Enthusiastic bloggin'

Første dag efter 4 fridage= 50 e-mails, plus det løse. Den første time af arbejdsdagen foregik på værket, hvor jeg havde opgaver som ikke kan løses hjemmefra. Dernæst stod den på byggemøde ved en større ejendom som skal have fjernvarme. Vi er så småt i gang med at omstille os til denne nye tid hvor opgaverne skal løses, med forsigtighed og på afstand. Men hverken vore forbrugere eller entreprenør kan leve med at vi sidder på hænderne. Vi skal i gang. Personligt kunne jeg godt tage et år mere på denne måde, men jeg har forståelse for at ikke alle er introverte eneboere. Heldigvis er der kun en uges tid til jeg igen holder ferie.

Jeg blev færdig med mit udekøkken i weekenden og jeg er rigtigt godt tilfreds. Det startede som en idé da jeg skulle finde på noget at bruge 3 længder askeparketgulv til. 2 af dem er blevet til bordpladen, som er virkelig fin. Jeg har holdt mig inden for 500 kroner og faktisk har det dyreste været hængsler og pyntelister. De planlagte fremtidige tilføjelser med bl.a. hjul og vask bliver nok ikke gratis, men generelt er jeg imponeret over hvor langt man kan komme med få midler, så længe med gør sig umage og pynter med en liste og lidt maling. Nu er det klar til brug – det samme er grillen som i vinter fik en overhaling med rens og maling. Så må vi se om det bliver brugt. Vi er ikke de store grillere, og faktisk er det nok 3 år siden jeg sidst havde bøffer på grillen. Men i år – i år må vi da lige stramme lidt op på det punkt.
Andre steder vi har strammet op, er muligheden for spiseligt udbytte af Pandekagehusets have. Vi har flyttet rundt og nedlagt buske til fordel for bærbuske, jordbær, æble- kirsebær- og ferskentræ. Så nu skal jeg også lære at espaliere en fersken. Jeg tror dog ikke den giver frugt i år, men allerede nu er der godt gang i blomstringen i vores jordbærbed. Rabarberen var det eneste spiselige i haven da vi overtog huset i september, og den første høst er netop blevet til et glas af Karen Broströms rabarberchutney fra lørdagens udgave af dagbladet. Og min egen tilføjelse af en knivspids vanille har ikke forringet den nævneværdigt.
Tirsdag var forældredag. Klokken 14 ankom min mutti til Pandekagehuset, for at se de mange nye tiltag i vores have, og drikke kaffe på terrassen. Alt foregår stadig lidt med afstand, men i det fri kan vi bedre tillade os at socialisere. Den mindst kat Silke var rendt fra pladsen og i mange timer var der bekymring for om nogen (læs: naboens hund) havde fået jagtet hende op i et træ et sted i nabolaget. Selv var jeg (nogenlunde) rolig og varslede at hun ville komme frem til spisetid. Klokken 17:50 sad hun på trappestenen. Alt var godt igen. Senere på aftenen ringede min far og fortalte at NU var han gået på pension. Han bliver 70 om et øjeblik, og da han med garanti har trukket roer op af den lollandske, fede muld fra han kunne gå, er det da nok også på høje tid at trække sig fra arbejdsmarkedet. Da jeg under telefonsamtalen stod og så ud af det østnordøstvendte køkkenvindue så jeg pludselig et lille stjerneskud. Lyriderne. Jeg kom straks i tanke om de mange gode stunder med bl.a. Allan Reib når vi sammen har stået og iagttaget den mørke himmel, hvad enten det har været på golfbanen, fra flagbastionen på Kronborg eller i de tidlige dage af Montebelloobservatoriets historie. Jeg kan kun opfordre til at kigge op og ud.
Nu er det ved at weekend igen, og i denne weekend skal der ske noget særligt. Vi får leveret og monteret flagstang i haven. Dannebrog skal op at hænge. Endnu en grund til at løfte sit blik.

