Jeg kerer mig om det danske sprog. Trods mine beskedne basiskundskaber udi det skrevne, forsøger jeg med omhu at bruge korrekt sprog, uden nødvendigvis at gøre mig meget klogere på det end godt er. Og jeg holder af alle de alternative måder, vi kan bruge sproget på, når reglerne mest er vejledende. Det er faktisk kun offentlige instanser, der ved lov skal følge dansk retskrivning og bruge Dansk Sprognævns officielle stavemåder. At det officielle Danmark sjældent lever op til egne idealer, er en anden sag som måske skal belyses ved en anden lejlighed.
Alligevel må vi som sprogbrugere lære at tåle sprogets udvikling. Ellers talte vi stadig oldnordisk. Eller svensk ligefrem. Det betyder dog ikke, at jeg bifalder enhver udvikling. Når sproget af dovenskab fattiggøres, gør det næsten fysisk ondt at se nye tilladte stavemåder. Eksempler som de tilladte sideformer “akvarie” og “toge” giver mig kuldegysninger. Jeg gyser også, når jeg i TV-Avisen hører nogen “tappe ind i”, selvom jeg nok ender med at acceptere det på linje med at “være født ind i” og “tale ind i”. Men det ynkelige misbrug af ordet “patetisk” kommer jeg nok aldrig til at acceptere, da dette ord allerede har en helt anden betydning. (følelsesladet, stolt, fædrelandsfølelse, patosfyldt)
Anledningen til denne klumme opstod til en julehyggeseance i 2025, hvor en deltager ivrigt harcelerede over den engelske påvirkning af dansk – især dette nymodens “AI”. Hvorfor skulle vi nu sige AI, når det burde hedde K.I. på dansk? Her må jeg desværre bryde illusionen om, at “kunstig” og “intelligens” skulle være særligt danske ord. “Kunstig” kommer fra tysk, og “intelligens” fra fransk og latin. Først for godt 100 år siden blev ordet af den tyske psykolog Stern brugt om menneskets mentale evner. En kunstigt frembragt intelligens må derfor logisk nok kaldes kunstig intelligens. Eller K.I., hvis man absolut vil. Men forestillingen om at begrebet AI skulle være nyt, er også en illusion jeg kommer til at bryde, da det som fagterm stammer tilbage fra 1950’erne.
Og jeg vover den påstand, at samme person der brokkede sig over amerikanisering, selv var ung i 1950’erne, hvor man gladeligt importerede ord som teenager, weekend, rock ’n’ roll, jeans, grill, transistor og radar. Selv udtrykket “at give den gas” kommer direkte fra unge amerikanere i store flydere, hvor gas er det vi kalder benzin. Det er derfor en kende hyklerisk at nægte nye ord indrejse via Kastrup, når vi altid har ladet os påvirke udefra. Uden lån ville sproget være fattigt, og hvis vi skulle finde på egne udtryk for enhver ny teknologisk opfindelse vi stødte på, ville vi hurtigt komme til at tale svensk, for de er “gode” til at finde på deres egne ord. Og bare rolig – det danske sprog har gennem tiden også påvirket andre sprog. Mere om det en anden gang.
Nuvel, videre til selve begrebet AI. Artificial Intelligence har sin etymologiske og formelle oprindelse i midten af 1950’erne, primært tilskrevet den amerikanske datalog John McCarthy. McCarthy, som stod på skuldrene af folk som Alan Turing, Allen Newell og Herbert A. Simon, beskrev det som “videnskaben og ingeniørkunsten at skabe intelligente maskiner”. Og først efter årtiers hårdt arbejde, kan teknologien nu danne de nødvendige dybe neurale netværk i silicium, som vores hjerner danner dem biologisk, helt intuitivt. Jeg håber vi er kloge nok til at tøjle dem.
I Danmark, som for resten af verden, er AI for længst blevet hverdag. Mange virksomheder bruger det aktivt, og jeg selv har brugt det flere gange til at sammenfatte, journalisere og gennemgå store datamængder, og når jeg søger konkrete vejledninger til tolkning af tung lovgivning, er AI en uvurderlig hjælp. Og begrebet er ikke nyt i dansk. Forkortelsen AI har været kendt i Danmark siden slutningen af 1970’erne og er for længst blevet den foretrukne form, mens K.I. er sjælden. AI – med sideformen ai – kom i Retskrivningsordbogen i 2024.
Sproget udvikler sig. Heldigvis. Brug det. Udvikl det.