Kategorier
Blogindlæg

Så flag dog for Fanden

Jeg har altid ønsket mig min egen flagstang, og gerne en decideret flagbastion at flage fra. Flagbastion er nok så meget sagt, men for et par år siden fik vi installeret flagstang i Pandekagehusets have, og jeg er vild med den. Det er “bare” en ganske ordinær 8 meters stang, men flagene er i god dansk kvalitet, lavet i de bedste naturlige materialer, og netop mit dannebrog er en orlogsrød jubilæumsudgave i anledning af vort flags 800 års fødselsdag for et par år siden. Jeg har også andre flag, og jeg ynder at flage med dem. Både svenske og norske flagdage bliver fejret med deres respektive flag, og for ikke længe siden blev det bornholmske flag luftet i anledning af befrielsesdagen d. 5. april 1946. Forleden var det regentens fødselsdag vi markerede, og sådan kunne jeg blive ved. Når jeg får det grønlandske, færøske og finske flag, vil der komme endnu flere flagdage i min kalender.

Men Hr. Blumensaadt, må du overhovedet flage med andet end dannebrog? Ja da. Man må gerne flage med det grønlandske flag, det færøske flag, de nordiske landes flag, FN-flaget og EU-flaget uden tilladelse. Og men må flage for Fanden (om natten) hvis man har lyst – det er der ikke egentlige regler imod. Én regel er der dog; Statslige myndigheder har på officielle flagdage PLIGT til at flage med splitflag fra deres bygninger, mens private ikke på nogen måde er forpligtet til at flage på de officielle flagdage. Hvorfor gælder denne pligt ikke også eksempelvis kommunale myndigheder? Havne? Plejehjem? Grunden til min undren, skyldes det faktum at jeg finder det direkte pinligt at der ikke flages på officielle flagdage fra alle offentlige instanser, men kun sporadisk fra private parceller. Selv Kärnan i Helsingborg viser dannebrog på visse danske flagdage. Det kræver så uendeligt lidt og betyder så meget.

Vi kørte på tur i den weekend hvor både (Deres Kongelige Højheder) Mary og Marie havde fødselsdag, og selvom vi ikke just er royalister, brugte vi da anledningen til at lufttørre det rød/hvide stykke bomuld fra toppen af flagstangen – men hverken kommunens plejehjem (som nok må være residens for en stor portion royalister), rådhuset, nordkystens havne, eller Helsingørs havnefront flagede. Kun et par busser og ca. 20% af de private flagstænger vi passerede på turen, havde hængt flaget op mod den blå himmel. Det virker nærmest som at vi burde skamme os over vores smukke flag eller det at være danske. Og til trods for at visse elementer på den yderste højrefløj tilsyneladende forsøger at skæmme dannebrog med deres foragt for mangfoldigheden, så vil jeg ikke skamme mig over hvor jeg er fra, og at Danmark er en stolt og suveræn stat. Og at Dannebrog er et smukt flag.

Vi bør kunne flage for hinanden og ikke kun for os selv. Jeg flager gerne for venner og familie, med et passende flag, om det så er nordisk, dansk eller i øvrigt inden for rigsfællesskabet. Hvis en af mine naboer på vejen flager, hejser jeg også gerne Dannebrog i en fælles og solidarisk ånd; hvis jeg altså er hjemme og det ikke ligefrem er stormvejr. Det skylder vi os selv og hinanden. Som barn voksede jeg op på hjørnet af Gurrevej og Baldersvej, lige over renseriet, og min morfars fiskehandel, og jeg husker at kunne stå i haven og skue ud over alle haverne nedad Gurrevej og Belvederevej, og se de mange flag som næsten var oppe hver søndag i sommerhalvåret. Som jeg ser det, bør vi finde tilbage dertil, hvor vi i fællesskab kan minde hinanden om at vi er et folk i et land vi kalder Danmark, og at vi ikke er så skidebange for at stå ved netop dét. Om vi så har blå øjne, brun hud, eller taler lidt gebrokkent, eller går i farvestrålende sko er ikke ret vigtigt, for her er plads nok i andedammen, vi behøver ikke (kun) træde på hinanden. Så flag dog, for Fanden. Og for hinanden.

Kategorier
Blogindlæg

Konditoricrawl, fastelavnsbolletour…

I flere år har jeg haft lyst til at tage på tur og smage de forskellige fastelavnsboller, som tilbydes. Jeg vil ikke være kritisk overfor om de skal være af den ene eller anden dej, eller om der skal være creme, syltetøj eller mousse i dem. De skal bare smage godt, og være et særligt sortiment til fastelavn.

