Enthusiastic bloggin'

I skrivende stund er kalenderen netop gået fra sommer til efterår, og det betyder at det er tid til en status over sommeren og tid til at tjekke om Pandekagehuset er klar til at gå efteråret og vinteren i møde. Hytten dufter af tomater, for jeg ved at koge gul ketchup til den store guldmedalje, for sikke en høst – og vi er langt fra at have høstet de sidste tomater, alle de store sorter er kun lige begyndt at tage farve fra solens varme, så de næste uger kommer vi til at koge endnu mere tomat til saucer og supper, som kan indtages i løbet af vinteren. Alt imens strømmer indie- folk- og countrytoner ud af højttalerne, som spiller den nye online Radio Mars, som Alex Nyborg Madsen og hans “bror” Søren Rebbe, står bag. At de ikke er på finansloven endnu, er ikke til at begribe. Nuvel, jeg har betalt for et abonnement, og vil anbefale jer det samme.

Det har været et godt år rent udbyttemæssigt. Selvom æble-, kirsebær- og ferskentræ stadig kun øver sig i at være træer, så er vi nærmest druknet i blåbær, hindbær, jordbær og ribs. Og smagen af hjemmedyrket mad er bare fantastisk. Vi er faktisk i overvejelser om udvidelse med en decideret køkkenhave på matriklen, men det bliver i hvert fald ikke i år det skal anlægges. Vi har haft nok med projekter, og selvom vi som sådan er nået i mål med det hele, så skal vi også lige have luft – og teenagerens trampolin skal lige flytte videre til skrothandleren, før pladsen er ledig. Vi nåede også rundt med pensler og træbeskyttelse, så nu kan det meste træværk klare sig en tid igen. Resten skal vi nok nå på de sidste varme dage, inden solen forsvinder fra vores breddegrader. Vejret ser i hvert fald ikke ud til at følge kalenderen.

Overgangen til efteråret betyder også, at ejendommen og dens udstyr skal efterses og gøres klar til vinteren. Varmeanlægget har netop fået et tjek; jeg har udluftet radiatorer og efterfyldt vand på varmekredsen – og alle termostater er tjekket og masseret, så de fungerer som de skal. Jeg har ikke lyst til at fryse, og jeg har slet ikke lyst til at stå med problemer, samtidig med alle andre (som ikke tjekker tingene i tide). Selvom det er et hus fra 1967, så er det i utrolig god stand og alt synes at virke som det skal. Det er 5 år siden jeg sidst har fyldt vand på varmekredsen, så det må siges at være tilfredsstillende. Derudover er der nogle tagrender som skal tømmes og renses og hvad der måtte dukke op af småting når vi nok også. I år vil jeg gerne nå at få tømt mine kapilærkasser inden vinteren – det var ikke ret lækkert at lave på bagkant, så løbende når afgrøderne visner hen, skal kasserne tømmes og på plads i skuret.

Jeg har endvidere planer om at skulle have dækslerne af diverse brønde, til både spildevand og sandfang, for at sikre at der ikke pludseligt er fyldte og proppede afløb, som ender med at blive et svineri af dimensioner. Det er bestemt ikke min yndlingsbeskæftigelse at åbne ned til undergrundens tarmsystem, men der er desværre ingen vej udenom. At jeg nok ikke selv kan udbedre eventuelle udfordringer, fritager mig desværre ikke fra at stikke øjnene i sølet og give “bedste mands bedste bud” på om det ser ok ud eller ej. Som jeg ser det, er man ikke fritaget for at bruge sin sunde fornuft, det skal i hvert fald helst ikke komme bag på mig, hvis noget trænger til udskiftning, reparation eller service. Jeg må bare tage næseklemme på.

Sommerens sidste måned var også tiden til årets hækklipning. Jeg kan sagtens nøjes med at klippe hæk én gang om året, og det foregår som regel i juli/august måned. Forsyning Helsingørs nyeste planer for afhentning af haveaffald gør at kalenderen nåede til midten af august, før jeg gik i gang. Samtidig har jeg for første gang forsøgt at opformere ca. 50 nye ligusterplanter, som efter planen skal kunne plantes ud næste år. En stor del af vores ligusterhæk er gammel og flere steder trænger den til at blive fornyet, så hvorfor ikke gøre det selv, gratis.

