Her godt et år inde i Coronapandemien har vi lært en masse. Både om os selv, om hvad vi kan undvære, hvor længe vi kan undvære det og hvad vi ikke kan undvære. Vi har også lært at vi ikke nødvendigvis behøver køre og flyve rundt for at holde møder, og/eller for at følge et kursus eller seminar. Webinar er blevet et almindeligt ord det sidste år og for fremtiden vil det nok blive et mere og mere almindeligt fænomen. Vi har alle lært at holde møder online, hvadenten det hedder Skype, Teams, Meet, Zoom, eller noget helt femte. Men pli har vi vist stadig ikke lært.
Jeg har ikke deltaget i mange, men nogle online-møder. Og når mødet for visse deltagere foregår fra samme spisebord i stuen hvor husstandens poder modtager undervisning, så kræver det altså lidt pli at sørge for at de sørgelige og dinglende CRAppleheadsets (der lyder som noget min walkman i 80’erne kunne finde på at afspille på et sæt flade batterier), slås fra når man ikke taler!! Ligeledes kan man med fordel slå sit kamera fra, mens næsen pilles eller ens partner kommer vadende ud fra badet i baggrunden, kun iført bar røv. Eventuelt kunne mødets administrator sørge for at kun én kan høres/ses ad gangen. Vi kunne også lære at tjekke vores forbindelse og appens funktioner INDEN mødet går i gang, så de første 10 minutter ikke skal spildes på teknikaliteter.
Vi har heller ikke lært at undvære toiletpapir, men allerværst, vi har ikke lært at være forberedt og sørge for ikke at løbe tør for nævnte papir i første omgang. Vi har heller ikke lært kroppen at håret ikke skal vokse når frisørerne holder fri. Det er en af de ting jeg selv er dårlig til at få planlagt, så jeg ender med store og tunge gardiner, krøllende ud over ørerne inden jeg får taget kontakt til den lokale frisør, eller den gæve barber overfor Hansens isbod i Brostræde. Allerede inden landet lukkede før Jul, var jeg gået et par uger over tid, så det var min bedre totredjedel som måtte svinge saksen og trimmeren – endda til min fulde tilfredshed, men nu er det ved at være tid igen. Og jeg vil jo hellere støtte en som lever af det, end at tvinge Pandekagehusets kattemor til at klippe mig igen. Hun vil så nødigt.
Til gengæld har vi lært at det ikke er nødvendigt at handle hver og hveranden dag. Det er slet ikke nødvendigt at gå i de store butikskæder og pille ved alle varerne sammen med alle de andre mennesker. Jeg har selv arbejdet som cykelbud, for købmanden på hjørnet af Bjarkesvej og Skjoldsvej, hvorfra jeg to gange om ugen, trådte den tunge Long-John rundt i nabolaget for at levere ferske købmandsvarer, tobak og øl. Nu kan vi få varer med bil fra Hovedstaden, fordi ingen gider cykle som bud mere. Vi har lært at vi ikke behøver kramme alle, mere eller mindre bekendte, og vi har tillært os et generelt højere niveau af håndhygiejne. Vi har til gengæld også lært at der blandt vores bekendte findes folk som er helt væk fra virkeligheden.
Vi har også lært at sætte pris på nogle af de nære værdier. At kunne komme hjem efter endt arbejdsdag og smide fødderne op i sofaen et øjeblik frem for at gå på café hveranden dag, og vi har lært vigtigheden af at kede sig. For de af os som lever et ret introvert liv, har det været en befrielse og en stor gevinst, mens jeg bestemt også har forståelse af at den ekstroverte del af befolkningen ganske modvilligt har været nødt til at være i selskab med sig selv og sine egne tanker. Welcome to my world.
Vi har faktisk lært en hel masse det seneste år. Både om os selv og hinanden. Som jeg ser det, lader det desværre ikke helt til at de stakkels skolebørn har lært alt det de skulle det seneste år. Nu ligger jeg ikke inde med detaljer om hvor langt folkeskolens undervisning skal nå i hvert klassetrin, men måske bliver det nødvendigt at indføre et obligatorisk 11. klassetrin efter dette sløve år. Det har jeg i hvert fald bildt Pandekagehusets preteen ind for at få hende til at koncentrere sig et par procent ekstra. I bruger bare idéen…