Vi taler meget om børn og unges skærmforbrug. Det er vigtigt, siger vi, mens vi selv står i kø i supermarkedet og scroller så koncentreret, at vi kun opdager at køen bevæger sig, fordi nogen bag os sukker højlydt. Det er altid de andre der har et problem. Mit eget skærmforbrug er efterhånden så højt, at jeg burde kunne få det fratrukket i skat som en form for arbejdsrelateret belastning. En ergonomisk støttepude til tommelfingeren burde i hvert fald kunne udleveres hos egen læge, eller ved henvendelse på borgerservice.
Facebook bruger jeg for at “følge med”, hvilket i praksis betyder, at jeg læser mig igennem lokale opslag om parkeringspladser, hundelorteposer og folk, der efterlyser en “høj, mørk mand i gul jakke”. Helsingør Dagblad tjekker jeg for at se, om der er sket noget i byen jeg burde have en holdning til. Og Instagram er mit lille pusterum hvor jeg kan blive inspireret af solnedgange, hjemmebag og mennesker der har flere grønne planter i deres stue, end jeg har i hele min have.
Og så er der Libby og eReolen. Bibliotekets gaver til os der gerne vil føle os kulturelle, mens vi i virkeligheden læser udenlandske magasiner om værktøj, hifi, astronomi og computere. Jeg bilder mig selv ind at jeg bliver klogere, men i praksis er det mest en måde at holde mig opdateret på skruetrækkere, teleskoper og gadgets, jeg aldrig får brug for eller råd til. På det seneste er jeg også blevet glad for hexa-sudoku. Det er som almindelig sudoku, bare med flere måder at blive mindet om, at man ikke er så skarp som man troede. Jeg siger til mig selv at det er hjernegymnastik, men det er nok mest en måde at udskyde sengetiden på. “Bare én mere,” siger jeg. Det er sjældent én.
Men det største problem er Facebook-kommentarfelterne. Jeg øver mig i IKKE at kommentere på dumme opslag. Ikke fordi jeg ikke har lyst — tværtimod. Jeg har en indre sarkastisk kommentator, der står klar med en hel salve af bemærkninger, hver gang nogen skriver noget så faktuelt forkert, at selv min plæneklipper ville ryste på hovedet. Jeg prøver virkelig at lade være. Jeg scroller forbi. Jeg tager en dyb indånding. Men så kommer der et opslag, der er så dumt, at jeg næsten får krampe i pegefingeren af at holde mig tilbage. Det er som at være allergisk over for idioti, men stadig bo i et hus lavet af peanuts. Ja, eller valnødder for mit vedkommende.
Det er her jeg begynder at tænke, at digital dannelse måske slet ikke primært er et børneprojekt. Den unge generation er blevet sendt ud i et globalt sociologisk eksperiment uden spilleregler. Men ansvaret ligger nok hos os. Forældregenerationerne. Dem, der opfandt sætningen “lad være med at skrive alt, hvad du tænker” — og derefter byggede platforme, hvor netop det blev valutaen. Vi nåede aldrig at lave retningslinjerne, før kommentarfelterne blev til en rådhusplads hvor alle råber, ingen lytter, og hvor den mest vedholdende ofte forveksles med den mest kloge.
Måske burde vi voksne derfor også på skolebænken. Et obligatorisk kursus. Ikke i apps og algoritmer, men i basal digital overlevelse:
- Sådan scroller du forbi et dumt opslag uden at føle dig personligt krænket.
- Sådan lader du være med at skrive en kommentar, der kun gør verden en anelse mere ulidelig.
- Sådan accepterer du, at stilhed nogle gange er det mest konstruktive du kan bidrage med.
For hvis vi ikke lærer det, fortsætter vi bare. Med at råbe ind i skærmen, polarisere lokale debatter og forvandle enhver sag — også dem om parkeringspladser og hundelorteposer — til ideologiske skyttegravskrige. Og så ender vi med et offentligt rum, hvor alle taler om ytringsfrihed, men ingen længere orker at høre efter.
Jeg melder mig gerne som deltager. For alternativet ligner en fremtid, hvor det ikke er algoritmerne der styrer os, men vores egne dårligst filtrerede impulser. Bare ikke hvis kurset ligger på en app. Jeg har allerede rigeligt med skærmtid — og dagens hexa-sudoku er stadig ikke løst. Og Radio Mars hører trods alt heller ikke sig selv.