Kategorier
Blogindlæg

Affald og hykleri

For snart 2 år siden, gjorde jeg Pandekagehusets indkørsel klar til den dengang kommende nye affaldsordning, med mere sortering og flere beholdere. Ved hjælp af simpel trigonometri fik jeg placeret et næsten vinkelret indhak i plankeværket, udmålt efter Forsyning Helsingørs anvisninger i en online vejledning på deres hjemmeside. Næsten et helt år senere kom så de nye beholdere, og mine beregninger for plankeværkets størrelse og placering viste sig at passe som fod i hose. Nu har vi så sorteret affald et års tid, og det er derfor på sin plads at analysere tilfredsheden med denne ordning. Og så er det vist snart tid til igen at male plankeværket…

Som udgangspunkt mener jeg at vi allesammen bør genbruge og -anvende mere i stedet for at smide ud og brænde af. Når vi eksempelvis laver gammel plastik om til ny plastik kræver det over hele produktionskæden i omegnen af 37% mindre energi og udledninger og langt færre ressourcer end når vi producerer ny plastik fra bunden af – da der næsten ikke skal tilføres nye fossile olier. At vi så skal bruge et par dråber vand på at rengøre makreldåsen og pålægsbakken, er intet i forhold til de mængder vand man bruger på at producere ny plastik – og den råolie ny plastik laves af, er helt sparet. Og hvis man i øvrigt nogensinde har vasket en bil, siddet i et boblebad, eller vandet en bøgehæk så har man absolut INGEN ret til at udtale sig om vandspild i forhold til genanvendelse. Det er bare hykleri af allerværste skuffe.

Vi er en familie på to (vel)voksne, en preteen og 4 norske skovkatte, så der genereres en hel del affald. Og jeg tør godt sige at affaldsbeholdernes størrelser passer ret godt til os. Bevares – vi kan ikke fylde metalbeholderen mere end maks. 20% op, selvom kattene spiser næsten et kilo mad dagligt, men det er vist også den eneste, hvis størrelse nok er ramt skævt. Vi har valgt kun at modtage reklamer fra et par enkelte butikker, og sammen med pap fra morgenmadsprodukter, kviktest og andre småting, så når papirbeholderen at blive næsten helt fyldt op til afhentningsdagen. Perfekt størrelse. For plast-, rest- og madaffald er billedet det samme – størrelsen passer ret præcist til de mængder affald vi producerer i Pandekagehuset – skal der fremhæves noget negativt, må det være at beholderen til madaffald er virkelig klam om sommeren. Og med et sundhedshensyn i forhold til renovationsmedarbejderne kan jeg godt være i tvivl om den nuværende løsning kan fortsætte som nu. For stank, råd og maddiker er ikke ret lækkert.

Er det så pengene værd? Ja, at håndtere affald koster jo penge, og at fraktionsopdele alt affaldet er heller ikke gratis – så den højere pris for at nogen kan håndtere MIT affald er helt på sin plads. Personligt er jeg dog ked af de forringelser jeg rammes af hvad angår storskrald og haveaffald. Tidligere passede det med at jeg kunne klippe hæk og få hentet det afklippede liguster efter et par dage. Nu skal jeg selv arrangere transport til Skibstrup eller have 8-10 halvvåde og ildelugtende sække til at stå i flere måneder, inden det afhentes. Personligt er problemet ikke kæmpestort, da vi har bil med elmotor og hængertræk samt adgang til at låne en påhængsvogn af betydelig størrelse, men det er i virkeligheden kun fordi vi købte ny bil EFTER den ny affaldsordning trådte i kraft. Jeg håber at denne del af ordningen gentænkes, så ikke alle i kommunen er nødt til at anskaffe sig større biler, for at kunne komme af med haveaffaldet. For så står det skidt til med kuldioxidregnskabet.

Vi bliver flere og flere mennesker, så vi er ganske enkelt nødt til at passe bedre på vore ressourcer – planeten bliver jo ikke større, skovene og grundvandsreservoirerne ej heller. Så selvom vi skal perre lidt mere rundt i vores affald og vi får sildesnask og ketchup på fingrene, så er sortering vigtigt og den eneste måde at sikre ny emballage i forretningernes kølemontrer.

Kategorier
Blogindlæg

Glædelig jul og godt nytår

Af ganske uransagelige årsager er Grinchen her blevet bedt om at lægge navn til juleklummen for andet år i træk. Nu skriver jeg “juleklummen”, men for mig er jól en hedensk fejring af lysets tilbagevenden, fra vintersolhvervet og frem mod forårsjævndøgnet om ca. 3 måneder. Kristmessen som de fleste fejrer netop i dag, er ikke det som har størst betydning i min lille verden. Nuvel – vi har da igen i år pyntet Pandekagehuset op med både glimmer, kugler, lys og gran. I stuen står sågar et nydeligt og lokalt produceret og indkøbt grantræ i en størrelse som var det udmålt med laser, fra gulv til loft. Og det er pyntet i årets farve; grøn! Grøn som Grinchen! Og imens jeg skriver denne klumme strømmer der rolig jazzinspireret julemusik ud af højttalerne i stuen, så til trods for mit ønske om at virke knarvorn, vrikker den ene fod med forsigtighed til tonerne i maj og mol. Til gengæld er den udendørs vinterbelysning af Pandekagehusets sternbrædder i år særdeles haltende, da hele to lyskæder har opgivet ævred og dermed kun lyser i den ene ende. De må byttes i det nye år.

