Enthusiastic bloggin'

Der er mange måder at bruge en million kroner på. Man kunne for eksempel investere i flere pædagoger til de overfyldte daginstitutioner, eller give de ældre et ordentligt måltid og et ekstra bad. Man kunne smøre et par ekstra lag asfalt på kommunens huller i vejene. Eller – og hold nu fast – man kunne betale for, at en flok ludfattige eliteidrætsudøvere i skrigfarvet og reklamepåklistret lycra kan løbe, cykle og svømme igennem Helsingør i et arrangement, der hedder noget så macho som Ironman. Til glæde for et par hoteldirektører.

Ja, Helsingør Kommune har valgt at spendere tæt på en million skattekroner i Ironman igen i år. Ikke på den slags jernmænd, der møder op i snevejr for at lappe byens cykelstier, men på en international sportsbegivenhed, hvor veltrænede men meget fattige må man forstå, folk i dyrt udstyr skal konkurrere i, hvem der kan pine deres krop mest effektivt.

Kommunen siger, at det er en investering i byens synlighed. Altså, sådan en slags marketingbudget, hvor Helsingør bliver malet på det globale sportslandkort. Men lad os være ærlige: Er det virkelig lokale handlende, pensionister og børnefamilier, der høster gevinsten af, at en flok ekstremsportsfolk fra andre lande kommer susende gennem byen i et par timer? Bliver den lokale bager rigere af det? Kan skolelærerne pludselig få mere tid til den enkelte elev, fordi Helsingør har fået endnu en sportsbegivenhed på CV’et? Der er lavet studier i netop dette, og de viser ret entydigt, at med mindre der er tale om en storby som i forvejen har kapaciteten, pladsen, økonomien og hotellerne, så er det ren tilsætning at hoste arrangementer som IronMan og Tour de France.

De eneste som reelt får noget ud af arrangementet, er hotellerne som bliver stuvet til randen et par dage, samt et par foreninger som får et velfortjent økonomisk bidrag for ulejligheden. De seneste uger har vi også kunne læse om hvor vigtigt arrangementer er for netop hotellerne, og at de har været rundt med hatten internt og på den måde samlet en brøkdel af udgiften sammen selv. Det virker lidt som om de heller ikke selv tror på at det er en god forretning. Hvis det reelt VAR en god forretning, ville der ikke være den mindste smule tilbageholdenhed at spore blandt “investorerne”.

Samtidig bliver vi fortalt, at kommunen skal spare. Der er ikke penge til bedre normeringer, plejehjem lukker, og busruter bliver skåret ned. Men Ironman, det har vi råd til. For almindelige borgere betyder Ironman mest af alt afspærringer og besvær. Pludselig er den vej, du plejer at køre på arbejde, spærret af, fordi en schweizisk atlet skal kunne cykle hurtigt nok til at brænde en dagsration af pasta på få timer. Skal du have gæster fra en naboby, kan du lige så godt bede dem pakke en madpakke og en sovepose og overveje at tage en kajak, for alt der har hjul, bliver en umulighed på raceday. Eller rettere racedayS – for det er flere dage i træk at folk bliver lukket inde på egen matrikel.

Måske er det bare mig, men jeg synes, at kommunale midler burde gå til noget, der kommer flere til gode. Vi kunne f.eks. arrangere en “Hverdagens Helte-man M/K”, hvor vi fejrer de folk, der rent faktisk holder byen kørende: Sygeplejersken, der tager en ekstra vagt, buschaufføren, der holder ruterne kørende, og skolelæreren, der finder tid til at lytte til et barn, der har haft en dårlig dag. Eller til borgmesteren som smækkede kassen i over for rige atleter eller ferrariejere. Det sidste anser jeg dog for værende urealistisk.

Helsingør har ikke brug for Ironman og vi har ikke brug for den underskudsforretning det er. Som jeg ser det har vi brug for en kommune, der prioriterer borgere frem for prestigeprojekter. Og hvis der absolut skal løbes om kap, så lad det være mod mere fornuftige mål.

