Kategorier
Blogindlæg Frivilligt arbejde

Kom til forestilling i skoven

Året var 1986, jeg var 10 år gammel, og familien havde taget en fælles beslutning om, at sommeren skulle bruges til at spille teater i en nyopstået dansk kulturinstitution; egnsteater. Stykket hed Kulsvierblod, og selv spillede jeg en dreng fra “de finere rækker” med pænt tøj og rank ryg, i et stykke som tog omdrejningspunkt i tiden, hvor jernbanen kom til Nordsjælland og udkonkurrerede kulsviernes fordrukne transport gennem alfenatten til kultorvet i København. Det var en både sjov, mindeværdig og hård oplevelse at være med.

Min skuespilkarriere stoppede dog i umiddelbar forlængelse af den sidste forestilling, den sommer for snart 40 år siden. Nu har jeg imidlertid meldt mig under fanerne igen, denne gang bag scenen hos Hammermøllens Teater. Der er noget magisk ved den summen, der opstår bag scenen, før tæppet går. Kostumer retter sig, lysene testes, nerverne sitrer. I år står jeg netop dér – i mørket bag kulisserne – som frivillig. Min bedre totredjedel og Pandekagehusets egen teenagepige står på scenen og bringer historien til live, mens jeg sammen med andre gode folk sørger for, at den ramme, de bevæger sig i, holder hele vejen.

Det er en særlig følelse at være en del af noget, der er større end én selv – det har jeg tidligere fortalt om, i de klummer som bl.a. handler om mit og andre frivilliges engagement i Hornbæk Havnefest, Repair Cafe, Fagforeningen Frie, Helsingørkanalen og Nordsjælland Astronomiforening. I Hammermøllens Teatergruppe er frivillighed ikke bare nødvendigt – det er selve fundamentet. Uden de mange hænder, hoveder og hjerter ville forestillingen aldrig kunne løfte sig fra manuskript til magi. De mange timer og kræfter, som medlemmerne allerede har lagt i at få fremstillet og renoveret siddepladser, rekvisitter, kostumer, scenegulv og toiletvogn, er ganske enkelt helt ubetalelige for en lille teaterforening, som bare gerne vil optræde med en fantasifuld og lokal fortælling.

I år handler magien om Sporlæggerne – en rørende forestilling, der tager os tilbage til 1905–1906, hvor Hornbækbanen skar sig gennem Hellebæks landskab og liv. Med familien Hellebert som omdrejningspunkt udforskes forandringens menneskelige spor: venskaber, kærlighed og kampen mellem tradition og fremtidstro. Forestillingen er skrevet og instrueret af Flemming Bang med musik af Ulrik Schwartz og spiller fra 6. til 16. august under trækronerne ved Hammermøllen. Her vækkes historien til live med både humor, alvor og hjerteslag – og som altid med plads til alle, uanset sanseniveau.

Der bliver i øjeblikket hamret, syet, båret, planlagt, trøstet og grinet. Timerne løber hurtigt, men de sætter spor. Ikke bare på scenen, men i os – som fællesskab. Her er alle velkomne, uanset om man har erfaring, knofedt eller bare en nysgerrig sjæl. Den samhørighed, der opstår, når alle trækker i samme retning, skaber ikke bare en forestilling. Den skaber mening. Frivilligt arbejde handler ikke kun om at få ting til at fungere. Det handler om at give noget af sig selv – og om at få dobbelt så meget tilbage. I form af smil, fællesskab, gode historier og følelsen af at høre til. Også selvom man (som jeg selv) ikke kan deltage i arbejdet hver gang.

Så næste gang du sidder blandt publikum og lader dig føre med af fortællingen og humoren, så husk: Både på og bag scenen står mennesker, der har givet deres tid, tanker og kærlighed. Hvad enten det er til teater i Hellebæks skove, musik i Toldkammeret, eller havne-/byfester diverse steder i kommunen – så bliver en stor del af oplevelsen båret af frivillige kræfter. Og så står der måske en lidt træt, men lykkelig frivillig og smiler i mørket over alt det, han fik lov til at være en del af. Og hvis du selv skulle savne noget at gå op i og bruge din tid på – så kan ekstra hænder altid bruges både før, under og efter forestillingerne.

Jeg håber vi ses i skoven – jeg står muligvis og retter mikrofoner eller sælger drikkevarer.

Kategorier
Blogindlæg Lokalpolitik

Værtskab og kundeservice

Et emne, der summer for tiden, er værtskab og kundeservice i de lokale forretninger. Jeg har tidligere berørt emnet, men risikoen for gentagelse er en pris, jeg er villig til at betale for at genbekræfte én simpel sandhed: De lokale butikker består, fordi vi bruger dem. Og forbrugernes købelyst sikres ved at gøre butikkerne attraktive. Ligningen er ligetil, men vigtig som aldrig før.

Billede skabt af AI på baggrund af prompt.

