Jeg blev så glad da jeg i udsendelsesserien “Sexisme i musikbranchen” oplevede at mennesker reelt valgte at sige fra overfor dårlig opførsel. Ikke 40 år senere, men mens krænkelserne fortsat står på, og er en form for “normal”. Vi kan alle undskylde os med at vi har været en flok skovle m/k på et eller andet tidspunkt i vores liv, og for de fleste af os, var det i de unge år, mens vi stadig skulle lære om egne og andres grænser. Men der er sågu ingen undskyldning for at opføre sig ulækkert overfor andre mennesker i voksenlivet. Med livet følger en vis erfaring og den erfaring bør vise dig at det kan svare sig at være god mod andre. I hvert fald hvis du har et ønske om at andre skal behandle dig ordentligt.
Ordentligheden kan i den grad også komme på prøve, når man får sig forvildet ind i en art politisk diskussion på nettet, eller hvis man forsøger at råbe op i forhold til ødselhed fra diverse fælleskasser, hvad end det er på kommunen, i grundejerforeningen eller varmeværket. Sidstnævnte har jeg da brændt nallerne på, men det får mig ikke til at holde kæft (hvilket flere dog har bedt mig om). Jeg ser ikke mig selv som værende decideret stridslysten, men ind imellem får usandheder, nepotisme, røgslør og fuldesnak altså det værste frem i mig, og så må jeg til tasterne. Hvis bare vi var bedre uddannet i almen sund kritisk sans, så ville vi ikke hoppe på hvad som helst.
En af årsagerne til denne folkesygdom er, som jeg ser det, en indre afart af fænomenet “whataboutism” – denne trang til at matche eller overgå en historie, frem for bare at lytte. At vi hele tiden skal måle os op mod hinanden og vise det ene halvfalske glansbillede frem efter det andet. Vores higen efter at være lige så pæne og gode som de andre, virker som en undertrykkelse af jeget, frem for en fælles social løftestang. Det sociale fællesskab er med til at fastholde os i en ensom kasse, som hele tiden bliver målt og vejet af andre og os selv. Vi gør det for at få likes, anerkendelse og venskaber. Og vi har ikke brug for det. Det er decideret usundt.
Den polske sociolog Zygmunt Bauman pegede i 1990’erne netop på det forhold, at fællesskaber er ekskluderende. I Danmark dyrker kulturen fællesskabet i en sådan grad, at er man ikke en del af fællesskabet, så er det så stort et problem at der skal gribes ind for at få den enkelte ind i et ’passende’ fællesskab. Og som læreren Jakob Kvist skriver i et debatindlæg d. 12/6-2024 i Information; “Det sociale har så meget magt over os, at det kan få os til at gå imod vores natur. Vi vil hellere være normale end opfylde vores eksistentielle behov, fordi vi ikke tænker videre over det. Derfor søger vi febrilsk og forgæves efter mening på de sociale medier og arbejdspladsen.”
Jeg har for længst opgivet at “passe ind”, og jeg nægter simpelthen at lade mig kue, og som Jakob Kvist fortsætter; “Det har aldrig været lettere for magthaverne at udnytte os, fordi vi har så travlt med at imponere hinanden.” Jeg kunne ikke være mere ligeglad om du er imponeret eller ej, jeg lever ikke for likes, jeg går ikke på arbejde for at få venner, og når jeg ytrer mig er det primært for min egen skyld, og for måske at søge at påvirke min omverden. Jeg har absolut ingen som helst interesse i at have, eller få ret, jeg er udelukkende interesseret i at få sandheden frem. Anerkendelseshungeren har jeg aldrig rigtigt forstået, og det er muligvis en af de medvirkende årsager til at jeg er tilfreds i livet. Hvad du synes og føler er helt og holdent din egen hovedpine.
Samme hovedpine er det for mig, hvad jeg føler og tænker om den verden, jeg befinder mig i, og de mennesker jeg omgiver mig med. Den skarpe læser ved at jeg er markant introvert, hvilket derfor også kommer til at stille (måske for) høje krav, til dem jeg lukker ind i min private sfære. Vi er tilbage ved ordentligheden, og det at sige fra. Det er helt ok at sige fra overfor dårlig behandling, du skal ikke finde dig i at blive trådt på. Vi har selv et ansvar for i det mindste at kende egne grænser og for at takke nej til dårlige venskaber, forretningsforbindelser og lignende. Jeg har selv fulgt flere livslange venskaber til døren – fordi jeg ikke kunne leve med deres måde at være på. Og det er ok!
Husk på at det ikke er Verden som skal forme dig – det er dig som former Verden.