I år har jeg endda virkelig gået amok med julegaveindkøbene – hele 3 gaver har jeg skullet stå for. Og selvom jeg hellere end gerne ville gå i mine lokale butikker og støtte disse, så har det igen været svært at få ønsker og lokale udbud til at gå op, da jeg hverken skulle have pyntepuder eller koneklude, men jeg har dog holdt mig til at lade mine indkøb have en vis dansk karaktér. Ønsker er ofte netop SÅ specifikke at det ikke efterlader giveren mulighed for at vælge andet end onlinehandel. Men gode danske produkter er det alligevel blevet til. Derudover en enkelt gave, købt i 3 eksemplarer til mig og mine kolleger kunne dog dårligt blive mere lokal. Den er udviklet og opfundet af en entreprenant hornbækker, produceret på Sjælland og samlet her i byen; en billedramme i eg, som kan betjenes af selv små barnehænder, ved blot at trykke et nyt ark ind foran de andre. I må slå den op på nettet og se hvad jeg mener.

Det var i øvrigt slet ikke planen at jeg skulle holde jul i dag, men grundet et ugebytte med preteenens far, er der alligevel både ande- og flæskesteg i ovnen og mon ikke der kører noget julehalløj på mindst ét tv i hytten. Jeg har døgnvagt på varmeværket og jeg har ikke ferie i hverken denne eller næste uge. Men det skal ikke have lov at ødelægge hyggen. Jeg håber bare ikke der bliver for mange udkald midt i middagen. Så kan jeg holde nogle fridage til foråret i stedet. Min jól blev holdt forleden, og mon ikke der er blevet spist et stykke langtidstilberedt grissedyr med rodfrugter, eller noget tilsvarende. I skrivende stund er menuen ikke blevet fastlagt, men jeg er sikker på at det var lækkert.

Hvis jeg her til sidst må komme med en opfordring i det tilfælde vejret er klart; Klokken ca. 16:45 i dag kan i på himlen se noget som nærmest er magisk. I sydvestlig retning står vores søsterplanet Venus lavt over horisonten og stråler som en ledestjerne, til trods for at det kun er godt 7 procent af planeten som er belyst og synlig fra vores synspunkt. Men afstanden på beskedne 40 millioner kilometer har stor betydning for synligheden herfra. I sydlig retning og ca 20 grader over horisonten kan solsystemets største planet Jupiter ses, ganske tydeligt endda. Og midt imellem de to, endnu en af de store gaskæmper; Saturn. I ved, den med ringene. Saturn befinder sig mere end 1,5 milliarder kilometer væk, men den er 99,9 procent belyst og er derfor stadig synlig med det blotte øje, selvom den er klart svagest af de benævnte 3 planeter som optræder nærmest i parade. Et lignende fænomen kan have udspillet sig for ca 2000 år siden, hvor planetkonjunktioner i denne magnitude kan have lagt navn og legeme(r) til stjernen over Bethlehem.

Julen er i sandhed igen i år miraklernes tid – uanset hvad man måtte tro på.

Kategorier
Blogindlæg

Er der en politiker til stede?

Det er ved at være tid til at vi igen skal til stemmeurnerne, den lokale og regionale politik skal have nye og friske smil op at hænge i lygtepælene – Bevares, en del velkendte ansigter må ligeledes formodes opstillet. Meningerne og holdninger er mange og valget synes ikke at være nemt heller i år, med mindre man altså på forhånd har besluttet sig for placeringen af ens stemme. Jeg har besluttet mig, også længe inden valglisterne har været klar til offentliggørelse. Jeg er ikke 100 % enig med nogen partier eller kandidater, men jeg går efter at lægge min stemme hos de jeg er mindst uenige med, og som trækker politikken i den retning jeg selv ønsker for samfundet.

Men Hr. Blumensaadt, skal vi så se dit navn på opstillingslisten i år? har flere spurgt. Nej, heller ikke år! Tro det eller lad være, men flere har de seneste par år ment og troet at jeg er på vej ind i politik. Det vil jeg gerne slå helt fast; det er jeg ikke. I hvert fald ikke for nuværende. Jeg kan ingenlunde afvise at jeg i fremtiden vil ændre mening, men jeg har det altså godt med at være en del af “embedsværket” og ikke være på den politiske side. I min nuværende stilling hos Hornbæk Fjernvarme kan jeg være med til at påvirke de interne politiske beslutninger, men jeg vil helst blive siddende og arbejde med de beslutninger selskabets ledelse tager, i hvert fald så længe jeg er enig med retningen.