Hvilke sysler skal du nå inden efteråret og vinteren tager fat?

Sjældent kan en ytring i det lokale dagblad få mit blod til at bruse af arrigskab, som lederen d. 29/7 omhandlende aktivisme. En mere gammeldags og privilegeret holdning om aktivismens effekt tager nok en rum tid at søge frem. At forestille sig at der sker reelle ændringer ved kun at agere “voksent” og ved at “gå ind i politik”, kræver at man aldrig har bemærket hvor langsomt og ineffektivt demokratiets tandhjul drejer, eller mærket hvordan undertrykkelse og forskelsbehandling ødelægger. Hvis man vil have forandringer, så kræver det størrelse, vedholdenhed, opbakning, aktivisme og til tider ikke-voldelig civil ulydighed. Det er ikke vandalisme/terrorisme at lime sig fast til en startbane, ligesom det heller ikke gælder for lastvogne som kollektivt spærrer motorveje, eller landmænd som kører til Christiansborg for at protestere mod noget de er trætte af.  Det er et værktøj til at få opmærksomhed og dermed muligheden for at blive hørt af andre. Det er en nødvendighed ganske enkelt.

Nu skal jeg lige huske at nævne at jeg bestemt ikke taler for at man skal ødelægge ting i aktivismens tegn – jeg er imod vold og destruktion af kulturen, uanset hvor grimt og nutidsulækkert det måtte være, men hvis ikke vi protesterer mod det vi finder forkert, dør demokratiet ganske enkelt og vi bliver alle tromlet af nogen som er større og stærkere – det er en naturkraft som til stadighed bor i menneskets DNA. Der er bare mere end én sandhed og mere end to måder at gøre tingene på. Forstyrrelse af den almene orden ved at binde sig fast til et træ, lime sig fast på en startbane, sætte sig på indfaldsvejenes kørebaner, eller slet og ret stille sig foran en kampvogn eller en bulldozer, er forstyrrende elementer som skaber fokus og samtale, og ved tilstrækkelig gentagelse og tilslutning; skaber forandringer. Det nytter at sige fra.

Og ja, ind imellem bliver vi fanget midt i en aktion og kommer til at sidde i en kilometerlang bilkø, eller strander et par timer i en lufthavn (hvor der både er kaffe og tørvejr), men der må jo være omkostninger forbundet med at demonstrere, hvis ikke emnet skal ignoreres. Målet helliger midlet, som det siges. Hvis ikke man er enig i det der demonstreres imod eller kæmpes for, kan man jo passende lave en moddemonstration; selv moddemonstrerede jeg over sidste års lastbilsdemo, ved at holde i vejen for de næste fem lastbiler jeg mødte, så de på den måde betalte de 30 minutter “tilbage” som deres aktivisme havde kostet mig. Og som jeg ser det, fik de ikke held med at ændre på de dengang kommende regler, men der blev skabt samtale om emnet, og her et år senere er alt glemt igen. De havde hverken momentum eller størrelse til at gøre en egentlig forskel. Heldigvis.

Men jeg synes det er så ærgerligt at begrebet “aktivist” latterliggøres og gøres til en belastning, for folk og bevægelser som Mahatma Gandhi, Martin Luther King, Otpor, Mandela og Malala Yousafzai er ligeledes aktivister som alle har gjort en stor forskel; det tror jeg ikke ret mange i den oplyste verden er uenig i. Alle strejkende stilladsarbejdere, sygeplejersker etc. er ligeledes aktivister, som søger at opnå en forandring. Uden aktivisme ville vi stadig se tydelig raceadskillelse i gadebilledet, underbetaling af diverse arbejdere, kønsdiskrimination og sodende skorstene fra havnens røgerier (/ironi). Hvis vi for alvor går rundt i en osteklokke og tror at den lille ikke har en chance for ind imellem at tryne den store, så har vi alle tabt. Så har DEMOkratiet tabt. Naturligvis afhænger normative vurderinger af det ideologiske ståsted, men der skal være plads til at vi alle kan sige vores mening, uanset om vi bruger avisledere, billboardreklamer, bogafbrændinger eller trafikforstyrrelser til spredning af vores budskab. Aktivister er ikke kun bøller, men aktivisme kan OGSÅ anvendes som et effektivt og legitimt udenomsparlamentarisk redskab til at skabe reel social og politisk forandring.

