Jeg indrømmer gerne at jeg har det relativt nemt.
Uret er sat til at ringe 45 minutter senere end normalt – jeg drikker morgenkaffen på “kontoret” og behøver ikke sætte håret før jeg tager på job. Endda min store norske skovkilling Øyvind Ougaard (opkaldt efter en anden lang lemmedasker, med stråtækt smil) kan være med på arbejde i passende kort afstand til sin madskål og helt fri for bekymringer. Et andet sted i huset laves der lektier (og ses serier) og køkkenet emmer som altid af alskens lækre sager. Det er det perfekte sted at arbejde. Samtidig giver det også en helt naturlig adskillelse mellem arbejdstid og fritid, så ikke det bliver blandet sammen. Selv i denne ekstraordinære tid er det vigtigt at holde tingene så adskilt som det nu er muligt. Vi tager arbejdspladsen, ikke arbejdet, med hjem. Når arbejdsdagen er slut, lukker jeg arbejdspladsen ned, og går ind til familien i stuen.
Normalt har jeg det også relativt nemt med at komme på arbejde. Jeg har kun ca. 1000 meter mellem hjem og arbejde, og udover en banekrydsning er der ikke de store sværdslag i min daglige pendling. Jeg er vant til selvstændigt arbejde, og da vi kun er ganske få ansatte, har jeg heller ikke savn i forhold til at have en masse mennesker omkring mig. Mine kolleger og jeg, må i denne tid nøjes med telefonisk kontakt, som heldigvis er helt og aldeles mobil, ligesom vores digitale arbejdsplads er det.
I dag onsdag kommer en stor del af arbejdsdagen til at gå med at informere kommende nye fjernvarmeforbrugere om de forsinkelser COVID-19 vil betyde for netop deres ejendom, og så har jeg nogle telefonmøder med diverse samarbejdspartnere. Vi er holdt helt op med at tilbyde besøg hos forbrugerne, med mindre her er tale om helt akutte og uopsættelige arbejder.
Tiderne giver nogle helt andre og på mange måder mere komplicerede opgaver end normalt, så vi har absolut ingen grund til at kede os ret længe ad gangen.