Jeg har siddet på mange spændende poster i diverse lokale bestyrelser, men jeg er på ingen måde klar til at give mig i kast med byrådspolitik eller noget derover – dertil er døgnets timer for få, og min faglige stolthed er i den grad for stor til at jeg vil gøre det halvt. At det at skrive klumme i Helsingør Dagblad skulle være et springbræt til lokalpolitik vil jeg ikke afvise er korrekt for nogen, men det er ikke mit fokus. Mine unge dages store interesse for at sende lokalradio har heller ikke været et bevidst skridt på vejen i den retning. Jeg giver gerne visse af mine meninger til kende, og jeg står på mål for dem, men historierne er nok mestendels for underholdningens skyld. Mit politiske virke er for nuværende forbeholdt Fagforeningen Frie.

Dog så er det, som jeg ser det, vigtigt at vi alle sammen meget snart går ned og sætter kryds ved de som netop kandiderer til en taburet i byrådssalen og til regionen. Det er den måde hvorpå vi kan gøre vores stemme gældende, selvom vi ikke stiller op og debatterer på opstillede kasser på byernes torve. Her kunne jeg også nævne Facebook – men med den skingre tone som oftest høres på netop det medie, håber jeg at det i fremtiden vil blive mindre vigtigt. Profilbilledeløse krigere på de sociale medier kan i den grad forpeste enhver lyst til at indgå i en saglig debat om et givent emne, lige så hurtigt som blodet kan bringes i kog af bemeldte krigere.

Jeg har stor respekt for de lokale kandidater som kan afsætte tid og kræfter til at deltage i den mere heftige og til tider usaglige del af debatten, men jeg ser det også lidt som spild af tid da det næppe er de få krigere man søger at overbevise om sin politik. Det kan højest være et spørgsmål om at korrekse urigtige udsagn og rejse sig efter en påstand har væltet én omkuld – men det i sig selv virker mere som brandslukning, i stedet for egentlig politisk arbejde. Jeg synes det er ærgerligt at så megen tid skal tages fra vigtige emner og opgaver, blot fordi nogen (uanset hvad) er uenige, eller har et såkaldt horn i siden på én.

Så når valgstederne åbner, står jeg klar til at sætte mit kryds på de kandidater som efter min overbevisning vil det mest rigtige, eller i det mindste det mindst forkerte. Faktisk har jeg nok allerede brevstemt, men det er også en god undskyldning til at besøge det lokale bibliotek. Apropos bibliotek; hvem i alverden beslutter at biblioteker skal være store kasser uden parkeringsmuligheder, i stedet for mindre og lokale enheder? Det er da helt sort. Selv en stor kommune bør kunne være lille og lokal.

Kategorier
Blogindlæg

Klumme: Vegetarflæsk med persillesovs

Dagen hvor denne klumme bringes i vores allesammens dagblad, sidder jeg hos flæskekongen på den gyldne kro i hovedstadens larm og røg og nyder en fedtet bid mad. Det er ikke så tit vi får stribet flæsk, og det er såmænd nok også meget godt. Det er i sandhed ikke engang hver dag vi spiser døde dyr – men vegetar bliver jeg nu alligevel aldrig, frivilligt. Jeg kan nemlig godt lide at spise kød, og faktisk mener jeg det er helt essentielt at spise kød jævnligt, hvis vi som art skal udvikle os til næste niveau og blive kloge nok til at flytte ud i universet – men det må vi tage en anden dag, for jeg har maks. 4000 tegn at gøre godt med i denne klumme. Dog spiser vi tit kødfrit, og jeg tror det af flere årsager bliver mere og mere fremover. 

Faktisk har vi lige spist kødfrit en hel uge. Mere end kødfrit – faktisk prøvede vi at spise ovo-vegetarisk alle sammen – bare for at prøve. Hvad skulle vi undvære og hvad vil vi ikke kunne leve uden… En uge er jo intet problem, men jeg vil godt nok komme til at savne mælkeprodukter i længden. To af mine daglige måltider består i hverdagen af laktosefri yoghurt, og om fredagen nyder jeg et friskbagt brød med et stykke god ost til. Det har jeg ikke lyst til at lave om på. Så det gør jeg nok ikke. Mælkeprodukter var nok det vi savnede mest, allesammen. Ingen af os savnede kød, men spidskommen og kikærter fik vi store mængder af. Nu var der som nævnt kun tale om en uge, så man skal vist være endog meget stædig for at komme til at savne noget på den korte tid.