Jeg blev så glad da jeg i udsendelsesserien “Sexisme i musikbranchen” oplevede at mennesker reelt valgte at sige fra overfor dårlig opførsel. Ikke 40 år senere, men mens krænkelserne fortsat står på, og er en form for “normal”. Vi kan alle undskylde os med at vi har været en flok skovle m/k på et eller andet tidspunkt i vores liv, og for de fleste af os, var det i de unge år, mens vi stadig skulle lære om egne og andres grænser. Men der er sågu ingen undskyldning for at opføre sig ulækkert overfor andre mennesker i voksenlivet. Med livet følger en vis erfaring og den erfaring bør vise dig at det kan svare sig at være god mod andre. I hvert fald hvis du har et ønske om at andre skal behandle dig ordentligt.

Ordentligheden kan i den grad også komme på prøve, når man får sig forvildet ind i en art politisk diskussion på nettet, eller hvis man forsøger at råbe op i forhold til ødselhed fra diverse fælleskasser, hvad end det er på kommunen, i grundejerforeningen eller varmeværket. Sidstnævnte har jeg da brændt nallerne på, men det får mig ikke til at holde kæft (hvilket flere dog har bedt mig om). Jeg ser ikke mig selv som værende decideret stridslysten, men ind imellem får usandheder, nepotisme, røgslør og fuldesnak altså det værste frem i mig, og så må jeg til tasterne. Hvis bare vi var bedre uddannet i almen sund kritisk sans, så ville vi ikke hoppe på hvad som helst.

En af årsagerne til denne folkesygdom er, som jeg ser det, en indre afart af fænomenet “whataboutism” – denne trang til at matche eller overgå en historie, frem for bare at lytte. At vi hele tiden skal måle os op mod hinanden og vise det ene halvfalske glansbillede frem efter det andet. Vores higen efter at være lige så pæne og gode som de andre, virker som en undertrykkelse af jeget, frem for en fælles social løftestang. Det sociale fællesskab er med til at fastholde os i en ensom kasse, som hele tiden bliver målt og vejet af andre og os selv. Vi gør det for at få likes, anerkendelse og venskaber. Og vi har ikke brug for det. Det er decideret usundt.

Den polske sociolog Zygmunt Bauman pegede i 1990’erne netop på det forhold, at fællesskaber er ekskluderende. I Danmark dyrker kulturen fællesskabet i en sådan grad, at er man ikke en del af fællesskabet, så er det så stort et problem at der skal gribes ind for at få den enkelte ind i et ’passende’ fællesskab. Og som læreren Jakob Kvist skriver i et debatindlæg  d. 12/6-2024 i Information; “Det sociale har så meget magt over os, at det kan få os til at gå imod vores natur. Vi vil hellere være normale end opfylde vores eksistentielle behov, fordi vi ikke tænker videre over det. Derfor søger vi febrilsk og forgæves efter mening på de sociale medier og arbejdspladsen.”

Jeg har for længst opgivet at “passe ind”, og jeg nægter simpelthen at lade mig kue, og som Jakob Kvist fortsætter; “Det har aldrig været lettere for magthaverne at udnytte os, fordi vi har så travlt med at imponere hinanden.” Jeg kunne ikke være mere ligeglad om du er imponeret eller ej, jeg lever ikke for likes, jeg går ikke på arbejde for at få venner, og når jeg ytrer mig er det primært for min egen skyld, og for måske at søge at påvirke min omverden. Jeg har absolut ingen som helst interesse i at have, eller få ret, jeg er udelukkende interesseret i at få sandheden frem. Anerkendelseshungeren har jeg aldrig rigtigt forstået, og det er muligvis en af de medvirkende årsager til at jeg er tilfreds i livet. Hvad du synes og føler er helt og holdent din egen hovedpine.

Samme hovedpine er det for mig, hvad jeg føler og tænker om den verden, jeg befinder mig i, og de mennesker jeg omgiver mig med. Den skarpe læser ved at jeg er markant introvert, hvilket derfor også kommer til at stille (måske for) høje krav, til dem jeg lukker ind i min private sfære. Vi er tilbage ved ordentligheden, og det at sige fra. Det er helt ok at sige fra overfor dårlig behandling, du skal ikke finde dig i at blive trådt på. Vi har selv et ansvar for i det mindste at kende egne grænser og for at takke nej til dårlige venskaber, forretningsforbindelser og lignende. Jeg har selv fulgt flere livslange venskaber til døren – fordi jeg ikke kunne leve med deres måde at være på. Og det er ok!

