I dag havde jeg besøg af fotografen fra Helsingør Dagblad, for at få taget billeder til min klumme. Mit første indlæg kommer i avisen allerede på mandag, så der måtte skydes lidt.
Selv hader jeg at tage portrætter, så heldigvis kunne jeg blot lade mig dirigere og lade fotografen styre hvordan jeg skulle stå og se ud. Desværre er det nogen tid siden jeg har haft mulighed for at komme til frisøren og en coronahjemmeklip er det heller ikke blevet til. Men jeg er sikker på at billederne ligner sådan nogenlunde.
De 3 næste deadlines for min klumme er nu også fastlagt, så det bliver spændende om jeg kan finde på noget at skrive om.
Tak for denne gang. Det har været et hyggeligt afbræk at dele lidt fra pandekagehusets kontorfaciliteter og være med til at holde trykkeriet i gang i en ellers nyhedsløs tid, hvor det primært har været smittetal man har kunnet læse om. Der har også været skrevet lidt om genbrugspladsens lange bilkøer, både her i avisen og på facebook. Selv har jeg ikke haft behov for at komme på genbrugspladsen. Naturligvis har jeg da genereret affald som alle andre, men jeg glædes over at vi her i kommunen har en ordning hvor affald bliver afhentet. I denne uge har vi fået afhentet både ti sække med haveaffald, samt en smule storskrald såsom gammelt jern, overskudsmaterialer fra plantekassebyggeriet, samt andre småting. Jeg har ikke én eneste gang haft behov for at sidde i bilkø i hverken halve eller hele timer, for at komme af med mit affald. Jeg har heller ikke jydekrog på den lille bil, og ser ikke behov for at skulle have det. Stor ros til de som fastholder at vi i Helsingør Kommune skal have så god en affaldsordning. Og stor ros til de der ligesom andre af os holder hjulene i gang. På den ene eller den anden måde. På varmeværket er vi i gang med at planlægge os ud af det kommende efterår. Nye forbrugere står i kø for at blive tilsluttet den kollektive fjernvarme og udskiftninger af forældede rør og ventiler, gør at vi p.t. ser ud til at have nok at se til. I hvert fald frem til fyringssæsonen igen nærmer sig. Efteråret plejer at være det tidspunkt hvor flest skriver sig op til at få fjernvarme, så ordrebogen bliver nok heller ikke helt tom i år. Vi har være meget nådigt ramt af denne corona; kun i ca. 4 uger havde vi skruet aktiviteterne helt ned på et minimum, men med nye retningslinjer har vi kunnet starte op igen og nærme os normale tilstande, med ekstraordinære afstande. Et nyt ferieår begynder. Jeg holder i skrivende stund den sidste feriedag i det gamle ferieår, og med det stopper også den gamle måde at tænke ferie på. I hvert fald hvad angår optjening. Fra det kommende efterår skal vi afholde “samtidighedsferie” og vores optjente feriepenge skal låses inde til vi en dag vælger at forlade arbejdsmarkedet. For mit vedkommende er der længe til det sker, så jeg håber at forrentningen til den tid har kunnet betale sig. Denne sidste feriedag går med dyrlægebesøg. Pandekagehusets to katte, Øyvind og Silke er nu ca. et halvt år begge to. Øyvind skal en tur under kniven og gøres ukampdygtig i forhold til artens overlevelse. Ikke fordi han ikke ville kunne levere fantastiske gener til kommende generationer, men fordi vi ikke ønsker en strintende hankat som bedægger sin lillesøster/niece Silke. Silke skal bare have et standardeftersyn, med tjek af undervogn, horn og lygter, så vi er sikre på at hun er i skønneste orden. Fra Pandekagehusets beboere, mennesker som dyr takker jeg ærbødigt af og ønsker jer alle det bedste.
Nu kan jeg også skrive klummeskribent på mit CV. Helsingør Dagblad har opfordret mig til at fortsætte skriblerierne i deres avis – som klummeskribent på “Som jeg ser det”
Det er en meget løsere form end dagbogsnotaterne fra coronahjemsendelsen, så det passer mig ganske fint – for det format blev sværere og sværere at holde interessant. Nu kan jeg blot dele mine tanker om det der falder mig ind.
Og så skal jeg have besøg af en fotograf, som skal tage mit billede til klummen. Jeg er nu godt tilfreds med mit selvportræt, men igen skal man tænke på formaterne. Jeg kunne jo bare skyde nogle nye billeder, jeg har jo udstyret til det, men så har han jo ikke noget at lave.