Grunden til vi overhovedet levede vegetarisk en hel uge, var som en del af vores interne udfordring og udvikling for bedre at kunne sætte os ind i andres levevis. Der er så mange forskellige måder at leve på, og hverken vi voksne eller pandekagehuset pre-teen bliver dummere af at lære lidt om at sætte sig i andres sted. Så hele familien var med på ideen og alle klarede det godt. Heksemutter vil faktisk gerne fortsætte med mere vegetarisk mad, og så længe det ikke fjerner mine mejeriprodukter og fisk, eller udelukker et stykke grillet ko i ny og næ, så er det fint med mig. Vi har ikke behov for kød hver dag. Men lige i dag, hvor denne klumme trykkes, ja der står den altså på gris. Stegt svin og sovs. Masser af svin og sovs.

Det bliver ikke sidste gang vi giver os selv en udfordring af denne art. Allerede i næste uge skal vi prøve at leve som diabetikere. Så madplanen er skåret helt ind til det vi alle i forvejen godt ved er bedst for os, og alle de usunde vaner bliver gemt væk, i hvert fald en uge. Hver eftermiddag og aften skal vi “måle blodsukker”, ved kast med en terning; Slår man en etter, er blodsukkeret for lavt og der skal ageres derefter – slås en sekser, er det for højt og ligeledes skal der ageres derefter. Dog skal vi hverken stikkes eller belemre sundhedsvæsenet, men jeg tænker at i forstår idéen.

Efterfølgende skal vi prøve at leve som glutenallergikere og derefter som laktoseintolerante. Det sidste bliver ikke den store udfordring tror jeg, da vi efterhånden har fået så mange gode laktosefri produkter ind fra det svenske, og vi i forvejen bruger disse produkter i vores hverdag. Det gør faktisk en stor forskel på hvor oppustede vi bliver, og så er der lidt mindre sukker i disse produkter. Men jeg er lidt nervøs for den der glutenallergi; Pandekagehusets yngste kunne leve af produkter kun indeholdende hvid hvede, så det vil blive en stor omvæltning – for os andre er nok kun weekendens brød vi føler at gå glip af. Og det tænker jeg nok skal gå.

Mange kan ikke se længere end til egen næsetip, men som jeg ser det, så kan vi med denne blide form for prøvelser afprøve andre levemåder, og måske blive bedre til at tænke over at andre ikke nødvendigvis har det som vi. Hvordan udfordrer du dig selv, med ting du ikke nødvendigvis forstår eller synes om?

Kategorier
Blogindlæg

Klumme: Sommeren går på hæld – Heldigvis

Overskriften kan virke skræmmende for nogle, men ikke desto mindre HAR vi passeret midsommer, og i skrivende stund er sommerferien overstået for Pandekagehusets beboere. Hvad har vi så fået ud af denne sommerferie, spørger du nok – men lad mig lige begynde med at fortælle hvad vi IKKE har nået denne sommer;

Jeg har ikke set fodbold. Ikke engang en eneste halvleg. Jeg har heller ikke set Tour de france, eller OL (Det er lige gået op for mig at OL først for alvor starter efter klummens deadline). Jeg har for den sags skyld heller ikke motioneret. Jeg har ikke engang været i nærheden af at holde bevægeapparatet i gang i et omfang som almindelige mennesker vil anse som værende tilstrækkeligt. Jeg har heller ikke slikket sol eller været i vandet. Selvom varmen har været så tilpas ulidelig at det nok kunne være rart at hoppe i kattegats skummende bølger, så har jeg afholdt mig fra det. Svømmehallen i forbindelse med Esbjergs store svømmestadion er dog undtagelsen som i dette tilfælde bekræfter reglen – men nu taler vi jo om ting jeg IKKE har lavet.

Jeg har ikke læst bøger. Og slet ikke skønlitteratur. Jeg har ellers en bog liggende, som vil blive den tredje skønlitterære bog jeg NOGENSINDE sætter for mine øjne – men det bliver en anden god gang. Jeg har heller ikke klippet hæk endnu – og det er nok det eneste som så småt begynder at pine mig. Men hey, fuglereder, sommerfugle og andre kravl skal lige være færdige med hækken, inden jeg klipper den helt parcelhusfirkantet. Og lige nu er det altså for varmt at klippe hæk. I skrivende stund har termometeret passeret 30 grader C, og så er der kun én ting som kan friste; is! Og er der noget jeg i den grad IKKE har denne sommer – så er det at holde mig tilbage for at spise is. Faktisk har vi en dedikeret isskuffe i fryseskabet. (Vi havde 2 isskuffer indtil vi sidste år købte en kvart kalv, hos en lokal og økologisk landmand)

Men hvad har vi så lavet i ferien? Jo, vi har slappet af og været på ture i det danske. Coronaen kan da godt få skylden, men faktisk er det sådan at jeg holder af at holde ferie i Danmark. Og “sydpå” kommer aldrig til at ske, for her i Pandekagehuset holder vi af kulde. Når vi drømmer om ferie, så er det Skandinavien og Nordatlanten vi drømmer om. I år gik turen først til Møn, hvor søsteren til Pandekagehusets heksemutter residerer. Et par dage med familiehygge og ture i det nære, et par timer hjemmefra – var en god start på ferien. Det var tydeligt at mærke der ikke var så megen gang i hjulene som sidste år, men vores ferie lå også ret tidligt på sommeren.