Husk på at det ikke er Verden som skal forme dig – det er dig som former Verden.

I skrivende stund er det 2. Pinsedag. Solen skinner og har gjort det længe, og vejrudsigten viser ikke en eneste byge de kommende 9 dage. Dette betyder, at min regnvandstank efterhånden er nede i niveau, med knap 400 liter gratis vandingsvand tilbage. Det holder nok til 8-14 dage, med de få hyggeafgrøder vi dyrker omkring Pandekagehuset. Derfor overvejer vi faktisk at udvide regnvandskapaciteten til 3000 liter, så vi kan klare os i længere tørre perioder. Vejret har virkelig været bemærkelsesværdigt stabilt og tørt, og det har tvunget os til at tænke mere langsigtet omkring vores vandforbrug. Det er fascinerende at se, hvordan sådanne praktiske hensyn får en til at overveje investeringer og ændringer, som kan sikre en mere robust fremtid for vores lille have.

De sidste morgener er gået med at male noget udsat træværk, som ikke kan vente til sensommeren. Jeg har taget hensyn til, at solens varme ikke skal brænde malingen af, inden træet har suget olierne til sig. At male i denne varme kræver en vis timing og planlægning. Det handler om at starte tidligt nok på dagen, eller meget sent om aftenen, så malingen kan tørre langsomt og jævnt. Heldigvis ser det ud til at lykkes, og træværket bliver beskyttet mod vejr og vind i de kommende år. På dette punkt ønsker vi absolut ikke byger, da det ville ødelægge vores nymalede træværk, men man kan som bekendt heller ikke både blæse og have mel i munden.

Alle tomatplanterne, som vi har 11 forskellige sorter af i år, salaten, kartoflerne og hokaidoerne er plantet ud på deres respektive pladser og kræver ikke meget arbejde resten af sommeren. Hvert år er det en stor glæde at se haven tage form. Jordbærbedene er blevet udvidet og forynget, og vores efterhånden store bærbed er klar til at give kilo efter kilo af alskens bær henover sommeren. Det er altid spændende at se, hvordan planterne udvikler sig, og hvor stort udbyttet bliver. Selv kirsebærtræet ser lovende ud i år, så vi skal nok få frugtknopper, inden vi når at gå på sommerferie. Det er en fornøjelse at se, hvordan vores hårde arbejde i haven begynder at bære frugt, både bogstaveligt og i overført betydning.

Hvert år ser jeg opgaverne med at så og plante med en vis rædsel og er nærmest opgivende, inden jeg rigtigt kommer i gang. Men i maj måned er vi nået til et punkt, hvor anstrengelserne bliver færre, og udbyttet kan nydes. Den søde tid er endelig kommet, og nu er det bare at vente og se planterne vokse. Det er en stor tilfredsstillelse at kunne høste sine egne afgrøder og se, hvordan de små frø, man har sået om vinteren, bliver til store, sunde planter. Og jeg har noteret mig at jeg næste år skal i gang 14 dage tidligere…

Mens vi venter på høsten, er der stadig mere træværk, som trænger til en klat maling. Det er en kontinuerlig proces at vedligeholde et hjem og en have, men som jeg ser det, er det også en del af charmen ved at have sit eget sted. Der er også en stor taksrod, som skal op, og et nyt højbed, der skal etableres med noget så eksotisk som honningbær – der hvor resterne af den store taks står. Det er altid spændende at prøve nye planter og se, hvordan de trives i vores jord og klima. Ligusteren skal klippes i juli/august, og diverse uønskede planter skal rives op med rode. Havearbejde er aldrig helt færdigt, men det er netop det, der gør det så tilfredsstillende. Hvert projekt, stort eller småt, bidrager til helheden.

Derudover er der nok også flere nye projekter, som kan få geringssaven på arbejde. Men resten af dagen skal jeg ikke lave andet end at spise og skrive denne klumme. Det er også vigtigt at tage sig tid til at slappe af og nyde frugterne af sit arbejde. En velbalanceret dag med både arbejde og hvile er den bedste måde at afslutte en produktiv weekend på. Jeg glæder mig til træerne er store nok til at kunne bære min hængekøje – men indtil videre kan den blive hængt op på terrassen. Hvad dyrker du i din have?