Jeg vil begynde med en nylig oplevelse i en butik i Helsingør centrum. Jeg havde trodset færdselsforholdene og parkeret i det endnu gratis parkeringshus, en dag efter arbejde. Jeg var den eneste kunde i butikken, selvom klokken var 16 på en helt almindelig hverdag. En ung mand stod ved kassen, placeret midt i forretningen. Jeg støvede rundt i mere end 10 minutter, og på intet tidspunkt blev der kigget op fra telefonen, som øjensynligt viste TikTok-videoer i ét væk. Nuvel, jeg henvendte mig til sidst, for at spørge: “Denne vare, har i den i grøn?” – “Lad mig lige se”, svarede den unge mand, og skelede til den selvsamme tomme hylde, jeg selv havde ledt igennem flere gange. “Det ser ikke sådan ud”. “Kan du eventuelt tjekke om I skulle have dem på lager?” spurgte jeg og fik prompte svaret: “Nej, de er i restordre – vi kan ikke få dem mere.”

Jeg kan naturligvis ikke afvise at ekspedienten har samtlige varers lagerstatus i hovedet, men jeg har alligevel min tvivl, så jeg kørte hjem og fandt computeren frem for at prøve online. Og minsandten, om ikke butikkens egen hjemmeside kunne give mig svaret; Varen var på lager, og jeg kunne endda få en betragtelig rabat ved at handle online. To dage senere landede varen i min postkasse, med en besparelse på mere end 15%, selv efter at der var betalt for forsendelsen. Det virker i den grad kontraintuitivt at butikkens umiddelbare formål er at sende folk på nettet for at handle.

Denne episode får mig til at reflektere over, hvad det egentlig vil sige at handle “lokalt”. Hvis du køber kinesisk plastikskrammel i en butik nær dit hjem, føles det sjældent som en støtte til lokalsamfundet – og kød fra New Zealand i den lokale slagter? Det rammer heller ikke den “lokale” følelse i mig. I min by findes ikke bilforhandlere, dyretilbehørsbutikker og marskandisere, hvilket betyder, at jeg ofte skal køre mellem 15 og 25 km for at få dækket bemeldte kategorier. Hvis jeg derimod ønsker indkøb af fast ejendom, koneklude eller pyntepuder, så kan halvdelen af byens butikker være leveringsdygtige.

Når jeg skal vælge mellem to tilsyneladende identiske butikker – den ene 8 km væk i nabokommunen og den anden 15 km væk i min egen kommune – bliver spørgsmålet: Hvem eller hvad er mest lokalt? Svaret er sjældent entydigt. Det afhænger af samvittighed, dagsform og ofte et ønske om variation.

Et andet dilemma er, om den lokale butik overhovedet er attraktiv nok til, at tiltrække mit kundeforhold. Alt for mange butikker fremstår i dag som en mat version af en neutral hjemmeside – med en begrænset produktinformation og svagere vilkår for forbrugeren. Hvis sociale medier som InstaBook og TikTok tillige formår at underholde ekspedienten mere end at overbevise mig om et køb, så er jeg parat til at lægge mine penge et andet sted.

En købmand, der har tilegnet sig indsigt i moderne købmandskab, ved at sætte en ære i at levere høj service – og tilpassede løsninger, også for varer uden en fast plads i hylderne – kan skabe en oplevelse, hvor den fysiske butik kombineres med internettets store informationskraft. På den måde betaler man kun marginalt mere for en vare, mens man samtidig nyder godt af den personlige betjening, som et rent onlinekøb ikke leverer.

Måske kunne man overveje, hvordan de lokale butikker kan integrere online og offline service endnu mere sømløst – og om vi som forbrugere kan stille flere krav til den måde, vi køber og støtter vores nabolag på. Hvordan tror du, at fremtidens handel kan balancere mellem bekvemmelighed og lokal forankring? Hvad er den næste trend, som måske kan genoplive de lokale butiksmiljøer? 1. times parkering gratis?

Kategorier
Blogindlæg Lokalpolitik

Offentlig transport er en by i Rusland

Jeg vil gerne indrømme, at jeg er meget lidt imponeret over kommunens offentlige transport, og måske skyldes det, at byerne udenfor eller nordvest for Helsingør ikke er beboet af byrødder uden egen bil. I det daglige kører jeg fra Hornbæk til Helsingørs industriområde for at passe mit arbejde. Det er en tur, som tager lige omkring 15 minutter i min delvist elektriske bil, og på en opladning kan jeg som regel nå lige knap to ture til Helsingør. Bilen koster mig omkring 3.500 kroner om måneden – inklusive brændstof/el, forsikring, afskrivning/lån, skatter, vedligehold og så videre.

Hvis jeg skulle med det offentlige, ville længden på den daglige køretur blive mangedoblet. Faktisk skulle jeg bruge 10 timer EKSTRA om ugen på transport, hvis ikke jeg havde bil – og hvis jeg gør min tid op i penge, kunne jeg dermed have hele fire biler finansieret af transporttiden alene. Det giver jo absolut ingen mening. Det er lige før, jeg ville have råd til at parkere i byens centrum … eller køre i taxi til arbejde. Hvis jeg regner transporttid ud som en omkostning, er det billigere at tage en taxi på arbejde end bussen. Er det ikke bare en lille smule galt?