Dernæst gik turen til Vesterhavet, hvor en uge i et lejet sommerhus, skulle give ro og tid til at slappe af. Vi havde valgt at medbringe en af preteenens veninder, så de i det mindste kunne kede sig sammen. Det var ret godt. Det blev til både gå- og køreture på stranden, besøg af diverse attraktioner og aktive dage, især for ungerne. Sommerhusets medfølgende indendørs delepool var desværre lukket ned, så den økonomiske prisreduktion blev brugt på flere besøg i den store og velekviperede svømmehal i Esbjerg. Vesterhavet lod sig meget nødigt tæmme i ugen vi var der, så alternativer måtte findes – for med to vandhunde duer det ikke at blive på land for længe ad gangen.

Vi har også været en tur PÅ vandet, for i den sidste uge af ferien måtte vi køre et lille stykke op i Sverige, for at hente et par norske skovkillinger. Historien om hvorfor vi nu skal have flere katte er der ikke plads til i denne klumme, så den må i have til gode. Men navne har de da fået; Tim og Bum.

Nuvel – vi er returneret til arbejdet, og selvom der lå mere end 160 e-mails og ventede på mig, så er sommeren vores lavsæson, så det hele bliver nået. God sommer til jer alle.

Kategorier
Blogindlæg

Klumme: Smarte hjem

For nogen tid siden harcelerede jeg på min egen Facebookvæg om det smarte hjem, da jeg grundlæggende synes det er helt tosset, hvad vi propper ind i vores liv af elektroniske dimser som kan kommunikere med både hinanden og mig – og med stor sandsynlighed en masse andre som ikke nødvendigvis har den store glæde af at vide hvad jeg foretager mig.

“Smarthome. Jeg har et smart hjem med alskens devices som kan både det ene og det andet. Eller også har jeg ikke. Mit tv brøster sig af at være smart. Det kan vise både Youtube og Netflix uden ekstra tilbehør, men det kan ikke streame DR live tv fra min smartphone af samme mærke, det kræver en ekstra dims, i dette tilfælde en Playstation. Jesus hvor er det smart. Min ovn er offline, ligesom mit køleskab, vaskemaskine, tørretumbler, opvaskemaskine, skraldespand og lokum. Mine gardiner har en smart snor, så jeg kan rulle dem op og ned. Min emhætte registrerer automatisk når jeg tænder den på kontakten så den begynder at suge. Støvsugeren derimod, den er smart. Efter jeg har sat den i stikket, kan den tændes med et let tryk med foden. Jeg behøver ikke først lede efter min telefon og åbne en app for at bruge den. Mine loftlamper har en smart dæmpefunktion, som blot kræver et tryk på dæmperen som er placeret på væggen i samme rum som lamperne og mine smarte termostater kan holde en nogenlunde ensartet temperatur hele døgnet, uden brug af natsænkning. Nåååh Ja, og mit ur har en smart funktion; det viser klokken og ind imellem også den rigtige dato, hvis jeg altså husker at trække det op.”

Siden førnævnte facebookopslag er jeg flyttet i egen bolig hvilket har betydet et par ændringer i daværende forudsætninger; TV’et er stadig det samme, nu streamer jeg i stedet DR fra min telefon, da alle Pandekagehusets 4 (4, yikes) TV har Chromecast, og alle kan streame alt, alle steder. Jeg kan endda streame sjove kattevideoer til husets preteen, udelukkende ved at SIGE!!! det til min telefons flinke assistent. Det er jo helt godnat – men smart. Mine loftlamper har ikke længere en dæmpefunktion, og så har jeg fået et (brugt) smart-ur, som jeg ikke bruger ret meget. Det er nemlig så smart indrettet at det skal oplades hver eneste dag for at fungere. Mine andre ure kan nøjes med et besøg hos bjergegades urmager Petersen hvert femte år, for at få nyt batteri og dermed fungere.

Nu sidder jeg og overvejer at købe tænd/sluk-ure som jeg fra min i højre hånd fastmonterede telefon, kan tænde og slukke lyset på terrassen og i carporten. Jeg overvejer at lave et automatisk vandingssystem til havens afgrøder. Og for kun et par dage siden brændte vaskemaskinen af, og den fra øverste hylde valgte afløser, kan tilgå internettet og startes via en app. Men bare rolig – jeg har ikke koblet funktionen til, for jeg kan jo høre når den er færdig med at centrifugere. Til gengæld bliver Pandekagehusets græsplæne vedligeholdt af en lille robotklipper, og den finder selv hjem til ladestationen, så jeg helt slipper for at skubbe 20 kg gammel jern rundt for at holde græssernes vækst nede.