Selvom fastelavnen faldt tidligt i år, er der ingen grund til at stoppe med at spise fastelavnsboller. Altså, så længe bageren laver dette skønne stykke bagværk. Vi har som tidligere år, igen været på tur i det danske for at smage de søde sager, som laves midt på vinteren. Mange steder skuffer fælt, mens andre overrasker vildt positivt. Men lad os lige starte med at ridse reglerne op for konceptet “fastelavnsbolle”. Skal det være en gærbolle, wienerbrød, vandbakkelse eller noget fjerde? Skal den være med creme, skum, mousse eller syltetøj? Det er ikke så vigtigt for mig, hvis blot det er en særlig kage, som kun laves til fastelavn. Den samme kage skal altså ikke kunne sælges som en julekage, efterårssnitte eller andet – det skal være en kage/bolle som er særlig for netop fastelavn.

Helsingør Dagblad har i forvejen været rundt hos nogle lokale bagere og det er værdsat. Til trods for at listen i den grad var mangelfuld, så gav den dog et indblik i at det igen var blevet tid til at nyde en af vinterens sukkerdryssede godbidder. Jeg er ked af at man på redaktionen ikke har sikret et eksemplar fra samtlige af kommunens bagere og konditorer, men det kan jeg som menig læser ikke bestemme. Selv har jeg til gode at prøve Markbrød, som i øvrigt ikke ligger langt fra Pandekagehuset – det må blive næste år.

Til gengæld har vi i år fået fastelavnsboller i både København, Odense og Horsens – og det ER altså i hovedstadsområdet, man får de bedste fastelavnsboller, hvad vi ved af. Og ja, prisen er høj. Op imod 80-100 kroner for en kage, kan man sagtens forvente at give, hvis man besøger et af de mere hypede steder. Nogle steder er kagen alle pengene værd, andre steder er det bare en slem skuffelse. Og lad mig bare slå fast med mine personlige syvtommersøm; Lagkagehuset er (desværre) ALTID en skuffelse, uanset hvad jeg køber. Og LaGlace er altid hver en krone værd – stedet KAN nærmest ikke skuffe.

I år var vi ikke så mange steder som vi tidligere har været, men et par enkelte sikre vindere skulle genbesøges, og et par nye skulle afprøves. Og så skal jeg i øvrigt lige love for at kantinen på Trelleborg, kunne overraske; den tager vi med det samme… En dej som bedst kan beskrives som en hybrid mellem donut og croissant, dybstegt, fyldt med en helt perfekt mængde marcipancreme og toppet af med kandiserede kronblade fra (måske) viol. Barren er blevet sat sindssygt højt! Faktisk har kokkene på Trelleborg sat sig på en solid andenplads på min personlige “all time best”-liste over verdens bedste fastelavnsboller, kun overgået af LaGlace og skarpt forfulgt af Maison D’angleterre. Sig lige kedelig kantinemad en gang til – ikke hos Trelleborg.

Nuvel, tilbage til fastelavnsbollerne. I bl.a. Politikken har man hvert år, kunne læse en anbefaling over de bedste, vildeste og smarteste steder, med både moderne og klassiske fastelavnsboller, og den ene frække frugt efter den anden – men den rene og velbagte bolle, med én gennemtrængende smag ER altså bare det som rammer vore smagsløg bedst. Både Hart, Cadence og Andersen Bakery laver moderne og smarte fortolkninger, som bestemt er lækre, men smagen mangler lige de sidste 10%. Til gengæld er det friskt, i modsætning til andre og langt større steder. På Banegården var det også friskheden som manglede, der virkede det som om at det hele var fra dagen før – det ødelagde oplevelsen. Og den daggamle smag og skilt flødeskumscreme var i år et helt tema hos Lagkagehusets butikker flere steder i landet. Det mindste man kan forlange, er sågu at det er friskt.

Næste år tror jeg at vi nøjes med at prøve alle de lokale steder, og gerne ALLE de lokale steder. Jeg glæder mig allerede til at finde ud af hvor de har fundet den perfekte balance mellem piskefløde og yuzu, eller krokant og vaniljecreme. Og så kunne vi jo slutte af med at kåre en vinder. Tænderne løber i vand, bare ved tanken.

