Kategorier
Blogindlæg

Generelt er jeg imponeret over hvor langt man kan komme med få midler

Første dag efter 4 fridage= 50 e-mails, plus det løse. Den første time af arbejdsdagen foregik på værket, hvor jeg havde opgaver som ikke kan løses hjemmefra. Dernæst stod den på byggemøde ved en større ejendom som skal have fjernvarme. Vi er så småt i gang med at omstille os til denne nye tid hvor opgaverne skal løses, med forsigtighed og på afstand. Men hverken vore forbrugere eller entreprenør kan leve med at vi sidder på hænderne. Vi skal i gang. Personligt kunne jeg godt tage et år mere på denne måde, men jeg har forståelse for at ikke alle er introverte eneboere. Heldigvis er der kun en uges tid til jeg igen holder ferie.

Jeg blev færdig med mit udekøkken i weekenden og jeg er rigtigt godt tilfreds. Det startede som en idé da jeg skulle finde på noget at bruge 3 længder askeparketgulv til. 2 af dem er blevet til bordpladen, som er virkelig fin. Jeg har holdt mig inden for 500 kroner og faktisk har det dyreste været hængsler og pyntelister. De planlagte fremtidige tilføjelser med bl.a. hjul og vask bliver nok ikke gratis, men generelt er jeg imponeret over hvor langt man kan komme med få midler, så længe med gør sig umage og pynter med en liste og lidt maling. Nu er det klar til brug – det samme er grillen som i vinter fik en overhaling med rens og maling. Så må vi se om det bliver brugt. Vi er ikke de store grillere, og faktisk er det nok 3 år siden jeg sidst havde bøffer på grillen. Men i år – i år må vi da lige stramme lidt op på det punkt.
Andre steder vi har strammet op, er muligheden for spiseligt udbytte af Pandekagehusets have. Vi har flyttet rundt og nedlagt buske til fordel for bærbuske, jordbær, æble- kirsebær- og ferskentræ. Så nu skal jeg også lære at espaliere en fersken. Jeg tror dog ikke den giver frugt i år, men allerede nu er der godt gang i blomstringen i vores jordbærbed. Rabarberen var det eneste spiselige i haven da vi overtog huset i september, og den første høst er netop blevet til et glas af Karen Broströms rabarberchutney fra lørdagens udgave af dagbladet. Og min egen tilføjelse af en knivspids vanille har ikke forringet den nævneværdigt.
Tirsdag var forældredag. Klokken 14 ankom min mutti til Pandekagehuset, for at se de mange nye tiltag i vores have, og drikke kaffe på terrassen. Alt foregår stadig lidt med afstand, men i det fri kan vi bedre tillade os at socialisere. Den mindst kat Silke var rendt fra pladsen og i mange timer var der bekymring for om nogen (læs: naboens hund) havde fået jagtet hende op i et træ et sted i nabolaget. Selv var jeg (nogenlunde) rolig og varslede at hun ville komme frem til spisetid. Klokken 17:50 sad hun på trappestenen. Alt var godt igen. Senere på aftenen ringede min far og fortalte at NU var han gået på pension. Han bliver 70 om et øjeblik, og da han med garanti har trukket roer op af den lollandske, fede muld fra han kunne gå, er det da nok også på høje tid at trække sig fra arbejdsmarkedet. Da jeg under telefonsamtalen stod og så ud af det østnordøstvendte køkkenvindue så jeg pludselig et lille stjerneskud. Lyriderne. Jeg kom straks i tanke om de mange gode stunder med bl.a. Allan Reib når vi sammen har stået og iagttaget den mørke himmel, hvad enten det har været på golfbanen, fra flagbastionen på Kronborg eller i de tidlige dage af Montebelloobservatoriets historie. Jeg kan kun opfordre til at kigge op og ud.
Nu er det ved at weekend igen, og i denne weekend skal der ske noget særligt. Vi får leveret og monteret flagstang i haven. Dannebrog skal op at hænge. Endnu en grund til at løfte sit blik.