Kategorier
Blogindlæg

Jeg har ikke besluttet mig for om kontoret skal blive i køkkenet, eller om jeg skal flytte måsen ind i de lidt blødere møbler

Det kan lyde skørt, efter halvanden uges hjemmekontor – men det var nu rart at holde weekend. Selvom jeg kun næsten kunne holde poterne fra arbejde, så huskede jeg at gøre det fra køkkenkontoret, for at adskille arbejdstid og fritid. Denne uge bliver dog noget helt andet; jeg har døgnvagt og står derfor til rådighed 24/7 og grænserne bliver derfor lidt mere flydende. Jeg har ikke besluttet mig for om kontoret skal blive i køkkenet, eller om jeg skal flytte måsen ind i de lidt blødere møbler. Husets 10-årige er hos sin far i denne uge, så jeg godt kunne arbejde fra sofaen uden risiko for at forstyrre lektier og serier.
En del af de sædvanlige opgaver, som grundet COVID-19 blev udskudt, er ved at finde tilbage. Bevares, vi går ikke i gang med nye anlægsopgaver, men der er fortsat stor interesse for at tilslutte ejendomme til fjernvarmenettet, da varmen både er grønnere og billigere end alternativerne. Det giver lidt udfordringer at planlægge, når vi fortsat ikke ved hvornår vi igen kan komme til at grave. Heldigvis er der stor forståelse.
Weekenden blev i øvrigt (som hos alle andre) brugt på at gå i haven, sætte trampolinen op og igangsætte robotplæneklipperen til en ny sæson. Jeg tror det er første gang i danmarkshistorien at så mange parcelhushaver står snorlige, trimmede og klar til brug allerede inden nattefrosten har sluppet sit tag i foråret.