Velbekomme.

Det er igen blevet tid til at hejse flaget for de frivillige og de foreninger som sukker efter folk under fanerne til at indgå i frivillige sammenhænge og som i bund og grund holder samfundet sammen. Selv har jeg været med til at nedlægge min egen regionale formandspost i fagforeningen Frie, med det formål at slippe for den del af arbejdet som (for mig) “trækker tænder ud”, og i stedet opdele arbejdet mellem det politiske og det praktiske. Så når vi d. 29/2-2024 mødes til medlemsmøde i Hillerød, er det mit sidste år som regional formand i Frie. Jeg stiller dog stadig gerne mine kompetencer til rådighed på det organisatoriske og politiske niveau, men det kommer alt andet lige til at frigive en del tid, fra den del af pligten som handlede om planlægning af arrangementer og håndtering af billetter. Så må jeg bare håbe at der står andre klar, som har lyst til at overtage den del.

Den frigivne tid kunne jeg så vælge at bruge på at melde mig ind i en klub/forening eller lignende, eller jeg kunne ligge ekstra længe på min sofa. Efter et par samtaler med en i øvrigt flink kollega, har jeg dog valgt at tiden skal bruges i Repair Café Helsingør, hvor jeg først på året har meldt mig ind og er blevet frivillig reparatør af alskens sager. Repair Café er en landsdækkende nonprofit organisation, som har til formål at reducere affald, ændre forbrugsmønstre og skabe viden om og lyst til grøn omstilling. Det gøres bl.a. på lokale reparationscafeer, ved at vise forbrugerne at det er muligt at reparere de fleste ting, frem for bare at kassere og købe nyt. Repair Cafe Danmark påvirker altså i praksis forbrugernes tankegang om cirkulær økonomi. I Helsingør er der Repair Café den første lørdag i hver måned, hvor alt fra tøj og sko, til kaffemaskiner og el-løbehjul bliver fikset. Hvis din mormors gamle lampe ikke virker, eller hvis dine yndlingsbukser er gået i en syning, så kom ned og få hjælp til at lave det.

Jeg har også et par private projekter liggende i værkstedet, og jeg håber at jeg med indmeldelsen i Frivilligcenter Helsingør og Repair Café, bliver inspireret til at komme i gang med dem også. I år har vi ikke de store byggeprojekter i Pandekagehuset, så når dagene ikke dur til maling af udvendigt træværk, så må jeg i værkstedet for at fikse, bikse og bakse. Og når jeg løber tør for evner eller værktøj, så ved jeg nu hvor der er hjælp at hente. 

Selvom jeg er ganske klar over, at ikke alle kan engagere sig i alt, vil jeg stadig opfordre dig som læser til at overveje at deltage i arbejdet for noget, der har betydning for dig. Danmark er i høj grad bygget på foreningsliv og andelsbevægelser, men det er desværre blevet sværere at få folk til at engagere sig, mens det er blevet lettere at brokke sig, især bag mobiltelefonens facebookblå skærm. De fleste foreninger har brug for engagerede mennesker, og arbejdsbyrden er overskuelig, typisk kun et par timers arbejde om måneden. Så overvej at bidrage til noget meningsfuldt, selvom det blot er med en lille indsats. Du kan måske ligefrem overveje at lægge dine kræfter flere steder, om ikke andet så for at lære noget nyt.

At blive frivillig er en fantastisk måde at berige sit liv og samtidig gøre en positiv forskel i samfundet. Din livserfaring og visdom kan være uvurderlig for andre, og ved at engagere dig som frivillig får du muligheden for at dele dine færdigheder og skabe meningsfulde forbindelser. Det er ikke kun en gave til samfundet, men også til dig selv, da frivilligt arbejde kan give en følelse af formål, fornyet energi og en chance for at lære nyt. Så hvorfor ikke bruge din tid og erfaring til at gøre verden til et bedre sted?