Grunden til denne klumme skal findes i, at heksemutter og jeg tog på tur en lørdag for kort tid siden – vi skulle til Værftets Madmarked (formerly known as “De Underbetaltes”) for at smage på portvine. Og kloge som vi var, lod vi bilerne stå hjemme og rejste i stedet med Lokalbananen/skinnebussen/grisen. For det første: Timedrift på en lørdag??? Hvordan forestiller man sig, at folk vil stimle sammen om så godt et tilbud som timedrift? Jøsses. Og prisen for to voksne = 90 kroner for en returbillet Karinebæk–Grønnehave. Vi kunne have betalt for parkering i fem timer og stadig have haft penge til en lille is.

Og det er ikke fordi vi bor i det vilde vesten. Der bor mennesker herude – børn, ældre, pendlere, studerende – nogen med jobs, der ikke følger 8-16-uret, og nogen uden bil. Hvad gør de? Bliver de bare hjemme? Cykler de i stormvejr med rygsæk og indkøbsposer? Er det virkelig den form for samfund, vi har besluttet os for? Hvor du enten har bil – eller er ude i kulden?

Hvordan er vi blevet til et samfund, hvor den offentlige transport er så dyr en luksus, at ingen har råd til at bruge den? Og hvorfor er den offentlige transport, i hvert fald på nordkysten, så ringe, at man skal være mere end almindeligt heldig for overhovedet at kunne komme med den? Vi er så heldige, at der med udgang fra Helsingør går hele tre jernbaner ud af kommunen i hver sin retning. Det er ikke svært at forestille sig, at man bør lægge busruter, som komplimenterer og opsamler passagerer på tværs af jernbanen, og ruter som forbinder de travleste områder såsom industri, indkøb, uddannelse osv. Men planlægningen virker hovedløs – og nu vil man sågar nedlægge busruter.

Når man endelig forsøger at bruge det offentlige, opdager man hurtigt, at det ikke er designet med virkelige mennesker i tankerne. Der er ingen sammenhæng mellem bus og tog, ingen fleksibilitet for dem, der arbejder skæve tider, og ingen hensyn til, at folk faktisk skal fra A til B uden tre skift og en times ventetid i en grøftekant. Det føles, som om systemet er skabt ud fra et regneark og ikke ud fra, hvordan folks hverdag hænger sammen. Man sidder tilbage med fornemmelsen af, at ingen, der planlægger ruterne, nogensinde selv har stået på en forblæst station klokken 06.42 og ventet på en forsinket bus, der kun kører én gang i timen – hvis den altså kommer.

Det er snart tid til kommunalvalg, og måske skulle vi se på, hvordan de forskellige kandidater ønsker at udvikle – eller afvikle – den offentlige transport, inden krydset skal sættes. Kan vi få nogle finansierede visioner på bordet, så flere kunne finde på at bruge en anden transportform end bilen? Hvis ikke, så kan vi lige så godt nedlægge det hele. Og så må vi bare håbe, at alle fremtidige borgere får råd til at lease elbiler og selv betale for det samfund, som ikke længere gider hænge sammen i fællesskab.

Kategorier
Blogindlæg Hornbæk Fjernvarme

U(n)dsky(l)d generalforsamlingen

Jeg ved ikke om jeg længere kan overraskes af de manglende almene kompetencer fra det lokale varmeværk. Men jeg har i dag fremsendt følgende til Hornbæk Fjernvarme, da en meget simpel og utvetydig bestemmelse i selskabets vedtægter er blevet ignoreret.

Idet selskabets vedtægter ikke er overholdt i forbindelse med indkaldelse til Hornbæk Fjernvarmes ordinære generalforsamling, vil
jeg på det kraftigste anbefale at udskyde denne.

Ikke tidligere end 22/4-2025 er det på selskabets hjemmeside offentliggjort at der afholdes generalforsamling d. 30/4. Altså 8
dages varsel, til trods for indkaldelsesbestemmelse i § 6 stk. 3 kræver mindst 14 dages varsel ved offentliggørelse på selskabets
hjemmeside. Endvidere er der på indkaldelsen IKKE angivet en dagsorden, trods samme bestemmelses krav herom. I skrivende stund, er
den eneste dagsorden som andelshaverne er blevet præsenteret for, en håndsomdelt adviseringsskrivelse til husstandende – og denne
overholder ikke vedtægternes § 6 stk. 4, da der bl.a. ikke er et punkt for valg af dirigent. Hvordan man vil afholde generalforsamling uden
en dirigent, er for mig en gåde.

Jeg vil hævde at generalforsamling d. 30/4-2025 IKKE kan afholdes lovligt, grundet utilstrækkelig og mangelfuld indkaldelse.

Såfremt bestyrelsen alligevel vælger at gennemføre generalforsamlingen d. 30/4-2025, vil beslutninger på denne kunne dømmes ugyldige, da man
ikke har sørget for at give andelshavere og forbrugere en reel chance for at deltage i den demokratiske proces. Det vil være et udtryk for
magtfuldkommenhed og manglende respekt overfor forbrugerne at tilsidesætte selskabets vedtægter.

Om selskabet udskyder (og gør det rigtigt i anden omgang), må tiden vise.

