Som jeg ser det og som mange andre også ser det, må vi forlade de fossile brændsler, hvis vi skal have en chance for fortsat at kunne klare livet her på kloden. For nogle sker det i store og selvbevidste skridt, mens det for andre sker i et lidt mere roligt tempo. Jeg hører til i den sidstnævnte kategori – og det skyldes mange forskellige, og for mig vigtige, faktorer. I mit daglige arbejde har jeg ofte brug for at køre korte by-ture – flere gange dagligt endda, kombineret med ugentlige kommune-ture, regelmæssige region-ture og enkelte årlige nationale ture, som tilsammen giver en rimelig fornuftig køreøkonomi. Hvis jeg skulle have en elektrisk eller en hybridbil til alle disse formål, ville den koste langt over mit budget. Samtidig ville en del af mine ture slet ikke kunne gennemføres med den ringe dækning af opladningsmuligheder vi har endnu.
Jeg har i mange år kørt i små og økonomiske mikrobiler, som trods alt kører langt for hver liter benzin jeg vælger at hælde ud i vores fælles atmosfære. Jeg kender flere som fra naturens side er nødt til at kompensere med en stor bil, og flere gange har jeg tilbudt dem at vi skulle køre om kap. De må bestemme distancen, hvis jeg må definere mængden af benzin der vil være til rådighed for kørslen. Indtil videre har ingen ønsket at køre om kap med mig. Det ændrer sig næppe nu. Og selv har jeg ikke et behov for et stort og osende stykke vogntøj, som kan rive en campingvogn over på midten.
I efteråret fik min bedre totredjedel akut behov for pendlerbil, og vi fandt hurtigt en som kunne dække behovet, i hvert fald frem til nu – men det er en brugt benzinsluger, så den skal som planlagt skrottes – eller i hvert fald videre. Min mikrobil er i helt fin stand, og det var derfor planen at jeg skulle have en bil som kunne dække de fleste behov elektrisk, og fungere som familiebilen i det daglige og trailerture til genbrugspladsen i weekenden. Og det har jeg fået. En plug-in hybrid, som ud over at kunne køre ca. 50 kilometer på ren strøm, kan levere en imponerende benzinøkonomi ved blandet hybridkørsel, på de lidt længere ture. Endvidere har den god plads, og vil også af den grund være det naturlige valg, når den lille familie skal på ferie, eller blot på shopping et sted på Sjælland.
Om et par år, når den anden bil skal udskiftes, kan vi med fordel vælge en ren el-bil, som vil kunne dække de behov der vil være for den, i det daglige. Og så kan vi være heldige at producenterne har fået designet flere valgmuligheder, også i den mindre og dermed mere økonomiske klasse. Mit behov nu og her kan ikke løses med en ren el-bil – men langt størstedelen af den daglige kørsel, vil blive dækket af ren el. Alternativet havde været endnu en ny benzinbil, og det synes jeg trods alt ikke er et rigtigt valg. Selvom strømmen i de danske stikkontakter samlet set er mere sort end grøn, er det dog på vej i en grønnere retning.
I skrivende stund har jeg haft min nye bil en lille uge, og jeg er vældig glad for den. Jeg sætter den til at oplade, når strømmen er renest og billig, som regel om natten – og så er den klar til at give mig nærmest lydløs køreglæde den følgende dag. Men ligesom nye telefoner ikke længere kommer med opladere, skulle det også lige gå op for mig, at en bil til godt og vel en kvart million kroner, heller ikke kommer med et ladekabel; det skal tilkøbes. Nuvel, ladestander og kabel er monteret på siden af Pandekagehuset, og er forberedt til at der kommer endnu en lille ny – om et par år. Altså en lille ny elbil. Den skal i øvrigt være rød, og hedde Elmo.
Nu vil den kvikke læser som kender vores navngivningsmani nok spørge; Hvad hedder så sådan en spritny og panelgrå plug-in hybridbil, som netop er flyttet ind på matriklen? Vi kalder ham Hybert! Og skulle du endelig spørge fra “nogen”, så hedder den lille hvide Speedy og den nu afhændede VW beetle med nummer 53 hed, grundet sin røde farve, Ruby.
Nu må i dog have mig undskyldt – jeg skal ud at køre en tur i det nordsjællandske og brænde noget vindenergi af.