Jeg vil gerne indrømme, at jeg er meget lidt imponeret over kommunens offentlige transport, og måske skyldes det, at byerne udenfor eller nordvest for Helsingør ikke er beboet af byrødder uden egen bil. I det daglige kører jeg fra Hornbæk til Helsingørs industriområde for at passe mit arbejde. Det er en tur, som tager lige omkring 15 minutter i min delvist elektriske bil, og på en opladning kan jeg som regel nå lige knap to ture til Helsingør. Bilen koster mig omkring 3.500 kroner om måneden – inklusive brændstof/el, forsikring, afskrivning/lån, skatter, vedligehold og så videre.
Hvis jeg skulle med det offentlige, ville længden på den daglige køretur blive mangedoblet. Faktisk skulle jeg bruge 10 timer EKSTRA om ugen på transport, hvis ikke jeg havde bil – og hvis jeg gør min tid op i penge, kunne jeg dermed have hele fire biler finansieret af transporttiden alene. Det giver jo absolut ingen mening. Det er lige før, jeg ville have råd til at parkere i byens centrum … eller køre i taxi til arbejde. Hvis jeg regner transporttid ud som en omkostning, er det billigere at tage en taxi på arbejde end bussen. Er det ikke bare en lille smule galt?
Grunden til denne klumme skal findes i, at heksemutter og jeg tog på tur en lørdag for kort tid siden – vi skulle til Værftets Madmarked (formerly known as “De Underbetaltes”) for at smage på portvine. Og kloge som vi var, lod vi bilerne stå hjemme og rejste i stedet med Lokalbananen/skinnebussen/grisen. For det første: Timedrift på en lørdag??? Hvordan forestiller man sig, at folk vil stimle sammen om så godt et tilbud som timedrift? Jøsses. Og prisen for to voksne = 90 kroner for en returbillet Karinebæk–Grønnehave. Vi kunne have betalt for parkering i fem timer og stadig have haft penge til en lille is.
Og det er ikke fordi vi bor i det vilde vesten. Der bor mennesker herude – børn, ældre, pendlere, studerende – nogen med jobs, der ikke følger 8-16-uret, og nogen uden bil. Hvad gør de? Bliver de bare hjemme? Cykler de i stormvejr med rygsæk og indkøbsposer? Er det virkelig den form for samfund, vi har besluttet os for? Hvor du enten har bil – eller er ude i kulden?
Hvordan er vi blevet til et samfund, hvor den offentlige transport er så dyr en luksus, at ingen har råd til at bruge den? Og hvorfor er den offentlige transport, i hvert fald på nordkysten, så ringe, at man skal være mere end almindeligt heldig for overhovedet at kunne komme med den? Vi er så heldige, at der med udgang fra Helsingør går hele tre jernbaner ud af kommunen i hver sin retning. Det er ikke svært at forestille sig, at man bør lægge busruter, som komplimenterer og opsamler passagerer på tværs af jernbanen, og ruter som forbinder de travleste områder såsom industri, indkøb, uddannelse osv. Men planlægningen virker hovedløs – og nu vil man sågar nedlægge busruter.
Når man endelig forsøger at bruge det offentlige, opdager man hurtigt, at det ikke er designet med virkelige mennesker i tankerne. Der er ingen sammenhæng mellem bus og tog, ingen fleksibilitet for dem, der arbejder skæve tider, og ingen hensyn til, at folk faktisk skal fra A til B uden tre skift og en times ventetid i en grøftekant. Det føles, som om systemet er skabt ud fra et regneark og ikke ud fra, hvordan folks hverdag hænger sammen. Man sidder tilbage med fornemmelsen af, at ingen, der planlægger ruterne, nogensinde selv har stået på en forblæst station klokken 06.42 og ventet på en forsinket bus, der kun kører én gang i timen – hvis den altså kommer.
Det er snart tid til kommunalvalg, og måske skulle vi se på, hvordan de forskellige kandidater ønsker at udvikle – eller afvikle – den offentlige transport, inden krydset skal sættes. Kan vi få nogle finansierede visioner på bordet, så flere kunne finde på at bruge en anden transportform end bilen? Hvis ikke, så kan vi lige så godt nedlægge det hele. Og så må vi bare håbe, at alle fremtidige borgere får råd til at lease elbiler og selv betale for det samfund, som ikke længere gider hænge sammen i fællesskab.