Opdatering 28/4-2025: Selskabet har efter min henvendelse valgt at udskyde generalforsamlingen…

Kategorier
Blogindlæg Lokalpolitik

Helsingør – en kommune i jernhårde prioriteringer

Der er mange måder at bruge en million kroner på. Man kunne for eksempel investere i flere pædagoger til de overfyldte daginstitutioner, eller give de ældre et ordentligt måltid og et ekstra bad. Man kunne smøre et par ekstra lag asfalt på kommunens huller i vejene. Eller – og hold nu fast – man kunne betale for, at en flok ludfattige eliteidrætsudøvere i skrigfarvet og reklamepåklistret lycra kan løbe, cykle og svømme igennem Helsingør i et arrangement, der hedder noget så macho som Ironman. Til glæde for et par hoteldirektører.

Ja, Helsingør Kommune har valgt at spendere tæt på en million skattekroner i Ironman igen i år. Ikke på den slags jernmænd, der møder op i snevejr for at lappe byens cykelstier, men på en international sportsbegivenhed, hvor veltrænede men meget fattige må man forstå, folk i dyrt udstyr skal konkurrere i, hvem der kan pine deres krop mest effektivt.

Kommunen siger, at det er en investering i byens synlighed. Altså, sådan en slags marketingbudget, hvor Helsingør bliver malet på det globale sportslandkort. Men lad os være ærlige: Er det virkelig lokale handlende, pensionister og børnefamilier, der høster gevinsten af, at en flok ekstremsportsfolk fra andre lande kommer susende gennem byen i et par timer? Bliver den lokale bager rigere af det? Kan skolelærerne pludselig få mere tid til den enkelte elev, fordi Helsingør har fået endnu en sportsbegivenhed på CV’et? Der er lavet studier i netop dette, og de viser ret entydigt, at med mindre der er tale om en storby som i forvejen har kapaciteten, pladsen, økonomien og hotellerne, så er det ren tilsætning at hoste arrangementer som IronMan og Tour de France.

De eneste som reelt får noget ud af arrangementet, er hotellerne som bliver stuvet til randen et par dage, samt et par foreninger som får et velfortjent økonomisk bidrag for ulejligheden. De seneste uger har vi også kunne læse om hvor vigtigt arrangementer er for netop hotellerne, og at de har været rundt med hatten internt og på den måde samlet en brøkdel af udgiften sammen selv. Det virker lidt som om de heller ikke selv tror på at det er en god forretning. Hvis det reelt VAR en god forretning, ville der ikke være den mindste smule tilbageholdenhed at spore blandt “investorerne”.

Samtidig bliver vi fortalt, at kommunen skal spare. Der er ikke penge til bedre normeringer, plejehjem lukker, og busruter bliver skåret ned. Men Ironman, det har vi råd til. For almindelige borgere betyder Ironman mest af alt afspærringer og besvær. Pludselig er den vej, du plejer at køre på arbejde, spærret af, fordi en schweizisk atlet skal kunne cykle hurtigt nok til at brænde en dagsration af pasta på få timer. Skal du have gæster fra en naboby, kan du lige så godt bede dem pakke en madpakke og en sovepose og overveje at tage en kajak, for alt der har hjul, bliver en umulighed på raceday. Eller rettere racedayS – for det er flere dage i træk at folk bliver lukket inde på egen matrikel.

Måske er det bare mig, men jeg synes, at kommunale midler burde gå til noget, der kommer flere til gode. Vi kunne f.eks. arrangere en “Hverdagens Helte-man M/K”, hvor vi fejrer de folk, der rent faktisk holder byen kørende: Sygeplejersken, der tager en ekstra vagt, buschaufføren, der holder ruterne kørende, og skolelæreren, der finder tid til at lytte til et barn, der har haft en dårlig dag. Eller til borgmesteren som smækkede kassen i over for rige atleter eller ferrariejere. Det sidste anser jeg dog for værende urealistisk.

Helsingør har ikke brug for Ironman og vi har ikke brug for den underskudsforretning det er. Som jeg ser det har vi brug for en kommune, der prioriterer borgere frem for prestigeprojekter. Og hvis der absolut skal løbes om kap, så lad det være mod mere fornuftige mål.

Kategorier
Blogindlæg Personlige

Jeg er åbenbart samler

Jeg anede ikke at jeg havde et samlergen – men så blev jeg klogere. I mine barneår omkring 1980, som helsingoraner født inden for bymurene, kunne jeg finde på at samle ølkapsler, når familien enten var på Nordhavnen eller vi tog en tur om Kronborg. Hvorvidt det var Albani Messina, Koralvand, eller ligefrem en Carlsberg Citronvand med en fodboldspiller under låget, var ikke det væsentlige (for mig) – jeg samlede bare, for at have mange. Senere blev samlingen af gammelt jern skiftet ud med reklametændstikker fra alle mulige sjove steder rundt i landet. Og på et tidspunkt arvede jeg sågar en frimærkesamling, som stadig ligger og venter på at jeg bliver gammel nok til at interessere mig for det. Dog er jeg ret sikker på at der ikke er sjældne mærker imellem. En lille og aldeles ufuldkommen møntsamling primært med Chr. X’s motiv er også gemt væk i bunden af et skab – fordi det ikke rigtigt er min interesse at sidde og kigge på reelt værdiløse småpenge. På et tidspunkt burde jeg måske afsætte tiden til at få det afhændet til anden side.

