Baggrund
Baggrunden for at lave denne side er ret enkel; Et eller andet sted skal jeg gemme mine opskrifter. Hvis andre så også kan få glæde af dem, er det jo blot et ekstra plus. Jeg forbeholder mig dog ophavsretten i forhold til kommerciel videreformidling.
Det er indtil videre primært isopskrifter jeg har lagt op, men med tiden kan andre opskrifter nok også komme med. Siden er ikke ment som et opslagsværk over alverdens opskrifter, det er kun mine egne opskrifter som kommer på, og det er kun i versioner jeg selv har lyst til at lave; altså mine favoritter.
For at lave isene er det en forudsætning at man har en ismaskine, og helst en med kompressor som ikke er afhængig af at et element skal have ligget i fryseren. Men jeg vil ikke afvise at opskrifterne kan bruges med andre indfrysningsmetoder. Det kan man jo selv ligge og rode med, og hvis man finder på et alternativ er man velkommen til at skrive det som en kommentar.
Navnene på opskrifterne er noget som lige opstår mens jeg laver dem, men hvad de hedder er ikke vigtigt for mig. Guinnessis synes jeg er et sjovt navn, og æble/kanelisen hedder Mormors æblekage, fordi den smagte sådan… og bla bla bla…
Mht. til ingredienserne, så foretrækker jeg økologiske råvarer, æggene kan være økologiske eller pasteuriserede, og det er lidt forskelligt hvad jeg bruger. Jeg er ikke bange for salmonella, da det påståes at dansk fjerkræ er ude over det problem. Det kan ændre sig igen, og så gør jeg det sikkert også. Brugen af mine opskrifter er på eget ansvar.
Fremgangsmåderne er også forskellige – nogle is skal legeres ved kogning til en nøjagtig temperatur, og nogle skal bare røres sammen. Jeg foretrækker at tingene er lige til at gå til, uden for megen ballade. Jeg bruger Cremodan i de fleste af mine is, da jeg er vild med konsistensen af italiensk is, men for at ikke få ballade med italienerne eller andre som med rette kan hævde at “det er ikke RIGTIG Gelato / sorbet eller whatever” har jeg valgt at opfinde ordet “cremeagtighed” til de is som ligner lidt i nærheden…
Cremodan er et tilsætningsstof med et “farligt” E-nummer, men er helt basalt johannesbrødkernemel. Det fungerer både som lim og som det hemmelige stof der giver isen sin cremeagtighed.
Man kan også bruge andre ting for at opnå dette, men både husblas, glukose, dextrose og flere andre produkter, kræver netop opvarmning, og det er ikke altid så nemt at have med at gøre. Efterhånden som jeg får lidt erfaring med andre ingredienser, kan det være der også kommer opskrifter med disse.
Velbekomme.
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.