Kategorier
Blogindlæg Personlige

Så flag dog for Fanden

Jeg har altid ønsket mig min egen flagstang, og gerne en decideret flagbastion at flage fra. Flagbastion er nok så meget sagt, men for et par år siden fik vi installeret flagstang i Pandekagehusets have, og jeg er vild med den. Det er “bare” en ganske ordinær 8 meters stang, men flagene er i god dansk kvalitet, lavet i de bedste naturlige materialer, og netop mit dannebrog er en orlogsrød jubilæumsudgave i anledning af vort flags 800 års fødselsdag for et par år siden. Jeg har også andre flag, og jeg ynder at flage med dem. Både svenske og norske flagdage bliver fejret med deres respektive flag, og for ikke længe siden blev det bornholmske flag luftet i anledning af befrielsesdagen d. 5. april 1946. Forleden var det regentens fødselsdag vi markerede, og sådan kunne jeg blive ved. Når jeg får det grønlandske, færøske og finske flag, vil der komme endnu flere flagdage i min kalender.

Men Hr. Blumensaadt, må du overhovedet flage med andet end dannebrog? Ja da. Man må gerne flage med det grønlandske flag, det færøske flag, de nordiske landes flag, FN-flaget og EU-flaget uden tilladelse. Og men må flage for Fanden (om natten) hvis man har lyst – det er der ikke egentlige regler imod. Én regel er der dog; Statslige myndigheder har på officielle flagdage PLIGT til at flage med splitflag fra deres bygninger, mens private ikke på nogen måde er forpligtet til at flage på de officielle flagdage. Hvorfor gælder denne pligt ikke også eksempelvis kommunale myndigheder? Havne? Plejehjem? Grunden til min undren, skyldes det faktum at jeg finder det direkte pinligt at der ikke flages på officielle flagdage fra alle offentlige instanser, men kun sporadisk fra private parceller. Selv Kärnan i Helsingborg viser dannebrog på visse danske flagdage. Det kræver så uendeligt lidt og betyder så meget.

Vi kørte på tur i den weekend hvor både (Deres Kongelige Højheder) Mary og Marie havde fødselsdag, og selvom vi ikke just er royalister, brugte vi da anledningen til at lufttørre det rød/hvide stykke bomuld fra toppen af flagstangen – men hverken kommunens plejehjem (som nok må være residens for en stor portion royalister), rådhuset, nordkystens havne, eller Helsingørs havnefront flagede. Kun et par busser og ca. 20% af de private flagstænger vi passerede på turen, havde hængt flaget op mod den blå himmel. Det virker nærmest som at vi burde skamme os over vores smukke flag eller det at være danske. Og til trods for at visse elementer på den yderste højrefløj tilsyneladende forsøger at skæmme dannebrog med deres foragt for mangfoldigheden, så vil jeg ikke skamme mig over hvor jeg er fra, og at Danmark er en stolt og suveræn stat. Og at Dannebrog er et smukt flag.

Vi bør kunne flage for hinanden og ikke kun for os selv. Jeg flager gerne for venner og familie, med et passende flag, om det så er nordisk, dansk eller i øvrigt inden for rigsfællesskabet. Hvis en af mine naboer på vejen flager, hejser jeg også gerne Dannebrog i en fælles og solidarisk ånd; hvis jeg altså er hjemme og det ikke ligefrem er stormvejr. Det skylder vi os selv og hinanden. Som barn voksede jeg op på hjørnet af Gurrevej og Baldersvej, lige over renseriet, og min morfars fiskehandel, og jeg husker at kunne stå i haven og skue ud over alle haverne nedad Gurrevej og Belvederevej, og se de mange flag som næsten var oppe hver søndag i sommerhalvåret. Som jeg ser det, bør vi finde tilbage dertil, hvor vi i fællesskab kan minde hinanden om at vi er et folk i et land vi kalder Danmark, og at vi ikke er så skidebange for at stå ved netop dét. Om vi så har blå øjne, brun hud, eller taler lidt gebrokkent, eller går i farvestrålende sko er ikke ret vigtigt, for her er plads nok i andedammen, vi behøver ikke (kun) træde på hinanden. Så flag dog, for Fanden. Og for hinanden.

Kategorier
Blogindlæg Personlige

Konditoricrawl, fastelavnsbolletour…

I flere år har jeg haft lyst til at tage på tur og smage de forskellige fastelavnsboller, som tilbydes. Jeg vil ikke være kritisk overfor om de skal være af den ene eller anden dej, eller om der skal være creme, syltetøj eller mousse i dem. De skal bare smage godt, og være et særligt sortiment til fastelavn.