I skrivende stund er kalenderen netop gået fra sommer til efterår, og det betyder at det er tid til en status over sommeren og tid til at tjekke om Pandekagehuset er klar til at gå efteråret og vinteren i møde. Hytten dufter af tomater, for jeg ved at koge gul ketchup til den store guldmedalje, for sikke en høst – og vi er langt fra at have høstet de sidste tomater, alle de store sorter er kun lige begyndt at tage farve fra solens varme, så de næste uger kommer vi til at koge endnu mere tomat til saucer og supper, som kan indtages i løbet af vinteren. Alt imens strømmer indie- folk- og countrytoner ud af højttalerne, som spiller den nye online Radio Mars, som Alex Nyborg Madsen og hans “bror” Søren Rebbe, står bag. At de ikke er på finansloven endnu, er ikke til at begribe. Nuvel, jeg har betalt for et abonnement, og vil anbefale jer det samme.

Det har været et godt år rent udbyttemæssigt. Selvom æble-, kirsebær- og ferskentræ stadig kun øver sig i at være træer, så er vi nærmest druknet i blåbær, hindbær, jordbær og ribs. Og smagen af hjemmedyrket mad er bare fantastisk. Vi er faktisk i overvejelser om udvidelse med en decideret køkkenhave på matriklen, men det bliver i hvert fald ikke i år det skal anlægges. Vi har haft nok med projekter, og selvom vi som sådan er nået i mål med det hele, så skal vi også lige have luft – og teenagerens trampolin skal lige flytte videre til skrothandleren, før pladsen er ledig. Vi nåede også rundt med pensler og træbeskyttelse, så nu kan det meste træværk klare sig en tid igen. Resten skal vi nok nå på de sidste varme dage, inden solen forsvinder fra vores breddegrader. Vejret ser i hvert fald ikke ud til at følge kalenderen.

Overgangen til efteråret betyder også, at ejendommen og dens udstyr skal efterses og gøres klar til vinteren. Varmeanlægget har netop fået et tjek; jeg har udluftet radiatorer og efterfyldt vand på varmekredsen – og alle termostater er tjekket og masseret, så de fungerer som de skal. Jeg har ikke lyst til at fryse, og jeg har slet ikke lyst til at stå med problemer, samtidig med alle andre (som ikke tjekker tingene i tide). Selvom det er et hus fra 1967, så er det i utrolig god stand og alt synes at virke som det skal. Det er 5 år siden jeg sidst har fyldt vand på varmekredsen, så det må siges at være tilfredsstillende. Derudover er der nogle tagrender som skal tømmes og renses og hvad der måtte dukke op af småting når vi nok også. I år vil jeg gerne nå at få tømt mine kapilærkasser inden vinteren – det var ikke ret lækkert at lave på bagkant, så løbende når afgrøderne visner hen, skal kasserne tømmes og på plads i skuret.

Jeg har endvidere planer om at skulle have dækslerne af diverse brønde, til både spildevand og sandfang, for at sikre at der ikke pludseligt er fyldte og proppede afløb, som ender med at blive et svineri af dimensioner. Det er bestemt ikke min yndlingsbeskæftigelse at åbne ned til undergrundens tarmsystem, men der er desværre ingen vej udenom. At jeg nok ikke selv kan udbedre eventuelle udfordringer, fritager mig desværre ikke fra at stikke øjnene i sølet og give “bedste mands bedste bud” på om det ser ok ud eller ej. Som jeg ser det, er man ikke fritaget for at bruge sin sunde fornuft, det skal i hvert fald helst ikke komme bag på mig, hvis noget trænger til udskiftning, reparation eller service. Jeg må bare tage næseklemme på.

Sommerens sidste måned var også tiden til årets hækklipning. Jeg kan sagtens nøjes med at klippe hæk én gang om året, og det foregår som regel i juli/august måned. Forsyning Helsingørs nyeste planer for afhentning af haveaffald gør at kalenderen nåede til midten af august, før jeg gik i gang. Samtidig har jeg for første gang forsøgt at opformere ca. 50 nye ligusterplanter, som efter planen skal kunne plantes ud næste år. En stor del af vores ligusterhæk er gammel og flere steder trænger den til at blive fornyet, så hvorfor ikke gøre det selv, gratis.

Hvilke sysler skal du nå inden efteråret og vinteren tager fat?