Jeg har allerede skrevet den første, men det varer nok nogen tid før den kommer i avisen. Så i må pænt vente. Der er dog ikke lavet en egentlig eksklusivaftale, men jeg må heller holde tingene adskilt.
Fredag d. 1. maj livestreamede et lokalt band “The Green Satellite” en hjemmekoncert på Facebook. Selvom hverken lyd- eller billedkvalitet føltes som “at være der selv”, så var der noget befriende ved at kunne nyde gode gamle rockklassikere hjemme i sin egen stue, sammen med andre ligesindede. Og jeg kunne selv bestemme temperaturen på min øl.
Kommentarer på bandets facebookside blev også hyppigt kommenteret af bandet, hvilket gav en god følelse til hele projektet.
Jeg håber at fremtiden vil byde på flere af den slags koncerter, for selvom jeg holder MEGET af musik, og især LIVE – så er min døgnrytme ikke længere til at skulle finde hjem efter en koncert klokken halv-midt-om-natten, så det skal virkelig være noget særligt før jeg kommer af sted.
Dannebrog blev hejst for første gang. Det var Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benediktes fødselsdag og betonen var netop stabil nok til fejringen. Vejret slog dog senere over i regn, og flaget blev strøget igen. Det er et nyt flag i ekstra fin kvalitet, som ikke tåler regnvejr de første par gange det er oppe. Men flot, det er det.
Jeg skal da lige love for at vejret slog om. Pandekagehusets fjernvarmeinstallation var ellers drejet om i sommerdrift og nåede lige at fejre en uge med lukket sommerventil. Bevares, en hel måned før den officielle sommerlukkampagne, men med et relativt fornuftigt efterisoleret hus fra ’67, kunne de mange dages intens forårssol sagtens holde os varme. Indtil mandag. Huset var 16 grader varmt, og med min personlige komforttemperatur på 21,2 graders celsius, måtte jeg trække en fleecejakke over skuldrene. Jeg bærer ellers både langærmet skjorte og pullover, men det var ikke nok. Det var stadig ikke nok og i løbet af formiddagen måtte jeg kapitulere og sætte varme på radiatorerne igen. Det tog nogle timer før fleecejakken kom af, men det lykkedes at få varmen igen. Jeg har bestilt tid til montering af sommerdæk onsdag morgen, så jeg har en god undskyldning for at stå op som jeg plejer. Normalt vågner jeg altid tidligt, men jeg kan godt finde på at blive liggende i sengen længe hvis ikke jeg skal noget. Jeg lider ikke af behov for at skulle aktiveres eller underholdes hele tiden for ikke at kede mig. Jeg har kedet mig én gang som barn, og min muttis kommentar til dette var: “Det er kun dumme børn som keder sig”. Da jeg ikke anser mig selv som dum, har jeg derfor altid kunne finde på noget at bruge tiden på. Det kan være at lytte til musik, eller at læse. Med læsning mener jeg faglitteratur. Det kan være tekster om videnskab (helst astronomi), historie, IT eller lignende. Ellers har jeg det med at finde på at bygge et eller andet. I har jo set både plantekasser og udekøkken, men jeg kan også finde på at bygge knap så fysiske ting. Hjemmesider er et eksempel, men med min interesse for IT, eksperimenterer jeg også med mange andre ting på computeren. Jeg kan især godt lide at få en hel masse ud af nærmest ingenting. Til eksempel har jeg et hindbærfarvet printkort som kostede mig 222 kroner – det agerer både spillemaskine, cloud-lager, mediecenter og webserver. Jeg kommer ikke til at kede mig. Heller ikke når jeg sidst på ugen takker af som coronablogger i dagbladet.
