Nu skulle man tro at denne klumme kunne handle om et eller andet strandvejsblad, som på glittet papir sender Hellerupreklamer rundt i det Nordsjællandske, helt uden nogen læser det. Det gør den ikke – det ville simpelthen blive for mager en klumme. Den handler derimod om musikmedier, og mange års overforbrug af hårde rocktoner, som i den grad har sat begrænsninger i min hørelse. Men først en lille forhistorie; Jeg har altid lyttet til musik og jeg har delt musiksmag med de færreste og de fleste. Min musiksmag går lige fra (en begrænset del af) det klassiske, over funk, rocket disco, folkemusik, americano, rock, blues, hård rock, heavy metal og vikingemusik. Min top 10 liste over vigtige albums indeholder dog primært musik inden for rock, blues og heavy metal. 60’ernes syrerock finder dog ikke plads i min pladesamling, med danske Gnags som eneste undtagelse.
Og netop det spændende ord “pladesamling” er en interessant størrelse. Jeg har ikke længere en egentlig pladesamling. Jeg har måske ejet 20 stykker vinyl i mit liv, så min LP-samling har aldrig været ret stor. Jeg har aldrig været fan af LP’er, bortset fra coverets størrelse. Musikken har altid lydt slidt og woblende, da jeg aldrig har ejet en pladespiller til samme værdi som en lille bil. Spolebåndoptageren var ikke meget bedre, bortset fra at denne havde en langt renere lyd i mine ører. Cassetten har jeg brugt ekstremt meget, da den har fungeret som et rigtigt godt medie til at tage musikken med sig – ligesom mp3 kunne gøre dette for en, på et fornuftigt niveau fra årtusindskiftet. Jeg bruger stadig mp3-formatet når jeg tager musik med i bilen, og med de nyeste og bedste codecs kan jeg ikke længere høre et kvalitetstab. Min pladesamling har derfor bestået af digitale CD’er; Omkring 1000-1200 CD’er har samlingen bestået af. En samling som er absolut ingenting værd for andre end mig. Den er nemlig gjort så kompakt som muligt, for ikke at fylde hele hjemmet.
Allerede for mange år siden voksede min musiksamling ud af stuen, og selvom jeg har digitaliseret musik og lyd siden min 25 MHz I386 computer blev brugt til at klippe musik og interviews sammen til radiobrug, gik der alligevel nogle år før jeg indså at mine CD’er skulle i plastiklommer og musikken skulle bo på min computer i stedet for i reolen. Jeg har kun købt 2-3 albums som download – jeg vil hellere enten have CD’en eller “nøjes” med at lytte til den via en streamingtjeneste. Og i Pandekagehuset er det en familiekonto på Spotify som bliver brugt til langt det meste. Det giver rigtig god mening i forhold til det vi lytter til, det vi deler med hinanden og det udstyr vi har at lytte på. Og min bil har ikke engang CD-afspiller længere. Den kan tage bluetooth eller USB-stick.
Nu ved jeg godt at der sidder en enkelt eller fire og vrider sig af ærgrelse over at vi dog kan stille os tilfredse med at lytte til musik på en kold streamingtjeneste. Og mindst halvdelen af disse (efter min mening) lidt prætentiøse typer lytter til musikken på en slidt LP, som i mine ører bare lyder ringere og ringere. Men er det ikke ligegyldigt? Hvorfor skal vi agere smagsdommere på andres vegne? Hvorfor skulle jeg lytte til LP-plader, når musikken jeg kan lide, sjældent udgives på vinyl, og hvorfor skal en som nyder pickuppens skratten, tvinges til at høre den nærmest klinisk rene stilhed mellem tonerne på et digitalt medie? Vi kan om ikke andet altid blive enige om at musikken er bedst LIVE. Og hvis man for alvor ønsker at støtte kunstnerne, så skal man tage til koncerten.
Som jeg ser det, skal vi nyde musikken på præcis den måde der giver bedst mening for os hver især. Vi kan alligevel hverken blive enige om formatet, genren, styrken, budskabet eller tempoet. Men nu vil jeg tage mine hørebøffer på, og lytte til en playliste indeholdende både Stevie Ray Vaughan, Chicken Tattooed Fly og Týr. Og det eneste som skratter, er min tinnitus og kattens forsøg på at opnå lidt opmærksomhed.