Sjældent kan en ytring i det lokale dagblad få mit blod til at bruse af arrigskab, som lederen d. 29/7 omhandlende aktivisme. En mere gammeldags og privilegeret holdning om aktivismens effekt tager nok en rum tid at søge frem. At forestille sig at der sker reelle ændringer ved kun at agere “voksent” og ved at “gå ind i politik”, kræver at man aldrig har bemærket hvor langsomt og ineffektivt demokratiets tandhjul drejer, eller mærket hvordan undertrykkelse og forskelsbehandling ødelægger. Hvis man vil have forandringer, så kræver det størrelse, vedholdenhed, opbakning, aktivisme og til tider ikke-voldelig civil ulydighed. Det er ikke vandalisme/terrorisme at lime sig fast til en startbane, ligesom det heller ikke gælder for lastvogne som kollektivt spærrer motorveje, eller landmænd som kører til Christiansborg for at protestere mod noget de er trætte af.  Det er et værktøj til at få opmærksomhed og dermed muligheden for at blive hørt af andre. Det er en nødvendighed ganske enkelt.

Nu skal jeg lige huske at nævne at jeg bestemt ikke taler for at man skal ødelægge ting i aktivismens tegn – jeg er imod vold og destruktion af kulturen, uanset hvor grimt og nutidsulækkert det måtte være, men hvis ikke vi protesterer mod det vi finder forkert, dør demokratiet ganske enkelt og vi bliver alle tromlet af nogen som er større og stærkere – det er en naturkraft som til stadighed bor i menneskets DNA. Der er bare mere end én sandhed og mere end to måder at gøre tingene på. Forstyrrelse af den almene orden ved at binde sig fast til et træ, lime sig fast på en startbane, sætte sig på indfaldsvejenes kørebaner, eller slet og ret stille sig foran en kampvogn eller en bulldozer, er forstyrrende elementer som skaber fokus og samtale, og ved tilstrækkelig gentagelse og tilslutning; skaber forandringer. Det nytter at sige fra.

Og ja, ind imellem bliver vi fanget midt i en aktion og kommer til at sidde i en kilometerlang bilkø, eller strander et par timer i en lufthavn (hvor der både er kaffe og tørvejr), men der må jo være omkostninger forbundet med at demonstrere, hvis ikke emnet skal ignoreres. Målet helliger midlet, som det siges. Hvis ikke man er enig i det der demonstreres imod eller kæmpes for, kan man jo passende lave en moddemonstration; selv moddemonstrerede jeg over sidste års lastbilsdemo, ved at holde i vejen for de næste fem lastbiler jeg mødte, så de på den måde betalte de 30 minutter “tilbage” som deres aktivisme havde kostet mig. Og som jeg ser det, fik de ikke held med at ændre på de dengang kommende regler, men der blev skabt samtale om emnet, og her et år senere er alt glemt igen. De havde hverken momentum eller størrelse til at gøre en egentlig forskel. Heldigvis.

Men jeg synes det er så ærgerligt at begrebet “aktivist” latterliggøres og gøres til en belastning, for folk og bevægelser som Mahatma Gandhi, Martin Luther King, Otpor, Mandela og Malala Yousafzai er ligeledes aktivister som alle har gjort en stor forskel; det tror jeg ikke ret mange i den oplyste verden er uenig i. Alle strejkende stilladsarbejdere, sygeplejersker etc. er ligeledes aktivister, som søger at opnå en forandring. Uden aktivisme ville vi stadig se tydelig raceadskillelse i gadebilledet, underbetaling af diverse arbejdere, kønsdiskrimination og sodende skorstene fra havnens røgerier (/ironi). Hvis vi for alvor går rundt i en osteklokke og tror at den lille ikke har en chance for ind imellem at tryne den store, så har vi alle tabt. Så har DEMOkratiet tabt. Naturligvis afhænger normative vurderinger af det ideologiske ståsted, men der skal være plads til at vi alle kan sige vores mening, uanset om vi bruger avisledere, billboardreklamer, bogafbrændinger eller trafikforstyrrelser til spredning af vores budskab. Aktivister er ikke kun bøller, men aktivisme kan OGSÅ anvendes som et effektivt og legitimt udenomsparlamentarisk redskab til at skabe reel social og politisk forandring.

