Kategorier
Blogindlæg

En halvtypisk coronamorgen

En halvtypisk coronamorgen; 6:30, uret ringer (45 minutter senere end “før i tiden”). Selvom det nærmest er unødvendigt, da kattene begynder at møve rundt allerede en halv time forinden – den ene vil ud, den anden vil have rejer. 6:35, jeg svinger de gamle træben ud over kanten på sengen og bevæger mig mod køkkenet for at sætte kaffen over. 6:40, af uransaglige årsager tog jeg et bad, satte håret og redte skægget. Jeg må have været træt, eller også er jeg begyndt at savne den normale morgen. 6:50, tøj på, servere kaffe, tænde computer og tage et billede til avisen. Kl. 6:57, nu var jeg fuldt funktionsdygtig og klar til dagens dont. Dem er der kun 2 af i denne uge. Den sidste rest ferie skal bruges, og fredag har Øyvind en aftale med dyrlægen om et lille snit som skal tage ham ud af den fælles genpulje. Kattene er omkring et halvt år gamle, og de skal lige til “service”, når nu den store alligevel skal i narkose. Øyvind er den store; 4,2 kilogram allerede, mod Silkes 2,4. Der er kun 5 ugers forskel på dem og de har samme far.
I weekenden fik vi sat flagstang op i haven. Jeg har i mange år ønsket mig en flagstang, og nu fik jeg haven til det. Det blev en 8 meter høj glasfiberstang, monteret på en klassisk udseende sokkel, dog af beton for holdbarheden. Det hele blev håndgravet, med drænspade. En meter dybt lodret hul. Imponerende. For nuværende er det en simpel vimpel som pryder stangen, men allerede om et par dage vil det være vort smukke Dannebrog som vises stolt frem. De andre nordiske flag vil også lejlighedsvis få lov at komme op, når vore brødre og søstre har nationale begivenheder at fejre. Jeg synes at en flagstang skal bruges – vi har flere stænger i nabolaget som aldrig viser andet end en vimpel, flere helt uden vimpel og en enkelt som end ikke har en line. Hvordan skal Ida nogensinde finde hjem til Småland, hvis hun ikke kan hejses op?
I weekenden var jeg også så heldig at få frisk ølandshvedemel hjem fra Kornby Mølle, så prøv at gætte om der er gang i ovnen …