Jeg indrømmer gerne at min dagbog er en noget tyndbenet omgang i disse dage – jeg holder ferie fra mit normale virke, og laver ikke meget andet end at bygge plantekasser og udekøkken. Men det er berigende arbejde, i hvert fald for mig. Jeg skylder næsten at sige at valget naturligvis landede på samlinger savet i smig. Og som en folkeskolekammerat sagde; Hr. Stampe ville have været stolt. Hr. Stampe var vores sløjdlærer på Skolen ved Gurrevej. (Da jeg har fået flere kommentarer på at mit udekøkken ligner et kaninbur, må jeg hellere undlade at nævne jeg som barn havde en dværgkanin, som netop hed Stampe – Men han havde nok også været stolt).
På min egen facebookvæg har der nærmest været afstemning omkring noget finish på mit møbel, og ud over det naturligvis både skal slibes og males i Pandekagehusets grønne farve (Ja ja, huset er gult – men træværket du ved …) så er der vist stemning for at bordpladens kant skal beklædes med en kant af messing. Jeg må nok indrømme at jeg synes det vil blive pænt, men beslutningen tager jeg først når jeg om en time står i byggemarkedet og ser på udvalget. Hænglser og hjul skal jeg også have, og jeg er ved at nærme mig en plovmand i materialer, hvilket må siges at være okay. Jeg skal ikke begynde at beregne min timeløn med, for min perfektionisme har det med at trække projekterne lidt ud og fordyre det. Selv kalder jeg det “omhyggelighed”.
Det er sidste feriedag, og mandag morgen klokken 0700 starter min næste vagt med rådighedsvagt 24/7 til næstkommende mandag. Så “hverdagen” nærmer sig igen. Ja, det er jo en hverdag meget ulig den vi kender, men jeg har vænnet mig til at være hjemme efterhånden og indtil videre er det hjemmekontoret jeg er på de næste par uger også. Husets præteen glæder sig til at starte i skole igen på mandag, så jeg må hellere få efterset hendes cykel i weekenden, og sikre mig at den kan trille.

Fortsat ferie, og gang i byggeriet.Trælasten kom med mine reglar og brædder omkring middagstid, og jeg gik strakt i gang med at bygge skellettet til mit udekøkken. Jeg har altid haft den “evne” at kunne fordybe mig fuldstændigt i en opgave, og glemme alt om sult, tørst og kaffetrang. Sådan var det også onsdag. Jeg var i gang siden formiddag, og en kop urørt og iskold kaffe, hovedpine og træthed stod i kø og ventede på mig. Jeg pakkede sammen og omkring klokken 17 mente jeg det var tid til frokost. Lidt overbærende latter fra min bedre totredjedel, syntes jeg skulle gemme appetitten en time mere. Dagens ret var Gullasch og rodrugtmos, fra den lokale Bodega som i disse tider laver takeaway. Som tidligere nævnt vil vi gerne støtte op om de lokale spiserier, så vi også kan nyde dem senere.
Nå, men jeg fik lavet skellettet til mit udekøkken, og nu er det tid at beklæde det. Jeg er fortsat i tvivl om jeg skal lave samlingerne lige, eller med smig. Beslutningen bliver taget, når denne overspringshandling (dagbogsskribleri) er overstået. Eller, næ: for jeg har lige fået bærbuske hjem som skal plantes. Solbær og ribs som jeg har glade barndomsminder om fra haven på hjørnet af Gurrevej og Baldersvej, samt hindbær i både røde og gule nuancer. Så mangler jeg bare at finde stikkelsbær og hente en brombærbusk hos min mutti, så er vi dækket godt ind på bærfronten. Om ikke andet, så i hvert fald om et par år, når buskene har vokset sig store.
Nå, men jeg må i gang med dagens opgaver.

