Jeg skal være den første til at erkende at Hornbæk Fjernvarmes ordinære generalforsamling d. 15/4-2024, for mig, var et svidende nederlag, ikke mindst for mit moralske kompas. Af uransagelige årsager følte jeg forinden, en overbevisning om at selskabets andelshavere ville ønske mere åbenhed omkring arbejdet bag murene på Lille Evaldsvej. Det skulle vise sig at være helt forkert. Jeg fik dog ret i mine antagelser om at både tidligere og nuværende bestyrelsesmedlemmer og ansatte ville have svært ved mit fremmøde, og flere akavede hovednik og afbrudte øjenkontakter vidnede da også herom. Jeg fik også ret i mine antagelser om at bestyrelsen ville vride sig i stolene i forsøget på at svare udenom, til mine kritiske spørgsmål i forbindelse med min tidligere anklage om bestyrelsens ‘ragen til sig’ af forbrugernes værdier. Faktisk vred formanden sig så meget mellem et par, efter min mening, selvmodsigende historier, at han måtte afbrydes af dirigenten med ordene “Så tror jeg, der er blevet svaret på dét spørgsmål”. Lige dér følte jeg mig godt underholdt, trods det faktum at jeg aldrig fik svar på mit spørgsmål. Ja, der er jo nok en grund til at jeg blev fyret – men nu er jeg ikke længere kontraktuelt forpligtet til at holde min kritik internt.
Nuvel – formandens beretning handlede desværre også om at halvdelen af værkets (nu) 4 ansatte havde ladet sig sygemelde pga. et for højt arbejdspres (stress), og selskabets tidligere næstformand kom med deciderede anklager mod et i øvrigt genvalgt bestyrelsesmedlem, om intimiderende opførsel overfor de ansatte. I hykleriets tegn, kan det da nævnes at den tidligere næstformand tidligere har stået bag personlige chikanøse angreb* mod en ansat (mig) på varmeværket. Det er én af de ulemper andelsbevægelserne rundt om i landet lever med; når folk som har forladt arbejdsmarkedet for 20-30 år siden, skal forsøge at lede en virksomhed i en ny tidsalder. Dette har Helsingør Dagblad tidligere bragt historier om, både i december 2022 og i juni 2023, og folkekirkesagerne rullede desuden vidt og bredt i medierne i 2021 og 2022, så det vil jeg ikke trætte læseren yderligere med.
Formandens beretning fortsatte, og var egentlig blot en 1:1 oplæsning af årsrapportens ledelsesberetning. Selv ikke ved den efterfølgende mulighed for at stille spørgsmål, kunne der (for)svares på kritikken om at administrationsomkostningerne er steget med over 20%, når selskabet så sent som i september måned 2023 i en skriftlig redegørelse** til rådhuset og kommunens økonomiudvalg meddelte at der bestemt ikke var udsigt til prisstigninger, snarere tværtimod var effektiviseringer på tale. Formandens forsøg på bortforklaringer og sammenblanding af brændselspriser og faste bidrag, var et uskønt cirkusnummer, som efter min opfattelse kun havde til formål at sprede et tungt røgslør om foretagendet. Ikke desto mindre er realiteterne, at selskabet i dag er væsentligt ringere stillet end for halvandet år siden – planen er slået totalt fejl, primært pga. manglende kompetencer i bestyrelsen siden 2021. Og her mener jeg at især føromtalte næstformand, og tidligere formand, er de bærende ansvarlige for denne ærgerlige kurs.
Og måske er jeg i virkeligheden den eneste som anser det for en ærgerlig kurs, for faktisk kan det se ud som et godt nok ringe eksekveret, men bevidst kalkuleret cirkusnummer, som handler om at få kørt selskabet ned i en så ringe forfatning, at andelshaverne til sidst ikke har noget at kæmpe for, ud over at afhænde andelsselskabet til storebror; Forsyning Helsingør – hvis de altså overhovedet vil have os… Selvom jeg efter min egen mening havde gjort mig umage med at forfatte nogle sobre og ligefremme beslutningsforslag om mere åbenhed, og mindre griskhed og nepotisme, så var jeg nok i virkeligheden den (tæt på) eneste som stemte for mine forslag. Det eneste forslag som faktisk blev stemt igennem, var et håbløst formuleret og gentaget forslag om netop at undersøge muligheden for at Forsyning Helsingør kan overtage driften af Hornbæk Fjernvarme. Hvis de skynder sig, kan de lige nå det, inden værket fylder 60 år til december.
Eneste opløftende omstændighed på generalforsamlingen var, at en af bestyrelsesposterne fremover vil blive allokeret til en af kommunalbestyrelsens udvalgte***, i denne omgang Forsyning Helsingørs bestyrelsesformand Jens Bertram. Måske det i sig selv kan skabe lidt mere åbenhed og om muligt vidererapportering til byrådet. Det er bl.a. på baggrund af min kritiske klumme i efteråret 2023, at byrådet har besluttet at der skal sidde en med for at sikre alt foregår ordentligt.
PS. I budgettet for 2024 er der talrige poster, som alle dækker over assistance, konsulentbistand og hjælp, til en værdi på næsten en halv million kroner. Hvor mange af disse (forbrugernes) penge rager bestyrelsen i egne og venners lommer? Det skal jeg nok forsøge at holde øje med.
Bilag:
* Dokumentation, som bl.a. findes i Datatilsynets sag nr. 2022317090:
** Skriftlig redegørelse fra Hornbæk Fjernvarme, til Helsingør Kommune:
*** E-mail-korrespondance ifm. udpegelsen af Jens Bertram: