stuvet til randen et par dage, samt et par foreninger som får et velfortjent økonomisk bidrag for ulejligheden. De seneste uger har vi også kunne læse om hvor vigtigt arrangementer er for netop hotellerne, og at de har været rundt med hatten internt og på den måde samlet en brøkdel af udgiften sammen selv. Det virker lidt som om de heller ikke selv tror på at det er en god forretning. Hvis det reelt VAR en god forretning, ville der ikke være den mindste smule tilbageholdenhed at spore blandt “investorerne”.

Samtidig bliver vi fortalt, at kommunen skal spare. Der er ikke penge til bedre normeringer, plejehjem lukker, og busruter bliver skåret ned. Men Ironman, det har vi råd til. For almindelige borgere betyder Ironman mest af alt afspærringer og besvær. Pludselig er den vej, du plejer at køre på arbejde, spærret af, fordi en schweizisk atlet skal kunne cykle hurtigt nok til at brænde en dagsration af pasta på få timer. Skal du have gæster fra en naboby, kan du lige så godt bede dem pakke en madpakke og en sovepose og overveje at tage en kajak, for alt der har hjul, bliver en umulighed på raceday. Eller rettere racedayS – for det er flere dage i træk at folk bliver lukket inde på egen matrikel.

Måske er det bare mig, men jeg synes, at kommunale midler burde gå til noget, der kommer flere til gode. Vi kunne f.eks. arrangere en “Hverdagens Helte-man M/K”, hvor vi fejrer de folk, der rent faktisk holder byen kørende: Sygeplejersken, der tager en ekstra vagt, buschaufføren, der holder ruterne kørende, og skolelæreren, der finder tid til at lytte til et barn, der har haft en dårlig dag. Eller til borgmesteren som smækkede kassen i over for rige atleter eller ferrariejere. Det sidste anser jeg dog for værende urealistisk.

Helsingør har ikke brug for Ironman og vi har ikke brug for den underskudsforretning det er. Som jeg ser det har vi brug for en kommune, der prioriterer borgere frem for prestigeprojekter. Og hvis der absolut skal løbes om kap, så lad det være mod mere fornuftige mål.

Kategorier
Blogindlæg Personlige

Jeg er åbenbart samler

Jeg anede ikke at jeg havde et samlergen – men så blev jeg klogere. I mine barneår omkring 1980, som helsingoraner født inden for bymurene, kunne jeg finde på at samle ølkapsler, når familien enten var på Nordhavnen eller vi tog en tur om Kronborg. Hvorvidt det var Albani Messina, Koralvand, eller ligefrem en Carlsberg Citronvand med en fodboldspiller under låget, var ikke det væsentlige (for mig) – jeg samlede bare, for at have mange. Senere blev samlingen af gammelt jern skiftet ud med reklametændstikker fra alle mulige sjove steder rundt i landet. Og på et tidspunkt arvede jeg sågar en frimærkesamling, som stadig ligger og venter på at jeg bliver gammel nok til at interessere mig for det. Dog er jeg ret sikker på at der ikke er sjældne mærker imellem. En lille og aldeles ufuldkommen møntsamling primært med Chr. X’s motiv er også gemt væk i bunden af et skab – fordi det ikke rigtigt er min interesse at sidde og kigge på reelt værdiløse småpenge. På et tidspunkt burde jeg måske afsætte tiden til at få det afhændet til anden side.

Det er først nu det er ved at gå op for mig, at min selvopfattelse om ikke at være samler nok ikke passer helt med virkeligheden, for jeg har altid været god til at skille mig af med ting, da jeg meget sjældent har følelser bundet i det materielle. Eller det troede jeg. For ud over den latente numismatiker og filatelist, så er jeg de sidste par år begyndt intenst at samle på en særlig og meget skæv tegneserie – Underground. Specielt Gilbert Sheltons historier om Flip-kompagniet er enormt morsomme, og jeg er nu nået til et punkt, hvor jeg er NØDT til at færdiggøre samlingen med samfulde 18 hæfter, plus de 5-6 efternølere til serien. Det lyder måske ikke af meget, men der er desværre grænser for hvor meget der er at finde på loppemarkeder og reolbutikker – jeg må derfor opspore en del af dem antikvarisk – og det er ikke billigt, skulle jeg hilse og sige. Dog er jeg nået så langt at jeg “kun” mangler 3 hæfter og par bastarder.

Så nu er det begyndt at krible i fingrene for at starte endnu en samling – hvad pokker sker der lige for mig? Jeg havde ikke troet at jeg skulle være sådan en “ægte” samler. Men jeg må kunne lide jagten. Den næste samling er nok mere i den pseudoreligiøse ende af spektret – det er nemlig Tintin. Og det er ikke hvilken som helst Tintin, for selvom de er udkommet ad flere omgange, så er man (jeg) nødt til at finde et sted at starte, og det er med de udgaver jeg med størst sandsynlighed selv vil sætte størst pris på at læse: De nye Hardcoverudgaver med Søndergaards oversættelser – altså tilnærmelsesvis faksimileudgaver, med skarpe streger og et sprog så tæt på Hergés originaler som muligt. Og jeg ønsker at starte min samling i den rækkefølge de oprindeligt er udkommet i, så jeg kan læse mig til historiernes og persongalleriets udvikling undervejs. Én af de mange religiøse tilgange.

Men hvorfor lige Tintin Hr. Blumensaadt? Tjoooe, tilbage til start firserne, hvor jeg erindrer at blive præsenteret for en bog om Tintins månerejse; en bog med måneraketten som en pop-op papfigur som fascinerede mig enormt. En bog som jeg dog kan forstå fra de mere ortodokse Tintin-kredse, er noget værre bootleg-kopi-skrammel, som aldrig burde have eksisteret. Men det fik mig alligevel til at tage på det hedengangne hovedbibliotek for at læse flere af historierne om den omrejsende journalist Tintin og hans hund Terry. Og nu vil jeg altså eje alle hæfterne selv. Reelt kunne det være så meget andet – Steen og Stoffer, Garfield, Asterix, Anders And. Hvem ved hvad det bliver næste gang… Irske whiskeyglas måske?

Vi har også andre samlinger i Pandekagehuset – den største og mest sete, er nok min bedre totredjedels samling af kaffekopper med Mumi- (Moomin) motiver. Der er flere end 100 kopper i hendes samling indtil videre, og de pryder hele bagvæggen i vores køkken. Jeg har derudover en lille samling på 10 sæt bilkort, og så står der tilmed en flyttekasse i værkstedet, med min 40 år gamle samling af Fleischmann elektrisk tog i spor N. Det er på samme tid oplysende og deprimerende at vi trods hyppige loppesalg og bortgivne effekter, stadig har huset fuld af samlinger. Hvad samler du på?