Året rinder ud og kalenderen skal igen nulstilles – vi skal vænne os til at skrive 2024, og vi har garanteret glemt koden til arbejdscomputeren, når vi efter 10 fridage vender tilbage til kontoret. Men ikke desto mindre, så har kloden været endnu en gang rundt på sin bane omkring solen, og alt starter forfra. For rigtigt mange betyder det også at livet skal op til revision og med undskyldningen om et nytårsforsæt, bliver januar måneden hvor flest indmelder sig i et fitnesscenter og kun de færreste går på bodega. Selv har jeg det meget anstrengt med disse lidt påtagede samfundsnormer, da jeg mestendels er klar over hvor det halter og hvor det spiller. Faktisk har jeg aldrig haft et ægte nytårsforsæt, til trods for at jeg sidste år havde et stort ønske om en bestemt ændring; at fotografere noget mere.

Jeg har en rygsæk med noget af det lækreste fotografiske udstyr og jeg elsker at tage billeder – men jeg elsker også at ligge i min sofa, eller i hvert fald at sidde inden døre hvor der både er tørt og varmt. Derfor gav jeg mig selv en udfordring; at tage mindst ét billede hver dag. På et tidspunkt i starten af marts, stod det klart for mig, at jeg ikke kunne følge planen, så ligesom med fitnessabonnementet droppede jeg tanken, men lovede mig selv at jeg ville blive ved med at fotografere så meget som muligt. Og det gik faktisk rigtigt fint – indtil frosten satte ind, og kameraet flyttede ind fra bilen til Pandekagehusets varme. Jeg vil jo heller ikke risikere at kameraet tog skade af fugt og kulde. Mit nytårsforsæt var altså lidt for optimistisk (som disse ofte er), men alt i alt er jeg glad for at jeg pressede mig selv lidt, og dermed gjorde bare lidt mere af noget jeg (også) holder af.

Jeg kommer aldrig til at melde mig ind i et fitnesscenter, og jeg kommer aldrig til at love mig selv at dyrke motion, for det er noget jeg ved ikke kommer til at ske. Hvert forår giver jeg alligevel min cykel en ordentlig omgang med vask, rens og smøring, i håbet om at komme ud at røre mig. I 2023 blev det til præcis én cykeltur, og selvom jeg udmærket ved at det er godt for mig, så vil jeg ikke prøve at bilde mig selv ind at 2024 byder på flere ture. Jeg vil dog give cyklen den årlige overhaling, da jeg har det godt med at passe på mine ting. Den får ikke lov at stå og ruste af den grund. Men den bliver heller ikke slidt op.

Jeg kommer heller ikke til at love mig selv nye og bedre spisevaner, for det er ikke mine måltider som er grunden til overvægt og stramme skjorter med 8-talslukning. Det er alt det jeg indtager mellem måltiderne. Vi spiser både sundt, grønt og bæredygtigt, med store mængder grove grøntsager og hele uger hvor der ikke er kød på tallerkenen.

Hvis jeg skal love mig selv noget, så bliver det at jeg skal fortsætte med det som gør mig glad, og jeg skal være et relativt godt menneske igen i 2024. Og så bør jeg nok skrue en kende ned for indtaget af søde sager, især efter en jul hvor bugspytkirtlens insulinproduktion har kørt på dobbelt hastighed. For sommeren kommer igen og så vil jeg gerne kunne spise (mange) is igen uden at skulle risikere at blive stakåndet og få sukkerchok. Hvis jeg kan undgå at vokse ud af mit tøj, så er det bare en ekstra sidegevinst.

Hvad har du af nytårsforsæt? Er det med på hitlisten såsom vægttab, sundere madvaner, motion, opsparing, arbejde mindre? Eller har du som jeg; en vægring ved at følge samfundstendenser og -forventninger, men i stedet foretrækker livet som det er, eller med minimale ændringer? Mine fremtidsforpligtelser består ikke af at overholde samfundsnormer eller -forventninger, men snarere at fortsætte med at gøre det, der bringer mig glæde og tilfredshed. En cykeltur om året kan være nok for mig, og det er okay. For det kommende år vil jeg ikke love mirakuløse ændringer. Jeg vil fortsætte med at værdsætte de små ting, der bringer glæde i mit liv. Jeg vil fortsætte  med at dyrke mine passioner og værne om det, der betyder noget for mig. 

Så lad os byde det nye år velkommen med åbne sind og et løfte om at fortsætte med at være gode mod os selv. Uanset om det indebærer at følge trends eller stå imod dem, er det vigtigste, at vi finder vores egen vej til glæde og tilfredshed i det kommende år. Lad os se, hvad 2024 har at tilbyde, og huske, at det er de små, men konstante skridt, der former vores rejse gennem livet.