Jeg blev så glad da jeg i udsendelsesserien “Sexisme i musikbranchen” oplevede at mennesker reelt valgte at sige fra overfor dårlig opførsel. Ikke 40 år senere, men mens krænkelserne fortsat står på, og er en form for “normal”. Vi kan alle undskylde os med at vi har været en flok skovle m/k på et eller andet tidspunkt i vores liv, og for de fleste af os, var det i de unge år, mens vi stadig skulle lære om egne og andres grænser. Men der er sågu ingen undskyldning for at opføre sig ulækkert overfor andre mennesker i voksenlivet. Med livet følger en vis erfaring og den erfaring bør vise dig at det kan svare sig at være god mod andre. I hvert fald hvis du har et ønske om at andre skal behandle dig ordentligt.

Ordentligheden kan i den grad også komme på prøve, når man får sig forvildet ind i en art politisk diskussion på nettet, eller hvis man forsøger at råbe op i forhold til ødselhed fra diverse fælleskasser, hvad end det er på kommunen, i grundejerforeningen eller varmeværket. Sidstnævnte har jeg da brændt nallerne på, men det får mig ikke til at holde kæft (hvilket flere dog har bedt mig om). Jeg ser ikke mig selv som værende decideret stridslysten, men ind imellem får usandheder, nepotisme, røgslør og fuldesnak altså det værste frem i mig, og så må jeg til tasterne. Hvis bare vi var bedre uddannet i almen sund kritisk sans, så ville vi ikke hoppe på hvad som helst.

En af årsagerne til denne folkesygdom er, som jeg ser det, en indre afart af fænomenet “whataboutism” – denne trang til at matche eller overgå en historie, frem for bare at lytte. At vi hele tiden skal måle os op mod hinanden og vise det ene halvfalske glansbillede frem efter det andet. Vores higen efter at være lige så pæne og gode som de andre, virker som en undertrykkelse af jeget, frem for en fælles social løftestang. Det sociale fællesskab er med til at fastholde os i en ensom kasse, som hele tiden bliver målt og vejet af andre og os selv. Vi gør det for at få likes, anerkendelse og venskaber. Og vi har ikke brug for det. Det er decideret usundt.

Den polske sociolog Zygmunt Bauman pegede i 1990’erne netop på det forhold, at fællesskaber er ekskluderende. I Danmark dyrker kulturen fællesskabet i en sådan grad, at er man ikke en del af fællesskabet, så er det så stort et problem at der skal gribes ind for at få den enkelte ind i et ’passende’ fællesskab. Og som læreren Jakob Kvist skriver i et debatindlæg  d. 12/6-2024 i Information; “Det sociale har så meget magt over os, at det kan få os til at gå imod vores natur. Vi vil hellere være normale end opfylde vores eksistentielle behov, fordi vi ikke tænker videre over det. Derfor søger vi febrilsk og forgæves efter mening på de sociale medier og arbejdspladsen.”

Jeg har for længst opgivet at “passe ind”, og jeg nægter simpelthen at lade mig kue, og som Jakob Kvist fortsætter; “Det har aldrig været lettere for magthaverne at udnytte os, fordi vi har så travlt med at imponere hinanden.” Jeg kunne ikke være mere ligeglad om du er imponeret eller ej, jeg lever ikke for likes, jeg går ikke på arbejde for at få venner, og når jeg ytrer mig er det primært for min egen skyld, og for måske at søge at påvirke min omverden. Jeg har absolut ingen som helst interesse i at have, eller få ret, jeg er udelukkende interesseret i at få sandheden frem. Anerkendelseshungeren har jeg aldrig rigtigt forstået, og det er muligvis en af de medvirkende årsager til at jeg er tilfreds i livet. Hvad du synes og føler er helt og holdent din egen hovedpine.

Samme hovedpine er det for mig, hvad jeg føler og tænker om den verden, jeg befinder mig i, og de mennesker jeg omgiver mig med. Den skarpe læser ved at jeg er markant introvert, hvilket derfor også kommer til at stille (måske for) høje krav, til dem jeg lukker ind i min private sfære. Vi er tilbage ved ordentligheden, og det at sige fra. Det er helt ok at sige fra overfor dårlig behandling, du skal ikke finde dig i at blive trådt på. Vi har selv et ansvar for i det mindste at kende egne grænser og for at takke nej til dårlige venskaber, forretningsforbindelser og lignende. Jeg har selv fulgt flere livslange venskaber til døren – fordi jeg ikke kunne leve med deres måde at være på. Og det er ok!