Påsken er overstået, og det var en god en af slagsen. Sædvanen tro var Hornbæk fuld af mennesker, og en enkelt gang valgte jeg at køre hele den lange vej til Ålsgårde, for at handle – undskyld; købe ind. Det var nu ikke så lang en tur, for det var på vej hjem fra Helsingør, men vi skal jo helst have en lidt beklagende tone… Påskedagene gik med at lave skjulere til mine plantekasser, så mine tomater kan få et sted at bo, så snart snevejr og nattefrost er overstået. Plantekasserne er lavet af brugte paller og pallerammer, samt et par brædder fra en palleseng, som ikke længere eksisterer.
Jeg holder ferie i denne uge, og jeg har planer om helt at holde mig fra arbejdstelefon og e-mail til mandag morgen klokken 0700. Feriedagene skal jeg bruge på at bygge en art udekøkken til Pandekagehusets overdækkede terrasse. Jeg var så heldig at få 3 længder askeparket af den massive slags, som var i overskud fra et byggeprojekt. 2 af disse er blevet skåret til og skal udgøre borpladen. Materialer til skellettet er bestilt hos den lokale trælast, og så snart det er kommet, går jeg i gang med kap-/geringsaven igen. Måske når jeg at blive klar inden sommeren er over os.

Igen er der nye meldinger fra Statsministeren. Lige som resten af landet lukker vi forsigtigt op for dele af de opgaver Hornbæk Fjernvarme har lukket ned for, og laver kompenserende foranstaltninger for at undgå Corona-smitten. Som min mutti sagde; det er pest eller Corona. Vi kan dog ikke skubbe vore opgaver i én uendelighed. Mange nye forbrugere venter på at blive tilsluttet fjernvarmenettet, og vi har nogle reparationer som bør udbedres mens det er lunt i vejret. Især i år er det vigtigt at vi kan holde varme på plejecenter og boliger for særligt de udsatte, men i og med at mange arbejder hjemmefra er det samtidig vigtigt at generelle afbrydelser sker af så kort varighed som muligt. Vi går derfor i gang med at grave lidt igen – først de steder som ikke bør være en risiko, og dernæst må vi med kløgt og forsigtighed få lavet det nødvendige arbejde på bedst mulige måde uden at risikere hverken smitte eller større afbrydelser af varmeforsyningen.
Vi fortsætter dog med at holde os adskilt. Vi der kan, bliver hjemme på “kontoret” i køkkenet, krea, stue eller hvor vi har indrettet os, i hvert fald til og med 10. maj. Når vi en gang i mellem er nødt til at tage på værket, sker det med forsigtighed og med passende værn mod sygdommen. Vi er heldigvis gearet til det, selvom det naturligvis er lidt mere besværligt.
Til gengæld kan vi jo nyde at køkkenet imens kan emme endnu mere af hjemmelavede godter, og mens jeg passer mit lille kontor, passer gryden med grøntsagsrester sig selv, og bliver til den skønneste fond. Ja, det er old school at koge sin egen fond og bage brød på surdej, men i skulle prøve – det er lækkert. Vi forsøger også at støtte op om de lokale spisesteder og bestiller gerne take away fra steder der normalt ikke tilbyder dette. I aften (tirsdag) skal vi eksempelvis have dumplings – autentiske dumplings fra et lokalt sted i Hornbæk. Vi vil jo gerne have at de også er her efter krisen.

Endnu en uge lakker mod enden, og det bliver helt rart at være uden vækkeur i et par dage. Men mandag er det igen min tur til at holde værket under opsyn. Da vi er flere som skiftes til at holde øje med værket, bliver det med både engangshandsker og sprit. Vi var heldige at begge dele på lager, allerede inden Coronaen kom til byen. Til gengæld frygtes andres indtog mere i disse dage. Hvis vejret i påsken bliver lunt og rart, bliver Hornbæk normalt fyldt op af sommerhusfolket – og hvis man følger med i de lokale grupper på facebook, så er det nok de færreste som forestiller sig det bliver anderledes denne påske.  De lokale forretningsdrivende er afhængige af denne omsætning som sommeren bringer, så det er en svær balance i år. Jeg bliver bare hjemme i privaten og bevæger mig ikke ret langt.
Jeg har nemlig nogle tomater som er ved at bryde ud af deres kuvøse, så jeg skal have gjort potter og muld klar, og så skal jeg lave noget beklædning til mine kapillærkasser. Jeg er stor fan af selvvanding – det skal helst være lidt let at passe have. For nogle år tilbage byggede jeg blandt andet mobile, selvvandende højbede og havde afgrøder på den vertikale led i et projekt med hydroponi. Så avanceret bliver det ikke i år, da der er nok som passes og bygges i vores første sommer her i Pandekagehuset. Men næste år måske. Der skal i hvert fald etableres noget automatisk vanding og opsamling af regnvand. Og så skal vi have en flagstang. Jeg synes Dannebrog, svajende i den blide brise er så smukt og sidste år, lige efter vi flyttede ind, fik jeg et stort jubilæums-flag i orlogsrød til den flagstang jeg i mange år har ønsket mig.

