Kategori: Blogindlæg

Eccos økonomiske krise kan ikke forstås uden Rusland-spørgsmålet

Kommentar til en artikel i Avisen Danmark

Ecco har siden 2022 været blandt de mest omtalte danske virksomheder i forbindelse med beslutningen om at fortsætte driften i Rusland. Det udløste:

• Boykotter i Norden, Tyskland, Holland og Canada
• Faldende kundetilfredshed og brandloyalitet, dokumenteret i flere forbrugerundersøgelser
• Kritik fra detailkæder, hvor flere stoppede samarbejdet
• Negativ presseomtale over flere år, som har påvirket brandets position i premium-segmentet

Når Ecco i dag kæmper med faldende salg, butikslukninger og et dramatisk fald i medarbejderantal, er det derfor bemærkelsesværdigt, at årsrapporten – og artiklen – ikke adresserer denne sammenhæng.

Medarbejderflugt og butikslukninger: Et symptom på et dybere brandproblem

Artiklen beskriver et fald på over 3.300 medarbejdere siden 2022 og en række lukninger i Europa og Nordamerika. Det forklares med effektiviseringer, brand i Holland og strategiske tilpasninger. Men der er tre forhold, som mangler i forklaringen:

• Employer branding har lidt skade Ecco har haft svært ved at tiltrække og fastholde medarbejdere i Vesteuropa efter Rusland-kontroversen. Mange unge og højtuddannede fravælger virksomheder, der forbindes med uetiske beslutninger.
• Detailkæder og forhandlere har droppet Ecco Når butikker i Nordamerika og Europa lukker, skyldes det ikke kun “strategisk porteføljeoptimering”, men også at efterspørgslen er faldet markant.
• Kundetilfredsheden er faldet Flere markedsanalyser viser, at Ecco er gået fra at være et stærkt, stabilt brand til at være et brand i defensiven. Det påvirker salget direkte – og dermed behovet for færre medarbejdere.

Manglende erkendelse i ledelsen skaber mistillid

Topchef Thomas Gøgsig taler om “langsigtet succes”, “effektiviseringer” og “revitalisering af brandet”. Men fraværet af en åben erkendelse af, at Ecco har mistet markedsandele på grund af egne valg, underminerer troværdigheden.

Når årsrapporten udelader den mest omtalte årsag til brandets udfordringer, fremstår forklaringerne som:

• ufuldstændige,
• strategisk glanspolerede,
• og i modstrid med markedets oplevelse.

Det er svært at skabe et “revitaliseret brand”, hvis man ikke adresserer den primære årsag til brandets fald.

Sammenhængen mellem Rusland og dalende salg er veldokumenteret

Selv om artiklen ikke nævner det, er der en tydelig og veldokumenteret kæde:

1. Ecco fastholder aktiviteter i Rusland
2. → Kritik og boykotter i Vesten
3. → Faldende kundetilfredshed og tab af forhandlere
4. → Lavere omsætning og butikslukninger
5. → Nedskæringer og medarbejderflugt
6. → Fortsatte milliontab i 2024 og 2025

At årsrapporten ikke adresserer dette, gør det svært at vurdere, om Ecco reelt har en strategi for at genopbygge tillid.

En mere ærlig fortælling er nødvendig

Hvis Ecco vil vende udviklingen, kræver det:

• en åben erkendelse af, at brandet har lidt skade,
• en klar plan for at genopbygge tillid på kerne­markederne,
• og en tydelig værdimæssig repositionering, der matcher forbrugernes forventninger i 2026.

Uden dette risikerer Ecco, at de nuværende tab blot er begyndelsen på en længerevarende nedtur.

Brian Mikkelsen gentager en påstand, der lyder intuitiv, men som ganske enkelt ikke holder: at man “ikke kan bruge penge, man ikke har”. Det er noget decideret vrøvl. Hele vores økonomi – både privat og erhvervsmæssig – bygger netop på, at man kan låne i værdier, man ikke har likvidt.

Når almindelige mennesker køber bolig, låner de i mursten, de ikke ejer endnu. Banken ejer reelt huset de første mange år, og alligevel bliver ejendommen beskattet ud fra dens værdi. Ingen kalder det et angreb på konkurrenceevnen eller en trussel mod velfærden.

