Jeg har skrevet om det før, men det synes ikke at påvirke noget til det bedre — tværtimod — så her kommer det igen; den offentlige transport i Helsingør Kommune er helt på månen, og det sidste år er kun blevet værre. Ikke bare sådan lidt værre, men sådan systematisk, hverdagsødelæggende, “hvem har dog planlagt det her?”-værre. Faktisk er det nu så slemt, at vi som familie på tre, bosat i Hornbæk og med hverdagen forankret i Helsingør, står i den absurde situation, at vi lige om lidt har hele tre biler. Tre. Biler. Tænk at vi er nødt til at have en bil hver for at logistikken i hverdagen kan fungere nogenlunde uden at vi skal leve som nomader i et kollektivt trafikkaos.
I forvejen forsøger vi ellers at gøre alt det rigtige: vi handler stort ind én gang om ugen, vi koordinerer, vi kører sammen, vi planlægger, vi optimerer. Vi har sågar tre cykler stående klar i carporten, som et slags monument over vores gode intentioner. Men alligevel kan en hverdag med offentlig transport ikke lade sig gøre, med mindre vi samlet vil bruge over 20 timer om ugen ekstra på transport. Det er næsten poetisk, hvis man er til tragedier.
Jeg er helt med på, at vi også er ret privilegerede. Vi har råd til eget hus “på landet” — vi kunne jo bare flytte ind i én af Boliggårdens mange boligblokke i Helsingør og være tæt på det hele. Så kunne vi såmænd nok klare os med en enkelt delebil og de tre cykler, som pt. står og samler støv. Men vi kan lide vores lille Pandekagehus i udkanten af Hornbæk, og vi har ingen lyst til at flytte. Vi har valgt naturen, roen, kattene, fuglene, og den slags valg burde ikke straffes med en kommunal transportpolitik, der får én til at overveje, om hest og vogn måske var en mere stabil løsning. Jeg ville i øvrigt se super skarp ud i en romersk stridsvogn, hvis ikke jeg var så pokkers allergisk over for heste.
Derfor har vi bestilt en tredje bil. Naturligvis på elektricitet, som kan høstes direkte ud af væggen — det er trods alt 2026 — så den snart 17-årige kan overtage den ældste af bilerne, som alligevel snart stod til udskiftning. Og for lige at præcisere, at vi ikke er privilegerede på grevskabeligt niveau: der er ikke tale om hverken Mercedes eller Bentley. Der er tale om en lille koreansk mikrobil, som mest af alt ligner noget, der burde komme med en gratis pose ris eller panang-krydderi. Til gengæld springer vi så sommerferierejsen over i år. Det er prisen for at kunne komme i skole og på arbejde uden at skulle stå op klokken 04.42 for at nå en bus, der måske kommer, måske ikke.
Siden jeg sidst berørte emnet, er vi ovenikøbet blevet en busrute fattigere herude på landet. Den forsvandt stille og roligt, som om ingen ville opdage det, og “Lokalbananen”, som i årtier er blevet politisk negligeret og økonomisk udsultet, kører nu fast efter en nødkøreplan i hele Nordsjælland. Det er altså ikke blevet nemmere at komme med det offentlige. Det er faktisk blevet så kompliceret, at man næsten skal have en mastergrad i logistik for at forstå, hvornår togene kører, og hvornår de bare står og tænker over livet. Og ærligt: jeg tvivler på, at det er blevet billigere. Tværtimod virker det som om, vi betaler mere og får mindre. Mindre drift, færre afgange, flere forsinkelser, og en generel følelse af, at infrastrukturen i Helsingør Kommune er ved at blive drevet som et hobbyprojekt af nogen, der egentlig hellere ville lave keramik.
Det værste er næsten, at man efterhånden ikke engang bliver vred. Man bliver bare træt. Man kan nogle gange blive så træt, at det kan sælges i anparter. Træt af at skulle forklare venner og familie, at “nej, vi kan ikke bare tage toget”, træt af at høre politikere tale om grøn omstilling, mens de reelt tvinger os ud i flere biler, træt af at se unge mennesker stå i regnen ved et stoppested, hvor bussen kommer “om 27 minutter… eller måske slet ikke”.
Men her er vi. Tre biler. Tre cykler. En politisk affødt nødkøreplan. Og en kommune, hvor man efterhånden skal være mere mobil end en NATO-øvelse for at få hverdagen til at hænge sammen. God sommer.