Det er først nu det er ved at gå op for mig, at min selvopfattelse om ikke at være samler nok ikke passer helt med virkeligheden, for jeg har altid været god til at skille mig af med ting, da jeg meget sjældent har følelser bundet i det materielle. Eller det troede jeg. For ud over den latente numismatiker og filatelist, så er jeg de sidste par år begyndt intenst at samle på en særlig og meget skæv tegneserie – Underground. Specielt Gilbert Sheltons historier om Flip-kompagniet er enormt morsomme, og jeg er nu nået til et punkt, hvor jeg er NØDT til at færdiggøre samlingen med samfulde 18 hæfter, plus de 5-6 efternølere til serien. Det lyder måske ikke af meget, men der er desværre grænser for hvor meget der er at finde på loppemarkeder og reolbutikker – jeg må derfor opspore en del af dem antikvarisk – og det er ikke billigt, skulle jeg hilse og sige. Dog er jeg nået så langt at jeg “kun” mangler 3 hæfter og par bastarder.

Så nu er det begyndt at krible i fingrene for at starte endnu en samling – hvad pokker sker der lige for mig? Jeg havde ikke troet at jeg skulle være sådan en “ægte” samler. Men jeg må kunne lide jagten. Den næste samling er nok mere i den pseudoreligiøse ende af spektret – det er nemlig Tintin. Og det er ikke hvilken som helst Tintin, for selvom de er udkommet ad flere omgange, så er man (jeg) nødt til at finde et sted at starte, og det er med de udgaver jeg med størst sandsynlighed selv vil sætte størst pris på at læse: De nye Hardcoverudgaver med Søndergaards oversættelser – altså tilnærmelsesvis faksimileudgaver, med skarpe streger og et sprog så tæt på Hergés originaler som muligt. Og jeg ønsker at starte min samling i den rækkefølge de oprindeligt er udkommet i, så jeg kan læse mig til historiernes og persongalleriets udvikling undervejs. Én af de mange religiøse tilgange.

Men hvorfor lige Tintin Hr. Blumensaadt? Tjoooe, tilbage til start firserne, hvor jeg erindrer at blive præsenteret for en bog om Tintins månerejse; en bog med måneraketten som en pop-op papfigur som fascinerede mig enormt. En bog som jeg dog kan forstå fra de mere ortodokse Tintin-kredse, er noget værre bootleg-kopi-skrammel, som aldrig burde have eksisteret. Men det fik mig alligevel til at tage på det hedengangne hovedbibliotek for at læse flere af historierne om den omrejsende journalist Tintin og hans hund Terry. Og nu vil jeg altså eje alle hæfterne selv. Reelt kunne det være så meget andet – Steen og Stoffer, Garfield, Asterix, Anders And. Hvem ved hvad det bliver næste gang… Irske whiskeyglas måske?

Vi har også andre samlinger i Pandekagehuset – den største og mest sete, er nok min bedre totredjedels samling af kaffekopper med Mumi- (Moomin) motiver. Der er flere end 100 kopper i hendes samling indtil videre, og de pryder hele bagvæggen i vores køkken. Jeg har derudover en lille samling på 10 sæt bilkort, og så står der tilmed en flyttekasse i værkstedet, med min 40 år gamle samling af Fleischmann elektrisk tog i spor N. Det er på samme tid oplysende og deprimerende at vi trods hyppige loppesalg og bortgivne effekter, stadig har huset fuld af samlinger. Hvad samler du på?

Kategorier
Blogindlæg Hornbæk Fjernvarme

Så er den gal igen på det lille varmeværk

Jeg havde egentlig tænkt mig at lade hele dette emne ligge, men da det nu var blevet den tid på året hvor årsregnskaberne er ved at blive gjort klar til revision, ville jeg alligevel lige stikke snuden i gyllebeholderen og se om det stadig lugtede råddent. Og det gjorde det. Altså på det lokale varmeværk i Hornbæk, hvor man efter formandsskiftet i 2021 har haft mere end almindeligt svært ved at drive varmeværket på betryggende vis, med administrative prisstigninger til følge. Nuvel, den 6. januar søgte jeg aktindsigt i “alle typer honorar til hvert af selskabets bestyrelsesmedlemmer og ledelsespersonale” for lige at tage temperaturen på de af forbrugernes midler som ubeskåret går til en håndfuld menneskers private underhold.

Retur modtog jeg materiale som i sin helhed så relativt tilforladeligt ud, med et par enkelte undtagelser; begge i forbindelse med nu tidligere leders afskedigelse sidste sommer. Det førte i sagens natur til yderligere spørgsmål og jeg har derfor sendt endnu et par aktindsigtsanmodninger til selskabet. Men flere af de svar jeg på e-mail fik retur, fra en anonym afsender på varmeværket, viste at man mere eller mindre bevidst, holder forbrugerpriserne kunstigt oppe ved at tilsidesætte lovpligtig afskrivning men i stedet straksafskriver på indkøb under den skattemæssige beløbsgrænse på 15.600 kroner. Den går simpelthen ikke – medmindre man driver en bolchebutik.

