Kategori: Lokalpolitik

For snart 2 år siden, gjorde jeg Pandekagehusets indkørsel klar til den dengang kommende nye affaldsordning, med mere sortering og flere beholdere. Ved hjælp af simpel trigonometri fik jeg placeret et næsten vinkelret indhak i plankeværket, udmålt efter Forsyning Helsingørs anvisninger i en online vejledning på deres hjemmeside. Næsten et helt år senere kom så de nye beholdere, og mine beregninger for plankeværkets størrelse og placering viste sig at passe som fod i hose. Nu har vi så sorteret affald et års tid, og det er derfor på sin plads at analysere tilfredsheden med denne ordning. Og så er det vist snart tid til igen at male plankeværket…

Som udgangspunkt mener jeg at vi allesammen bør genbruge og -anvende mere i stedet for at smide ud og brænde af. Når vi eksempelvis laver gammel plastik om til ny plastik kræver det over hele produktionskæden i omegnen af 37% mindre energi og udledninger og langt færre ressourcer end når vi producerer ny plastik fra bunden af – da der næsten ikke skal tilføres nye fossile olier. At vi så skal bruge et par dråber vand på at rengøre makreldåsen og pålægsbakken, er intet i forhold til de mængder vand man bruger på at producere ny plastik – og den råolie ny plastik laves af, er helt sparet. Og hvis man i øvrigt nogensinde har vasket en bil, siddet i et boblebad, eller vandet en bøgehæk så har man absolut INGEN ret til at udtale sig om vandspild i forhold til genanvendelse. Det er bare hykleri af allerværste skuffe.

Vi er en familie på to (vel)voksne, en preteen og 4 norske skovkatte, så der genereres en hel del affald. Og jeg tør godt sige at affaldsbeholdernes størrelser passer ret godt til os. Bevares – vi kan ikke fylde metalbeholderen mere end maks. 20% op, selvom kattene spiser næsten et kilo mad dagligt, men det er vist også den eneste, hvis størrelse nok er ramt skævt. Vi har valgt kun at modtage reklamer fra et par enkelte butikker, og sammen med pap fra morgenmadsprodukter, kviktest og andre småting, så når papirbeholderen at blive næsten helt fyldt op til afhentningsdagen. Perfekt størrelse. For plast-, rest- og madaffald er billedet det samme – størrelsen passer ret præcist til de mængder affald vi producerer i Pandekagehuset – skal der fremhæves noget negativt, må det være at beholderen til madaffald er virkelig klam om sommeren. Og med et sundhedshensyn i forhold til renovationsmedarbejderne kan jeg godt være i tvivl om den nuværende løsning kan fortsætte som nu. For stank, råd og maddiker er ikke ret lækkert.

Er det så pengene værd? Ja, at håndtere affald koster jo penge, og at fraktionsopdele alt affaldet er heller ikke gratis – så den højere pris for at nogen kan håndtere MIT affald er helt på sin plads. Personligt er jeg dog ked af de forringelser jeg rammes af hvad angår storskrald og haveaffald. Tidligere passede det med at jeg kunne klippe hæk og få hentet det afklippede liguster efter et par dage. Nu skal jeg selv arrangere transport til Skibstrup eller have 8-10 halvvåde og ildelugtende sække til at stå i flere måneder, inden det afhentes. Personligt er problemet ikke kæmpestort, da vi har bil med elmotor og hængertræk samt adgang til at låne en påhængsvogn af betydelig størrelse, men det er i virkeligheden kun fordi vi købte ny bil EFTER den ny affaldsordning trådte i kraft. Jeg håber at denne del af ordningen gentænkes, så ikke alle i kommunen er nødt til at anskaffe sig større biler, for at kunne komme af med haveaffaldet. For så står det skidt til med kuldioxidregnskabet.

Vi bliver flere og flere mennesker, så vi er ganske enkelt nødt til at passe bedre på vore ressourcer – planeten bliver jo ikke større, skovene og grundvandsreservoirerne ej heller. Så selvom vi skal perre lidt mere rundt i vores affald og vi får sildesnask og ketchup på fingrene, så er sortering vigtigt og den eneste måde at sikre ny emballage i forretningernes kølemontrer.