Husk på at det ikke er Verden som skal forme dig – det er dig som former Verden.

I skrivende stund er det 2. Pinsedag. Solen skinner og har gjort det længe, og vejrudsigten viser ikke en eneste byge de kommende 9 dage. Dette betyder, at min regnvandstank efterhånden er nede i niveau, med knap 400 liter gratis vandingsvand tilbage. Det holder nok til 8-14 dage, med de få hyggeafgrøder vi dyrker omkring Pandekagehuset. Derfor overvejer vi faktisk at udvide regnvandskapaciteten til 3000 liter, så vi kan klare os i længere tørre perioder. Vejret har virkelig været bemærkelsesværdigt stabilt og tørt, og det har tvunget os til at tænke mere langsigtet omkring vores vandforbrug. Det er fascinerende at se, hvordan sådanne praktiske hensyn får en til at overveje investeringer og ændringer, som kan sikre en mere robust fremtid for vores lille have.

De sidste morgener er gået med at male noget udsat træværk, som ikke kan vente til sensommeren. Jeg har taget hensyn til, at solens varme ikke skal brænde malingen af, inden træet har suget olierne til sig. At male i denne varme kræver en vis timing og planlægning. Det handler om at starte tidligt nok på dagen, eller meget sent om aftenen, så malingen kan tørre langsomt og jævnt. Heldigvis ser det ud til at lykkes, og træværket bliver beskyttet mod vejr og vind i de kommende år. På dette punkt ønsker vi absolut ikke byger, da det ville ødelægge vores nymalede træværk, men man kan som bekendt heller ikke både blæse og have mel i munden.

Alle tomatplanterne, som vi har 11 forskellige sorter af i år, salaten, kartoflerne og hokaidoerne er plantet ud på deres respektive pladser og kræver ikke meget arbejde resten af sommeren. Hvert år er det en stor glæde at se haven tage form. Jordbærbedene er blevet udvidet og forynget, og vores efterhånden store bærbed er klar til at give kilo efter kilo af alskens bær henover sommeren. Det er altid spændende at se, hvordan planterne udvikler sig, og hvor stort udbyttet bliver. Selv kirsebærtræet ser lovende ud i år, så vi skal nok få frugtknopper, inden vi når at gå på sommerferie. Det er en fornøjelse at se, hvordan vores hårde arbejde i haven begynder at bære frugt, både bogstaveligt og i overført betydning.

Hvert år ser jeg opgaverne med at så og plante med en vis rædsel og er nærmest opgivende, inden jeg rigtigt kommer i gang. Men i maj måned er vi nået til et punkt, hvor anstrengelserne bliver færre, og udbyttet kan nydes. Den søde tid er endelig kommet, og nu er det bare at vente og se planterne vokse. Det er en stor tilfredsstillelse at kunne høste sine egne afgrøder og se, hvordan de små frø, man har sået om vinteren, bliver til store, sunde planter. Og jeg har noteret mig at jeg næste år skal i gang 14 dage tidligere…

Mens vi venter på høsten, er der stadig mere træværk, som trænger til en klat maling. Det er en kontinuerlig proces at vedligeholde et hjem og en have, men som jeg ser det, er det også en del af charmen ved at have sit eget sted. Der er også en stor taksrod, som skal op, og et nyt højbed, der skal etableres med noget så eksotisk som honningbær – der hvor resterne af den store taks står. Det er altid spændende at prøve nye planter og se, hvordan de trives i vores jord og klima. Ligusteren skal klippes i juli/august, og diverse uønskede planter skal rives op med rode. Havearbejde er aldrig helt færdigt, men det er netop det, der gør det så tilfredsstillende. Hvert projekt, stort eller småt, bidrager til helheden.

Derudover er der nok også flere nye projekter, som kan få geringssaven på arbejde. Men resten af dagen skal jeg ikke lave andet end at spise og skrive denne klumme. Det er også vigtigt at tage sig tid til at slappe af og nyde frugterne af sit arbejde. En velbalanceret dag med både arbejde og hvile er den bedste måde at afslutte en produktiv weekend på. Jeg glæder mig til træerne er store nok til at kunne bære min hængekøje – men indtil videre kan den blive hængt op på terrassen. Hvad dyrker du i din have?