Kategorier
Blogindlæg

Jeg savner at kramme min mor

Selv her på fjerde uge af landets, ja verdens nedlukning er jeg vild med konceptet at arbejde hjemmefra. Langt de fleste af mine opgaver kan jeg udføre hjemmefra, og kun omkring hveranden uge for øjeblikket er det min opgave at sørge for varmeværkets ve og vel. Normalt er jeg faktisk også vild med at tage på arbejde. Jeg er glad for min arbejdsplads, for mine få kolleger, mine opgaver, forbrugere, samarbejdspartnere og alt det andet. Jamen, Hr. Blumensaadt, er du sådan en lalleglad tosse? Savner du slet ikke noget? Det da ved den almægtige Odin jeg gør. Men det gør de fleste, og jeg har det altså relativt nemt ved at indrette mig efter forholdene.
Hvad savner jeg så? Når jeg møder min mutti i byen, savner jeg at give hende et knus. Jeg savner at tage på loppetur med min dejlige lille familie. Og jeg savner Formel1. Sidstnævnte er der nok omkring 20 kørere som savner endnu mere – så jeg klarer nok min del af savnet – til gengæld kan jeg spare på udgifterne til den dyre sportspakke så længe. De andre to er knap så nemme, selvom lopperne jo nok ikke render nogen steder, og familien heldigvis er omkring mig det meste af tiden. Men hende den gamle mutti – hun kan vist godt snart bruge et kram. Og hun får snart et ekstra, når vi er forbi den værste del af krisen. Og så må jeg vist også hellere se at få taget hende ud på en længe lovet frokost, hvis man ellers kan få bord et sted i fremtiden.
Og så savner jeg kontorets mørklægningsgardiner, som tager den værste del af det skarpe sollys. Mit ansigt er nemlig østvendt både på kontoret og herhjemme, når jeg sidder i køkkenet. Det har jeg dog nu fundet mig en løsning på; Krea. Krea er vores kreative værelse, som har et nordvendt vindue. Og med mindre Jordens akse kommer helt ud af kurs i min levetid, kommer jeg ikke til at opleve sollys fra netop dét vindue. Retteligt er værelset ikke spor kreativt, men dets indretning indbyder til at vi er det. Vi skal ikke lede efter dimser og dutter, det meste står fremme, lige til at plukke fra hylderne. Det kan vi lide. Der er netop blevet bygget et lille alfehus, som skal ud at bo i et hul i den ene busk, når det altså er blevet pyntet færdigt. Jeg ved ikke hvordan alfehuse er udsmykkede, så det overlader jeg til husstandens øvrige.

Kontoret er rykket i KREA