Der er noget næsten poetisk over den danske folkeskole. I et halvt århundrede har vi gjort skoledagen længere, lagt flere timer og aktiviteter på og hældt fine ord ovenpå. Nu fortæller PISA endnu en gang, at danske børn er blevet dårligere til det, skolen blandt andet skal lære dem: at læse, regne og tænke. Det er jo lidt af en præstation. Man kan åbenbart ikke bare hælde mere vand i gryden, hvis man har glemt at tænde for komfuret.
Jeg har kigget på, hvor meget faglig undervisning en dansk skoleelev faktisk får. Ikke bare det, der står på skemaet, men korrigeret for fravær, vikarer, manglende faglige kompetencer og den lille detalje, at planlagt undervisning ikke nødvendigvis er undervisning, der finder sted. Siden 1975 er den planlagte undervisning steget markant. Men når virkeligheden trækkes fra, bliver forskellen mellem generationerne betydeligt mindre. Vi er altså blevet gode til at producere undervisningstimer. Det er bare ikke nødvendigvis det samme som at producere læring.
Og så er der den lange skoledag. Børnene skal være længere i skolen, men en betydelig del af tiden er ikke faglig undervisning. Der er understøttende undervisning, aktiviteter, bevægelse, pauser og alt muligt andet. Sikkert fint hver for sig. Problemet opstår, når den samlede skoletid bruges som bevis på, at børnene får mere undervisning. Det svarer lidt til at måle en restaurants kvalitet efter, hvor længe gæsterne sidder ved bordet.
Så er der dem, der underviser. En undervisningstime indeholder ikke nødvendigvis en fagligt kvalificeret lærer. Der er vikarer, pædagoger og andre voksne. De kan naturligvis være dygtige. Men en dygtig voksen er ikke automatisk dansklærer, og en flink vikar er ikke nødvendigvis matematiklærer. De nye undersøgelser viser, at forskellen mellem planlagt og faktisk kompetencedækning kan være voldsom. På papiret ser det pænt ud. I klasselokalet kan virkeligheden være en anden.
Det er her, Generation Z bliver interessant. Hvis mine beregninger og antagelser har bare nogenlunde fat, er det ikke længere helt urimeligt at spørge, om vi har skabt den første generation, der kommer ud af folkeskolen med mindre faglig ballast end generationen før. Ikke fordi de unge er blevet dummere. De er resultatet. Hvis man giver børn mere fravær, flere aflysninger og større variation i undervisningen og samtidig bilder sig ind, at flere timer automatisk giver mere læring, skal man være meget optimistisk for at forvente et bedre resultat.
Og her bliver PISA mindre mystisk. PISA måler ikke, hvor mange timer eleven har været på skolens matrikel. Den måler blandt andet, hvad eleven faktisk kan. En ganske irriterende egenskab ved virkeligheden. Man kan ikke kompensere for manglende læring ved at forlænge skoledagen eller give aktiviteten et nyt navn. På et tidspunkt skal børnene faktisk kunne læse teksten og regne opgaven ud. Her hjælper 45 minutters ”læringsunderstøttende relationsorienteret bevægelsesaktivitet” ikke meget.
Jeg siger ikke, at jeg har fundet den ene forklaring på Danmarks PISA-resultater. Men jeg vil gerne pege i retning af noget, der burde få alarmklokkerne til at ringe: Der er forskel på den undervisning, politikerne beslutter, og den undervisning, eleverne faktisk møder. Vi har brugt årtier på at optimere efter skemaet og statistikken i det iskolde regneark. Måske skulle vi prøve noget mere radikalt: at optimere efter det, eleverne faktisk lærer.
For vi har ikke manglet skoletid. Vi har manglet modet til at spørge, hvad tiden blev brugt til. Vi har gjort skolen længere, mere kompleks og mere administreret – og nu står vi med en generation, der tilsyneladende ikke fik den faglige gevinst, alle de ekstra timer skulle give. Hvis det er meningen med verdens mest ambitiøse folkeskole, må man næsten håbe, at næste reform bliver kortere. Ikke skoledagen. Reformen.
Og prøv bare at putte mønter i den automat, som får mig i gang med at berette om inklusionens forbilledlige fortræffeligheder.