Det er ved at være tid til at vi igen skal til stemmeurnerne, den lokale og regionale politik skal have nye og friske smil op at hænge i lygtepælene – Bevares, en del velkendte ansigter må ligeledes formodes opstillet. Meningerne og holdninger er mange og valget synes ikke at være nemt heller i år, med mindre man altså på forhånd har besluttet sig for placeringen af ens stemme. Jeg har besluttet mig, også længe inden valglisterne har været klar til offentliggørelse. Jeg er ikke 100 % enig med nogen partier eller kandidater, men jeg går efter at lægge min stemme hos de jeg er mindst uenige med, og som trækker politikken i den retning jeg selv ønsker for samfundet.

Men Hr. Blumensaadt, skal vi så se dit navn på opstillingslisten i år? har flere spurgt. Nej, heller ikke år! Tro det eller lad være, men flere har de seneste par år ment og troet at jeg er på vej ind i politik. Det vil jeg gerne slå helt fast; det er jeg ikke. I hvert fald ikke for nuværende. Jeg kan ingenlunde afvise at jeg i fremtiden vil ændre mening, men jeg har det altså godt med at være en del af “embedsværket” og ikke være på den politiske side. I min nuværende stilling hos Hornbæk Fjernvarme kan jeg være med til at påvirke de interne politiske beslutninger, men jeg vil helst blive siddende og arbejde med de beslutninger selskabets ledelse tager, i hvert fald så længe jeg er enig med retningen.

Jeg har siddet på mange spændende poster i diverse lokale bestyrelser, men jeg er på ingen måde klar til at give mig i kast med byrådspolitik eller noget derover – dertil er døgnets timer for få, og min faglige stolthed er i den grad for stor til at jeg vil gøre det halvt. At det at skrive klumme i Helsingør Dagblad skulle være et springbræt til lokalpolitik vil jeg ikke afvise er korrekt for nogen, men det er ikke mit fokus. Mine unge dages store interesse for at sende lokalradio har heller ikke været et bevidst skridt på vejen i den retning. Jeg giver gerne visse af mine meninger til kende, og jeg står på mål for dem, men historierne er nok mestendels for underholdningens skyld. Mit politiske virke er for nuværende forbeholdt Fagforeningen Frie.

Dog så er det, som jeg ser det, vigtigt at vi alle sammen meget snart går ned og sætter kryds ved de som netop kandiderer til en taburet i byrådssalen og til regionen. Det er den måde hvorpå vi kan gøre vores stemme gældende, selvom vi ikke stiller op og debatterer på opstillede kasser på byernes torve. Her kunne jeg også nævne Facebook – men med den skingre tone som oftest høres på netop det medie, håber jeg at det i fremtiden vil blive mindre vigtigt. Profilbilledeløse krigere på de sociale medier kan i den grad forpeste enhver lyst til at indgå i en saglig debat om et givent emne, lige så hurtigt som blodet kan bringes i kog af bemeldte krigere.

Jeg har stor respekt for de lokale kandidater som kan afsætte tid og kræfter til at deltage i den mere heftige og til tider usaglige del af debatten, men jeg ser det også lidt som spild af tid da det næppe er de få krigere man søger at overbevise om sin politik. Det kan højest være et spørgsmål om at korrekse urigtige udsagn og rejse sig efter en påstand har væltet én omkuld – men det i sig selv virker mere som brandslukning, i stedet for egentlig politisk arbejde. Jeg synes det er ærgerligt at så megen tid skal tages fra vigtige emner og opgaver, blot fordi nogen (uanset hvad) er uenige, eller har et såkaldt horn i siden på én.

Så når valgstederne åbner, står jeg klar til at sætte mit kryds på de kandidater som efter min overbevisning vil det mest rigtige, eller i det mindste det mindst forkerte. Faktisk har jeg nok allerede brevstemt, men det er også en god undskyldning til at besøge det lokale bibliotek. Apropos bibliotek; hvem i alverden beslutter at biblioteker skal være store kasser uden parkeringsmuligheder, i stedet for mindre og lokale enheder? Det er da helt sort. Selv en stor kommune bør kunne være lille og lokal.