Vores nye bil er også smart – ud over de fleste ture kan klares ved at køre på el, så kan man med et enkelt tryk på en knap bede bilen om at afspille ens yndlingsnummer udi højttalerne, og på samme vis bede bilen vise vej til en given adresse, blot ved at sige det højt i bilens kabine. Bilen kan endda (næsten) køre selv, og har kameraer i alle retninger, som er så smarte at de IKKE kan bruges som dash-cam – dertil skal man købe flere smarte dimser. Jøsses for sevan da.

I det mindste kan hverken vores køleskab eller strygejern skrive beskeder til mig. Men de smarte ting er nok kommet for at blive, jeg synes blot vi skal gøre os selv den tjeneste at overveje hvor smart det hele behøver være. For de smarte ting bruger en masse energi, og giver de af os som tilhører den tekniske generation en hel del arbejde, når familie og naboer har smart ting som er besværlige at betjene. Bliver vi overhovedet gladere?

Hvilke smarte apparater kan du (ikke) leve uden?

Kategorier
Blogindlæg

Klumme: Elektrisk bil

Som jeg ser det og som mange andre også ser det, må vi forlade de fossile brændsler, hvis vi skal have en chance for fortsat at kunne klare livet her på kloden. For nogle sker det i store og selvbevidste skridt, mens det for andre sker i et lidt mere roligt tempo. Jeg hører til i den sidstnævnte kategori – og det skyldes mange forskellige, og for mig vigtige, faktorer. I mit daglige arbejde har jeg ofte brug for at køre korte by-ture – flere gange dagligt endda, kombineret med ugentlige kommune-ture, regelmæssige region-ture og enkelte årlige nationale ture, som tilsammen giver en rimelig fornuftig køreøkonomi. Hvis jeg skulle have en elektrisk eller en hybridbil til alle disse formål, ville den koste langt over mit budget. Samtidig ville en del af mine ture slet ikke kunne gennemføres med den ringe dækning af opladningsmuligheder vi har endnu.

Jeg har i mange år kørt i små og økonomiske mikrobiler, som trods alt kører langt for hver liter benzin jeg vælger at hælde ud i vores fælles atmosfære. Jeg kender flere som fra naturens side er nødt til at kompensere med en stor bil, og flere gange har jeg tilbudt dem at vi skulle køre om kap. De må bestemme distancen, hvis jeg må definere mængden af benzin der vil være til rådighed for kørslen. Indtil videre har ingen ønsket at køre om kap med mig. Det ændrer sig næppe nu. Og selv har jeg ikke et behov for et stort og osende stykke vogntøj, som kan rive en campingvogn over på midten.

I efteråret fik min bedre totredjedel akut behov for pendlerbil, og vi fandt hurtigt en som kunne dække behovet, i hvert fald frem til nu – men det er en brugt benzinsluger, så den skal som planlagt skrottes – eller i hvert fald videre. Min mikrobil er i helt fin stand, og det var derfor planen at jeg skulle have en bil som kunne dække de fleste behov elektrisk, og fungere som familiebilen i det daglige og trailerture til genbrugspladsen i weekenden. Og det har jeg fået. En plug-in hybrid, som ud over at kunne køre ca. 50 kilometer på ren strøm, kan levere en imponerende benzinøkonomi ved blandet hybridkørsel, på de lidt længere ture. Endvidere har den god plads, og vil også af den grund være det naturlige valg, når den lille familie skal på ferie, eller blot på shopping et sted på Sjælland.

Om et par år, når den anden bil skal udskiftes, kan vi med fordel vælge en ren el-bil, som vil kunne dække de behov der vil være for den, i det daglige. Og så kan vi være heldige at producenterne har fået designet flere valgmuligheder, også i den mindre og dermed mere økonomiske klasse. Mit behov nu og her kan ikke løses med en ren el-bil – men langt størstedelen af den daglige kørsel, vil blive dækket af ren el. Alternativet havde været endnu en ny benzinbil, og det synes jeg trods alt ikke er et rigtigt valg. Selvom strømmen i de danske stikkontakter samlet set er mere sort end grøn, er det dog på vej i en grønnere retning.

I skrivende stund har jeg haft min nye bil en lille uge, og jeg er vældig glad for den. Jeg sætter den til at oplade, når strømmen er renest og billig, som regel om natten – og så er den klar til at give mig nærmest lydløs køreglæde den følgende dag. Men ligesom nye telefoner ikke længere kommer med opladere, skulle det også lige gå op for mig, at en bil til godt og vel en kvart million kroner, heller ikke kommer med et ladekabel; det skal tilkøbes. Nuvel, ladestander og kabel er monteret på siden af Pandekagehuset, og er forberedt til at der kommer endnu en lille ny – om et par år. Altså en lille ny elbil. Den skal i øvrigt være rød, og hedde Elmo.

