Dine lokale sportsforeninger, vandværker, vinterbadelaug, og andre foreningsbaserede aktiviteter som astronomi, fotoklubber, voksenvenner og en masse andet, eksisterer kun fordi der er frivillige og ulønnede mennesker som gider bruge energi på at drive det. Ligeså vigtigt det er at vi melder os ind i bestyrelser for at deltage aktivt i arbejdet, lige så vigtigt er det at støtte nogle af de aktiviteter som findes, med økonomiske bidrag – da udgifter til alt andet end løn bare vokser og vokser som alt andet i samfundet. Det er nærmest kun den kommunale støtte som ikke vokser – tværtimod. Med mindre der altså er tale om en professionel fodboldklub med lønnede medarbejdere…
Tag for eksempel en tur i Toldkammeret til Mandagsjam hvor dygtige både amatører og professionelle musikere spiller sammen, eller læg vejen forbi Borupgårdteatret i november måned, hvor en masse dygtige mennesker skriver og instruerer mere end 100 børn fra 1. til 10. klassetrin. Det sidste års tid har Teaterbøtten, som er en privat non-profitforening, arbejdet hårdt på forestillingen “Den Gyldne Hånd” som er en ren Westernhistorie med både cowboys, guldminer og grådige bankfolk. Og jeg tør godt love at de er dygtige og at de meget gerne vil sælge billetter til forestillingen, så de får råd til at undervise igen til næste år.
Du kan også vælge at støtte en af dine lokale genbrugsbutikker, gå til koncert i Musikhuset Elværket eller sende en donation til en forening du synes gør et godt stykke arbejde. For med stigende omkostninger har de alle brug for lidt ekstra økonomisk støtte. Ellers forsvinder de helt enkelt. Og hvis de forsvinder, så er det temmelig meget op ad bakke at genskabe alle de kræfter som allerede ER lagt i opbygningen. Hvis ikke vi får råd til at eksistere, bliver de frivillige kræfter spredt, og samfundet mister dén gode det er at have et sted hvor musikere kan udvikle sig, børn kan lege og øve drama og kropssprog, og steder hvor folk kan mødes over fælles interesser, hvad enten det er poesi, papirfoldning eller pileflet.
Et samfund hvor det meste skal privatiseres og liberaliseres for at nogle få kan tjene alle pengene og bygge endnu flere og større villaer på Strandvejen, bryder jeg mig ikke om. Helt almindelige mennesker som dig og mig (… og Wiibroe), har brug for oplevelser, kultur, teater, fodbold, fællesspisning og torvedage, uden et politisk udvalg har bestemt at det kun er de fineste og rigeste som skal have plads på scenen. Jeg er med på at der OGSÅ skal være plads til at de bedre bemidlede kan få lov at udfolde sig og vise deres dyre og misundelsesværdigt smukke biler frem på kulturhavnen, men jeg synes desværre også at se en skævvridning i forhold til de kulturelle tiltag som ikke nødvendigvis har mulighed for at leje sig ind på de dyreste pladser.
Lad os prøve om ikke vi kan fordele midlerne lidt bedre. De som har valgt at overleve på reklamer og salg til den øvre middelklasse og derover, skal såmænd nok klare sig. De som omsætter for mange millioner i forvejen, skal nok også få det til at løbe rundt ved at spænde livremmen lidt ind. Men de kulturelle institutioner som i forvejen lever på et begrænset budget, har hverken lønomkostninger, firmabiler eller bestyrelsesrejser som kan spares væk. Kun institutionen selv kan spares væk, med et fattigere samfund som resultat.
Og ligesom det, for eksemplets skyld, hovedløse initiativ om SFO 2.0, risikerer vi at det er børnene, de kreative unge, de ensomme og de ældre det går ud over. Resultatet af dette kan kun ende med en højere regning på den direkte kernevelfærd vi alle skal kunne regne med, skulle vi få brug for det. Så spar hellere en streamingtjeneste og tag på en underholdende tur i Borupgårdteatret i efteråret, hvor en masse dygtige frivillige voksne, 100 glade børn og unge, og en portion dygtige komponister og forfattere, samlet under navnet Teaterbøtten har været i gang længe, bare for at kunne underholde dig. God fornøjelse.