Virksomheder gør præcis det samme, bare i langt større skala: de låner i urealiserede værdier, i aktiver, i fremtidige indtægter – og de gør det uden at blive beskattet af værdierne. Risikoen ligger i høj grad hos samfundet, når lån går galt, mens gevinsterne privatiseres.

At påstå, at en formueskat “tager penge ud af virksomhederne”, er derfor misvisende. Virksomheder har allerede adgang til kapital via lån i deres værdier. En moderat beskatning af store formuer ændrer ikke på den mekanisme – men den kan sikre, at de største formuer bidrager til fællesskabet på linje med alle andre.

Det er ikke Danmark, der bliver fattigere af en formueskat. Det er Danmark, der bliver fattigere af at lade enorme urealiserede værdier stå ubeskattede, mens almindelige lønmodtagere og boligejere betaler fuld pris.

I 2024 satte Hornbæk Fjernvarme sig for at revolutionere kommunikationen. Det stod sort på hvidt i strategien: “Vi vil kvartalsvis via hjemmesiden orientere om status på værket og sende advisering om nyheder via sms og mail.” Et løfte så klart, at selv en termograferingsdrone ville kunne læse det fra 200 meters højde.

Men så skete der… ja, absolut ingenting.

Det var som om strategien blev lagt i samme mappe som “ting vi gør, når vi får tid” – lige mellem “rydde op i kælderen” og “få styr på ledningstabet”. For mens strategien lovede synlighed, nærvær og hyppige opdateringer, valgte virkeligheden en mere… minimalistisk tilgang. En slags zen-inspireret kommunikationsstil, hvor stilheden taler for sig selv.

Andelshaverne ventede tålmodigt. Og ventede. Og ventede lidt mere.

Men Hornbæk Fjernvarme holdt fast i sin nye kommunikationsfilosofi: “Hvis vi ikke siger noget, kan vi heller ikke sige noget forkert.” En strategi så effektiv, at selv østers ville misunde deres evne til at holde mund.

Indimellem dukkede der dog en enkelt nyhed op – som et sjældent dyr, man kun ser hvert tredje år i skoven. Men det var mest af alt en påmindelse om, at hjemmesiden stadig eksisterede, og at nogen engang i mellem fandt “Udgiv”-knappen.

Så mens strategien fra 2024 lovede “nærværende kommunikation, synlighed og hurtig sagsbehandling”, blev resultatet snarere en masterclass i passiv kommunikation: En slags digital version af at nikke tavst og håbe, at ingen spørger om noget.

Og måske er det i virkeligheden genialt. For når man aldrig siger noget, kan ingen beskylde én for at sige noget forkert. Det er næsten… strategisk.

Jeg ved godt, at det ikke føles som en revolutionær påstand at sige, at USA ikke er så gammelt som det selv tror. Men prøv at sætte det lidt op mod virkeligheden: USA er omkring 250 år gammelt som stat. Det lyder af noget – for en teenager. Men i historisk målestok er det en umoden kolos med et gigantisk selvbillede og en institutionel infantil tåbelighed, der minder mere om teenagerens første knækkede stemmebånd end en verdensledende nation med tykke rødder i samfundets institutioner.

Det her er ikke en tilfældig parentes: I Europa – også i Danmark – har vi politiske systemer, forfatninger, lovtraditioner, statsinstitutioner og sociale kontrakter, der går langt længere tilbage. Vi har set regimeskift, revolutioner, omvæltninger, genforeninger, opløsninger og genopstandelser. Den slags slider på myter og får samfund til at reflektere. Selv et system, der er trægt og til tider håbløst, er uddannet.

USA mangler den erfaring.

Høj volumen, lav substans

For USA handler politik om storhedsvanvid og myter. Grundlæggende myter, der mere ligner selvvaliderende mantraer end politiske værktøjer. Her er hvordan det typisk ser ud i praksis:

• Forfatningen er næsten en religion, ikke et politisk redskab. Den må ikke ændres, kun forsvares. (det til trods at flere tilføjelser er kommet til)
• Forfatningsdomstolen ses som moralsk overdommer, ikke som juridisk instans.
• Partipolitik er tribal, ikke deliberativ.