En halvtypisk coronamorgen; 6:30, uret ringer (45 minutter senere end “før i tiden”). Selvom det nærmest er unødvendigt, da kattene begynder at møve rundt allerede en halv time forinden – den ene vil ud, den anden vil have rejer. 6:35, jeg svinger de gamle træben ud over kanten på sengen og bevæger mig mod køkkenet for at sætte kaffen over. 6:40, af uransaglige årsager tog jeg et bad, satte håret og redte skægget. Jeg må have været træt, eller også er jeg begyndt at savne den normale morgen. 6:50, tøj på, servere kaffe, tænde computer og tage et billede til avisen. Kl. 6:57, nu var jeg fuldt funktionsdygtig og klar til dagens dont. Dem er der kun 2 af i denne uge. Den sidste rest ferie skal bruges, og fredag har Øyvind en aftale med dyrlægen om et lille snit som skal tage ham ud af den fælles genpulje. Kattene er omkring et halvt år gamle, og de skal lige til “service”, når nu den store alligevel skal i narkose. Øyvind er den store; 4,2 kilogram allerede, mod Silkes 2,4. Der er kun 5 ugers forskel på dem og de har samme far. I weekenden fik vi sat flagstang op i haven. Jeg har i mange år ønsket mig en flagstang, og nu fik jeg haven til det. Det blev en 8 meter høj glasfiberstang, monteret på en klassisk udseende sokkel, dog af beton for holdbarheden. Det hele blev håndgravet, med drænspade. En meter dybt lodret hul. Imponerende. For nuværende er det en simpel vimpel som pryder stangen, men allerede om et par dage vil det være vort smukke Dannebrog som vises stolt frem. De andre nordiske flag vil også lejlighedsvis få lov at komme op, når vore brødre og søstre har nationale begivenheder at fejre. Jeg synes at en flagstang skal bruges – vi har flere stænger i nabolaget som aldrig viser andet end en vimpel, flere helt uden vimpel og en enkelt som end ikke har en line. Hvordan skal Ida nogensinde finde hjem til Småland, hvis hun ikke kan hejses op? I weekenden var jeg også så heldig at få frisk ølandshvedemel hjem fra Kornby Mølle, så prøv at gætte om der er gang i ovnen …
Første dag efter 4 fridage= 50 e-mails, plus det løse. Den første time af arbejdsdagen foregik på værket, hvor jeg havde opgaver som ikke kan løses hjemmefra. Dernæst stod den på byggemøde ved en større ejendom som skal have fjernvarme. Vi er så småt i gang med at omstille os til denne nye tid hvor opgaverne skal løses, med forsigtighed og på afstand. Men hverken vore forbrugere eller entreprenør kan leve med at vi sidder på hænderne. Vi skal i gang. Personligt kunne jeg godt tage et år mere på denne måde, men jeg har forståelse for at ikke alle er introverte eneboere. Heldigvis er der kun en uges tid til jeg igen holder ferie.
Jeg blev færdig med mit udekøkken i weekenden og jeg er rigtigt godt tilfreds. Det startede som en idé da jeg skulle finde på noget at bruge 3 længder askeparketgulv til. 2 af dem er blevet til bordpladen, som er virkelig fin. Jeg har holdt mig inden for 500 kroner og faktisk har det dyreste været hængsler og pyntelister. De planlagte fremtidige tilføjelser med bl.a. hjul og vask bliver nok ikke gratis, men generelt er jeg imponeret over hvor langt man kan komme med få midler, så længe med gør sig umage og pynter med en liste og lidt maling. Nu er det klar til brug – det samme er grillen som i vinter fik en overhaling med rens og maling. Så må vi se om det bliver brugt. Vi er ikke de store grillere, og faktisk er det nok 3 år siden jeg sidst havde bøffer på grillen. Men i år – i år må vi da lige stramme lidt op på det punkt. Andre steder vi har strammet op, er muligheden for spiseligt udbytte af Pandekagehusets have. Vi har flyttet rundt og nedlagt buske til fordel for bærbuske, jordbær, æble- kirsebær- og ferskentræ. Så nu skal jeg også lære at espaliere en fersken. Jeg tror dog ikke den giver frugt i år, men allerede nu er der godt gang i blomstringen i vores jordbærbed. Rabarberen var det eneste spiselige i haven da vi overtog huset i september, og den første høst er netop blevet til et glas af Karen Broströms rabarberchutney fra lørdagens udgave af dagbladet. Og min egen tilføjelse af en knivspids vanille har ikke forringet den nævneværdigt. Tirsdag var forældredag. Klokken 14 ankom min mutti til Pandekagehuset, for at se de mange nye tiltag i vores have, og drikke kaffe på terrassen. Alt foregår stadig lidt med afstand, men i det fri kan vi bedre tillade os at socialisere. Den mindst kat Silke var rendt fra pladsen og i mange timer var der bekymring for om nogen (læs: naboens hund) havde fået jagtet hende op i et træ et sted i nabolaget. Selv var jeg (nogenlunde) rolig og varslede at hun ville komme frem til spisetid. Klokken 17:50 sad hun på trappestenen. Alt var godt igen. Senere på aftenen ringede min far og fortalte at NU var han gået på pension. Han bliver 70 om et øjeblik, og da han med garanti har trukket roer op af den lollandske, fede muld fra han kunne gå, er det da nok også på høje tid at trække sig fra arbejdsmarkedet. Da jeg under telefonsamtalen stod og så ud af det østnordøstvendte køkkenvindue så jeg pludselig et lille stjerneskud. Lyriderne. Jeg kom straks i tanke om de mange gode stunder med bl.a. Allan Reib når vi sammen har stået og iagttaget den mørke himmel, hvad enten det har været på golfbanen, fra flagbastionen på Kronborg eller i de tidlige dage af Montebelloobservatoriets historie. Jeg kan kun opfordre til at kigge op og ud. Nu er det ved at weekend igen, og i denne weekend skal der ske noget særligt. Vi får leveret og monteret flagstang i haven. Dannebrog skal op at hænge. Endnu en grund til at løfte sit blik.