Varmeforsyningsloven og afskrivningsbekendtgørelsen giver ikke hjemmel til at en forsyningsvirksomhed på den måde kan straksafskrive så meget som en skruetrækker. Og det ved de godt på Lille Evaldsvej – eller det burde de i hvert fald, for både Dansk Fjernvarme, Forsyningstilsynet, advokater og revisorer har gennem årene gjort relativt store krumspring for at rette opmærksomhed på reglen. Alligevel sker det, måske på alle køb, at vi som forbrugere påtvinges at betale langt hurtigere end nødvendigt – reelt kan vi have penge til gode som er ulovligt opkrævet de sidste par år. Det er værd at undersøge. Men det må være op til Forsyningstilsynet at være dommer i dette spørgsmål.

Men hvorfor er det så vigtigt at afskrive over en periode, frem for straks at nedsætte et anlægs værdi til 0 kroner? Det er det for at holde balance i økonomien. Den trebenede taburet i denne sammenhæng består af levetid, finansiering og afskrivning. Hvis en investering lever længere end man afskriver på den, koster det forbrugerne for meget i den første tid, og mindre senere – det er altså de “forkerte” forbrugere som betaler og det fører til urimelig kapitaldannelse i selskabet. Hvis finansieringen løber over en længere periode end levetid og afskrivning, kan man få likviditetsproblemer med tiden og så er der ikke råd til fornyelse, uden at sætte prisen (yderligere) op. 

Det gælder altså om at have en kostægte balance, så præcis de forbrugere der har glæde af en investering, også er dem som betaler for den – i samme periode. Levetid, finansiering og afskrivning skal altså gerne følges ad. Og faktisk er det så fleksibelt i lovgivningen at afskrivninger kan gøres variable – man SKAL ikke afskrive det samme hvert år, så der er rig mulighed for at holde sine priser i nogenlunde ro. Det har man ikke været i stand til, og jeg er ikke sikker på, at det kun skyldes uvidenhed.

Som med så meget andet kræver det naturligvis at man har kapaciteten til at sætte sig ind i reglerne og gøre tingene rigtigt. Og selvom selskabet nu har en ledelse som koster tæt på en hel million om året, så lader det ikke til at lugte mindre dårligt i det gamle bageri, hvor rævekager efterhånden er det eneste tilbage i kagedåsen. Jeg er begyndt at heppe på en hurtig overtagelse fra Forsyning Helsingørs side, for det står klart at vi ikke længere selv har kapaciteten til at drive et lille forbrugerejet varmeværk i Hornbæk. Indtil da, holder jeg øje med vores fælles værdier og jeg opdaterer med bilag, links osv. på min hjemmeside.

Kategorier
Blogindlæg Frivilligt arbejde

Repair Café Helsingør: Magien i Reparationens Verden

I Helsingør findes en lille perle, hvor tiden næsten står stille, og magien sker den første lørdag i (næsten) hver måned. Det er her, jeg er frivillig fixer. Repair Café Helsingør er ikke blot et sted, men en oplevelse – en, der handler om meget mere end blot at reparere ting. Det handler også om mennesker, historier og en følelse af fællesskab. I øvrigt som mange andre steder drevet af frivillige kræfter gør. Stedet har eksisteret i byen i godt 2 år, og personligt har jeg været med siden årsskiftet.

Når jeg træder ind i lokalet, bliver jeg altid mødt af velkendte ansigter og varme smil. Duften af nybrygget kaffe fylder rummet, og lyden af skruetrækkere, symaskiner og samtaler blander sig til en behagelig symfoni. Her er alle velkomne, uanset om de har et knækket møbel, en defekt lampe eller blot en nysgerrighed efter at lære noget nyt. Selv lærer jeg noget nyt hver gang, og det fantastiske ved at være fixer er netop også, at vi konstant lærer nye ting og bliver dygtigere. Hver defekt genstand er en ny udfordring, en gåde, der skal løses. Vi deler vores viden med hinanden og med dem, der kommer ind for hjælp. Det er en vidunderlig følelse af kontinuerlig læring og vækst.

Jeg har også bemærket, hvordan Repair Café har skabt bånd på tværs af generationer. En pensioneret finmekaniker og en ung IT-studerende kan finde fælles glæde i at reparere et gammelt lysbilledapparat. Det er i disse øjeblikke, man virkelig mærker styrken af fællesskab og samarbejde. Vi er alle forskellige og besidder forskellige evner, men her er vi forenet i vores ønske om at levetidsforlænge og reparere brugte sager, for at spare planeten for unødigt ressourceforbrug. Vi er også gode til at vise hinanden hvordan forskellige dele fungerer, og der hvor ens evner ikke rækker – rækker man blot ud til en af de andre fixere, som tilfældigvis besidder netop dén evne man mangler. Så bliver det ekstra sjovt at “gå til reparation”.