Man taler om frihed, men ikke om hvordan frihed faktisk fungerer i praksis for fattige, syge, uddannelseshungrende, gældsplagede eller arbejdsløse. Man taler om retfærdighed, men kræver samtidig at våbenlovgivning er så løs, at enhver konflikt kan eskalere til dødelig vold.

Det minder om en nyoprettet forening, hvor alle medlemmer har læst tre citater af Abraham Lincoln, men ingen har læst en eneste lovtekst. Man føler sig kompetent, men institutionelt er man stadig en novice.

Når man er ung, kigger man udad

Ungdom har altid en drøm om storhed. Og USA lever – og dør – på drømmen om at være verdens fakkelbærer, supermagt, dommer og the indispensable nation. Men den slags roller kræver refleksion, ydmyghed og evnen til at lære af nederlag.

USA har haft nederlag. Det har alle lande. Forskellen er, at gamle nationer accepterer nederlag, analyserer det og bruger det til at redefinere strategi. USA har en tendens til at mytologisere det som fejlede, som om det bekræfter landets storhed. Hvor mange krige, institutionelle fiaskoer og sociale uligheder skal gå op i ideologisk røg, før man faktisk lærer noget?

Sammenligning: Lande med samme alder

Hvis vi tager et skridt tilbage og ser på stater fra samme generation som USA – dvs. stater skabt i kølvandet af revolution, opløsning af imperier eller opgør med kolonialisme – så ser det værre ud end forventet:

• Argentina: Politisk pendul fra venstre til højre til midten og tilbage igen; inflation, institutionel mistillid og permanent ideologisk krig.
• Mexico: Svag retsstat, voldelige skift, og politiske institutioner, der ofte virker mere performative end effektive.
• Haiti: Revolutionen gav frihed, men ikke varige institutioner – landet har siden kæmpet for bare en basal statslig funktion.

USA er rigere end nogen af dem (hvis man altså ser bort fra landets enorme statsgæld på mere end $38.400.000.000.000). Men rigdom er ikke det samme som modenhed. Rigdom kan skjule institutionel umodenhed, på samme måde som en stor bil kan få en ung chauffør til at tro, at de kan køre hurtigere uden konsekvenser.

Hvad det betyder for os

I Europa – også herhjemme – ser vi hvordan erfaring former politik. I lokalpolitik ved jeg, at kandidater som dukker op med selfies og slogans i valgkampen, men som har været fraværende i budgetforhandlinger, ikke er noget særsyn. Vi har set det i Helsingør med politikere, der lyser mere op på Facebook end i byrådssalen.

Men vi bliver tvunget til at forholde os til konsekvenserne af den umodne opførsel, hvis ikke den bliver hjulpet på vej af erfarne kræfter. Når institutioner skriger efter reformer, når politisk retorik er sort-hvid, handler det ikke bare om mangel på erfaring – det er et symptom på, at vi stadig ikke har lært at tage ansvar for hinanden.

Konklusion

USA er ikke en moden nation i traditionel, europæisk forstand. Det er en rig, ung, selvforståelsesramt supermagt med atomvåben, der savner den ydmyghed, erfaring og refleksion, som ældre politiske systemer har fået gennem århundreder. At kalde USA en voksen ledestjerne er som at kalde en teenager med bankkonto og bil en voksen.

Sand voksenhed kræver, at man både ser sine egne fejl – og løbende ændrer adfærd på baggrund af dem. Det er en kurs, USA endnu ikke rigtig har lagt.

Hvorvidt denne lidt hånlige analyse kan bruges af nogen er uvis, og for mig også underordnet. Men jeg håber at vi i Europa bruger vores opbyggede erfaring, viden og forståelse, til på bedste måde at sende USA ind på sit værelse for at skamme sig, og servere ordren som en sejr for den unge nation.

