Kategorier
Blogindlæg

Plantekasserne

Påsken er overstået, og det var en god en af slagsen. Sædvanen tro var Hornbæk fuld af mennesker, og en enkelt gang valgte jeg at køre hele den lange vej til Ålsgårde, for at handle – undskyld; købe ind. Det var nu ikke så lang en tur, for det var på vej hjem fra Helsingør, men vi skal jo helst have en lidt beklagende tone… Påskedagene gik med at lave skjulere til mine plantekasser, så mine tomater kan få et sted at bo, så snart snevejr og nattefrost er overstået. Plantekasserne er lavet af brugte paller og pallerammer, samt et par brædder fra en palleseng, som ikke længere eksisterer.
Jeg holder ferie i denne uge, og jeg har planer om helt at holde mig fra arbejdstelefon og e-mail til mandag morgen klokken 0700. Feriedagene skal jeg bruge på at bygge en art udekøkken til Pandekagehusets overdækkede terrasse. Jeg var så heldig at få 3 længder askeparket af den massive slags, som var i overskud fra et byggeprojekt. 2 af disse er blevet skåret til og skal udgøre borpladen. Materialer til skellettet er bestilt hos den lokale trælast, og så snart det er kommet, går jeg i gang med kap-/geringsaven igen. Måske når jeg at blive klar inden sommeren er over os.