Som den opmærksomme klummelæser ved, er jeg et “mørkets barn”. Jeg holder af vinter, kulde, mørke og isolation. At se ud over det kulsorte landskab på vej til og fra arbejde, og finde lys i husenes vinduer, mens lyskæderne glimter i træer og buske, er både hyggeligt og uhyggeligt – præcis som det skal være. Stuerne er pyntet op med gran og guirlander, og rundt omkring hvor end man færdes, mødes det let snøftende næsetøj af liflige dufte; brændte mandler, hjemmelavede brunkager, gløgg og æbleskiver. Endelig kan man slippe ud af sin sommerdepression. Endelig kan man se på nattehimlens forunderligheder uden at skulle ofre hele nattesøvnen. Ja, jeg er med tiden blevet et vaskeægte A-menneske, måske ligefrem dobbelt-A. Mit indre vækkeur ringer som regel omkring klokken seks.
Vinteren er der, hvor alt på jorden forfalder, og alt på himlen vågner. Vinteren betyder netop at det er tid til at støve hobbyerne af igen – for når vejret ikke er til at rende rundt og dyrke tomater i haven, så skal der fyldes andre ting på dagsordenen. Og en ting jeg ser frem til er en håndfuld interessante foredrag i NOVA – Nordsjællands Astronomiforening. En forening der kunne fejre 25 års jubilæum denne sommer (men lod være). Det ændrer ikke på at den mørke vinterhimmel danner det perfekte bagtæppe for en masse spændende fænomener. Både de fast tilbagevendende meteorsværme, hvor vi endnu mangler årets udgave af Geminiderne, som topper d. 14. december. Men også planetparader, måneformørkelser og endda kometer gør sig godt på den sorte baggrund. Både Venus, Mars, Jupiter og Saturn kan i løbet af vinteren ses med det blotte øje – og jeg er sikker på at Allan Reib allerede har en observationskalender klar til NOVAs medlemmer og modtagere af foreningens nyhedsbrev.
Men jeg er også kommet bagud med nogle gøremål, f.eks. har jeg endnu ikke fået ryddet op i haven efter årets tomathøst, og hvis der kommer for megen frost for tidligt, så er jeg ikke sikker på jeg overhovedet får det klaret, inden der igen skal gøres klar til en ny omgang planter. Loungen, som ligeledes plejer at blive pakket ned til vinteren, står også stadig med puder og tæpper – en mellemting mellem at være klar til brug, og efterladt i en postapokalyptisk katastrofe. Vi blev ganske enkelt rendt over ende af sommeren som, fuld af teater på Hammermøllen, forsvandt hurtigere end vi kunne stave til sommerferie. Vi fik ikke engang brugt loungen noget videre – jeg tror vi har spist derude 1 eller 2 gange i år. Grillen har jeg dog sørget for at vintersikre, da det stod klart at vejret gik til den kølige ende af skalaen.
Med det kølige vejr i mente skal jeg i øvrigt huske at købe mig en ny hat. Men en hat er ikke bare en hat. Den er et signal til omverdenen om, at man har accepteret vinterens præmisser – at man ikke længere forsøger at snyde sig til sommerstemning med tynde jakker og optimistiske sneakers. Nej, hatten er kronen på værket, det endelige bevis på at man har overgivet sig til kulden, og for mit vedkommende at hårgrænsen bliver højere og højere og at der så småt er ved at tegne sig et omrids af den gode gamle måne oppe på issen. Jeg forestiller mig en sag der i sit udtryk kan være et spejl af mig selv, med rank ryg og en bred skygge, måske endda med en snert af Sherlock Holmes, så jeg kan gå rundt i Hornbæks gader og ligne en mand, der både er på vej til at opklare en forbrydelse og til at købe ind i Superbrugsen. Det er jo det fine ved vinteren: man kan tillade sig at være lidt teatralsk i sin fremtoning, uden at nogen løfter et øjenbryn.
Og når hatten først er på plads, så er det som om resten af vinteren også falder i hak. Man kan stå og stirre op på stjernehimlen, mens vinden pisker ind fra Kattegat, og alligevel føle sig som en del af et større vintereventyr. Måske er det bare selvbedrag, men det er et selvbedrag med stil. For vinteren er ikke kun mørk og kold – den er også en smuk kulisse, hvor vi kan spille de roller, vi ikke får lov til i juli. Jeg kan være astronom, gartner på retræte, teatermand på pause, eller bare en klummeskribent med en ny hat. Og det er egentlig nok til at holde humøret oppe, indtil solen igen kommer og ødelægger stemningen med sin varme og sit lys til foråret.
Så ja – jeg køber hatten. Og når foråret så endelig kommer og ødelægger al mystikken med sin lyse banalitet, må jeg igen affinde mig med at være et ganske almindeligt menneske. Men indtil da – hatten bliver på, det er elementært.