USA – supermagten i pubertet

Forkortet version:

Hvis man vil forstå USA’s politiske adfærd, nytter det ikke bare at affeje den som dum, aggressiv eller irrationel. Man er nødt til at se på historien. USA er ikke en gammel europæisk stat, slebet af århundreders nederlag, kompromiser og institutionel træthed. Det er en ung nation – omkring 250 år gammel – og den opfører sig, som unge stater ofte gør: med store ord, sort-hvid moral og en udpræget modvilje mod tvetydighed.

I Europa har vi haft rigeligt med tid til at lære, at politik først og fremmest er administration af virkeligheden, ikke en kamp mellem godt og ondt. USA sprang den læringskurve over. Her er grundlæggelsen blevet til en hellig myte, forfatningen til en trosbekendelse og politik til identitet. Staten ses stadig som noget, borgeren i sidste instans skal kunne bekæmpe – bevæbnet.

Det er ikke modenhed, men revolutionær barnetro. Derfor ligner USA mentalt ikke Europa, men andre unge stater fra samme periode: Argentina, Mexico, Haiti. Forskellen er blot, at USA er rigere – og langt farligere.

For nylig blev det tydeligt herhjemme, da den amerikanske ambassade fjernede danske veteraners flag fra sit område. Et lille symbolsk optrin, men meget sigende. I et modent samfund ville man have forstået gestussen og relationen. I stedet reagerede man regelret og småligt – som et barn, der gemmer sig bag principper, når empati ville være lettere.

USA opfører sig ikke som en erfaren verdensleder. Det opfører sig som en stor, væbnet teenager, der tror, at moralsk volumen kan erstatte historisk erfaring.

Ungdom er ikke en dyd. Det er en fase. Og den går først over, når man accepterer, at man selv – ofte – er problemet.

Som den opmærksomme klummelæser ved, er jeg et “mørkets barn”. Jeg holder af vinter, kulde, mørke og isolation. At se ud over det kulsorte landskab på vej til og fra arbejde, og finde lys i husenes vinduer, mens lyskæderne glimter i træer og buske, er både hyggeligt og uhyggeligt – præcis som det skal være. Stuerne er pyntet op med gran og guirlander, og rundt omkring hvor end man færdes, mødes det let snøftende næsetøj af liflige dufte; brændte mandler, hjemmelavede brunkager, gløgg og æbleskiver. Endelig kan man slippe ud af sin sommerdepression. Endelig kan man se på nattehimlens forunderligheder uden at skulle ofre hele nattesøvnen. Ja, jeg er med tiden blevet et vaskeægte A-menneske, måske ligefrem dobbelt-A. Mit indre vækkeur ringer som regel omkring klokken seks. 

Vinteren er der, hvor alt på jorden forfalder, og alt på himlen vågner. Vinteren betyder netop at det er tid til at støve hobbyerne af igen – for når vejret ikke er til at rende rundt og dyrke tomater i haven, så skal der fyldes andre ting på dagsordenen. Og en ting jeg ser frem til er en håndfuld interessante foredrag i NOVA – Nordsjællands Astronomiforening. En forening der kunne fejre 25 års jubilæum denne sommer (men lod være). Det ændrer ikke på at den mørke vinterhimmel danner det perfekte bagtæppe for en masse spændende fænomener. Både de fast tilbagevendende meteorsværme, hvor vi endnu mangler årets udgave af Geminiderne, som topper d. 14. december. Men også planetparader, måneformørkelser og endda kometer gør sig godt på den sorte baggrund. Både Venus, Mars, Jupiter og Saturn kan i løbet af vinteren ses med det blotte øje – og jeg er sikker på at Allan Reib allerede har en observationskalender klar til NOVAs medlemmer og modtagere af foreningens nyhedsbrev.

Men jeg er også kommet bagud med nogle gøremål, f.eks. har jeg endnu ikke fået ryddet op i haven efter årets tomathøst, og hvis der kommer for megen frost for tidligt, så er jeg ikke sikker på jeg overhovedet får det klaret, inden der igen skal gøres klar til en ny omgang planter. Loungen, som ligeledes plejer at blive pakket ned til vinteren, står også stadig med puder og tæpper – en mellemting mellem at være klar til brug, og efterladt i en postapokalyptisk katastrofe. Vi blev ganske enkelt rendt over ende af sommeren som, fuld af teater på Hammermøllen, forsvandt hurtigere end vi kunne stave til sommerferie. Vi fik ikke engang brugt loungen noget videre – jeg tror vi har spist derude 1 eller 2 gange i år. Grillen har jeg dog sørget for at vintersikre, da det stod klart at vejret gik til den kølige ende af skalaen.

