For nogen tid siden harcelerede jeg på min egen Facebookvæg om det smarte hjem, da jeg grundlæggende synes det er helt tosset, hvad vi propper ind i vores liv af elektroniske dimser som kan kommunikere med både hinanden og mig – og med stor sandsynlighed en masse andre som ikke nødvendigvis har den store glæde af at vide hvad jeg foretager mig.
“Smarthome. Jeg har et smart hjem med alskens devices som kan både det ene og det andet. Eller også har jeg ikke. Mit tv brøster sig af at være smart. Det kan vise både Youtube og Netflix uden ekstra tilbehør, men det kan ikke streame DR live tv fra min smartphone af samme mærke, det kræver en ekstra dims, i dette tilfælde en Playstation. Jesus hvor er det smart. Min ovn er offline, ligesom mit køleskab, vaskemaskine, tørretumbler, opvaskemaskine, skraldespand og lokum. Mine gardiner har en smart snor, så jeg kan rulle dem op og ned. Min emhætte registrerer automatisk når jeg tænder den på kontakten så den begynder at suge. Støvsugeren derimod, den er smart. Efter jeg har sat den i stikket, kan den tændes med et let tryk med foden. Jeg behøver ikke først lede efter min telefon og åbne en app for at bruge den. Mine loftlamper har en smart dæmpefunktion, som blot kræver et tryk på dæmperen som er placeret på væggen i samme rum som lamperne og mine smarte termostater kan holde en nogenlunde ensartet temperatur hele døgnet, uden brug af natsænkning. Nåååh Ja, og mit ur har en smart funktion; det viser klokken og ind imellem også den rigtige dato, hvis jeg altså husker at trække det op.”
Siden førnævnte facebookopslag er jeg flyttet i egen bolig hvilket har betydet et par ændringer i daværende forudsætninger; TV’et er stadig det samme, nu streamer jeg i stedet DR fra min telefon, da alle Pandekagehusets 4 (4, yikes) TV har Chromecast, og alle kan streame alt, alle steder. Jeg kan endda streame sjove kattevideoer til husets preteen, udelukkende ved at SIGE!!! det til min telefons flinke assistent. Det er jo helt godnat – men smart. Mine loftlamper har ikke længere en dæmpefunktion, og så har jeg fået et (brugt) smart-ur, som jeg ikke bruger ret meget. Det er nemlig så smart indrettet at det skal oplades hver eneste dag for at fungere. Mine andre ure kan nøjes med et besøg hos bjergegades urmager Petersen hvert femte år, for at få nyt batteri og dermed fungere.
Nu sidder jeg og overvejer at købe tænd/sluk-ure som jeg fra min i højre hånd fastmonterede telefon, kan tænde og slukke lyset på terrassen og i carporten. Jeg overvejer at lave et automatisk vandingssystem til havens afgrøder. Og for kun et par dage siden brændte vaskemaskinen af, og den fra øverste hylde valgte afløser, kan tilgå internettet og startes via en app. Men bare rolig – jeg har ikke koblet funktionen til, for jeg kan jo høre når den er færdig med at centrifugere. Til gengæld bliver Pandekagehusets græsplæne vedligeholdt af en lille robotklipper, og den finder selv hjem til ladestationen, så jeg helt slipper for at skubbe 20 kg gammel jern rundt for at holde græssernes vækst nede.
Vores nye bil er også smart – ud over de fleste ture kan klares ved at køre på el, så kan man med et enkelt tryk på en knap bede bilen om at afspille ens yndlingsnummer udi højttalerne, og på samme vis bede bilen vise vej til en given adresse, blot ved at sige det højt i bilens kabine. Bilen kan endda (næsten) køre selv, og har kameraer i alle retninger, som er så smarte at de IKKE kan bruges som dash-cam – dertil skal man købe flere smarte dimser. Jøsses for sevan da.
I det mindste kan hverken vores køleskab eller strygejern skrive beskeder til mig. Men de smarte ting er nok kommet for at blive, jeg synes blot vi skal gøre os selv den tjeneste at overveje hvor smart det hele behøver være. For de smarte ting bruger en masse energi, og giver de af os som tilhører den tekniske generation en hel del arbejde, når familie og naboer har smart ting som er besværlige at betjene. Bliver vi overhovedet gladere?
Hvilke smarte apparater kan du (ikke) leve uden?