Kategorier
Blogindlæg

Var krisen opstået for blot 2-3 år siden, havde vi været noget “på røven” for at sige det mildt

Jeg er som sådan ganske vant til at ikke to arbejdsdage ligner hinanden. Når man har med kundepleje, forbrugerbesøg, salg, ledelse, GDPR, fakturagodkendelse, ledningsregistrering og nærmest alt andet at gøre, er det ofte svært at tilrettelægge mere end enkelte ugentlige arbejdsdage ad gangen. Jeg troede at onsdagen var en af de dage som jeg kunne holde styr på, men som det så tit sker, lavede virkeligheden om på dagens planer. Bevares, jeg nåede det jeg havde sat mig for, men kontorbarstolen i køkkenet lod sig slide længere end forventet. Så i dag satser jeg på en kortere dag. Jeg skal nemlig “hjem” og bage brød.
Nu er der også sket det at vores brancheforening Dansk Fjernvarme har opdaget at jeg underholder de Nordsjællandske læsere med min dag bag køkkenbordet, så nu vil de også skrive lidt i medlemsbladet. Det bliver dog nok med en anden teknisk detaljegrad, at mine kolleger bliver orienteret – og det bliver bestemt ikke noget der bare minder om daglige opdateringer. Jeg er generelt et meget privat menneske, så det er derfor også begrænset hvad jeg kommer til at dele.
I dag er det en uge siden vi gik hjem for at arbejde. Jeg synes tiden er forsvundet lynhurtigt, men jeg har også haft nok at passe i kontortiden. Bare det at udskyde alle planlagte arbejder og møder har taget tid, og visse opgaver kan ganske enkelt ikke udskydes. Selvom vi arbejder hjemmefra, skal vores forbrugere helst ikke mærke nogen ændringer i hverken kundeservice eller fleksibilitet, og de ændringer og udskydelser vi har påført igangværende og kommende arbejder er heldigvis blevet modtaget med forståelse, langt hen ad vejen. Vi har ikke haft nogen større udfordringer med at holde os fra kontoret, alle systemer har fungeret upåklageligt lige fra den første dag. Vi er som tidligere nævnt vant til at kunne tilgå vores systemer og programmel udefra, da det meste i forvejen er flyttet ud i professionelle serverparker. Var krisen opstået for blot 2-3 år siden, havde vi været noget “på røven” for at sige det mildt.

Jeg har ingen billeder fra dagens arbejde, men “nogen” er jaloux på at kun den ene kat var i avisen – så her er husets anden lille norske skovkilling Silke, som får en velfortjent middagslur med bamsen Bunny-Nut. #cuteness-overload

Silke
Kategorier
Blogindlæg

Jeg har taget arbejdspladsen, ikke arbejdet, med hjem

Jeg indrømmer gerne at jeg har det relativt nemt.
Uret er sat til at ringe 45 minutter senere end normalt – jeg drikker morgenkaffen på “kontoret” og behøver ikke sætte håret før jeg tager på job. Endda min store norske skovkilling Øyvind Ougaard (opkaldt efter en anden lang lemmedasker, med stråtækt smil) kan være med på arbejde i passende kort afstand til sin madskål og helt fri for bekymringer. Et andet sted i huset laves der lektier (og ses serier) og køkkenet emmer som altid af alskens lækre sager. Det er det perfekte sted at arbejde. Samtidig giver det også en helt naturlig adskillelse mellem arbejdstid og fritid, så ikke det bliver blandet sammen. Selv i denne ekstraordinære tid er det vigtigt at holde tingene så adskilt som det nu er muligt. Vi tager arbejdspladsen, ikke arbejdet, med hjem. Når arbejdsdagen er slut, lukker jeg arbejdspladsen ned, og går ind til familien i stuen.
Normalt har jeg det også relativt nemt med at komme på arbejde. Jeg har kun ca. 1000 meter mellem hjem og arbejde, og udover en banekrydsning er der ikke de store sværdslag i min daglige pendling. Jeg er vant til selvstændigt arbejde, og da vi kun er ganske få ansatte, har jeg heller ikke savn i forhold til at have en masse mennesker omkring mig. Mine kolleger og jeg, må i denne tid nøjes med telefonisk kontakt, som heldigvis er helt og aldeles mobil, ligesom vores digitale arbejdsplads er det.
I dag onsdag kommer en stor del af arbejdsdagen til at gå med at informere kommende nye fjernvarmeforbrugere om de forsinkelser COVID-19 vil betyde for netop deres ejendom, og så har jeg nogle telefonmøder med diverse samarbejdspartnere. Vi er holdt helt op med at tilbyde besøg hos forbrugerne, med mindre her er tale om helt akutte og uopsættelige arbejder.
Tiderne giver nogle helt andre og på mange måder mere komplicerede opgaver end normalt, så vi har absolut ingen grund til at kede os ret længe ad gangen.

Kategorier
Blogindlæg

Jeg er fan

Torsdag i sidste uge blev beslutningen taget at vi småt lukkede ned for alle ikke akutte aktiviteter, og at vi i videst muligt omfang skulle arbejde hjemmefra. Vi er kun 3 ansatte på Hornbæk Fjernvarme, og da vi arbejder med forsyning af varme til Hornbæk, heriblandt både et plejecenter og Region Hovedstadens klinik for rygmarvskader, er det vigtigt at fokusere på normal drift uden unødvendige afbrydelser.
Hele fredagen gik med at arbejde fra køkkenbordet (billede1) som var i en passende afstand til fredagskagen i ovnen. Også i dag tirsdag er der synlige og umiddelbare fordele ved at arbejde hjemmefra (billede2). Lunt hjemmebagt morgenbrød, endda helt uden gær, som man sikkert ikke kan opstøve. Jeg kommer nok til at savne mit hæve/sænke-bord, men det må jeg bare finde en løsning på, når ryggen og måsen bliver trætte.
Personligt er jeg kæmpe fan af at passe arbejdet hjemmefra. Nogle ting tager naturligvis lidt længere tid, men da der er skruet ned for aktiviteterne er opgaverne tilsvarende færre. I forvejen er vi vant til at kunne arbejde alle steder fra, så længe der er internet, da det meste af vores programmel kører på servere hos vores IT-leverandør. Naturligvis foregår alt på kun én skærm for tiden – til gengæld er kaffen bedre. Da vi ikke ved hvor længe denne krise står på må vi få det bedste ud af det, i fællesskab, hver for sig.
I stuen bliver husets 10-årige undervist af sin mor, og de prøver på bedste måde at tilgå og løse de opgaver lærerne gør tilgængeligt på nettet.