Og vi er faktisk ret gode til det – både i Helsingør og på landsplan, lykkes vi med at reparere mere end 70% af de indbragte effekter, og lokalt i Fiolgade har vi netop rundet en CO2 besparelse på 5 ton. Selv har jeg med succes været med til at redde blodtryksmålere, CD-afspillere, lamper, boremaskiner og en håndfuld støvsugere, samt en masse andet. I starten kom der omkring 15 sager per gang, men det tal er nu fordoblet. Ofte handler det om at en “dims” er knækket, og det kan i de fleste tilfælde betale sig at fixe det – i hvert fald så længe det ikke koster timeløn på et værksted. Særligt når vi ser på den anseelige mængde kapselkaffemaskiner som enten pisser ved siden af, eller ikke vil prikke hul i aluminiumskapslen, så er det enormt tidskrævende bare at skille maskinen nok til at kunne komme tæt på den defekte del – hvor selve reparationen måske er hurtigt løst.

Heldigvis barsles der med lovgivning, som forhåbentligt kan få betydning for produkternes reparationsvenlighed. Hvis producenterne eksempelvis pålagdes at dele tegninger, reparationsmanualer og reservedelslister, så ville vi være kommet et langt stykke af vejen – og jeg mener faktisk at ressourcebesparelser er vigtigere end indtjening.

Nogle ting må vi alligevel indse er brugt op. Hvis slitagen er for stor, en vigtig og ikke udskiftelig del er knækket eller mangler, eller hvis et batteri har smidt sin ætsende saft ud over et helt printkort – så må sende tingene på lossen/fyldet/omlasteren eller hvad du vælger at kalde det. Her kan det splittes op i flere fraktioner, og smeltes om eller genanvendes på anden måde.

Hvis du selv står med noget, der er gået i stykker, eller blot en nysgerrighed efter at opleve noget særligt, så kom forbi Repair Café Helsingør. Her er der altid plads til flere hænder, flere historier og mere kærlighed til reparation. Det er ikke bare et sted – det er en bevægelse, en familie og en måde at skabe en bedre verden, én reparation ad gangen. Vi ses den 4. januar klokken 11-14.

Kategorier
Blogindlæg

Så i kometen

Efterårets mørke morgener varsler vinterens komme, og jeg elsker det kolde og dunkle vejr. For det betyder at det igen er blevet tid til diverse vinteraktiviteter. Bl.a. det at se op på nattehimlen og nyde godt af universets forunderligheder, som eksempelvis kometen C/2023 A3 – Tsuchinshan-ATLAS. Man har kunnet følge kometen på den sydlige halvkugle siden september, men først i anden uge af oktober har vi kunnet se den fra Danmark. Og nu er det hele igen overstået, så jeg håber du fik set den! Jeg fik selv observeret den af et par omgange, og jeg fik også fotograferet den hjemme fra Pandekagehusets have i Stenstrup, Hornbæk. Det var tilstrækkeligt mørkt til at den kunne ses med det blotte øje – og jeg trak hele familien med ud for at se på den gamle og støvede snebold, som med sin 29 millioner kilometer lange hale mildest talt var imponerende. Til trods for at jeg som den eneste af husstandens medlemmer har set kometer før, var jeg alligevel nok selv den mest begejstrede.

Aftenerne byder også allerede på planetparader af dimensioner – både de to gaskæmper Saturn og Jupiter, samt vores røde naboplanet Mars er at se i de sene aftentimer, og hvis man er hurtigt ude lige omkring solnedgang, kan man opleve Jordens søsterplanet Venus, som de kommende måneder vil blive klarere og klarere i takt med at hun står højere og højere på aftenhimlen. Jeg har ejet et par teleskoper gennem årene, og har nydt mange timer på at observere især de store gasplaneter i vores solsystem. Jupiters stribede udseende, dens 4 galileiske måner og Saturns betagende ringe er et nærmest magisk syn hver eneste gang. Faktisk kan det opleves i en almindelig håndkikkert, så de fleste har mulighed for at nyde dette syn.

Den mørkere himmel over vore hoveder, betyder også at der igen er astronomiske aktiviteter i Nordsjællands Astronomiforening – en forening jeg var med til at stifte for næsten 25 år siden. Tænk sig at vi, 10 lokale unge mænd med Allan Reib i spidsen en juniaften i år 2000, fik nedfældet et sæt vedtægter og på rekordtid fik skabt en af landets største astronomiske foreninger, endda med eget observatorium på toppen af Montebello midt i Helsingør. Næste sommer fylder foreningen et kvart århundrede, og mon ikke der bliver mulighed for at skåle i noget boblevand i den anledning. Foreningen har mange spændende foredrag i løbet af vinteren, og selv kommer jeg mindst til et par stykker af dem. I skrivende stund ser jeg frem til senere på dagen at skulle i Toldkammeret og høre astrofysiker Michael Linden-Vørnle præsentere forskernes seneste resultater fra jagten på liv i rummet.

Aften- og ungdomsskolerne er også startet op efter en (velfortjent) lang sommerferie, og det samme er ungernes teaterundervisning i foreningen Teaterbøtten, som underviser i nærheden af 100 børn og unge i skolealderen. For Pandekagehusets teenager er årets forestilling “Den Mørke Skole” den sidste forestilling – en forestilling som traditionen tro spilles på Borupgårdteatret i november måned. Der bliver gået til stålet med en vis portion vemod, og tankerne om at blive stor (for gammel) kan være vildt skræmmende. Som jeg lige har forstået det, bliver billetterne sat til salg ca. samtidig med denne klummes udgivelse, så hold jer endelig ikke tilbage.