Kategorier
Blogindlæg Personlige

Klumme: Vægttab

Så skal vi til den igen. For nogen er det en evig stræben efter idealvægten, for andre helbredet og igen andre gør det af helt tredje grunde. Taber sig. Jeg gør det for fortsat at kunne være i mit tøj og for at blodårerne ikke skal stoppe til alt for hurtigt. Jeg har prøvet et par gange i løbet af mit 45 årige liv at smide et par kilo eller 5. Men da jeg som de fleste er bekendt med, har 31 søde tænder, så er det også sikkert at det lige så stille kommer på igen.

For 5 år siden var den dog helt gal; vægten var lige ved at blive 3-cifret og dét ville jeg ikke have siddende på mig – i bogstaveligste forstand. Kroppen var sløv og leddene var ømme. Jeg droppede alt det usunde og inden jeg havde set mig om, var 17 overflødige kilo pist væk. Jeg skiftede hele min garderobe, gik 4 skjorte- og 2 buksestørrelser ned. Med ca. 50 skjorter og en skuffefuld bukser, vil jeg ikke skifte tøjet ud før det er blevet slidt tilstrækkeligt – dét er jeg for nærig til. Men da vi var nået gennem en lang periode med både Corona, sommer og en jul, med alle de søde sager der hører til, var mine skjorter så småt begyndt at få 8-tals-lukninger hele vejen ned. Så det var atter tid til at stramme lidt op.

Som jeg ser det, er der kun én måde at tabe sig på; Indtage færre kalorier end kroppen brænder af! Om man så vælger at brænde energi af på en løbetur, spise mindre eller færre portioner, eller faste et par dage om ugen er grundlæggende underordnet for vægttabet, isoleret set. Jeg har prøvet 5:2 kuren en gang, men helt drænet for energi og manglende fokus i en ledelsesposition, fungerer ikke. Jeg kommer aldrig til at “løbe en tur”, eller indmelde mig i et fitnesscenter. Bevares, jeg kan da gå eller cykle en tur hvis vejret er til det, men det bliver i et tempo hvor mine astmalunger forbliver inde i kroppen, og så er effekten vist tæt på udeblivende, set med vægttab for øje.

For mig fungerer det rigtigt godt at sætte et fast mål for indtag af daglige kalorier, veje alt hvad jeg spiser og taste det ind i en app, som overraskende nok kender 95% af de stregkoder jeg præsenterer den for. På den måde begrænser jeg mig ingenlunde i forhold til hvad jeg må spise, udelukkende hvor meget. Så det er klart at jeg kan indtage langt flere agurker end cheeseburgere. Nu har jeg aldrig været ked af at spise grøntsager, så det er faktisk ikke en stor livsomlægning jeg skal iværksætte, men blot stoppe med alt det usunde for en periode. Min morgenmad er fuldstændig uændret, formiddagsmaden ligeså. I stedet for smørrebrød, spiser jeg pt. yoghurt til frokost, og min mellemmad om eftermiddagen er igen helt uændret. Mit aftensmåltid er også tæt på at være uændret, men jeg passer på mængderne, og så er det klart at aftenhyggen er helt skåret væk. Så is, kager, slik og chips er det jeg må ofre. Og det gør jeg gerne. En stund.

Én ting er dog gået op for mig jeg meget nødigt bliver nødt til at undvære; fastelavnsbollerne. Jeg er vild med fastelavnsboller, både de svenske, og dem med kærnemælk, og dem af gærdej, og dem af butterdej, og det hele må sågar godt være iklædt en bred varieret vifte af snask som eksempelvis creme, flødeskum, marcipan, remonce, marmelade eller hvad konditoren kan finde på at hælde i og udover. Det er lækkert det hele. Næste år skal jeg have fastelavnsboller. Alverdens fastelavnsboller. Jeg skal på fastelavnsbolletur gennem hele nordsjælland og København, for at se hvor mange forskelligartede fastelavnsboller jeg kan opdrive, og hvis det går vildt for sig kan jeg finde på at give hver enkelt karaktér. Skal du med?

Nuvel, det handlede om vægttab… Jeg har i skrivende stund tabt mig ca. halvdelen af det jeg har sat mig for, så om bare 6-8 uger kan jeg igen passe mit konfirmationstøj – og så skal jeg fedes op igen. For ja, det er det der kommer til at ske, hvorfor lyve. Jeg skal hverken vises frem på stranden, eller stille op i en skønhedskonkurrence, så hvis der er en delle eller 2 tilbage, så overlever jeg nok. Som med alt andet, handler det om ikke at blive fanatisk.

Kategorier
Blogindlæg Personlige

META-indlæg

2. indlæg til avisens klumme er indleveret, og med redaktørens kommentar om at det er “spot on”, er jeg ikke utilfreds med arbejdet.

3. indlæg er undervejs, og derudover ligger emnerne til yderligere 2 indlæg klar, så jeg er vist meget godt med resten af sommeren. Der skal jo bare laves et indlæg om måneden.

Jeg glæder mig til selv at se hvordan det udvikler sig, og om det kan komme til at handle om mere og andet end Corona.