Der findes næppe noget, vi gør mere, og samtidig noget, vi gør dårligere end at tale sammen. Vi kommunikerer konstant. Vi skriver beskeder, kommenterer opslag, sender emojis og deler holdninger hurtigere, end vi når at tænke dem igennem. Men det føles samtidig, som om den rigtige samtale er ved at blive en mangelvare. Den, hvor ingen på forhånd ved, hvor den ender. Hvor formålet ikke er at vinde, men at forstå.
Det var egentlig dér, idéen til Samtaleklubben opstod. Samtaleklubben er i dag under 4 måneder gammel, men udkommer fast på 6 af de største tjenester for podcasts, og er netop begyndt at blive udsendt i den sydsjællandske æter, på radio40plus. Det tillader jeg mig at være lidt stolt af.
Det startede egentligt ikke som et ønske om at lave endnu en podcast. Dem findes der rigeligt af. Tværtimod voksede projektet ud af en stigende frustration over den offentlige debat. For vi har efterhånden fået en kultur, hvor alle forventes at have en holdning til alting, men hvor alt for få er nysgerrige på, hvorfor andre mener noget andet. Vi ser debatter med vindere og tabere, men alt for sjældent samtaler, hvor begge går klogere hjem.
Jeg savnede et rum, hvor man kunne være uenig uden at være uvenner. Hvor man kunne stille spørgsmål uden at blive mistænkeliggjort. Hvor et “det ved jeg faktisk ikke” blev opfattet som et tegn på ærlighed frem for svaghed. Så jeg byggede det rum selv. Vi vil så gerne fremstå som om vi har styr på det vi taler om, og når jeg skriver klummer til Helsingør Dagblad, forsøger jeg da også at skrive om emner jeg besidder et vist kendskab til.
Samtaleklubben er på mange måder et meget enkelt projekt. To mennesker. Ét emne. Ingen ordstyrer, ingen krav om enighed og ingen forventning om, at verden nødvendigvis bliver løst på en halv time. Til gengæld en fælles ambition om at lytte mindst lige så meget, som man taler. Det har været fascinerende at opleve, hvad der sker, når man giver mennesker den tid. Flere af samtalerne giver også så meget stof til eftertanke, at samtalen fortsætter over flere afsnit.
Vi har talt om aktiv dødshjælp, krig, religion, køn, fagbevægelsen, klimaforandringer, ytringsfrihed, trivsel, identitet, kunstig intelligens og meget andet. Emner, der normalt får kommentarspor til at eksplodere, men som i samtaleform bliver langt mere nuancerede. Ikke fordi deltagerne pludselig bliver enige, men fordi de opdager, at uenigheden ofte er mere interessant end enigheden.
Det mest overraskende er måske, hvor ofte folk bagefter fortæller, at de har ændret perspektiv. Ikke nødvendigvis holdning, men perspektiv. Og måske er det i virkeligheden vigtigere. Verden bliver sjældent bedre af, at alle mener det samme. Den bliver bedre, når flere forstår, hvorfor andre mener noget andet.
Samtidig har projektet mindet mig om, hvor mange kloge mennesker der findes omkring os. Mennesker, som aldrig ville blive inviteret ind i de landsdækkende tv-debatter, men som besidder erfaringer, refleksioner og indsigter, der fortjener at blive hørt. Samtaleklubben har givet dem en mikrofon – og mig den store fornøjelse at lytte. Og spørge. Og blive klogere.
Måske er det netop dét, der er den vigtigste erkendelse. Vi mangler ikke flere meninger. Dem producerer vi i rigelige mængder hver eneste dag. Det, vi mangler, er mennesker, der er villige til at lade deres egne holdninger udfordre. Mennesker, der kan være oprigtigt nysgerrige, også når de er dybt uenige.
Samtalen løser ikke alle problemer. Den fjerner ikke konflikter, og den gør ikke verden enkel. Men den gør den lidt mere forståelig. Og det er måske den bedste begyndelse, vi kan håbe på. Hvis Samtaleklubben kan bidrage bare en lille smule til det, så har projektet allerede været umagen værd. Find os på Facebook, Spotify, eller bare online på www.samtaleklubben.dk