En ting til jeg ser frem til i vinteren, er Gløgg. Og her tænker jeg ikke på den klassiske 80’er gløgg fra karton, med en bismag af fungicider og tran, men i stedet diverse variationer af både røde og hvide gløgg. Efterårsferien afsluttedes med et besøg i Georg Carstensens gamle Tivoli, hvor sæsonens første glas gløgg blev nydt. Det minder mig om, at der skal lægges rosiner i rom inden længe, så de kan nå at trække og blive voluminøse i både krop og smag.

Hvad skal din vinter gå med? Går du til noget undervisning, kulturtilbud, eller rejser du bare væk fra det hele?

Kategorier
Blogindlæg Pandekagehuset

Afrigning efter sommeren

I skrivende stund er kalenderen netop gået fra sommer til efterår, og det betyder at det er tid til en status over sommeren og tid til at tjekke om Pandekagehuset er klar til at gå efteråret og vinteren i møde. Hytten dufter af tomater, for jeg ved at koge gul ketchup til den store guldmedalje, for sikke en høst – og vi er langt fra at have høstet de sidste tomater, alle de store sorter er kun lige begyndt at tage farve fra solens varme, så de næste uger kommer vi til at koge endnu mere tomat til saucer og supper, som kan indtages i løbet af vinteren. Alt imens strømmer indie- folk- og countrytoner ud af højttalerne, som spiller den nye online Radio Mars, som Alex Nyborg Madsen og hans “bror” Søren Rebbe, står bag. At de ikke er på finansloven endnu, er ikke til at begribe. Nuvel, jeg har betalt for et abonnement, og vil anbefale jer det samme.

Det har været et godt år rent udbyttemæssigt. Selvom æble-, kirsebær- og ferskentræ stadig kun øver sig i at være træer, så er vi nærmest druknet i blåbær, hindbær, jordbær og ribs. Og smagen af hjemmedyrket mad er bare fantastisk. Vi er faktisk i overvejelser om udvidelse med en decideret køkkenhave på matriklen, men det bliver i hvert fald ikke i år det skal anlægges. Vi har haft nok med projekter, og selvom vi som sådan er nået i mål med det hele, så skal vi også lige have luft – og teenagerens trampolin skal lige flytte videre til skrothandleren, før pladsen er ledig. Vi nåede også rundt med pensler og træbeskyttelse, så nu kan det meste træværk klare sig en tid igen. Resten skal vi nok nå på de sidste varme dage, inden solen forsvinder fra vores breddegrader. Vejret ser i hvert fald ikke ud til at følge kalenderen.

Overgangen til efteråret betyder også, at ejendommen og dens udstyr skal efterses og gøres klar til vinteren. Varmeanlægget har netop fået et tjek; jeg har udluftet radiatorer og efterfyldt vand på varmekredsen – og alle termostater er tjekket og masseret, så de fungerer som de skal. Jeg har ikke lyst til at fryse, og jeg har slet ikke lyst til at stå med problemer, samtidig med alle andre (som ikke tjekker tingene i tide). Selvom det er et hus fra 1967, så er det i utrolig god stand og alt synes at virke som det skal. Det er 5 år siden jeg sidst har fyldt vand på varmekredsen, så det må siges at være tilfredsstillende. Derudover er der nogle tagrender som skal tømmes og renses og hvad der måtte dukke op af småting når vi nok også. I år vil jeg gerne nå at få tømt mine kapilærkasser inden vinteren – det var ikke ret lækkert at lave på bagkant, så løbende når afgrøderne visner hen, skal kasserne tømmes og på plads i skuret.

Jeg har endvidere planer om at skulle have dækslerne af diverse brønde, til både spildevand og sandfang, for at sikre at der ikke pludseligt er fyldte og proppede afløb, som ender med at blive et svineri af dimensioner. Det er bestemt ikke min yndlingsbeskæftigelse at åbne ned til undergrundens tarmsystem, men der er desværre ingen vej udenom. At jeg nok ikke selv kan udbedre eventuelle udfordringer, fritager mig desværre ikke fra at stikke øjnene i sølet og give “bedste mands bedste bud” på om det ser ok ud eller ej. Som jeg ser det, er man ikke fritaget for at bruge sin sunde fornuft, det skal i hvert fald helst ikke komme bag på mig, hvis noget trænger til udskiftning, reparation eller service. Jeg må bare tage næseklemme på.

Sommerens sidste måned var også tiden til årets hækklipning. Jeg kan sagtens nøjes med at klippe hæk én gang om året, og det foregår som regel i juli/august måned. Forsyning Helsingørs nyeste planer for afhentning af haveaffald gør at kalenderen nåede til midten af august, før jeg gik i gang. Samtidig har jeg for første gang forsøgt at opformere ca. 50 nye ligusterplanter, som efter planen skal kunne plantes ud næste år. En stor del af vores ligusterhæk er gammel og flere steder trænger den til at blive fornyet, så hvorfor ikke gøre det selv, gratis.

Hvilke sysler skal du nå inden efteråret og vinteren tager fat?