Det er sommer, ligusteren er friseret, huden er et sted imellem gennemsigtig og krebserød, øllene er kolde og lystbådehavnene rundt i landet byder på kalas og ståhej – og du skal med. Selv deltager jeg på Hornbæk Havnefest, som foregår netop i denne weekend, hvor jeg står i indgangen og tager imod de penge som det næste års tid skal bruges bl.a. til ungdomsidræt i Hornbæk. Det er (kun) tredje gang jeg har meldt mig som frivillig til dette arrangement, men i år passede kalenderen heldigvis til det igen. Så kom endelig til Hornbæk og put lidt penge i de coronaslunkne kasser, i stedet for at sidde og se cykelløb hjemme på tv’et. Jeg synes faktisk man i år er lykkedes med at skrue et hæderligt program sammen, som fint balancerer mellem sjov, professionalisme, tåkrumning, bamsepetting og fællessang, uden hverken at blive FOR provinsielt eller højpandet.
Havde jeg selv deltaget, hvis ikke jeg var frivillig, kunne læseren jo så spørge… Det ved jeg faktisk ikke, men jeg hælder til det. I modsætning til mine unge år, har jeg ikke længere et behov for at skulle ud blandt for mange mennesker, tivoli oplever jeg jævnligt i Carstensens gamle have i vor hovedstad, og kolde øl nyder jeg aller helst hjemme i loungen, hvor den kolde øl som oftest er skiftet ud med en is. Jeg erkender at jeg mest af alt nok bare er blevet en sofakartoffel – og det passer mig egentligt godt. Men taget i betragtning; at årets sommerferie i det sønderjyske hele to gange blev forstyrret af et fransk cykelløb på afveje og dermed afskar os fra at komme på vikingemarked, byfest og til ringridning, kunne jeg nok med nemhed overtales til at tage et smut på havnen. Om ikke andet for at smage min muttis fiskedeller, eller en flæskestegssandwich. Der er i hvert fald lagt op til en ordentlig omgang fest og farver, og med fyldte sommerhuse, kommer det nok til at give genlyd i hele byen, at Hornbæk holder havnefest med musik, fest og ansigtsmaling.
Som ung i Helsingør, vokset op i fattigfirserne, og med hang til fest og ballade, kom jeg i mange år på Hornbæk Havnefest og jeg kom tilsyneladende også hjem igen, selvom jeg ikke husker dette i samme detaljerede grad. Men jeg husker havnen som en god og tryg ramme, selv for mere eller mindre berusede teenagere, men også som endnu yngre har jeg ganske klare erindringer om disse omrejsende tivolier, selvlysende armbånd, og slidskeræs på ting der aldrig havde været tænkt at skulle kunne flyde. Jeg har endda stadig en skade, et hak ind i min skinnebensknogle, fra et sammenstød i radiobilerne til en havnefest i Hundested i midtfirserne. Vi haltede bare videre efter et kort besøg hos samaritterne og måtte prøve benævnte forlystelse igen kort efter.
Jeg har stor respekt for de mange mennesker som bruger time efter time og dag ind og dag ud, samt garanteret både halve og hele nætter på at planlægge et så stort arrangement som en havnefest er – når alt arbejde er båret af frivillige, som det er tilfældet i hornbæk. Der er et hav af godkendelser som skal være på plads, ud over sponsorer, sikkerhed, leverandører, tivoli, optrædende, strømforsyning, forplejning og redningsveje samt alskens andet jeg ikke vil kloge mig på, førend festpladsen kan åbne for publikum. Det er altså ikke professionelle som lever af det, men frivillige som har et arbejde ved siden af, og som alligevel får denne fest til at ske – med alt hvad en sådan fest skal indeholde. Selv med 141 års erfaring, må dette være en gigantisk opgave at holde styr på.
Så hvis din lokale lystbådehavn holder havnefest, boligforeningen holder tivoli eller loppemarked, eller hvis din vej holder noget så eksotisk som en vejfest – så støt op om det og deltag hvis du kan. Det kan være som arrangør, festudvalg, oprydder eller bare som deltager. Som jeg ser det, er der brug for den slags i de mange små samfund vi har rundt omkring i vores lille hjørne af landet. Ellers er jeg bange for at det ender med at løbe ud i sandet.