Selv her på fjerde uge af landets, ja verdens nedlukning er jeg vild med konceptet at arbejde hjemmefra. Langt de fleste af mine opgaver kan jeg udføre hjemmefra, og kun omkring hveranden uge for øjeblikket er det min opgave at sørge for varmeværkets ve og vel. Normalt er jeg faktisk også vild med at tage på arbejde. Jeg er glad for min arbejdsplads, for mine få kolleger, mine opgaver, forbrugere, samarbejdspartnere og alt det andet. Jamen, Hr. Blumensaadt, er du sådan en lalleglad tosse? Savner du slet ikke noget? Det da ved den almægtige Odin jeg gør. Men det gør de fleste, og jeg har det altså relativt nemt ved at indrette mig efter forholdene.
Hvad savner jeg så? Når jeg møder min mutti i byen, savner jeg at give hende et knus. Jeg savner at tage på loppetur med min dejlige lille familie. Og jeg savner Formel1. Sidstnævnte er der nok omkring 20 kørere som savner endnu mere – så jeg klarer nok min del af savnet – til gengæld kan jeg spare på udgifterne til den dyre sportspakke så længe. De andre to er knap så nemme, selvom lopperne jo nok ikke render nogen steder, og familien heldigvis er omkring mig det meste af tiden. Men hende den gamle mutti – hun kan vist godt snart bruge et kram. Og hun får snart et ekstra, når vi er forbi den værste del af krisen. Og så må jeg vist også hellere se at få taget hende ud på en længe lovet frokost, hvis man ellers kan få bord et sted i fremtiden.
Og så savner jeg kontorets mørklægningsgardiner, som tager den værste del af det skarpe sollys. Mit ansigt er nemlig østvendt både på kontoret og herhjemme, når jeg sidder i køkkenet. Det har jeg dog nu fundet mig en løsning på; Krea. Krea er vores kreative værelse, som har et nordvendt vindue. Og med mindre Jordens akse kommer helt ud af kurs i min levetid, kommer jeg ikke til at opleve sollys fra netop dét vindue. Retteligt er værelset ikke spor kreativt, men dets indretning indbyder til at vi er det. Vi skal ikke lede efter dimser og dutter, det meste står fremme, lige til at plukke fra hylderne. Det kan vi lide. Der er netop blevet bygget et lille alfehus, som skal ud at bo i et hul i den ene busk, når det altså er blevet pyntet færdigt. Jeg ved ikke hvordan alfehuse er udsmykkede, så det overlader jeg til husstandens øvrige.

Så er der atter fuld gang i Pandekagehuset. Husets preteen er kommet retur efter en uge hos sin far, og det betyder en mund mere at mætte. Så bageaktiviteterne er igen på fuldt blus. Der bliver lavet fuldkornsbrød på surdej, pandekager, boller og så også kanelsnegle. Vi kører en blanding af dansk og svensk sukker på toppen, og det passer helt fint med at jeg i fryseren fandt en pakke julekaffe fra det velduftende kafferisteri på toppen af Helsingborg. Coronatiden giver mulighed for at komme igennem nogle af de ting i fryseren som ellers risikerede at ryge direkte fra frost til mødding. Og nej, vi har ingen mødding.
Andre som spiser godt er kattene. Vi har ellers fodret fugle hele vinteren, så vi tænkte at kattene selv kunne fange deres mad. Spøg til side. De to killinger har fået spist sig igennem en stor sæk foder, og vi måtte derfor forlade matriklen for at skaffe dem en ny. Samme sted solgte jordbærplanter, så nu har vi også et jordbærbed, med 5 forskellige sorter, 6 planter af hver. Haven omkring Pandekagehuset havde blot én enkelt spiselig afgrøde; rabarber. Det er vi ved at ændre på. Vi vil have både hindbær, brombær, solbær, jordbær, kirsebær, æbler, ferskener, og en masse andet lækkert. Busktomater som kan dyrkes på friland er også i gang med at spire og lige udenfor køkkenvinduet har vi plantet krydderurter til brug i madlavningen. Gad vide hvorfor det er så svært at tabe sig …
De næste par uger flytter mit hjemmekontor lidt rundt i huset – for når først solen er kommet op over naboens tag er den pt. for skrap til mig. Jeg troede det var måsen og ryggen som først ville opgive ævred, men sommertidens stærke lys fra nabolagets lokale stjerne, kun knap 149,5 milioner kilometer væk, giver mig altså hovedpine og jeg må finde andre steder at arbejde fra. Men her er plads nok – så det går nok alligevel.