Nu vil den kvikke læser som kender vores navngivningsmani nok spørge; Hvad hedder så sådan en spritny og panelgrå plug-in hybridbil, som netop er flyttet ind på matriklen? Vi kalder ham Hybert! Og skulle du endelig spørge fra “nogen”, så hedder den lille hvide Speedy og den nu afhændede VW beetle med nummer 53 hed, grundet sin røde farve, Ruby.

Nu må i dog have mig undskyldt – jeg skal ud at køre en tur i det nordsjællandske og brænde noget vindenergi af.

Kategorier
Blogindlæg

Klumme: Hvad har vi lært af Corona

Her godt et år inde i Coronapandemien har vi lært en masse. Både om os selv, om hvad vi kan undvære, hvor længe vi kan undvære det og hvad vi ikke kan undvære. Vi har også lært at vi ikke nødvendigvis behøver køre og flyve rundt for at holde møder, og/eller for at følge et kursus eller seminar. Webinar er blevet et almindeligt ord det sidste år og for fremtiden vil det nok blive et mere og mere almindeligt fænomen. Vi har alle lært at holde møder online, hvadenten det hedder Skype, Teams, Meet, Zoom, eller noget helt femte. Men pli har vi vist stadig ikke lært.

Jeg har ikke deltaget i mange, men nogle online-møder. Og når mødet for visse deltagere foregår fra samme spisebord i stuen hvor husstandens poder modtager undervisning, så kræver det altså lidt pli at sørge for at de sørgelige og dinglende CRAppleheadsets (der lyder som noget min walkman i 80’erne kunne finde på at afspille på et sæt flade batterier), slås fra når man ikke taler!! Ligeledes kan man med fordel slå sit kamera fra, mens næsen pilles eller ens partner kommer vadende ud fra badet i baggrunden, kun iført bar røv. Eventuelt kunne mødets administrator sørge for at kun én kan høres/ses ad gangen. Vi kunne også lære at tjekke vores forbindelse og appens funktioner INDEN mødet går i gang, så de første 10 minutter ikke skal spildes på teknikaliteter.

Vi har heller ikke lært at undvære toiletpapir, men allerværst, vi har ikke lært at være forberedt og sørge for ikke at løbe tør for nævnte papir i første omgang. Vi har heller ikke lært kroppen at håret ikke skal vokse når frisørerne holder fri. Det er en af de ting jeg selv er dårlig til at få planlagt, så jeg ender med store og tunge gardiner, krøllende ud over ørerne inden jeg får taget kontakt til den lokale frisør, eller den gæve barber overfor Hansens isbod i Brostræde. Allerede inden landet lukkede før Jul, var jeg gået et par uger over tid, så det var min bedre totredjedel som måtte svinge saksen og trimmeren – endda til min fulde tilfredshed, men nu er det ved at være tid igen. Og jeg vil jo hellere støtte en som lever af det, end at tvinge Pandekagehusets kattemor til at klippe mig igen. Hun vil så nødigt.

Til gengæld har vi lært at det ikke er nødvendigt at handle hver og hveranden dag. Det er slet ikke nødvendigt at gå i de store butikskæder og pille ved alle varerne sammen med alle de andre mennesker. Jeg har selv arbejdet som cykelbud, for købmanden på hjørnet af Bjarkesvej og Skjoldsvej, hvorfra jeg to gange om ugen, trådte den tunge Long-John rundt i nabolaget for at levere ferske købmandsvarer, tobak og øl. Nu kan vi få varer med bil fra Hovedstaden, fordi ingen gider cykle som bud mere. Vi har lært at vi ikke behøver kramme alle, mere eller mindre bekendte, og vi har tillært os et generelt højere niveau af håndhygiejne. Vi har til gengæld også lært at der blandt vores bekendte findes folk som er helt væk fra virkeligheden.

Vi har også lært at sætte pris på nogle af de nære værdier. At kunne komme hjem efter endt arbejdsdag og smide fødderne op i sofaen et øjeblik frem for at gå på café hveranden dag, og vi har lært vigtigheden af at kede sig. For de af os som lever et ret introvert liv, har det været en befrielse og en stor gevinst, mens jeg bestemt også har forståelse af at den ekstroverte del af befolkningen ganske modvilligt har været nødt til at være i selskab med sig selv og sine egne tanker. Welcome to my world. 

Vi har faktisk lært en hel masse det seneste år. Både om os selv og hinanden. Som jeg ser det, lader det desværre ikke helt til at de stakkels skolebørn har lært alt det de skulle det seneste år. Nu ligger jeg ikke inde med detaljer om hvor langt folkeskolens undervisning skal nå i hvert klassetrin, men måske bliver det nødvendigt at indføre et obligatorisk 11. klassetrin efter dette sløve år. Det har jeg i hvert fald bildt Pandekagehusets preteen ind for at få hende til at koncentrere sig et par procent ekstra. I bruger bare idéen…