Med det kølige vejr i mente skal jeg i øvrigt huske at købe mig en ny hat. Men en hat er ikke bare en hat. Den er et signal til omverdenen om, at man har accepteret vinterens præmisser – at man ikke længere forsøger at snyde sig til sommerstemning med tynde jakker og optimistiske sneakers. Nej, hatten er kronen på værket, det endelige bevis på at man har overgivet sig til kulden, og for mit vedkommende at hårgrænsen bliver højere og højere og at der så småt er ved at tegne sig et omrids af den gode gamle måne oppe på issen. Jeg forestiller mig en sag der i sit udtryk kan være et spejl af mig selv, med rank ryg og en bred skygge, måske endda med en snert af Sherlock Holmes, så jeg kan gå rundt i Hornbæks gader og ligne en mand, der både er på vej til at opklare en forbrydelse og til at købe ind i Superbrugsen. Det er jo det fine ved vinteren: man kan tillade sig at være lidt teatralsk i sin fremtoning, uden at nogen løfter et øjenbryn.

Og når hatten først er på plads, så er det som om resten af vinteren også falder i hak. Man kan stå og stirre op på stjernehimlen, mens vinden pisker ind fra Kattegat, og alligevel føle sig som en del af et større vintereventyr. Måske er det bare selvbedrag, men det er et selvbedrag med stil. For vinteren er ikke kun mørk og kold – den er også en smuk kulisse, hvor vi kan spille de roller, vi ikke får lov til i juli. Jeg kan være astronom, gartner på retræte, teatermand på pause, eller bare en klummeskribent med en ny hat. Og det er egentlig nok til at holde humøret oppe, indtil solen igen kommer og ødelægger stemningen med sin varme og sit lys til foråret.

Så ja – jeg køber hatten. Og når foråret så endelig kommer og ødelægger al mystikken med sin lyse banalitet, må jeg igen affinde mig med at være et ganske almindeligt menneske. Men indtil da – hatten bliver på, det er elementært.

Regeringens forslag om at give førstegangskøbere en “forlomme” på boligmarkedet – bl.a. via bedre realkreditlån med 40-årige afdragsperioder og lempeligere kreditvurderinger – lyder umiddelbart som en håndsrækning til unge, der står udenfor ejerboligmarkedet. Men det er en klassisk politisk kortslutning: en løsning, der føles varm og velmenende, men som i praksis er som at tisse i bukserne for at holde varmen.

Når man kunstigt øger antallet af potentielle købere – især i et marked med begrænset udbud – vil det uundgåeligt føre til stigende priser. Det er simpel markedslogik. Flere penge og lavere adgangsbarrierer betyder, at flere kan byde, og dermed stiger efterspørgslen. Resultatet? Huspriserne presses op, og det bliver endnu sværere for de unge, der ikke fik “forlommen”, at komme ind på markedet. Og dem, der fik den, risikerer at købe til oppustede priser og sidde fast i gæld i årtier.

Samtidig underminerer man den finansielle sundhed ved at tillade 40-årige lån og kreditvurderinger baseret på fremtidige indtjeningsskøn. Det er en farlig cocktail af optimisme og gældsætning, som kan få alvorlige konsekvenser, hvis renterne stiger eller økonomien vender. Det er ikke ansvarlig boligpolitik – det er politisk brandslukning med benzin.

Hvis regeringen virkelig vil hjælpe førstegangskøbere, bør fokus være på at øge udbuddet af boliger, især i områder med høj efterspørgsel, og sikre en mere retfærdig beskatning af boliggevinster. Ellers risikerer man blot at forværre den boligkrise, man påstår at ville løse.

Kilde: DR Nyheder – Regeringen vil give førstegangskøbere bedre realkreditlån.

