Der er noget særligt ved lokalpolitik. Det burde være dér, hvor vi som borgere har størst indflydelse. Hvor beslutningerne føles nære, og hvor dialogen med politikerne ikke kræver en tur gennem mediemøllen for at blive neutraliseret, udvasket og gjort komplet uforståelig for menig mand. Men i takt med at kommunalvalget nærmer sig, begynder det hele at ligne noget andet. Noget mere… performativt.
Pludselig dukker de op. De digitale skyggekrigere. Politikere, der har været tavse siden sidste budgetforlig, men som nu poster selfies med borgere, bænke, togsæder og blomsterkummer. Der er smil, slogans og spontane videoer, hvor de “lige vil sige noget vigtigt”. Det er som om, likes er blevet vigtigere end løsninger – og synlighed trumfer substans. Og så er der tonen. I stedet for at tale om egne visioner, bruger mange tiden på at udskamme modstanderne og tale andres visioner ned – uden selv at komme med alternativer. Det er ikke længere nok at være “for” noget – man skal også være “imod” nogen. Helst med en skarp formulering og et glimt af forargelse. Det er effektivt, javist. Men det er også trættende.
Man kunne fristes til at spørge: Hvor var alle disse engagerede stemmer i foråret? Eller sidste år? Hvor var de, da skoler blev lukket, cykelstier droppede ud af budgettet, buslinjer nedlagt til fordel for IronMan-støtte, VIP-lounge købt, og ældreplejen gennemgik endnu en spareøvelse? Synligheden kommer med valgkampen – og forsvinder ofte med stemmeoptællingen. Det er ikke nemt at finde en kandidat at sætte sit kryds ved, når alle kæmper om den samme opmærksomhed. Når politik føles som en omgang speed-dating med PowerPoint. “Hej, jeg hedder X, og jeg vil gerne redde velfærden, klimaet og din lokale busrute. Swipe op for mere.” I valgkampen lyder de alle sammen ens.
Man sidder som borger og scroller gennem opslagene, og det føles som at være til en slags digital markedsplads, hvor alle råber, men ingen siger noget nyt. Det er svært at skelne mellem engagement og iscenesættelse. Mellem dem, der vil noget – og dem, der bare vil vælges for at sikre egen lomme. Og så kommer læserbrevene. De vælter ind som efterårsblade i en storm. Alle har noget på hjerte, og helst noget, der kan placeres direkte i modstanderens sko. Der er ikke meget plads til nuancer, men masser af plads til indignation. Det er som om, den største politiske dyd er evnen til at formulere en skarp kritik på under 160 tegn. Jeg forstår i dén grad godt, at mange oplever politikerlede.
Men jeg ved heldigvis godt, hvor mit kryds skal sættes. Hos én, der har været til stede hele vejen. Ikke kun i valgkampens spotlight, men også i de stille måneder, hvor arbejdet foregår uden likes og kameraer. Det burde være den mindste fællesnævner i lokalpolitik – men det er desværre blevet en sjældenhed. Det er ikke for at pege fingre. Måske er det bare sådan, spillet er blevet. Måske er det os, vælgerne, der har vænnet os til at politik skal underholde, helst med lidt drama og en god punchline. Men det er værd at huske, at likes ikke bygger cykelstier, og at en skarp kommentar ikke løser ældreplejens udfordringer.
Politik kræver mere end performance – det kræver nærvær, dialog og vilje til at lytte. Også når der ikke er valg. Det kræver, at man tør sige: “Det her er komplekst, og vi har ikke en hurtig løsning.” Men det sælger ikke godt på sociale medier. Der er ingen emojis for tvivl. Så næste gang du ser et opslag med en politiker, der smiler foran en nyrenoveret legeplads, så spørg dig selv: Var de med til at få den renoveret – eller kom de bare forbi med en fotograf? Og næste gang du læser et læserbrev, hvor nogen “bare ikke kan forstå, hvordan X kan mene Y”, så husk: Det er ikke nødvendigvis en debat – det kan også være en reklame.