Dagen hvor denne klumme bringes i vores allesammens dagblad, sidder jeg hos flæskekongen på den gyldne kro i hovedstadens larm og røg og nyder en fedtet bid mad. Det er ikke så tit vi får stribet flæsk, og det er såmænd nok også meget godt. Det er i sandhed ikke engang hver dag vi spiser døde dyr – men vegetar bliver jeg nu alligevel aldrig, frivilligt. Jeg kan nemlig godt lide at spise kød, og faktisk mener jeg det er helt essentielt at spise kød jævnligt, hvis vi som art skal udvikle os til næste niveau og blive kloge nok til at flytte ud i universet – men det må vi tage en anden dag, for jeg har maks. 4000 tegn at gøre godt med i denne klumme. Dog spiser vi tit kødfrit, og jeg tror det af flere årsager bliver mere og mere fremover. 

Faktisk har vi lige spist kødfrit en hel uge. Mere end kødfrit – faktisk prøvede vi at spise ovo-vegetarisk alle sammen – bare for at prøve. Hvad skulle vi undvære og hvad vil vi ikke kunne leve uden… En uge er jo intet problem, men jeg vil godt nok komme til at savne mælkeprodukter i længden. To af mine daglige måltider består i hverdagen af laktosefri yoghurt, og om fredagen nyder jeg et friskbagt brød med et stykke god ost til. Det har jeg ikke lyst til at lave om på. Så det gør jeg nok ikke. Mælkeprodukter var nok det vi savnede mest, allesammen. Ingen af os savnede kød, men spidskommen og kikærter fik vi store mængder af. Nu var der som nævnt kun tale om en uge, så man skal vist være endog meget stædig for at komme til at savne noget på den korte tid.

Grunden til vi overhovedet levede vegetarisk en hel uge, var som en del af vores interne udfordring og udvikling for bedre at kunne sætte os ind i andres levevis. Der er så mange forskellige måder at leve på, og hverken vi voksne eller pandekagehuset pre-teen bliver dummere af at lære lidt om at sætte sig i andres sted. Så hele familien var med på ideen og alle klarede det godt. Heksemutter vil faktisk gerne fortsætte med mere vegetarisk mad, og så længe det ikke fjerner mine mejeriprodukter og fisk, eller udelukker et stykke grillet ko i ny og næ, så er det fint med mig. Vi har ikke behov for kød hver dag. Men lige i dag, hvor denne klumme trykkes, ja der står den altså på gris. Stegt svin og sovs. Masser af svin og sovs.

Det bliver ikke sidste gang vi giver os selv en udfordring af denne art. Allerede i næste uge skal vi prøve at leve som diabetikere. Så madplanen er skåret helt ind til det vi alle i forvejen godt ved er bedst for os, og alle de usunde vaner bliver gemt væk, i hvert fald en uge. Hver eftermiddag og aften skal vi “måle blodsukker”, ved kast med en terning; Slår man en etter, er blodsukkeret for lavt og der skal ageres derefter – slås en sekser, er det for højt og ligeledes skal der ageres derefter. Dog skal vi hverken stikkes eller belemre sundhedsvæsenet, men jeg tænker at i forstår idéen.

Efterfølgende skal vi prøve at leve som glutenallergikere og derefter som laktoseintolerante. Det sidste bliver ikke den store udfordring tror jeg, da vi efterhånden har fået så mange gode laktosefri produkter ind fra det svenske, og vi i forvejen bruger disse produkter i vores hverdag. Det gør faktisk en stor forskel på hvor oppustede vi bliver, og så er der lidt mindre sukker i disse produkter. Men jeg er lidt nervøs for den der glutenallergi; Pandekagehusets yngste kunne leve af produkter kun indeholdende hvid hvede, så det vil blive en stor omvæltning – for os andre er nok kun weekendens brød vi føler at gå glip af. Og det tænker jeg nok skal gå.

Mange kan ikke se længere end til egen næsetip, men som jeg ser det, så kan vi med denne blide form for prøvelser afprøve andre levemåder, og måske blive bedre til at tænke over at andre ikke nødvendigvis har det som vi. Hvordan udfordrer du dig selv, med ting du ikke nødvendigvis forstår eller synes om?