Da jeg sidste efterår begyndte projektet med at læse verdenslitteraturens væsentligste værker, spurgte flere, om jeg virkelig havde lyst. Spørgsmålet er egentlig forståeligt, for de fleste af os vælger bøger af samme grund, som vi vælger en film eller en tv-serie: Vi vil underholdes. Men det var aldrig formålet med mit projekt. Jeg satte mig ikke for at finde de bedste romaner eller de mest spændende fortællinger. Jeg satte mig for at læse de bøger, som har været med til at forme den kultur, vi er vokset op i. Det er en væsentlig forskel. Jeg læser ikke klassikerne, fordi de nødvendigvis er gode. Jeg læser dem, fordi de er vigtige. De gode kan komme senere.
Efter omkring 27 værker, og kun 1/8 igennem min liste, er det blevet tydeligt for mig, at vi ofte forveksler kvalitet med betydning. Vi forventer næsten, at en klassiker automatisk også skal være en fantastisk læseoplevelse. Men sådan fungerer kulturhistorien ikke. Ingen besøger Nationalmuseet med forventningen om, at en flintøkse skal være lige så underholdende som en Netflix-serie. Alligevel forventer mange, at Homer, Cervantes eller Tolstoj skal kunne konkurrere med en moderne spændingsroman. Det synes jeg er den forkerte målestok. De gamle værker skal ikke først og fremmest underholde os. De skal hjælpe os med at forstå, hvor vores fortællinger, idéer og forestillinger kommer fra.
Det betyder ikke, at de alle er lige gode. Nogle af bøgerne har grebet mig langt mere end andre, og der er bestemt også værker, jeg aldrig får lyst til at genlæse. Men det er heller ikke længere det interessante. Jeg er holdt op med at spørge, om en bog var god. I stedet spørger jeg, hvorfor netop den blev stående, mens tusindvis af andre bøger forsvandt. Hvad var det, den satte i gang? Hvad ændrede den? Hvilke forfattere byggede videre på den? Den slags spørgsmål har vist sig at være langt mere spændende end at give bogen et antal stjerner. Men jeg holder mig nu ikke tilbage med at give dem karakterer. Og de fleste slæber sig af sted med bundkarakterer.
Det mest overraskende er måske, hvor mange referencer der pludselig falder på plads. Udtryk som en odyssé, et kafkask system eller en donquixotisk kamp er ikke længere bare vendinger, man har hørt. De peger tilbage på konkrete værker, som stadig lever videre i vores sprog. Det samme gælder Shakespeare, Orwell, Dante og mange andre. Når politikere citerer 1984, eller når en film låner et motiv fra Hamlet, opdager man, at klassikerne stadig er omkring os. Ikke som museumsgenstande, men som en del af den måde, vi tænker og taler på. De har altså haft en væsentlig betydning for litteraturens udvikling. Og det var dér mit læseprojekt tog sin begyndelse.
Jeg tror egentlig, at projektet har lært mig noget, der rækker ud over litteraturen. Vi lever i en tid, hvor næsten al kultur bliver vurderet ud fra, om vi kunne lide den. Måske burde vi oftere spørge, om noget er værdifuldt, selv om det ikke nødvendigvis er fornøjeligt. Vi accepterer uden videre, at man lærer historie, fysik eller samfundsfag, selv om det ikke altid er underholdende. Men når det gælder litteratur, forventer vi tilsyneladende, at den både skal oplyse og underholde på samme tid. Jeg er ikke sikker på, at det er et rimeligt krav.
Derfor er projektet heller ikke blevet mindre motiverende, selv om nogle af værkerne har været tunge at komme igennem. Tværtimod. For hver bog føler jeg mig en lille smule bedre rustet til at forstå den kultur, jeg er en del af. Ikke fordi jeg er blevet romanelsker, men fordi jeg er blevet mere oplyst. Det var hele ambitionen fra begyndelsen, og den er faktisk blevet bekræftet undervejs. Jeg læser ikke klassikerne for at blive underholdt. Jeg læser dem for at forstå de referencer, som resten af vores kultur bygger ovenpå. Og det viser sig at være en langt bedre grund, end jeg havde forestillet mig.