Fredag, klokken er 12 og det er weekend. Normalt samles medarbejderne på varmeværket, til morgenbrød om fredagen, men for tiden må denne tradition også suspenderes. Jeg har i stedet sørget for at der er påskeæg til mine kolleger, men det er en hemmelighed, så I må ikke sige det alt for højt.
Det bliver ikke en weekend som i sidste uge, for med døgnvagt skal varmeværket besøges nogen gange i løbet af weekenden. Det betyder også at jeg skal opholde mig i området, for med tilkaldevagt, skal man kunne være på værket inden for en kortere bestemt tid. Det er nu heller ikke fordi jeg har planer om at skulle ud at rende – for med denne Coronavirus i omløb, holder jeg mig hellere end normalt gerne hjemme på matriklen.
Jeg har fået billeder hjem fra laboratoriet, så en del af tiden vil nok gå med at udvælge hvad der skal på væggene. Som det ses på billedet af mit køkkenkontor, er 6 af billederne allerede kommet op på væggen, i mit ellers øde kontor. Også et stort billede af Kronborg, jeg tog på HM Dronningens fødselsdag sidste år, er kommet op inde i stuen. Jeg håber weekenden byder på mulighed for at tage et par nye billeder af kattene – især Øyvind er blevet negligeret i den henseende.

For nogle dage siden overvejede jeg at skifte køkkenet ud med en blødere plads i stuen – og selvom de stærke solstråler i køkkenvinduet stadig giver mig lyst til at rykke, nyder kattene at ligge på mit skød henholdsvis vindueskarm og nyde varmen. Så jeg bliver her i køkkenet lidt endnu – måske til det bliver gråvejr. De to killinger har efterhånden vænnet sig til at vi altid er her – de har faste rutiner; når mit ur ringer om morgenen, bliver jeg hentet af kattene, Silke vil lukkes ud og Øyvind vil have rejer. Dernæst er de ude til ca. klokken 10-11 stykker, hvorefter de sover til langt ud på eftermiddagen. “Futte”, vores robotplæneklipper, er sat til at gå i gang klokken 11, så han ikke generer kattene, mere end højst nødvendigt.
I denne uge har der ikke været så stor bageaktivitet her i Pandekagehuset (ja, vi navngiver de underligste ting; huset inklusive) – til gengæld har min bedre totredjedel malet alle dørene i entréen. Hun er hjemme fra hotelbranchen og nyder at bruge tiden kreativt. Da jeg jo har skullet passe fjernvarmen 24/7, har jeg kun deltaget med udsmykning af døren ind til vores KREA-værelse. Arbejdsmæssigt er der fortsat opgaver som skal passes, og jeg synes stadig at dagene flyver af sted, og at tiden går lynende hurtigt. Jeg kan dog mærke at mange af vores leverandører oplever nedgangen på en helt anden måde, så der er mange henvendelser som primært handler om salg og opfølgning på tidligere projekter.
Alt i alt nyder jeg stadigvæk at hverdagen ser anderledes ud end den plejer. Jeg har vedhæftet et selvportræt, hvis nogen skulle være i tvivl om hvem “giraffen” er.