Der er åbenbart gået sport i at rive valgplakater ned i Helsingør Kommune. Eller give dem et sprøjt blå maling. Ikke bare en enkelt i ny og næ, men decideret hærværk. Det er forkasteligt. Uanset hvor lidt man bryder sig om de mere eller mindre kunstigt smilende ansigter i lygtepælene, så er det stadig en del af demokratiet. Plakaterne skal kun hænge der i fire uger – vi skal nok overleve at kigge på dem, mellem byggestøvet, hullerne i cykelstierne og parkeringsreglerne foran stationen.

Jeg har for længst besluttet mig for, hvem jeg stemmer på. Det er ikke noget, en veltimet selfie foran en valgplakatstynget lygtepæl på Kongevejen kommer til at ændre på. For mig handler det ikke om smil, slogans eller hvor flot baggrunden er redigeret i Photoshop, men om hvem der faktisk har vist sig i løbet af de sidste fire år – ikke kun her i oktober, når der lugter af stemmesedler og kagebord i kulturhuset. Politik kræver mere end performance – det kræver nærvær. Og det har vi ikke set meget til de sidste fire år, fra mere end en lille håndfuld af kandidaterne.

Dagbladet svømmer i disse uger over af læserbreve fra lokalpolitikere, der pludselig har genopdaget tastaturet. De samme politikere, der har været tavse som byrådssalen en mandag formiddag, når der skal tales om kedelige ting som drift, vedligehold og virkelighed. Nu dukker de op med store overskrifter og små undskyldninger, som om man kan kompensere for fire års fravær med 2000 tegn og et profilbillede i valgtrøjen. Det er lidt som når nogen kun ringer, når de skal flytte – man kender godt mønsteret. Mere end halvdelen af kandidaterne har jeg aldrig hørt om – selvom jeg følger relativt godt med i lokalpolitikken. 

Det minder lidt om den gang, jeg skrev, at politik er blevet som speed-dating med PowerPoint. Der er præsentationer, slogans, og hurtige replikker – men ingen tid til at finde ud af, hvem der faktisk lytter, og hvem der bare venter på deres tur til at tale. Og de fleste taler mere om de andres end egne synspunkter. Det er gabende trist, og jeg ærgrer mig over at der faktisk er folk som påvirkes af det skuespil det er.

Og mens plakaterne hænger og flagrer i efterårsvinden, bliver byen plastret til med smil og løfter. “Sammen om fremtiden,” “Vi løfter i flok,” “Et stærkere Helsingør.” Det lyder flot – lige indtil man spørger, hvor flokken var henne, da kulturmidlerne blev beskåret, eller da busruter blev sløjfet. (Som parantes i dén sag om bus 342, undrer det mig, at man ikke bare ændrer de snævre trafikale forhold, således at en 12 meter lang bus kan komme rundt om buske og træer – men det er en anden sag)

Vi ved godt, hvordan det går. Når plakaterne bliver taget ned, forsvinder mange af ansigterne igen – og tavsheden sænker sig som dug over kommunekassen. De samme mennesker, der lige nu taler om “borgerinddragelse” og “lytteprocesser”, kan næste måned ikke høre et eneste ord, når borgerne rent faktisk prøver at sige noget. Jeg savner den ærlige samtale. Den, der ikke handler om likes, slagord eller hvem der kan hænge højest i lygtepælen, eller hvorvidt man må reklamere for en politiker på en husfacade ved indkørslen til Hornbæk eller ej. Den samtale, der tager udgangspunkt i virkeligheden – i busafgange, affaldsordninger, ældremad, kulturforeninger og almindelige menneskers hverdag. Vi behøver ikke mere politisk teater. Vi behøver politikere, der tør møde os uden manuskript.

Så ja – lad os da få valgplakaterne op. Lad dem hænge, flagre og minde os om, at demokratiet trods alt stadig findes i papir, plastik og strips. Men lad os også huske, at demokrati ikke kun er en fireugers forestilling med glade ansigter i regnvejr. Det er alt det, der sker, når lygtepælene bliver tomme, og kameraerne slukker. Og næste gang nogen får lyst til at flå en plakat ned, give den briller og overskæg, eller male den over med blå maling, så kunne man måske i stedet nøjes med at kigge på den og tænke: “Du hænger der kun i fire uger – men vi skal leve med dine beslutninger i fire år.” Husk at sætte jeres kryds.