Jeg indrømmer gerne at min dagbog er en noget tyndbenet omgang i disse dage – jeg holder ferie fra mit normale virke, og laver ikke meget andet end at bygge plantekasser og udekøkken. Men det er berigende arbejde, i hvert fald for mig. Jeg skylder næsten at sige at valget naturligvis landede på samlinger savet i smig. Og som en folkeskolekammerat sagde; Hr. Stampe ville have været stolt. Hr. Stampe var vores sløjdlærer på Skolen ved Gurrevej. (Da jeg har fået flere kommentarer på at mit udekøkken ligner et kaninbur, må jeg hellere undlade at nævne jeg som barn havde en dværgkanin, som netop hed Stampe – Men han havde nok også været stolt). På min egen facebookvæg har der nærmest været afstemning omkring noget finish på mit møbel, og ud over det naturligvis både skal slibes og males i Pandekagehusets grønne farve (Ja ja, huset er gult – men træværket du ved …) så er der vist stemning for at bordpladens kant skal beklædes med en kant af messing. Jeg må nok indrømme at jeg synes det vil blive pænt, men beslutningen tager jeg først når jeg om en time står i byggemarkedet og ser på udvalget. Hænglser og hjul skal jeg også have, og jeg er ved at nærme mig en plovmand i materialer, hvilket må siges at være okay. Jeg skal ikke begynde at beregne min timeløn med, for min perfektionisme har det med at trække projekterne lidt ud og fordyre det. Selv kalder jeg det “omhyggelighed”. Det er sidste feriedag, og mandag morgen klokken 0700 starter min næste vagt med rådighedsvagt 24/7 til næstkommende mandag. Så “hverdagen” nærmer sig igen. Ja, det er jo en hverdag meget ulig den vi kender, men jeg har vænnet mig til at være hjemme efterhånden og indtil videre er det hjemmekontoret jeg er på de næste par uger også. Husets præteen glæder sig til at starte i skole igen på mandag, så jeg må hellere få efterset hendes cykel i weekenden, og sikre mig at den kan trille.
Fortsat ferie, og gang i byggeriet.Trælasten kom med mine reglar og brædder omkring middagstid, og jeg gik strakt i gang med at bygge skellettet til mit udekøkken. Jeg har altid haft den “evne” at kunne fordybe mig fuldstændigt i en opgave, og glemme alt om sult, tørst og kaffetrang. Sådan var det også onsdag. Jeg var i gang siden formiddag, og en kop urørt og iskold kaffe, hovedpine og træthed stod i kø og ventede på mig. Jeg pakkede sammen og omkring klokken 17 mente jeg det var tid til frokost. Lidt overbærende latter fra min bedre totredjedel, syntes jeg skulle gemme appetitten en time mere. Dagens ret var Gullasch og rodrugtmos, fra den lokale Bodega som i disse tider laver takeaway. Som tidligere nævnt vil vi gerne støtte op om de lokale spiserier, så vi også kan nyde dem senere. Nå, men jeg fik lavet skellettet til mit udekøkken, og nu er det tid at beklæde det. Jeg er fortsat i tvivl om jeg skal lave samlingerne lige, eller med smig. Beslutningen bliver taget, når denne overspringshandling (dagbogsskribleri) er overstået. Eller, næ: for jeg har lige fået bærbuske hjem som skal plantes. Solbær og ribs som jeg har glade barndomsminder om fra haven på hjørnet af Gurrevej og Baldersvej, samt hindbær i både røde og gule nuancer. Så mangler jeg bare at finde stikkelsbær og hente en brombærbusk hos min mutti, så er vi dækket godt ind på bærfronten. Om ikke andet, så i hvert fald om et par år, når buskene har vokset sig store. Nå, men jeg må i gang med dagens opgaver.
