Den seneste tids udvikling og snak om de sociale medier og disses (mis)brug af censur, ansvar og partiskhed har fået mig til at vælge de sociale medier som overskrift. Som jeg ser det, går de sociale medier på et tveægget sværd og skal derfor klogest muligt balancere mellem holdninger, lovgivning, lobbyister og hvad ved jeg. For at lægge ud der hvor snakken er, så holder jeg på ingen måde med hverken de som bliver udelukket fra medierne, eller med de som udelukker dem.
Som udgangspunkt må det være op til den enkelte at overholde de regler og love som er gældende for at bruge et givent medie – rent faktisk kan man nemt finde betingelserne og man bliver ovenikøbet bedt om aktivt at acceptere at overholde disse. Misligholder man sine forpligtelser risikerer man altså at blive smidt uden for døren, enten en time, et par dage, eller for bestandigt. Det kan ikke komme bag på nogen. Omvendt skal man passe på med ikke at gøre sine betingelser så rigide at mediet helt mister sin værdi. Hvis man som socialt medie alligevel strækker sig langt og på et tidspunkt er nødt til at skride ind for de få som qua deres magt kan få medierne til at strække sig, så kan det komme til at virke partisk og hyklerisk, pludseligt at gå op i sine egne retningslinjer. Med udgangspunkt i ovenstående bør man gøre sig overvejelser om hvilke medier man ønsker at forære sine data til, og efter min mening også hvilke medier man benytter til forskellige formål. Lige netop forskellige formål er der mit eget fokus er. Jeg bruger talrige sociale medier, men jeg bruger dem forskelligt. Som jeg ser det giver det ingen mening at plastre alle medier til med de samme ting. Jeg bruger de sociale medier (og medier generelt) som følger:
Facebook bruger jeg til at følge med i de personlige relationer, både lokale grupper, interessegrupper, gamle klassekammerater og kolleger og andre jeg får værdi af at følge. Endvidere lægger jeg selv en smule op så de interesserede kan følge med i hvad der sker i Pandekagehuset. Dog med store forbehold, for jeg tjekker ikke ind på alle de lokationer jeg måtte besøge, og kun en gang imellem kommer der et billede op af hvad jeg har fået at spise. Ellers skriver jeg sarkastiske og ironiske opslag på min egen væg, der som min egen graffitivæg kan sparke lidt til gløderne og få en god debat i gang.
Instagram bruger jeg til at finde inspiration til min fotohobby og ind imellem lægger jeg selv billeder op, som jeg synes har en høj nok kvalitet til at blive set af ligesindede. En enkelt gang har jeg muligvis delt samme billede med mine venner på facebook, men det hører sjældenhederne til. Det er jo samme ejer af begge medier, men formålet differentierer en del mellem de to.
Twitter er ikke noget jeg bruger aktivt, hverken som læser eller bidragsyder, men LinkedIn derimod bruger jeg også, til rent professionelt at holde kontakt til både tidligere, nuværende og muligvis også fremtidige samarbejdspartnere. Som 45-årig er jeg midt i mit liv, men arbejdsmæssigt er jeg forhåbentligt i gang med sidste halvdel. Hvis ikke jeg vil hægtes helt af, sørger jeg for at holde mit CV opdateret og følge de mennesker og organisationer jeg finder overvejende interessante.
Jeg bruger også andre mere eller mindre sociale medier, men det er så begrænset at det ikke er værd at nævne i andet end generelle termer. Men så er der jo også min egen hjemmeside. Siden slutningen af 90’erne har jeg haft mine egne hjemmesider, hvor det er MINE regler og retningslinjer som gælder. På mine personlige hjemmesider driver jeg blog, fotogalleri, opskriftdeling og andre småting, som ikke er afhængige af andres regler, grafiske opsætning og “oppetid”. Jeg har altså fuld kontrol og ytringsfrihed på mit eget lille hjørne af internettet. Og dette bringer mig tilbage til starten af klummen; At blive smidt ud fra et medie bør ikke være et problem. Det som rigtigt betyder noget, bør ikke eksklusivt lægges op på andres vilkår – det bør du selv have det fulde ejerskab og kontrol over. Og husk backup!