En af de største udfordringer ved det moderne demokrati er som jeg ser det – De folkevalgte. Både en regerings magtfuldkommenhed, et byråds håndvaskeafdeling og virksomheder og idrætsforeninger har dette indbyggede problem; de folkevalgte. Ikke at det som udgangspunkt behøver være et problem at have valgte bestyrelser i hverken fodboldklubben eller virksomheden såvel som i det offentlige embede, men det udgør en vis risiko hvis ikke der er balance mellem magt og ansvar. Jeg er som sådan også helt med på at de valgte bestyrelser danner grundlag for hele eksistensen af andelsdanmark og foreningsarbejdet som foregår landet over, samtidig med min helt klare bevidsthed om det selvfølgelige onde det er at have folkevalgte byrødder og folketingsmedlemmer. Jeg er faktisk stor fortaler for at vi hver i sær lader os vælge til et frivilligt embede eller endog et aflønnet. Men som med alt andet må det gælde; at hvis noget anvendes anderledes end til det er designet, så går det i stykker og har dermed nogle konsekvenser af den ene eller anden art.
Som eksempelvis når en folkevalgt kommunalbestyrelse både skal afgøre hvilken løsning skolerne skal anvende som digital undervisningsplatform OG beslutte hvor mange penge og ressourcer i øvrigt man vil bruge på det. De fleste af os vil gerne have det bedste til den lavest mulige pris. Men de fleste af os kan også godt regne ud at kvalitet og pris som oftest hænger uløseligt sammen. Når man eksempelvis har kendt til GDPRs ikrafttræden i foråret 2018, en klage hos datatilsynet fra 2019 og en deadline for indsendelse af dokumentation for sikkerheden af brugernes følsomme data i måneder forud for skoleårets begyndelse i 2022, så kan man som folkevalgt ikke tillade sig at harcelere over “IT-folk” som alt andet lige har peget direkte ned på problemet i en årrække. Man må selv stå ved de beslutninger man i fællesskab har taget, og beklage, og rette ind. Man må have en vis tillid til at embedsværket er tro mod de (både gode og tåbelige) beslutninger som det skiftende politiske lag af en given organisation tager og lægger retningen for. Hvis man vil have guld, skal man ikke betale for sølv.
De fleste læsere har nok regnet ud at forrige afsnit handlede meget specifikt om Helsingør Kommunes “Chromebook-gate” som har fyldt både vores lokale dagblads, men også landsdækkende mediers spalter, de seneste par måneder. Og at det jeg ser som det største problem i sagen er at det er et folkevalgt byråd som både skal finde pengene, vælge produktet og udfærdige kontrakten med en af verdens største digitale forretninger, som i øvrigt ikke har et eneste reelt produkt på hylden, da de som enhver ved; sælger personlig data om forbrug og målrettet annoncering. For faktisk er det ikke hverken computerne, den cloudbaserede databehandling eller lovgivningen som er problemet i denne sag. Problemet er at de folkevalgte skal tage stilling til ting de ikke har forstand på. Og noget tyder på at de ikke har afsat de nødvendige ressourcer til at få det fulde overblik, eller også har de valgt at se bort fra de bekymringer og anbefalinger som det professionelle embedsværk utvivlsomt har fodret dem med. Og det har medført nogle konsekvenser – især for de elever som har brug for de digitale hjælpemidler.
Kæden må altså, som jeg ser det, være hoppet af et sted mellem de 25 byrødder og de 5.500 ansatte i kommunen. Der er nok også brugt et par millioner i konsulentbistand, med mindre dette har været sparet væk. Men der er i hvert fald ikke blevet lyttet til de påpegede bekymringer og det bliver der med al tydelighed fortsat ikke, når man læser kommentarerne på diverse debatindlæg. Min opfordring er derfor; Se at få skabt intern tillid mellem de valgte, de ansatte og de pegende eksperter på alle mulige forskellige områder. Bekymr jer om i gør det godt nok til at se vælgerne i øjnene, også næste gang der er valg. Og så drop det åndssvage navn i har givet Svingelport Torv.