Godt nytår!

Man hører med jævne mellemrum, at vi med katte ikke har fugle i haven. Det kunne ikke være længere fra virkeligheden. Vi har masser af fugle og andet liv i haven, til trods for 3 store norske skovkatte, som bestemt ikke mangler jagtinstinkter. Men vi gør også noget for at have liv i haven. Vi klipper ikke hæk mens fuglene ligger på rede, og vi klipper ikke alle de tusinder klaser med bær af ligusteren. Og derudover så fodrer vi i vinterhalvåret, når havens naturlige forråd er ved at slippe op. I skrivende stund er jeg netop blevet færdig med en større udvidelse af fodringsmulighederne; jeg tæller mindst 12 steder, og de lidt større fugle holder sig heller ikke tilbage fra at tage af det foder, vi har sat ud til pindsvinet (og strejfende katte). 

I tillæg har vi redekasser til de mindre fugle, så de forhåbentligt stopper med at bygge reder under taget. Og der er stadig plads til flere. Selvom kattene ind i mellem fanger en fugl, så er der stadig et mylder af liv omkring Pandekagehuset. Vi plejer at spøge med, at vi fodrer fugle, fordi fuglefrø er billigere end kattefoder, men det er nu ikke hele sandheden. Vi kan ikke holde kattene fra at jage, men vi har naturligvis placeret fuglenes føde på steder, hvor kattene ikke kan nå dem – eller hvor de nemt kan flyve væk fra, såfremt en af de omvandrende pelsklumper skulle nærme sig. Og med dagens udvidelse har vi øget vores chancer for at se de vilde fugle fra vore vinduer. 

Det vi fodrer med er af varierende art; nogle steder er det rene nødder, eller solsikkefrø, andre steder er det mejsebolde, og diverse kornblandinger. Vi laver også selv foder til dyrene, når vi eksempelvis spiser Spaghetti Carbonara (hvilket vi ofte gør, da det er en af heksemutters og teenpigens livretter), så bliver de overskydende fedtstoffer hældt over en blanding af nødder, korn og kokosflager, for at blive sat ud i haven til glæde for særligt de bevingede væsner. For os er det vigtigt at der er variation, for at højne mangfoldigheden.

Nuvel, mangfoldighed eller ej, så bemærker jeg at de nye fodringspladser giver lidt udfordringer i forhold til ejendommens installerede overvågning. De små mejser er allerede begyndt at nippe af retterne, og med deres ruter, bimler og bamler det fra systemet – jeg må vist i gang med at tjekke indstillinger så fuglene kan spise i fred. I de seneste måneder har vi oplevet en stigning i antallet af besøgende i haven, og det er ikke kun fugle, der nyder godt af vores gæstfrihed. Pindsvinet, som vi har sat foder ud til, har også tiltrukket andre nysgerrige skabninger, såsom naboernes katte, der stryger forbi i håbet om en nem snack. Vi betragter det som en del af den levende dynamik i haven, selvom det kræver en ekstra indsats at balancere hensynet til de forskellige arter.

En af de mest givende aspekter ved at have en fuglerig have er den forbindelse, det skaber mellem os og det vilde dyreliv. At observere de små mesterværker af fjedre, der hopper og synger, er en daglig glæde, der bringer os tættere på naturen. Selvom vi er opmærksomme på, at vores katte er instinktive jægere, tror vi på, at vores bestræbelser på at skabe et sikkert og indbydende miljø for fuglene er værdifulde. Så, mens vi fortsætter med at finjustere vores haveøkosystem, glæder vi os over at være vidner til det levende teater, der udspiller sig lige uden for vores vinduer.

Lad os alle deltage i denne lille naturfest ved at dele haven med vores fjerklædte naboer. At sætte mad ud til dyrene er ikke kun en gestus mod naturen, det er også en invitation til at blive vidner til et mylder af liv og farver lige uden for vores vinduer. Så, tag et skridt ud i haven, sæt en fuglefoderstation op eller del dine madrester med de små væsner. Lad os sammen skabe et rum, hvor dyrene kan trives, og hvor vi alle kan dele glæden ved den vilde natur, der er så tæt på os. Lad haven blive et fælles mødested for alle livets former, og lad os sammen fortsætte med at værne om og fejre det skønne dyreliv, der beriger vores dagligdag.