Jeg har altid haft det enormt svært med skønlitteratur. Særligt romaner, noveller og dramaer. Andres fantasi pirrer mig meget sjældent, og med mindre det kan fortælles kort eller som en satirisk tegning, så gør jeg mig mange krumspring for at undgå at bruge for megen tid på det. Jeg synes ganske enkelt det er dræbende kedeligt. I bedste fald. Faktisk har jeg indtil for ganske nyligt kun læst 2 skønlitterære bøger; Troldepus i Norge, og en bog som min ældste vens hustru havde ladet frembringe for sine fingres tasten. Begge bøger er læst af pligt. Modsat har jeg dog læst tusindvis af tegneserier og en betragtelig mængde faglitteratur inden for mangt et emne.

Jeg læser også nyheder, blogs, anmeldelser og artikler i diverse magasiner jeg holder, så det er ikke læseevnen den er gal med. Et par bøger af Dan Turell, Troels Kløvedal er det også blevet til. Men alle “de store” værker kender jeg ikke, med mindre jeg er faldet over en filmatisering af historien. Jeg vil til stadighed mene at, er en historie stærk nok, vil den før eller siden komme på film. Det skal imidlertid være slut nu. Jeg har besluttet mig for at stifte bekendtskab med de vigtigste værker.

Hvordan definerer jeg så hvilke værker som er de vigtigste? Jo, her gør jeg brug af den nyeste teknologi; AI. Jeg har fodret en kunstig intelligens med data fra en masse boglister, biblioteksdata og både danske og udenlandske anmeldelser og lister over betydningsfulde litterære værker. Resultatet er blevet en rangeret bruttoliste på 215 værker, som jeg vil tygge mig igennem de næste 4-5 år. Og nej, det bliver ikke på papir, det bliver som lydbøger. Jeg deler ikke den lettere prætentiøse holdning om at bøger skal læses, frem for at blive hørt. Det kommer aldrig til at ske, hvis ikke det er som lydbøger – for hvis jeg absolut skal kedes med skønlitteratur, må jeg nødvendigvis lave noget andet samtidig, selvom jeg ville kunne gøre det langt hurtigere selv. Eksempelvis er jeg i færd med Homers Illiaden, mens jeg skriver denne klumme. Og oplæsningshastigheden er sat til 150%.

De fleste af bøgerne kan jeg låne på bibliotekets digitale univers eReolen, med den begrænsning at der “kun” kan lånes 4 bøger om måneden. Det passer nok også ganske fint, da jeg også har radioprogrammer, podcasts og musik på listen over lyde jeg vil hælde i ørerne. Og der kommer nok også perioder, hvor jeg trænger til en pause, eller er på kursus. Især hvis der kommer for mange romaner og/eller kærlighedshistorier efter hinanden. For de er godt nok svære at holde koncentrationen til.

Der er også nogle bøger jeg kommer til at tage med på listen, som endnu ikke står der – lige så vel som flere af bøgerne på listen, vil blive udeladt, af flere forskellige grunde – primært hvis jeg allerede kender historien i (for mig) tilstrækkelig grad. Men utroligt nok er der også bøger på listen, som jeg faktisk ser frem til at høre og særligt nogle danske forfattere som jeg glæder mig til at stifte bekendtskab med. Hvis man skal tro statistikken, så er jeg omkring to tredjedele gennem livet, så det er jo på høje tid at udvide de skønlitterære horisonter.

Om fem år vil jeg stå tilbage med en lydbogs-odyssé, som enten bekræfter min skepsis eller åbner nye døre – og jeg glæder mig til at finde ud af, hvilken af delene det bliver. Én ting er sikkert: jeg bliver ikke dummere af at udvide min horisont og sætte tempoet lidt ned. Jeg tilegner mig til gengæld en viden og tillige en forståelse for den skønlitterære verden. Men lige nu er jeg kun en lille håndfuld bøger inde i listen – så det har lange udsigter. Hvad læser du og hvorfor?